Faded - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2016
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Igang
En gang var Chestie Steward og Louis Tomlinson udadskillelige, som bror og søster. Men efter en X-factor audition og et nyt band, skrottede Louis Chestie, i den sværeste tid i hendes liv. Hun følte sig alene, brugt og ude af stand til at komme videre i sit liv. Så hvad sker der, når hendes veninde tilbyder hende en billet til en One Direction koncert? Hun havde svoret, at hun aldrig i sit liv ville have noget med Louis at gøre igen, men tingene har det med at ændre sig...

30Likes
17Kommentarer
22468Visninger
AA

15. Close

CHESTIES SYNSVINKEL

 

Jeg kunne høre Liams stemme ude i gangen, men jeg vidste ikke hvem han snakkede med. Jeg sad i Helenes favn, og græd endnu mere end tidligere. Paul snakkede i telefon med politiet, for at få det anmeldt, på trods af mine protester. I det samme gik døren ud til gangen op med et kæmpe brag, og jeg så forskrækket derhen. En velkendt skikkelse, bedre kendt som Louis, stod i åbningen, og lignede en, der kunne slå ihjel lige nu. Jeg vidste dog instinktivt, at det ikke var mig denne vrede var rettet i mod, for jeg lagde hurtigt to og to sammen. Liam havde fortalt ham hvad der var sket i går.

Mens han stod der i døråbningen, var det som om alt hans vrede forlod hans krop, for hans skuldre sank sammen, og hans ansigt blev slapt og fyldt med smerte, i stedet for vrede. Han mindskede dog hurtigt afstanden i mellem os, og jeg trådte ham i møde, før han trak mig ind i et langt, varmt knus, som jeg ikke var sen til at gengælde. Om muligt græd jeg endnu mere, og jeg kunne mærke at han knugede mig endnu tættere til ham. I mens vi stod sådan, kunne jeg mærke alle mine følelser komme til livs, men denne gang skabte for første gang ikke forvirring, men derimod afklaring. Jeg vidste hvad jeg måtte gøre, og selvom det nok lød åbenlyst for alle andre, så havde jeg først, i dette øjeblik, accepteret mine følelser. Jeg kunne og ville ikke benægte det mere, selvom jeg stadig ikke havde tænkt mig at fortælle det til nogen.

Eller jo.

Nej

Jo

NEJ

Lige nu havde jeg mest af alt lyst til bare at stikke af, men hvis der var en ting jeg har lært i mit liv, så er det, at man ikke løbe fra sine problemer. Jeg måtte blive her, og så bare æde den lort det var, at lade som ingenting overfor Louis.

Det kan godt være at han aldrig blev min, men jeg havde ikke tænkt mig at lade ham gå af den grund. Jeg var bare heldig, at han kunne være i mit liv som min bedste ven. Det måtte da også være næsten ligeså godt. Måske kom jeg aldrig til at mærke hans læber mod mine eller blive ét med ham, men jeg kunne komme meget, meget tæt på, hvilket var godt nok til mig. Jeg vidste om nogen, at man ikke kunne have det hele.

Jeg kunne mærke han lænede sig en smule væk, så jeg så op på ham. Han sendte mig et blik, der spurgte om jeg var ok, så jeg nikkede. Selvom det ikke passede helt. Jeg var røv paranoid for at de piger ville opsøge mig igen. Det kan godt være at de kun var 14-15 år, men helt ærligt, hvis de var syge nok til at troppe op og true mig personligt, så var de måske også syge nok, til at gøre alvor af deres ord.

Men jeg havde det bedre, end jeg havde haft det for 10 minutter siden. Louis var lige her i min favn, og drengene og Paul, Helene og Lou var her. Det skulle nok gå. I morgen skulle vi videre til New York, og dermed behøvede jeg aldrig at bekymre mig om de piger igen.

 

***

 

”Nå Chess, jeg tror jeg vil gå i seng.”

 Alle var gået i seng, med undtagelse af Liam og jeg. Vi sad endnu engang i sofaen, og snakkede, ikke om noget særligt, bare snakkede. Eller gjorde.

”I orden. Husk at vi køre herfra klokken 12 i morgen” mindede jeg ham om. Koncerten var først klokken 19, men de havde mega lydprøve inden.

”Ay ay. Sov godt Boss” grinede han, og sprang til side da jeg puffede efter ham.

”Sov godt Li” svarede jeg, inden jeg gik ind til mig og Louis’ værelse. At dømme efter hans åndedræt, sov han ret tungt, men det havde han også brug for. Jeg lagde mig forsigtigt ned i sengen, og var påpasselig med, ikke at røre ham, selvom det jeg havde allermest lyst til lige nu, var at ligge i hans favn. Jeg vendte mig, så jeg lå med fronten i mod ham, og kiggede op på ham. Hans ansigt var afslappet, uden bekymring eller stess, hvilket beroligede mig. Jeg lå bare og stirrede på ham, i mens mine tanker fik frit løb.  Det hele ville ende fint, uanset hvad der skete. Ligenu var det vigtigste at jeg havde mine 4 drenge med mig, og at jeg aldrig skulle miste dem igen. Aldrig aldrig adrig igen! Jeg kunne mærke trætheden overtage, men min krop ville ikke falde til ro. Da jeg havde ligget i over en time og vendt og drejet mig kunne jeg ikke holde det ud længere. Jeg rejste mig og satte kursen mod køkkenet. Jeg kiggede efter noget spiseligt, og fandt nogle cupnudler. Så satte jeg vand over, og ventede på at det havde kogt færdigt. Jeg sukkede da jeg fik øje på uret, der sad i ovnen, og som viste at klokken var 03:27. Det vil altså med andre ord sige, at jeg skulle op om 5,5 time, og at jeg først kunne sove igen, når vi ankom til New York. Mine nudler blev endelig færdige og jeg besluttede mig for at sætte mig få vores balkon for at spise dem. Jeg sad bare og så ud over byen, imens jeg spiste langsomt, og jeg var så optaget, at jeg først lagde mærke til at der stod en bag mig, da et par varme hænder lagde sig på mine skuldre. Jeg fik et kæmpe chok, og fløj op fra stolen, men mit hjerte faldt til ro igen med det samme, da jeg hørte Louis’ stille fnisen.

”Rolig prinsesse, det er bare mig” mumlede han, og satte sig på stolen ved siden af mig.

”Hvad laver du oppe så sent?” fløj det ud af munden på mig. Louis grinte igen.

”Sorry mor. Jeg vågnede, og så undrede jeg mig over, hvorfor der var tomt ved siden af mig. Og så var jeg lige nødt til at tjekke at pysko fan 1 og 2, ikke havde kidnappet dig”

Jeg gøs let ved tanken om pigerne, men prøvede at skjule det. Det lykkedes mig selvfølgelig ikke, så Louis trak mig over for at sidde på hans skød. Jeg satte mig til rette, og lagde mit hoved i uddybningen ved hans skulder og hals. Minderne skyllede ind over mig, for sådan her havde vi altid siddet hvis en af os var trist eller utryg.

”Det her minder mig om…” begyndte Louis

”…Gamle dage” afsluttede jeg. Jeg kunne mærke at han nikkede.

”Tænk engang at…” begyndte han, men afbrød sig selv. Da han ikke fortsatte, løftede jeg hovedet, så jeg kunne se ham i øjnene

”Hvad?” lokkede jeg. Dog sendte han mig bare et skævt smil, og rystede på hovedet.

”Ikke noget. Hvad laver du herude?”

Jeg skulle til at komme med en indvending, men jeg var dog klar over at nu ikke var tiden.

”Jeg kunne ikke sove” svarede jeg ærligt, og lagde mit hoved tilbage på hans skulder.

”Hvorfor?” spurgte han. Jeg trak bare på skuldrene, selvom det ikke helt passede. Sandheden var nemlig, at jeg tænkte på hvad jeg havde overhørt tidligere i dag. Det der Liam havde sagt, om at Louis ikke havde været helt ærlig over for mig. Jeg burde, og ønskede nok ikke at vide det, men jeg var nysgærrig som bare fanden, og jeg ville gerne vide hvad fanden der foregik. Vi sad lidt i en behagelig stilhed, og jeg nød bare at sidde sammen med ham.

”Undskyld” sagde han pludseligt stille. Jeg trak mine øjenbryn sammen, og vendte igen hovedet mod ham.

”For hvad?” forvirringen i min stemme afspejlede min forvirring indvendig.

”For… Alt” sagde han.

Ikke at jeg blev meget klogere af det, og det kunne han vidst godt se, for han skyndte sig at fortsætte.

”Mest af alt, undskyld for dengang jeg bare forlod dig. Jeg ved virkelig ikke hvad der gik af mig, og…”

”Lou, det har vi jo talt om! Jeg har tilgivet dig, og det er fint. Du skal ikke tænke mere over det. Det er fi..”

”Nej Chestie, det er er jo ikke fint! Jeg forlod dig, jeg skred, og røvrendte dig så meget, og jeg forstår ærlig talt ikke hvorfor du har tilgivet mig. Du burde have været gået, så snart du så mig, men du blev! Og det dræber mig, for jeg ved at jeg ikke fortjener dig!” han råbte nærmest. Jeg tyssede på ham, og tog hans ansigt imellem mine hænder. Jeg kunne se at han havde tåre i øjnene, så jeg vidste instinktivt at han mente alvorligt.

”Louis, hør nu på mig! Ja, du sårede mig alvorligt dengang, men jeg er videre i livet! Du sagde undskyld, du kom tilbage til mig. Så hvis du fortryder at du gjorde det, så er det fandeme bare synd, for jeg går ingen steder igen. Som min bedste ven engang for mange år siden sagde, så er jeg ligesom en hæmoride, der bare ikke går væk. Så ærgerligt makker, det er for sent at skubbe mig væk igen. For denne gang holder jeg fast” han så på mig som om jeg var en komplet idiot.

”Selvfølgelig vil jeg ikke havde dig til at gå! Jeg vil have at du bliver lige her altid, for jeg kan ikke tåle at miste dig igen.  Men jeg fortjener dig stadig ikke.” sagde han stille.

”Louis William Tomlinson, jeg bliver lige her okay? Uanset hvad!” lovede jeg. Han kiggede mig dybt i øjnene, og min mave gik helt i selvsving. Han måtte jo kunne høre hvor hårdt mit hjerte slog for fanden da! Derfor skyndte jeg mig også, at lægge hovedet tilbage på hans skulder, så han ikke opdagede noget.

”Men hvorfor gjorde du det Lou?” spurgte jeg stille lidt efter. Han svarede ikke lige med det første, men jeg vidste han havde hørt mig, for han spændte helt op i kroppen. Da han endelig svarede, kom svaret voldsomt bag på mig.

”Jeg var bange” indrømmede han

”For hvad dog?” spurgte jeg. Det var forhåbentligt ikke mig han var bange for?

Han grinede ironisk.

”For at miste dig” sagde han så. Jeg så ham igen i øjnene.

Hvad fanden var det drengen snakkede om?

”Så du… Skred fra mig, fordi du var… Bange for at miste mig?” spurgte jeg langsomt. Det var da for langt ude.

”Jeg ved godt det lyder latterligt. Det var det også” grinede han, og kunne heller ikke holde et grin inde.

”Hvorfor i al verden var du bange for at miste mig?” spurgte jeg undrende.

”Det ved jeg ikke…” svarede han bare, men jeg kunne mærke at der lå mere bag. Jeg lod dog som ingenting, og puttede mig endnu engang ind til ham. Hans arme låste sig fast omkring mig, og jeg kunne mærke trygheden omfavne mig. Det var her jeg følte mig hjemme, og det var her jeg skulle blive.

”Jeg elsker dig Lou” hviskede jeg. Han knugede mig endnu tættere, og jeg kunne mærke hans læber i mod mit hår, hvilket jeg vidste, var hans måde at side iligemåde på.

Han måtte gerne vide at jeg elskede ham, for man kan jo sagtens elske sine venner ikke? Han vidste jo ikke nødvendigvis på hvilken måde jeg elskede ham.

 

***

 

Jeg vågnede fordi jeg havde det varmt. Sådan virkeligt varmt! Jeg kunne ligefrem mærke, at min dyne og lagen var fugtigt af sved. Jeg åbnede øjnene, og missede straks med dem, da solen skar mig lige i dem. Så gik det op for mig, at jeg lå op af en anden krop. Hvordan jeg var kommet i seng, vidste jeg ikke. Det sidste jeg kunne huske, var at jeg sad op af Louis og kiggede ud over byen. Jeg fik sommerfugle i maven ved tanken om natten på balkonen. Godtnok havde vi kun snakket, og det lød måske ikke af så meget, men jeg følte at jeg – om muligt – var kommet tættere på ham end nogensinde før. Jeg vidste ikke om det var fordi jeg følte lidt mere end bare venskab for ham, men uanset hvad var det rart.

”Er du vågen sunshine?” lød en hæs stemme bag mig. Jeg vendte mig langsomt og rystede på hovedet, hvilket udløste en hæs latter.

”Hvad er klokken?” spurgte jeg søvndrukkent.

”10.22” svarede han.

”HVAD?!” pludselig var jeg lysvågen. Jeg satte mig op med et sæt, og svang benene ud over sengekanten.

”Hvad sker der?” spurgte Louis forvirret.

”Forhelvede, hvorfor ringede min alarm ikke?” spurgte jeg panisk. Jeg mumlede bandeord og panikslagne ting til mig selv, imens jeg fór frem og tilbage efter diverese tøjdele.

”Chestie, slap nu lige af! Hvorfor stresser du sådan?” spurgte han igen.

”Fordi vi skal køre om en halv time! Er du klar over hvor… Argh fuck man!” jeg havde været i gang med at tage parfume på, men flasken gled ud af min hånd, så nu lå min elskede Gucci Premiere parfume ud over hele gulvet. Jeg skyndte mig ud på toilettet for at hente et hånklæde til at tørre op med. I farten havde jeg nær væltet Niall, der kom gående med en rygende varm kop something.

”Sorry!” råbte jeg i forbifarten. Da jeg kom ind til ulykken igen, var Louis allerede i gang med at samle glasskårene op.

”Fujh den kradser i øjnene!” mumlede han.

”Luk Louis, den har kostet mere end dit hus” mumlede jeg. Overdrivelse fremmer forståelse i ved, men den havde kraftedeme været dyr, og nu var dens liv slut. Tud!

Han rystede på hovedet af mig, men han kunne ikke skjule hans grin.

”Argh man hvor er det typisk! Den var helt ny.” klagede jeg mig.

”Årh vil du lige tage en kiks, der er folk der dør af sult i Afrika” drillede han.

”Ja, og jeg kunne have redet en hel landsby fra hungersnød, med de penge jeg brugte på det lort!” gav jeg igen. Jeg vidste ikke hvorfor jeg pludselig var så spids, men jeg havde næsen ikke sovet, og min menstruation var right upcumming, så jeg var en smuuuule bitchy som i nok kan høre.

”Undskyld” mumlede jeg.

”No worries hon”

Da vi omsider havde fået smidt resterne af min baby ud, var der 10 minutter til at vi skulle køre, og alt var kaos.

Der var et kæmpe problem ude ved koncertstedet, og jeg nåede kun at høre, at nogle fans havde fundet ud af hvordan de kom backstage, så Paul var hastet derud sammen med Helene. Lou kunne først komme i aften, fordi hun havde møde, hvilket efterlod mig med hvad der mest af alt virkede som en børnehaveklasse.

”Drenge, vil skal afsted om 7 minutter! Kom nu!” skyndte jeg. Jeg opgav simpelthen snart med de 4, det var jo helt håbløst.

”Rolig rolig, det er jo ikke ligefrem fordi de starter uden os vel?” berolige Niall, der lå på sofaen og spillede FIFA.

”Seriøst Niall, enten slukker du, eller også hiver jeg stikket ud!” truede jeg.

”Kampen er færdig om 2 minutter, og jeg er klar.” afviste han mig.

”Urgh!” sukkede jeg.

”Take a chill mulle, det går nok” prøvede Liam.

”Amen for fand… HARRY EDWARD STYLES DU SKAL FANDEME IKKE I BAD NU!” jeg afbrød mig selv, da Harry kom gående igennem stuen, kun iført en håndklæde.

”Jamen Loui..” prøvede han.

”Nej Harry, gå i bad derude. Vi skal afsted nu, ikke om snart, men om NU!” jeg var normalt ikke så irritabel, men det var simpelthen for meget. Han sukkede hysterisk, men gjorde da i det mindste som jeg sagde.

”Kom nu Niall” nu var Liam også begyndt at blive lidt stresset. Jeg sendte ham et taknemmeligt smil, og gik efter Harry.

”Hvor er Louis?” spurgte jeg

”I bad” svarede han kort.

”Jesus Kristus!” sukkede jeg. Han grinte bare, da jeg med faste skridt gik hen til badeværelsesdøren.

”Louis Troy Austin, vi kører om 3 minutter, og jeg er fuldstændig ligeglad med, om du så må gå ned nøgen!” råbte jeg, mens jeg bankede hårdt på døren.

”Auch, hun mener det virkelig” mumlede Niall. Han hentydede til, at jeg havde brugt Louis’ ”rigtige”, altså hans fødenavn, som kun var noget hans mor brugte, når hun var virkelig vred.

”Er i andre klar?” spurgte jeg. Niall havde tydeligvist lige rejst sig, men han var i det mindste på vej hen til døren, hvor Harry og Liam var ved at tage sko på.

I det samme gik døren bag mig op. Jeg vendte mig for at skælde mere ud, men min mund kunne lige pludselig ikke finde ordene. Foran mig stod Louis nemlig, kun med et håndklæde om livet, og med pjaskvådt hår. Han lignede ærligt noget taget direkte ud fra en Calvin Klein reklame, og jeg kunne ikke lade være med at stirre en smule.

”Kuk kuk” grinede Louis og viftede med hånden foran øjnene på mig. Jeg bed mig i læben, og vendte mig om igen, så han ikke kunne se mine brandrøde kinder. Drengene flækkede af grin, og jeg blev endnu mere rød i hovedet.

”Tag noget tøj på, bilen er dernede nu” mumlede jeg. Louis løftede det ene øjenbryn, og kiggede sjovt på mig.

”Kunne jeg ikke bare gå derned nøgen?” drillede han.

”Feel free” svarede jeg flabet og fortsatte ”Jeg tror at alle de fans, der står ude foran ville blive meget glade hvis du gjorde det”. Drengene grinede, og Louis gik ind for at finde noget tøj.

”Let’s go!” sagde jeg da han kom ud igen.

”Crazy, crazy, crazy ’till we see the sun” sang Niall. Jeg rystede grinende på hovedet af ham, og trykkede elevatorknappen ind.

”Jeg vidste ikke du kunne blive sur Chess. Jeg blev helt bange, du er jo værre end Paul” drillede Harry.

”Noget skulle jeg jo gøre. Hold nu kæft, jeg kan godt forstå i skræmmer nogen væk. Det var lige før jeg flygtede” gav jeg igen.

”Slam! In your face Harry Styles” råbte Niall.

”Det var nu ment til jer alle Niall, men okay…” grinede jeg. Han så såret ud og skulede til mig.

”Du elsker os for det” sagde Louis bare.

”Det er jeg aldrig sagt” grinede jeg, og fik med det samme 4 fornærmede blikke rettet mod mig.

”Men selvfølgelig gør jeg det!” skyndte jeg mig at sige før de overfaldt mig. I det samme åbnede elevatordørene, og vi trådte ud i receptionen. I det samme lød der dæmpede skrig, og jeg kiggede hen mod døren, hvor der var kaos af teenagepiger.

Eftersom de ikke måtte komme indenfor på hotellet, fyldte de hele fortovet ude foran, hvilket gjorde det ret problematisk at få øje på den bil, der holdt og ventede på os. Chaufføren fik dog hurtigt øje på os, og vinkede os hen i mod ham. Et par vagter fik puffet nogle af fansene til side, men det tog os stadig nogle minutter at komme hen til bilen.

”Undskyld miss, du kan ikke komme med her” en vagt spærrede døren ind til bilen, lige i det jeg skulle til at sætte mig ind.

”Hun er med os” sagde Louis halvirriteret til vagten.

”Oh… Det må du undskylde” sagde han, og lod mig komme ind. Jeg skyndte mig at smække døren, og chaufføren kørte afsted.

”Jeg skal seriøst have et eller andet skilt, så de kan se jeg hører sammen med jer” sukkede jeg.

”Du kunne også bare følge med og lade være med at slippe min hånd” indvendte Louis.

”Fed idé at vi holder i hånden i offentligheden Lou. Det ville der slet ikke komme sindssyge historier ud af nej” sagde jeg ironisk.

”Det er da lige meget”

”Tror du ikke jeg cirka bliver slået ihjel, hvis jeg render rundt og holder dig i hånden?” spurgte jeg. Han trak bare på skuldrene, og tog min hånd. Jeg blev selvfølgelig knaldrød i hovedet og min krop gik amok i fyrværkeri.

”Lou stop det, du gør hende forlegen” drillede Harry.

”Ja, hun fantasere bare om tidligere” fortsatte Niall, og hentydede selvfølgelig til episoden oppe på værelset lige før.

”Luk i to” hvæsede jeg, og rødmede endnu mere.

”Uha tiger, ro på kløerne” grinede Niall.

Jeg ville komme med en flabet kommentar, men i det samme ringede min telefon

Cille stod der på displayet.

”Hej Cille!” udbrød jeg glad, da jeg havde kørt tommelfingeren hen over skærmen.

Hej Chestie” hun lød glad, hvilket gav mig en rolig følelse i kroppen.

”Hvordan har du det? Årh det er SÅ dejligt at høre din stemme!” sagde jeg

Godt. Hvad med dig? Hvad laver du?”

”Lige nu er jeg på vej hen til koncerten med drengene. Hvad laver du?”

Jeg spiser morgenmad. Jeg skal snart i skole” hun lød lidt trist da hun sagde det sidste.

”Er der noget galt Cille?” en klump dannede sig straks i min mave: jeg hadede når hun var trist!

Nej-nej!” jeg kunne høre hvor stor en løgn det var.

”Cille?” spurgte jeg igen.

”Det er bare pigerne fra min klasse. De tror ikke på mig når jeg siger du er bedste venner med Louis, og nu vil de ikke være sammen med mig, fordi de tror jeg lyver” hun var afgjort trist! Jeg himlede med øjnene. Hvorfor var piger i den alder så lede?!

”Har nogen af dem Twitter eller Instagram?” spurgte jeg da en idé tog form i mit hoved.

Ja”

”Okay, sig til dem at de skal tjekke Louis’ Instagram senere. Så skal de nok tro på dig!” lovede jeg

Øhh… O-okay” hun lød forvirret.

 

Ja, du får hende lige” sagde hun

”Tak Cille vi ses ikk? Jeg elsker dig!”

”Jeg elsker også dig Chestie” Der lød lidt skratten, men kort efter lød min mosters melodiske stemme.

Det’ Karen”

”Hej”

CHESTIE! Hvor er det godt at høre din stemme! Hvordan har du det?”

”Godt tak! Hvad med jer?”

Alt er bare helt fint her!”

”Det lyder godt! Har i planer den 17. april?” spurgte jeg og bed mig i læben, da jeg endnu engang kom til at tænke på den dato. Louis lod mærke til det, og klemte min hånd.

Nej, men Chestie det er jo..” hun tøvede.

”Jeg ved det, men drengene spiller koncert i London, så jeg tænkte…” begyndte jeg

Nårh ja. Jamen, så gør vi da det! Hvor kan man købe biletter?”

”I skal bare finde mig på dagen, så kommer i med backstage”

Ej hvor fedt!”

”Nå, men jeg må videre med børnehaven, så vi ses ikke? Hils alle!”

Det gør jeg. Elsker dig”

”Jeg elsker også dig. Hej”

 

Jeg så rundt, og alle 4 drenge sad med hævede øjenbryn.

”Hvad?” spurgte jeg.

”Børnehaven? Er det os eller hvad?” spurgte Harry foragteligt.

”Pretty much ja” grinede jeg.

”Hvorfor var der nogen der skulle tjekke min instagram?” spurgte Louis undrende.

”Der er nogle piger i Cilles klasse, der ikke tror på jeg kender jer. De vil ikke snakke med hende, fordi de tror hun lyver. Så jeg tænkte…” begyndte jeg. Louis fangede heldigvis hurtigt min idé, og hev sin mobil frem.

”Har du stadig det der billede af Cille og jeg efter vores koncert?” spurgte han. Jeg skyndte mig at finde billedet, og sende det til ham.

”Perfekt!” sagde han, og tastede løs på sin skærm.

”Lidt efter dukkede der en notifikation op på instagram.

 

louist91: @chestiesteward just found this old photo of  @ceciliestewardslife and I. Woah, time really flies, i miss you Cille Xx.

 

Efterfulgt af billedet af ham og Cille.

”Tak Lou” mumlede jeg taknemmeligt.

”Altid love” sagde han og klemte min hånd.

 

***

 

”Tak drenge, i er færdige for nu!” råbte Joe op mod scenen. Der havde lige været lydprøve, og det havde taget ret lang tid, så drengene var trætte. Ret ærgerligt, eftersom de skulle ud og synge for real om mindre end 2 timer.

”Jeg er sulten” for en gang skyld var det ikke Niall, der kom med den kommentar, men derimod Liam. Jeg rejste mig, men blev stoppet.

”Niksen du, du er officielt fyret som madhenter” sagde Helene, og puffede mig ned i sofaen igen. Jeg sukkede.

”Helt ærligt, hvad skal jeg ellers lave? Det er ikke ligefrem fordi jeg kan style drengene eller øve vokaler med dem. Er det ikke derfor jeg er her? For at være personlig assistent?” indvendte jeg.

”Chestie, drop det, du får ikke lov til at gå ud igen alene” blandede Louis sig. Liam, Harry og Niall nikkede for at gøre sig enige. Jeg sukkede igen, og lænede mig tilbage.

”Jeg henter det. Chesser bliv her, og underhold drengene. Paul er lige udenfor hvis der bliver noget” sagde Helene, som allerede var hoppet i jakken og havde grebet sin pung. Jeg skar ansigt.

”Chesser alligevel? Det bliver da også mere og mere unormalt…” mumlede jeg. Drengene grinede.

”Hvad skal vi lave?” spurgte Harry lidt efter. Jeg trak på skuldrene og lænede mig tilbage i sofaen.

”Jeg har en idé” sagde Niall så, og rejste sig.

”Hvad?” spurgte jeg nysgerrigt.

”Kom med. Også jer drenge” svarede han, og gik ud af døren, blot for at gå op af de mange trapper, indtil vi tilsidst ikke kunne komme længere. Der var én dør, og ellers ikke andet.

”Niall, jeg håber ikke at du har slæbt mig herop for ingenting” brokkede jeg mig, og tog mig i siden.  

”Følg nu bare med ud” grinede han. Drengene så ud til at vide hvad Niall ville, men jeg var helt blank. De trådte ud af døren, og lukkede derfor op for lyden af en masse glade og spændte pigestemmer et par etager nede. Jeg trådte hurtigt ud efter dem, og i det jeg trådte ud på balkonen, trådte Harry og Niall frem, så de kunne ses meget tydeligt. Der gik nogle sekunder, men da der ikke kom nogen reaktion, piftede Niall, så alle pigernes ansigter blev vendt herop. Og så skal jeg da ellers lige love for, at der kom gang i dem. De gik helt amok! Jeg kunne ikke lade være med at grine. Drengene vinkede og smilede, og jeg holdt mig lidt i baggrunden. Selvom jeg var en del af teamet og familien, så var jeg jo ikke dem og det respekterede jeg 100%.

 

***

 

”Hold nu kæft hvor var i gode!” jublede Helene og Lou i munden på hinanden, da drengene kom væltende ned af trappen efter en vellykket koncert. Jeg havde ikke ret godt forstand på musik, men jeg måtte indrømme, at det var godt!

”Det lød fantastisk!” smilede jeg og trak dem hver i sær ind i et knus.

”Så er der bare nogle få Meets and Greets, og så er det videre til lufthavnen.” sukkede Lou tilfreds, da hun satte sig ned ved siden af mig. Jeg rykkede lidt uroligt på mig, ved tanken om at der kom fans herind. Jeg vidste jo godt at det slet ikke var alle fans, der var som de piger jeg havde mødt, men hvad nu hvis netop de piger dukkede op. Jeg gøs lidt ved tanken, og Lou lagde beroligende sin hånd på min skulder.

”Vi kan bare gå ud hvis du vil” sagde hun og gav min skulder et klem.

”Tak Lou” smilede jeg.

I det samme kunne jeg høre døren åbne sig, og lyden af 4-5 piger der hvinede nåede mine øre. Jeg så derover, men det var heldigvis ikke pigerne fra den anden dag. Drengene rejste sig hurtigt og gik hen for at kramme pigerne. De lignede alle sammen nogle, som kunne dø hvert øjeblik det skulle være. Jeg vidste at hvert hold havde 10 minutter med drengene, så tiden skulle selvfølgelig udnyttes fuldt ud. De satte sig alle sammen over i den lille sofagruppe, hvor Lou og jeg også sad.

Lou så spørgende på mig, og jeg skyndte mig at nikke for at vise jeg var ok. Hun rejste sig, og gik hen imod kaffemaskinen, der stod i den anden ende af rummet. Jeg var lidt i tvivl om hvad jeg skulle gøre af mig selv, for jeg ville ikke blande mig meddrengene, eftersom pigerne kun havde 10 minutter med deres største idoler, men samtidig synes jeg også det var lidt strengt at ”ignorere” dem. Dog blev mit dilemma hurtigt besvaret, da en af pigerne så nervøst på mig.

”D-du er Chestie ikke?” spurgte hun med rystende stemme.

”Det er jeg i hvert fald. Hvad hedder du?” spurgte jeg indbydende, og smilede varmt til hende.

”Jennie” sagde hun, og var tydeligvis stadig meget nervøs.

”Det er et pænt navn” sagde jeg, og mente hvert et ord.

”Tak. Illigemåde” hun sendte mig et prøvende smil, som jeg hurtigt gengældte.

”Har du Instagram?” spurgte jeg. Hun nikkede.

”Vil du så ikke finde din profil til mig?” spurgte jeg venligt. Hun nikkede, og tog min telefon da jeg rakte den til hende. Da jeg fik den tilbage, var den åben inde på en instagramprofil, der tydeligvis tilhørte en pige, der var fan af One Direction. Mere end hvert andet billede, var enten af drengene eller havde noget med drengene at gøre. Jeg trykkede på den blå knap, så den blev grøn, og kunne høre hende gispe.

”Ej tusinde tak, du ved virkelig ikke hvor meget det betyder for mig!” udbrød hun. Jeg grinede.

”Selvfølgelig!” Hun var vildt sød! Vi rettede opmærksomheden mod de andre igen, og så at de var ved at stille op til billeder. Da alle pigerne havde fået billeder på kryds og tværs, var tiden ved at være gået.

”Chestie, må jeg også få et billede med dig?” spurgte Jennie.

”Ja, selvfølgelig!” jeg blev vildt glad for at de spurgte, og det betød mindst ligeså meget for mig som for dem.

”Må jeg også?” spurgte en af de andre piger.

”Og mig?” jeg smilede endnu større.

”Selvfølgelig piger!” jeg stillede mig op ved siden af Jennie først, og lagde armen om hende. Da jeg havde gentaget det på de andre piger også, var deres smil ikke til at fjerne.

”Tusinde tak!” hvinede de i kor.

”Selvfølgelig!” sagde jeg for 3. gang på 2 minutter.

”Du er virkelig heldig Chestie! Du er simpelthen så sød og smuk, og så er du oven i købet bedste venner med One Direction.” sagde en af pigerne lavt.

”Årh tusinde tak, hvor er du sød!” sagde jeg og trak hende ind i et knus.

”Jeg håber du får det godt! Husk, at vi alle sammen elsker dig!” lovede hun. Jeg smilede endnu mere til hende.

”Tak søde! Pas nu på dig selv ikke?” spurgte jeg. Hun nikkede, og gik så hen for at kramme de andre farvel. Så vendte de sig alle og vinkede en sidste gang, inden de gik ud af døren igen.

Jeg kunne mærke en arm blive lagt om mig, og kiggede op i Louis varme øjne. (Behøver jeg overhovedet nævne min mave?)

”Tænk at de vil bruge tid på mig, når I sidder lige foran dem” sagde jeg forundret.

”Det ville da være mærkeligt andet. Tænk hvis de forspildte deres chance, for at tale med verden aller sødeste pige” grinede han. Jeg rødmede totalt, og fniste tøset.

 

***

 

”Ey Lads vi skal afsted nu!” råbte Liam, da han kom gående imod os. Vi sad i lufthavnen, og ventede på at komme ud til vores fly. Jeg var dødtræt og lå og halvsov op af Niall, da Liam råbte. Jeg missede med øjnene, og rejste mig langsomt.

Efter meet and greets’ne var vi kørt direkte ud til lufthavnen, hvor vi havde ventet i knap to timer nu. Jeg fulgte træt efter de andre, men sørgede dog for at holde mig på siden af Niall, så jeg ikke blev forvekslet med en fan igen. Vi havde ikke rigtig mødt nogen, eftersom vi ikke skulle flyve fra den lufthavn alle troede og klokken var 2 om natten. Jeg havde lidt ondt af de fans, der havde stået og ventet forgæves på drengene ved en forkert lufthavn, men Paul havde sagt at det skete hele tiden, at der blev leaket falske oplysninger om hvor de var. Dog havde der været et par piger henne for at spørge om billeder, men de var meget nede på jorden, så det var ikke noget vildt. Jeg var også stille og roligt begyndt at vænne mig til det, selvom det stadig var meget uvant for mig, at de ville have billeder sammen med mig.

”Er du klar til at vælte New York?” spurgte Louis og lagde armen om mig.

”Helt klar!” grinte jeg. 

 

________________________________________________________________________________________________

I'm back! Ej haha, endnu engang undskyld for den lange ventetid, men her er et kapitel på næsten 6000 ord, så jeg håber jeg er tilgivet ;))

Endnu engang tak til alle jer der læser med, jeg kan ikke beskrive hvor meget det betyder for mig!

Knus Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...