Faded - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2016
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Igang
En gang var Chestie Steward og Louis Tomlinson udadskillelige, som bror og søster. Men efter en X-factor audition og et nyt band, skrottede Louis Chestie, i den sværeste tid i hendes liv. Hun følte sig alene, brugt og ude af stand til at komme videre i sit liv. Så hvad sker der, når hendes veninde tilbyder hende en billet til en One Direction koncert? Hun havde svoret, at hun aldrig i sit liv ville have noget med Louis at gøre igen, men tingene har det med at ændre sig...

30Likes
17Kommentarer
22341Visninger
AA

8. Back for you

LOUIS’ SYNSVINKEL

Da det bankede på døren, var jeg sikker på at det var Niall. Hans boxers lå inde hos mig, og jeg tænkte han nok gerne ville have nogen med når vi nu skulle på tour. Derfor fik jeg noget af et chok da jeg vendte mig rundt. Hun var nok den sidste jeg havde regnet med at se i min døråbning. Hun så heller ikke selv super tryg ud ved denne situation, men da hun smilede skævt, åndede jeg lettet op, og sendte hende et nervøst smil tilbage. Jeg var lidt undrende over hvorfor hun lige pludselig stod inde på mit værelse. Faktisk var jeg lidt bange for at jeg ville få et møgfald igen. Hun havde dybest set ignoreret mig hele den måned hun nu havde boet her. Hun havde grinet og fjollet rundt med drengene, men hun havde forholdt sig iskoldt over for mig.

Men jeg forstod hende godt. Jeg havde været et så stort et svin over for hende, at man skulle tro det var løgn. Jeg fik nærmest kvalme ved tanken om hvordan jeg havde behandlet hende, for det fortjente hun sgu ikke. Hun var den sødeste og dejligste pige man kunne drømme om, og jeg have smidt hende væk. Jeg var skredet fra hende i den sværeste tid i hendes liv. Min undskyldning havde været, at hun ikke passede ind i mit liv nu. Sandheden var noget helt andet, men det havde jeg ikke kunne fortælle hende.

”Vil du stadig snakke?” hendes stemme var ikke mere end en hvisken, men alligevel blev jeg overrasket. Den var ikke kold eller afvisende. Den var ydmyg og havde en gnist af den varme, jeg savnede så meget ved hende.

Også savnede ved hende.

Jeg skulle til at skyde et øjenbryn i vejret og komme med en flabet kommentar, som jeg havde gjort hvis det havde været en af drengene. Men jeg tænkte, at den idé nok ikke var super smart, så jeg smilede bare og nikkede.

For selvfølgelig havde jeg lyst til at snakke! Hun lød også som om hun havde tænkt sig at føre en samtale med mig, i stedet for mod mig. Og jeg ved godt, at jeg ikke fortjente en chance til, og at vi aldrig ville få det som vi havde før, men hvis hun kunne lægge det bag sig, så hun i det mindste ikke hadede mig længere, ville det også være mere end perfekt!

***

Vi havde besluttet os for at gå en tur for at få snakket. Frisk luft, hjalp som regel på problemer. Men eftersom det var efterår, og klokken var 21, så var det ret fucking koldt. Derfor havde vi lavet et hurtigt stop ved den Starbucks, der lå lige om hjørnet.

”Hvad skal du have?” jeg prøvede at få min stemme til at lyde normal, men det var tydeligt at høre usikkerheden i den.

”En varm kakao med flødeskum” hendes stemme var stadig varm og ydmyg, hvilket gav mig en hvis ro i maven. Det skulle nok lykkes det her.

Jeg fik bestilt hos servitricen, der åbenbart kendte Chestie, for de snakkede i hvert fald som om de var veninder. Og jeg elskede hende, eftersom hun ikke havde skreget da jeg trådte ind i shoppen, eller besvimet da jeg snakkede til hende. Det virkede faktisk som om, hun ikke genkendte mig. Og eftersom i aften skulle handle om Chestie, havde jeg ikke brug for halvdelen af Londons teenagepiger var efter mig.

”Kendte du sevitricen?” spurgte jeg da vi igen trådte ud i efteråret. Hun nikkede bare. Den klump jeg havde haft i maven, men som var forsvundet før, kom langsomt igen. Men så besluttede hun sig alligevel for at svare.

”Jeg arbejdede derinde. Men nu har jeg jo været nødt til at sige op.” hun prøvede tydeligvis på ikke at lyde bitter da hun sagde det sidste, men mig narrede hun ikke så let. Jeg fik dårlig samvittighed.

Vi havde jo ligesom været grunden til, at hun ikke længere havde et job, eftersom det var os der tog beslutningen om at tage hende med på tour.

Vi gik videre i en ubehagelig tavshed, og det gik op for mig, at hun ikke havde tænkt sig at starte samtalen igen. Og jeg forstod hende godt. Det var mig, der havde trådt i spinaten, ergo var det også mig, der skulle starte.

”Undskyld” jeg kunne havde slået mig selv. Hvad fanden laver du Louis? Der skal nok lidt mere end et fucking undskyld til.

”For at være en narrøv, eller for at have kostet mig mit job?” slyngede hun spydigt ud.

Av for den!

Hun så dog ud til at have fortrudt hendes tonefald, men hun sagde ikke noget.

”For det hele. Jeg ved godt hvor meget du hader mig, og…”

”Jeg hader dig ikke.” jeg stoppede op og stirrede på hende.

Say what?!

Hvis ikke jeg havde set hendes mund bevæge sig, imens ordene lød, ville jeg havde svoret på at det ikke var hende der havde sagt det

Det gik op for hende at jeg var stoppet op, så hun vendte sig og så på mig. Jeg kom langsomt til mig selv igen, og gik op på siden af hende.

”Det burde du nu ellers…” mumlede jeg. Hun kunne ikke holde et fnis inde. En varm følelse spredte sig i hele min krop. Det smil, havde jeg aldrig troet at jeg skulle se igen.  Stemningen ændrede sig en smule. Det var ikke lige så anspændt længere. Det gav mig noget mere gå på mod til at fortsætte. For hun skulle have det hele af vide. Hvor ked af det jeg havde været, hvor meget jeg savnede hende og stadig gjorde det, hvor meget jeg havde hadet mig selv, og tankerne om at forlade bandet. Efter hun ikke længere var sammen med os, havde bandet manglet noget. Hun var jo ikke som sådan, en del af One Direction, men hun var en del af teamet. Hun havde været den person, der havde holdt os nede på jorden,  som om hun var vores egen personlige tyngdekraft. Og så havde hun været vores alle sammens humørbombe. Den pige havde fandeme mere energi og humor, en os 5 tilsammen. 4 rettede jeg mig selv.

Kun 4

Og jeg fik fortalt hende det. Hun fik det hele fra enden til anden, hun fik samtlige detaljer om mit emotional breakdown. Ikke fordi hun skulle have ondt af mig, men fordi hun skulle vide hvad det havde gjort ved mig. Jeg undlod kun at nævne én ting. Nemlig den virkelige grund til, at jeg havde cuttet alle bånd dengang. For det kunne jeg ikke fortælle hende. Lige meget hvor meget jeg ønskede at sige det, så kunne jeg ikke. Det ville ødelægge alt. Mere end det allerede havde gjort.

 

CHESTIE’S SYNSVINEL

”Jeg forstår godt, hvis du ikke ønsker at blive venner igen. Tro mig, jeg forstår det fuldt ud. Så du må virkelig ikke tro. Jeg håber bare på at vi kan starte forfra. Sådan så vi i det mindste kan snakke almindeligt sammen. For jeg savner dig.” afsluttede han. Han havde snakket og forklaret sig i en time, og jeg var lamslået. Jeg havde flere gange undervejs været nødt til at kigge væk, så han ikke kunne se de tårer jeg havde haft i øjnene. For hold nu kæft hvor rørte hans fortælling mig. Den gik lige ind.

”Louis…” begyndte jeg, men stoppede ved lyden af min stemme. Den var grådkvalt og hæs. Jeg blev på rekordtid rød i hovedet. Jeg kiggede nervøst på ham, og han så lige så overrasket ud, som jeg følte mig. Jeg rømmede mig inden jeg fortsatte.

”Som du nok lige hørte, så rørte du mig fandeme med det du sagde. Virkelig. Jeg ved ikke om de nogensinde bliver det samme, men jeg er villig til at give det et skud. Grunden til at jeg ikke turde det før, var fordi jeg var bange for at det gentog sig. Men det gør det ikke, det er jeg sikker på.” Og det var jeg. Jeg havde kunne mærke på ham, at han havde talt sandt om alt hvad han havde sagt. Så godt kendte jeg ham alligevel stadig. Og sandheden var jo, at jeg også havde savnet ham. Og at jeg stadig elskede ham.

Jeg nåede ikke længere i mine tanker, før et par stærke arme havde lagt sig om mit liv og havde løftet mig op i et varmt knus. Jeg skreg; jeg hadede at blive løftet. Han grinede kunne jeg mærke, men han satte mig dog ned. Så trak han mig ind i endnu et knus, denne gang på jorden.

”Tak” mumlede han ned i min skulder. Jeg smilede for mig selv, inden jeg gengældte hans knus. Hans duft fyldte mine næsebor, og jeg følte en tryghed, jeg ikke havde følt siden mine forældres død, sprede sig i hele min krop. Den blandede sig med en anden følelse, en varm sitrende og kildende fornemmelse, der startede ude i mine fingerspidser, og som gennemstrømmede hele min krop, indtil den endte i min mave.

 

***

 

”Vi er hjemme!” råbte Louis glad da vi var trådt ind af døren til lejligheden. Hele vejen hjem havde vi fjollet, grinet og snakket sammen. Det var som om alt var som det var for 2 år siden. Han havde stadig en masse han skulle bevise for mig før det kunne blive som før i tiden, men jeg var villig til at give det en chance. Og som Liam havde sagt, så ville de slå ham ihjel hvis han nogensinde sårede mig igen. Men jeg stolede virkelig på, at han ville holde fast i mig denne gang.

3 par øjne kiggede på os da vi trådte ind i stuen.

”Fik i snakket?” Liams stemme var nervøs, men det var der jo ingen grund til. Vi nikkede begge, og smilene på vores læber talte for sig selv. De åndede alle 3 lettet ud. Louis og jeg satte og ned i sofaen hos de andre. Niall og Harry var i gang med et spil Fifa og Liam skrev med en på hans telefon. Harry smed dog hurtigt controlleren og smed sig oven på mig.

”Velkommen tilbage i familien Chestie” sagde han og gav mig et langt, varmt knus. Jeg nåede dog ikke at gengælde det, for jeg havde mistet pusten. Niall havde smidt sig oven på Harry, hvilket gjorde, at hans albue blev trykket ned i min mave.

”Wuhu, Chestie is back!” råbte Niall. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Liam kom fra den anden side (og nej, ikke på den måde;))og låste sine arme omkring mig. Og så kom Louis, og smed sig oven på os alle sammen, hvilket resulterede i at vi væltede ned på gulvet. Jeg endte øverst denne gang, oven på Harry.

”Jamen, halløjsa!” grinede han. Jeg kunne heller ikke lade være med at grine.

Åh min gode gud hvor havde jeg dog savnet de her aftener med dem

”Frækt!” grinede Niall bag os, og piftede. Så gik det op for mig hvordan vi lå, og jeg skyndte at rejse mig, hvilket bare udløste grin hos resten af drengene. Jeg gemte mit tomatrøde hoved i hænderne og satte mig i sofaen igen. Stadig grinende satte Niall og Louis sig i den sofa jeg sad i, og Harry og Liam satte sig i den anden.

”Nå Chess, er du klar til fem ugentlige koncerter det næste halve år?” Niall havde igen givet Playstaionen opmærksomheden, og rakte Harry den anden controller imens han spurgte.

”Hvor mange gange skal jeg sige det? Ikke det fucking navn!” altså hvornår fattede de det?

”Argh come on man! Jeg hedder Hazza right? det lyder som en ost eller sådan noget. Væn dig til det, det bliver det vi kalder dig” jeg rullede med øjnene af ham, mens de andre grinede.

”Men er du klar? Og glæder du dig til at høre os igen? Vi er blevet bedre siden X-factor!” jeg kunne ikke lade være med at grine af Niall.

”Det ved jeg.” 4 par MEGET undrende øjne blev rettet mod mig.

”Jeg var inde til jeres støttekoncert i sidste måned. Den inde på Wembley.” så kom jeg i tanke om noget. ”Du så mig da.” sagde jeg henvendt til Louis. Endnu mere underen i de andres blikke. Louis så bare forvirret ud.

”Nej det tror jeg altså ikke jeg gjorde…” han tøvede. Nu var det min tur til at rynke brynene, men Liam brød ind, før jeg nåede at svare.

”Chess der var flere 100.000 mennesker derinde. Hvad er oddsene for at han lige fik øje på dig?”

”Det var ikke inde på stadionnet. Det var ude på parkeringspladsen før koncerten startede.” jeg så igen på Louis. Han havde lige taget en tår vand, og den spyttede han nu ud over det hele.

”Va-var det dig?” hostede han og spærrede øjnene op. Niall dunkede ham i ryggen.

”Ja… Jeg troede du havde set det var mig, og derfor var gået igen…” nu hvor jeg sagde det, kunne jeg høre hvor tamt det lød.

”Jeg så seriøst ikke det var dig. Jeg havde bare brug for at være lidt alene, og så magtede jge ikke lige en sindssyg fan.”

”Altså hvad fanden lavede du overhovedet til en One Direction koncert? Jeg troede du havde svoret på aldrig at bakke op om os igen og alt det der.” Harry’s tur til at blande sig i samtalen.

”Det var heller ikke helt frivilligt. Min veninde tvangsindlagde mig praktisk talt. Og eftersom det støttede kræftens bekæmpelse og ikke jer, tænkte jeg at det var okay.” grinede jeg. Så kom jeg til at tænke på Em, og noget jeg havde tænkt jeg skulle få gjort.

”Apropos min veninde, kan vi så lige gøre et hurtigt stop hos hende i morgen inden vi kører i lufthavnen? Hun er kæmpe fan af jer, og desuden tror jeg gerne hun vil se, hvem der kidnapper mig fra hende i et halvt år.” jeg håbede virkelig de ville sige ja. Hun ville blive så mega glad for at møde dem.

”Selvfølgelig!” sagde de alle i kor. Jeg smilede takkende, før jeg skyndte mig at skrive til hende.

 

Mig:

Hey Em, i’ll stop by tomorrow about 2 pm, and i think you’ll like to be home! Go a surprise for you ;)

 

Der gik ikke engang 5 minutter før hun svarede

 

Em:

I’ll be at home then!

Så rejste jeg mig for at tage et bad. Jeg skulle også have pakket det sidste før jeg kunne sove.

Da jeg var færdig og trådte ud af badet, gik det op for mig at jeg havde glemt et håndklæde.

Fuck pik lort!

Hvad nu? Jeg var splitterragende og mit håndklæde lå inde på mit værelse, som selvfølgelig var i den anden ende af gangen. Jeg skælvede ved tanken om havd jeg måtte gøre. Åh gud, bare de ikke så mig. Jeg låste langsomt døren op, og kiggede forsigtigt ud. Fri bane! Jeg skyndte mig på listetæer ud i gangen. Da jeg nærmede mig stuen stivnede jeg. Hvad fanden var det lige jeg lavede? Der sad 4 drenge derinde, and boys will ofcourse be boys, så de var jo 100 p vold hornaay. Og her rendte jeg rundt som eneste pige, helt nøgen. Inden jeg nåede at tage mig sammen til at gå forbi, kunne jeg høre at der var en på vej herud. Mit blod frøs til is, og der hvor en normal person ville råbe ’stop’ eller ’vent’ eller ’ luk øjnene’ eller i det mindste stille sig op ad væggen, der bliver jeg selvfølgelig stående hvor jeg er. Jeg fik dog lige dækket de vigtigste steder, inden (oh lord, hvorfor lige ham?!) Harry trådte ud i gangen. Han stoppede op så snart han fik øje på mig. Så gav han mig elevatorblikket og bed sig i læben. Jeg kunne dø af pinlighed. Og som om det ikke var nok, så kom Niall selvfølgelig lige efter ham. Han stoppede også op og fløjtede lavt.

Åh Gud, vil nogen gøre mig en tjeneste og skyde mig?

De stod bare der og stirrede på mig. Det var simpelthen for pinligt det her! Jeg rømmede mig kort. Så flækkede de af grin, hvilket selvfølgelig fik Liam og Louis ud i gangen. Louis stirrede bare som en hypnotiseret på mig, men Liam, som den gentleman han du engang er, skyndte sig at hente et håndklæde til mig. Han var trods alt også den eneste, der havde kæreste på, så det ville også bare være underligt hvis han stod og overgloede mig som visse andre.

Da han kom tilbage med håndklædet, fik jeg hurtigt viklet det om mig, uden de så noget de ikke skulle. Louis stod stadig i en trance, og stiredde på det sted min nøgne krop havde været for 10 sekunder siden. Liam grinede og viftede med hånden foran øjnene på ham, hvilket bare fik Harry og Niall til, bogstaveligt talt, knække sammen af grin. Jeg smilede og rystede så på hovedet af dem. Louis sendte mig et skævt smil, idet jeg gik forbi ham og jeg smilede varmt tilbage.

”Godnat drenge!” sagde jeg så, og lukkede døren ind til mit værelse. Da jeg lagde mig i min seng, kunne jeg stadig høre drengene rulle rundt af grin ude i gange. Det lød til at Liam og Louis havde joinet dem. Jeg rystede på hovedet af dem, men jeg kunne ikke stoppe mit smil. De var fandeme nogen skønne drenge!

Og for første gang i 2 år følte jeg mig helt igennem lykkelig.

____________________________________________________________________________________________

Here you go, 3000 ord! Længste kapitel ind til videre, men jeg kunne simpelthen ikke stoppe! Jeg har tænkt mig at lave kapitlerne længere fra nu af, derfor kan det godt være at de ikke kommer ligeså ofte, men jeg skal prøve! Det er heller ikke rettet igennem, da jeg er vold træt (klokken er 1 om natten), men håber at de går.

Jeg ved jeg har sagt det før, men 1000 tak fordi i følger med! I har ingen idé om hvor meget det betyder for mig! VIRELIG! 

Nå men, hvad tror i der var Louis' rigtige grund til at droppe Chestie i første omgang? Og tror i hun finder ud af hvad det var?

Endnu engang tak!

Knus xx

P.s: Ved godt at Liam ikke er den eneste der har en kæreste (Go Niall!!!!!!) i virkeligheden, men det er han altså i min historie ;) Og btw, så var det jo i dag (faktisk i går jo eftersom det er over midnat... whatever) 6 år siden drengene blev til et band! Fuck hvor er de egentligt nået langt!

Knus xx (igen....)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...