Bag Døren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2016
  • Opdateret: 17 jul. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fantasy konkurrencen "Stor fantasy konkurrence". Jeg har valgt valgmulighed 1. Alma har hele hendes liv boet sammen med hendes far i en stor, gammel villa. Hendes mor døde da Alma blev født, så hun har aldrig kendt hende. Hendes far har aldrig sagt meget om moren, men det han sagde lød fantastisk. En dag er Almas far ikke hjemme. Hun ved godt, at hun ikke må gå igennem Døren, men hun gør det. Hun lander i en fantastisk verden hvor hun finder ud af sandheden om hendes mors død.

1Likes
0Kommentarer
185Visninger
AA

6. Vandring

Krattet var næsten umuligt at komme igennem. Der var store, hårde torne på alle buskene. Alt var hærget, gråt og ondt. Jo længere vi kom ind i skoven jo tættere blev tågen. Den fyldte lungerne med en kvælende luft, der gjorde det stort set umuligt at trække vejret. På grund af buskadset blev vi nød til at gå i sik-sak. På den måde brugte vi utrolig meget energi på at komme et lille stykke vej. Ved middagstid var luften så kvælende og hed, at vi blev nød til at holde en pause. Alle musklerne i min krop brændte. Jeg mistede lige så stille viljestyrken. For hvert skridt sivede den ud gennem mine fødder og ned i jorden, der så brugte den på at tappe mig for mere. Vi smed os op ad et stort, mosbegroet træ. Vi hev efter vejret. Jeg greb ned i min taske for at drikke lidt vand. Det hjalp ikke. Jeg nippede lidt til nektaren Helene havde givet os med. Det hjalp lidt, men ikke meget. 
Vores tøj var revet op mange steder. Jeg havde taget min kappe af under turen og lagt den i min taske, for at den ikke skulle blive for beskadiget. Helena havde fulgt mit eksempel. Vi tog nu vores kapper frem for at dække sværdene og for at holde varmen. Hele min krop var dækket af kold sved. Jeg hadede allerede min beslutning og skoven. Først efter nogle minutter havde jeg fået vejret nok til at snakke.
"Helena, hvor langt er der endnu?" spurgte jeg åndeløst. Hun fandt kortet frem igen. Hun havde lagt det i tasken da vi havde sat os. Under hele vores vandring kiggede hun på kortet for at finde bedre veje og holde orienteringen.
"Hvis vi holder vores fart er der nok mindst fire dage endnu," svarede hun.
"Det er ikke nok. Vi skal gå hurtigere!"
"Held og lykke med det. Vi er nået tre kilometer. Hvis vi når fem mere i dag og går otte de næste dage, kan vi nå derhen på tre dage inklusive i dag."
"Så lad os gøre det. Spis, vi får brug for energi," da jeg havde sagt det spiste vi lidt, men vi kunne ikke få meget ned. Energien kom tilbage i min krop. Lige da vi var færdige med at spise, begav vi os afsted.

Vi var heldige. Jo længere man kom ind i skoven, jo nemmere var det at komme fremad. Måske var det også bare noget vi bildte os ind, men vi nåede at gå seks kilometer mere ifølge kortet. Der var ikke plads til at stille vores telt op, selvom det var lille. Derfor blev vi nød til at pakke os så godt som muligt ind i tæpper, som Helene havde givet os med. I løbet af natten hørte jeg en masse skramlen i buskene rundt om os. Dyrepoter der rørte jorden lige i nærheden af mig. Flere gange snuder der lugtede til mig. Alt og alle stank. De fleste af dyrene kom hen og snuste til mig, for så at komme med en slags fnys og gå igen. Om aftenen havde vi ikke turdet lave bål. Vi skulle have så lidt opmærksomhed som muligt. Desuden var det ikke muligt. Alt var gennemvådt af den komstante tåge.

Næste morgen vækkede Helena mig. Tågen var ikke lettet den mindste smule.
"Jo længere vi kommer ind i skoven, jo mere tåge er der. Gør dig klar på, at vi ikke kan komme til at holde nogle pauser i dag. Vi pakker sammen nu og spiser morgenmaden på hånden. Det samme gør vi med vores middagsmad," sagde Helena da jeg var vågnet. Hurtigt fik vi pakket sammen og vandrede afsted. Til morgenmad spiste jeg lidt af en slags brød og drak lidt nektar og vand. Allerede ved middagstid var hele min krop træt. Den skreg efter hvile. Men vi kunne ikke. Vi blev nød til at gå så hurtigt og langt som muligt. 

Den fugtige og kvælende luft blev endnu værre. For hver kilometer vi gik, og kom nærmere vores mål, blev luften dårligere. Ved eftermiddagstid begyndte den at stinke. Det var en ubeskrivelig stank. Afskyelig. Ingen ord, om jeg så brugte alle der fandtes, kunne ikke beskrive den stank. Igen havde vi taget vores kapper af. De fyldte ikke ret meget når de var foldet sammen. Men jeg kunne alligevel kun knap nok lukke min taske når den var deri. Jeg følte, at jeg havde nok med til at overleve en krig. Men det blev jeg måske også nød til. 
"Hvor langt har vi gået ind til videre?" spurgte jeg Helena åndeløst ved sen eftermiddagstiden.
"Lidt over otte kilometer, utrolig nok," vi fortsatte med de ord. De gav mig en smule håb. Håb, som jeg havde desperat brug for. 

Vi begyndte at slå lejr for natten. Igen var der ikke plads til telt. Og bål kunne der ikke blive tale om. Det område vi var nået til, var ulækkert. Der var næsten ingen stående træer. Og de var allesamen fyldt med det sorte stads jeg havde set på nogle træer da jeg lige var ankommet til landet. Mosset på jorden, som dækkede alt der ikke var dækket i det sorte stads, var enten en giftig grøn farve eller grå-brun. Det gav en svampet lyd fra sig når man trådte på det. Lidt ligesom en kage der er for fugtig og fyldt med skimmel. Alt var afskyende. Det var som at stå i et mareridt, bare værre. Vi så ingen levende væsner. Indtil vi havde slået lejr for natten.

Pludselig begyndte jorden under os at bevæge sig. Vi hørte en masse trampen. Jeg kiggede op over buskadset vi havde gemt os bagved. Jeg så en masse fakler. Og mennesker; de var kutteklædte, men deres beklædning var laset og beskidt. De sang en sang på et andet sprog. Det lød mere som tilfældige vrøvleord end et sprog. Jeg fik nogle glimt af deres ansigter i det sagte skær fra faklerne. Deres ansigter lignede næsten ikke længere menneskers. De var vejrbidte og forslåede. Som om de var slået ud af facon. De havde en masse sår og ar. Nogle af sårene så ud til at være betændte. Da de kom forbi os dukkede jeg mig ned og kiggede gennem et lidt tyndt sted i busken. De gik hurtigt og fast gennem skoven, som om intet stoppede dem. Der var ingen vej hvor de gik. Når et træ kom i vejen for dem undveg de det, som om de aldrig havde gjort andet. Deres blik var stift rettet frem ad, hele tiden. De gik to og to med hver deres fakkel. Den til højre havde den i højre hånd, og den til venstre i venstre. Foran dem gik en, der så ud som om han var den ældste og deres anfører. Hans ansigt var mere beskadiget end de andres, men han havde et fastere og mere beslutsomt blik. Det var også ham der sang højest. Han holdt en fakkel i højre hånd, og til vores held lå vi til venstre for ham. Han holdt faklen lidt fremad. Hans tøj så bedre ud. Jeg kunne skimte en brynje under hans kutte. Da jeg så nærmere på de andre så jeg, at de også havde nogle på. Men noget over ham var mere ædelt, i en højere rang. Måske var det fordi han gik rankest og havde den mindst beskadigede kappe. Foran samledes den ved halsen med et guldbelagt spænde. De andres var mere bronzefarvet. De var mange. Rigtig mange. Måske var det en række på en god kilometer.
"Hvem var det?" spurgte jeg Helena hviskende da de var væk og ude af syne.
"Det er Den onde dronnings hær. Eller en meget lille del af den. Hun er begyndt at rykke den henimod en af indgangene. Lad os håbe, at hun har en meget stor hær, for så tager det længere tid for hende at få den samlet. Helene ved en del om hende. Hun fortalte, at Den onde dronning vil få mønstret hele hæren inden hun tager ind i menneskenes verden. Hvis vi er heldige har vi hele dagen i morgen," svarede hun søvnigt.
"Hvordan ved Helene så meget om Den onde dronning?"
"Helene har en speciel gave. Hun kan snakke med dyr. Hun sender dyr hen for at se og lytte til hvad Den onde dronning går og laver. På den måde får hun en masse info," vi snakkede ganske sagte lidt endnu. Så lagde vi os til at sove. I morgen ville blive skæbnens dag. Hvis vi, eller rettere sagt jeg, klarede den, ville både den her verden og min verden blive reddet. Hvis ikke, ville alt være fortabt. For så snart hun er i min verden, kan intet jeg gør i den her verden ændre det. Derfor fandt jeg også Døren. Den nat sov uroligt og tænkte hele tiden på den opgave jeg skulle fuldføre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...