Bag Døren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2016
  • Opdateret: 17 jul. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fantasy konkurrencen "Stor fantasy konkurrence". Jeg har valgt valgmulighed 1. Alma har hele hendes liv boet sammen med hendes far i en stor, gammel villa. Hendes mor døde da Alma blev født, så hun har aldrig kendt hende. Hendes far har aldrig sagt meget om moren, men det han sagde lød fantastisk. En dag er Almas far ikke hjemme. Hun ved godt, at hun ikke må gå igennem Døren, men hun gør det. Hun lander i en fantastisk verden hvor hun finder ud af sandheden om hendes mors død.

1Likes
0Kommentarer
191Visninger
AA

3. Udvalgt

Helena var der ikke, så jeg satte mig ved ilden og varmede min kolde krop. Jeg frøs ind til marv og ben. Jeg havde taget min taske med ind. Jeg stillede den ved ilden, så den kunne tørre. Krostuen havde samme stil som værelset. Der var fire lænestole ved den åbne kamin. Den var lavet af sten, der var sirligt udsmykket i de smukkeste mønstre. Det var nærmere en tegning af naturen end mønstre. Det lignede, at der voksede planter op fra jorden og dannede de mønstre. Der var en masse væsner i planterne, som jeg aldrig havde set. De var farverige og så skrøblige ud, men de virkede, som om de havde en stærk vilje, der gjorde dem både smukke og stærke. Men da jeg så lidt nærmere, opdagede jeg, at farverne var falmet lidt. Nogen steder mere end andre. Alle møblerne havde lignende udsmykninger, dog uden de pragtfulde, men falmede, farver. Over det hele var der smukke planter. Blomsterne var de smukkeste og mest pragtfulde farver. De duftede fantastisk. 

Ilden knitrede for sig selv i den åbne kamin. Den varmede lige så stille hele min krop op. Jeg frøs stadig, men jeg havde det varmere end før. Mit hår var stadig drivvådt og klaskede sig til mit hoved. Det dryppede ned på mine skuldre. Der kom en fantastisk duft fra en af rummene ved siden af krostuen. Det tog ikke lang tid inden Helena kom med en stor bakke, der var fyldt med de mest vellugtende ting. Der var forskellige salater og nogen brød. Så var der også andre ting, der så mærklige ud. De lignede vafler, men alligevel ikke. De lignede intet jeg havde set før.
"Jeg havde ikke regnet med at få kunder, så jeg har ikke så meget. Jeg håber det er nok til at stille din sult. Jeg henter lige noget at drikke til dig. Bare sæt dig og spis. Åh! Kære ven! Du skulle bare have sagt, at du har brug for noget til at tørrre håret," Helena vimsede rundt og lavede en masse små, hurtige bevægelser mens hun sagde dette.
"Tusind tak. Men du behøver ikke at hente noget til at tørre mit hå-" længere nåede jeg ikke inden Helena afbrød mig.
"Jo, du skal have tørret dit hår. Jeg henter lige et håndklæde. Jeg kan ikke bare lade dig sidde med vådt hår. Der var også noget andet... Hvad var det? Ah! Drikkevarer. Jeg henter også lige lidt nektar!" med de ord vimsede hun ud i køkkenet og kom snart tilbage med et smukt glas, der også var udsmykket, og en kande med en sødlig duftende masse. Duften af det styrkede min vilje og varmede mig indefra. Jeg hældte det ned i glasset. Det var lidt mere tykflydende end vand. Duften fyldte hurtigt rummet med en sødlig varme. Jeg nippede lidt til det. Det smagte som det duftede. Sødt. Lidt ligesom honning, bare sødere. Men stadig ikke vammelt. Da jeg begyndte at drikke af det opdagede jeg min egen tørst. Jeg drak halvdelen af glasset. Mere var der ikke brug for, for at slukke min store tørst. Jeg følte mig forfrisket og følte styrken vende tilbage i enhver muskel i min krop. Så tog jeg kniven og gaflen, der også havde en masse udsmykninger, og begyndte med at spise af salaterne. Der var tre. Den ene var med mælkebøtteblade og løg. Der var også noget crouton-agtigt deri. Dressingen, der var deri, var tynd og smagte sødt og stadig lidt surt. Men ikke som sur-sød sovs. Den anden var en almindelig salat med både tomat, agurk, salatblade og en masse andet. Den tredje var lavet med bulgur og mælkebøtteblomster. Der var også andre blomster i. Jeg spiste og drak. Salaterne mættede, men på en måde ikke. Jeg prøvede den vaffellignende ting. Den smagte ligesom nektaren. Den fyldte godt i min mave.

Da jeg var færdig med at spise og drikke, jeg havde utrolig nok spist og drukket alt, var jeg propmæt. Alligevel fiskede jeg min vandflaske op og drak lidt af den. Bare en mundfuld. Vandet var utrolig nok stadig koldt. Eller nok nærmere halvvejs stuetemperatur. Helena kom ind og satte sig i lænestolen ved siden af den jeg havde sat mig i efter jeg havde spist. Jeg havde sat og spist ved en af de mange borde. Nu sad jeg igen ved ilden og varmede mig yderligere. Mit hår var stadig en smule fugtigt. Mens jeg havde sat og spist var Helena kommet ind og tørret mit hår med det blødeste håndklæde. Det havde en duft af en skov i foråret. Nu duftede mit hår også sådan. Helena kiggede på mig med undersøgende øjne.
"Sig mig, hvordan er du havnet her? Jeg har ikke set en levende sjæl, ud over planter og dyr, i flere uger. Den sidste var en rejsende, der overnattede her. Engang var der mange af dem. De bevandrer hele landet. Men nu er de forsvundet. Jeg tror, at de er kommet i Den onde dronnings magt. Man siger ikke hendes navn, det bringer uheld. Nå, men vil du fortælle mig hvordan du er havnet her?" spurgte Helena. Jeg kunne mærke, at hun i lang havde savnet selskab. Jeg fortalte hende om Døren, skriget og mit løb hertil.
"Du h-h-hørte Den onde dronnings skrig? Sådan skriger hun hver gang der kommer en modig og standhaftig vilje ind i landet. Alt her er ved at være fortabt. Hun hersker med den ondeste hånd der findes. Måske kan jeg lette lidt på din forvirring; Døren er en af indgangene til det her land. En gang, for omkring ti år siden i din tidsregning, men kun nogle få år i vores, rejste vi frit rundt mellem landene. Der har aldrig været mange mennesker her. De rejsende er fra dit land. De rejste rundt her i landet, for at gøre deres hoved frit, og for at helbrede sig selv. Du har måske lagt mærke til, at meget her helbreder en. Ingen af de rejsende boede her i landet. Alle tog en af portalerne. Det gode ved portalerne er, at de kun kan åbnes af dem der må komme ind i landet. Kun udvalgte må komme herind. Jeg tror, at du er kommet for at redde os. Der blev forudsagt for mange årtusinder siden, dengang landet blev skabt, at en ond dronning skal komme til magten. Men efter ti år præcis, skulle en ung pige komme til landet. Hun skulle redde hele landet, med en viljestyrke, der ville slå dronningen. Jeg kan ikke huske hvordan det skulle gøres, det var noget med et smykke, der skal lægges ind i en sten, der er blevet lavet sammen med den profeti. Den kan ikke ødelægges, og kun hende, der har smykket, kan redde landet," Helena stoppede med hendes fortælling. Jeg sukkede.
"Det må jo være mig..."
"Ja, det må det jo være. Men har du smykket?" jeg greb om kæden rundt om min hals. I den hang et vedhæng. Det havde de samme udsmykninger som alt her. Det var helt rundt, og over det hele havde den udsmykningerne. Jeg fandt den frem.
"Den her halskæde hang min mor, ifølge min far, rundt om min hals lige efter min fødsel. Jeg blev født derhjemme. Min far siger, at hun gjorde med de sidste kræfter hun havde og hviskede derefter: Jeg elsker dig, min smukke skat. Og så kyssede mig på panden. Min far siger, at hun døde to sekunder efter," Helenas øjne fyldtes med håb da hun hørte min beretning.
"Det er virkelig dig! Vores frelser! Jeg vil hjælpe dig! Jeg kender vejen. Straks i morgen tidlig tager vi afsted! Kom. Klokken er mange og du skal tidligt op i morgen. Der ligger et sæt nattøj til dig på din seng," med de ord forlod vi hinanden. Vi sagde godnat og gik til ro. Da jeg kom ind på værelset skiftede jeg hurtigt til nattøjet. Jeg lagde mig i den bløde seng med de blødeste dyner og puder, og faldt i søvn så snart mit hoved rørte puden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...