Bag Døren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2016
  • Opdateret: 17 jul. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fantasy konkurrencen "Stor fantasy konkurrence". Jeg har valgt valgmulighed 1. Alma har hele hendes liv boet sammen med hendes far i en stor, gammel villa. Hendes mor døde da Alma blev født, så hun har aldrig kendt hende. Hendes far har aldrig sagt meget om moren, men det han sagde lød fantastisk. En dag er Almas far ikke hjemme. Hun ved godt, at hun ikke må gå igennem Døren, men hun gør det. Hun lander i en fantastisk verden hvor hun finder ud af sandheden om hendes mors død.

1Likes
0Kommentarer
190Visninger
AA

5. Tilbage til skoven

Næste dag vandrede vi videre. Første halvdel af dagen skete der ingenting. Men to gange efter middag kom Rytterne forbi. Begge gange red de i den modsatte retning af den vi gik i.
"Jeg tror, at vi bliver nød til at forlade vejen i morgen. I nat kan vi overnatte på en kro. Men derefter kan vi ikke håbe på kroer. Vi er nået længere end jeg havde regnet med," sagde Helena lidt inden vi nåede en lille by. Kroen der lignede Helenas meget. Det viste sig, at den var i eje af hendes søster.

Da vi sad og spiste sad Helenas søster Helene sammen med os. Hun var meget optaget af mig og min historie. 
"Det er helt fantastisk. Jeg håber du klarer det. Vi har brug for hjælp her i landet. Hvis i går gennem skoven når i til stenen på fem dagsmarcher. Men jeg er bange for, at det er for lang tid. Den onde dronning har nu salmet kæmpe hære. Rytterne er taget afsted for at hente flere folk. Hun har tænkt at invardere menneske verdenen! Hun havde egentlig planlagt at gøre det om et år i menneskenes tidsregning. Men nu ankom Den Udvalgte inden hun havde regnet med det. Hun havde håbet på, at hvis du, Alma, ikke havde din mor, som var en af de rejsende her i landet, ved dig, ville du ikke komme. Eller for sent," sagde Helene.
"Min mor er død. Hun døde lige efter min fødsel," sagde jeg. Jeg fik tårer i øjnene. Min hånd røg op til vedhænget.
"Det er hun ikke. Eller måske ikke. Den onde dronning har hende i hendes fangeskab. Lige efter din fødsel gav din mor dig den der halskæde. Har du ikke tænkt over, hvorfor du aldrig skal få skiftet kæden? Den er herfra. Den tilpasser sig. Da Den onde dronning fandt ud af, at du havde fået arvestykket og var Den Udvalgte og dermed ville ændre hendes planer om at eje hele verdenen ville hun standse det. Dengang havde hun næsten ingen magt, men alligevel fik hun fat i din mor. Hun troede, at hvis du ikke kendte til den her verden, ville du ikke kunne udføre profetien. Men hun havde ikke ret. Nu er du her."
"Hvem havde magten inden Den onde dronning?"
"Ingen. Vi levede fredeligt og hjalp hinanden. Hun udnyttede, at hun ikke skulle skubbe nogen af magten."

Vi sad længe og snakkede. Pludselig hørte vi skriget. Det skrig jeg havde hørt i skoven. Mit blod frøs til is. Jeg kunne ikke bevæge en muskel.
"Hurtigt! Gem jer! Jeg har et hemmeligt rum. Gem jer der!" næsten råbte Helene med frygt i stemmen og øjnene. Rædslen var malet i vores ansigter. Hun gik ind i et rum hvis dør man ikke kunne se. I det rum var der nogle skabe. Det lignede et spisekammer. Hun skubbede et af skabene væk. Så åbnede hun en næsten usynlig lem i gulvet. Helena tog en fakkel ud af et af skabene og tændte den.
"Ned! Ned med jer! Følg gangen og gå ind i rummet der. Bliv der indtil jeg åbner lemmen og kommer ned og henter jer. Sig ikke en lyd! Her er I i sikkerhed. Her er jeres tasker," med de ord lukkede hun lemmen. Jeg hørte hende skubbe skabet på plads og lukke døren efter hende. Hendes lette skridt var svære at høre. 

Det eneste lys vi havde var faklen. Dens skær afslørede en gang gravet ned i jorden. Der var en masse rødder, der spærrede vejen for os. Helena mumlede en summende sang og rødderne begyndte at gøre plads til os. De lukkede bag mig. Nogle meter lang var gangen. Så kom vi til endnu en dør. Vi gik ind. Så var vi inde i et rum. Helena tændte faklerne på væggen med hendes egen fakkel. Rummet blev lige så stille lyst op med et varmt lys. Det var møbleret pænt i samme stil som resten af kroen var. Vi satte os i stolene.
"Læg dig bare på sofaen, Alma. Du har mere brug for søvn end jeg har. Desuden kan det godt være, at vi skal sidde her i lang tid," sagde Helena da hun så, at jeg var ved at falde i søvn. Jeg lagde mig på en af de to sofaer. Men jeg kunne ikke sove. Hele tiden rungede skriget for mit indre øre. Jeg vendte og drejede.

Jeg åbnede øjnene. Jeg måtte være faldet i søvn. Helena sad i stolen. Hun sov. Lige så stille vækkede jeg hende og bad hende om at lægge sig og hvile lidt. Hun faldt hurtigt i søvn. Mens jeg sad der i stolen hørte jeg Helenes trin på gulvet over mig. Men der var også andre trin. Jeg hørte også en samtale. Der var mange stemmer.
"Jeg sværger! Der er ingen ud over mig! Hvorfor skulle jeg gemme nogen? Og hvem skulle jeg gemme?" det var Helenes stemme. Den lød standhaftig. 
"Du ville nok gemme Den Udvalgte for Dronningen og på den måde sikre dig, at Dronningen ikke får magten!" råbte en barsk stemme. Tre-fire andre stemmer istemte ham.
"Jeg er bare en kroejer!"
"En kroejer der tilfældigevis har en søster der er set sammen med Den Udvalgte!" sagde en anden barsk stemme. Den sætning gjorde mig bange. Jeg havde haft ret. Vi var blevet iagttaget og endda genkendt! Jeg blev bange. Nu ville vores rejse blive sværere. Jeg kiggede hen på Helena. Hun lå med åbne øjne. Hendes ansigt skjulte ikke hendes følelser. Angst. Forfærdelse. Det var som skrevet i hendes pande. Vores øjne mødtes. Jeg måtte have haft samme ansigtsudtryk. For hun gengældte mit blik med et medlidende blik. Samtalen mellem mændene og Helene blev ved i en god halv time. To timer senere kom Helene ned til os.
"De er væk nu. Men i bliver nød til at overnatte hernede og gå ud gennem en hemmelig dør jeg har. De overvåger hele min kro nu! Den hemmelige gang fører ud i skoven i den retning i skal. Jeg skal hurtigt tilbage. Ellers bliver de bare mistænkelige om, hvad jeg skal i rummet bag den skjulte dør. Hvis jeg tager ting ud herfra, tror de måske på, at det her er et spisekammer. Men hver centimeter i kroen bliver overvåget. Jeg blev nød til at lukke den hemmelige dør for at de ikke så mig rykke skabet. Jeg skal nok komme med lidt mad i morgen tidlig. Inden da kan jeg ikke komme herned. Godnat! I kan jo godt høre uret slå, så jeg behøver ikke sige hvor mange klokken er. Farvel! Og sørg for at få sovet en del, og lad være med at larme!" med de ord forlod hun os. Jeg hørte den skrabende lyd da hun skubbede skabet på plads.

Lidt senere bestemte vi os for at spise lidt. Men ikke for meget. Vi blev nød til at hviske sammen. Vi var bange for at blive hørt. Da vi havde spist lagde vi begge os til at sove. Det var en urolig nats søvn jeg fik, men da Helena vækkede mig følte jeg mig frisk. 

Helene kom ned til os med en masse mad og drikke. Vi fyldte taskerne igen med proviant. Så begyndte vi at gå hen imod den hemmelige gang. Helene åbnede den, ved at mumle nogle ord. Vi fulgte gangen i en god kilometer. Så var der en stige. For enden af den var der en lem, der førte ud i skoven.
"Tusind tak Helene! Jeg kan ikke sige tak for mange gange!" sagde Helena til hendes søster da vi tog afsked.
"Jeg burde takke jer begge to for, at i tør tage ud på den her mission. Hvis i får brug for mig er jeg altid i kroen. Jeg må skynde mig tilbage! Lad alt heldet være med jer!" hun begyndte at gå ned af stigen. 
"Tusind tak, Helene, for alt hjælpen og din gavmildhed!" nåede jeg lige at sige til hende inden hun hurtigt forsvandt i mørket. Jeg lukkede lemmen hurtigt.
"Så er vi overladt til os selv," sagde jeg til mig selv, men Helena hørte mig.
"Måske er vi fysisk, men i psykisk. Alle, der har landet kært, er med os i deres hjerter uden de ved det. De håber. Jeg kan mærke det," med de ord begav vi os afsted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...