Bag Døren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2016
  • Opdateret: 17 jul. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fantasy konkurrencen "Stor fantasy konkurrence". Jeg har valgt valgmulighed 1. Alma har hele hendes liv boet sammen med hendes far i en stor, gammel villa. Hendes mor døde da Alma blev født, så hun har aldrig kendt hende. Hendes far har aldrig sagt meget om moren, men det han sagde lød fantastisk. En dag er Almas far ikke hjemme. Hun ved godt, at hun ikke må gå igennem Døren, men hun gør det. Hun lander i en fantastisk verden hvor hun finder ud af sandheden om hendes mors død.

1Likes
0Kommentarer
186Visninger
AA

7. Stenen

Næste morgen vågnede jeg tidligt. Jeg havde haft mareridt om, at jeg ikke fuldførte opgaven i tide eller slet ikke, og at Den onde dronning fik alt magten. Da jeg var kommet mig kiggede jeg over på Helena. Hun sov stadig. Solens første stråler gav tågen et mærkeligt skær. Havde det været et hvert andet sted og andet tidspunkt ville jeg have nydt synet, men nu foruroligede det mig bare. Hvert sekund talte nu. Hurtigt vækkede jeg Helena. Vi fik pakket tingene sammen og gjort os klar på rekordtid. Klokken var ikke mange, kun lige omkring solopgang, og alligevel var vi allerede afsted. Morgenmaden spiste vi igen på hånden. Vi spiste mere end normalt for at vi havde så meget energi som muligt. Vi skød god fart. Vi kom godt fremad, hurtigere end de andre dage. Tågen blev ved med at blive tykkere.

Vi havde gået et godt stykke tid da der kom flere fra Den onde dronnings hær. De så ud som aftenen forinden. Men den her gang var det i dagslys og jeg kunne se mere af dem; deres mørke, næsten sorte, kapper nåede næsten helt ned til jorden. Hætten var slået op, så man ikke så meget af deres ansigt. De havde mørke øjne. Alt ved dem var mørkt, men øjnene var det mørkeste. Deres blik var rettet fremad, og det rykkede sig ikke den mindste smule. Deres ansigt var udtryksløst, udover en fast vilje og beslutning i deres øjne. Det eneste i deres ansigt der bevægede sig var deres mund, der igen sang. I dag var det en anden sang, men det var i samme toneleje. De sang dybt, men ikke på den charmerende måde, men en måde, der giver en myekryb. Sammen med deres udseende var de frygtindgydende. Jeg kunne godt se, at det engang havde været smukke mænd, men nu var de i Den onde dronnings magt, som tog alt skønheden væk fra dem. Utallige kampe havde givet dem ar og sår. Igen holdt de fakler på samme måde som om aftenen og de havde samme formation. De gik i den samme retning, væk fra vores mål. Vi gemte os da de kom forbi, men jeg kiggede gennem et hul i busken. Jeg var nysgerrig. Rækken var længere i dag. Da de var gået åbnede Helena munden:
"Vi skal se det på den lyse side; dem der er væk fra Den onde dronning kan ikke hindre os i at fuldføre opgaven!" Jeg prøvede at se det positivt, men at hun rykkede hendes styrke lagde bare mere pres på mine skuldre. 

Vi gik videre et stykke vej endnu. Så tog vi noget at spise og drikke. Mens vi gjorde det kom endnu flere fra hæren forbi. Vi valgte derfor at gå et stykke længere væk fra det område. Vi gik godt 50 meter ind i skoven. Mere turde vi ikke. Vi var bange for at komme for langt væk fra kursen. Desuden kunne de hverken se eller høre os fra hvor vi gik. Flere gange i løbet af dagen hørte vi nogen komme forbi. Vi skyndte os bare mere. Dagen begyndte at gå på hæld da vi endelig nåede en lysning.

Lysningen var totalt smadret. Der var næsten ikke noget sollys. Det hele var uhyggeligt. Gribber fløj i luften over os. Deres skrig lammede mig næsten. Jeg tog mig sammen og begyndte at løbe ind mod stenen. Jeg passede på. Jorden var fyldt med glatte sten og grene. Jeg kunne se stenen foran mig. Kun få meter skilte mig fra den. Så stoppede jeg. Foran mig var en slags voldgrav. Men der var ikke vand i den. Det var en væske der boblede og sydede. Den røg og stank forfærdeligt. Der var nogle sten rundt omkring. Jeg regnede ud, at man godt kunne hoppe fra sten til sten. Dog med lidt besvær. Lige da jeg skulle til at sætte an til et spring hen på den første sten lød et flængende skrig i luften. Det splittede luften i tusind dele og skar mig med delene. Jeg løb væk. Helena opdagede det. Hun greb fat i mig.
"Alma! Du skal klare det! Du må ikke løbe væk! Kom med mig!" skreg hun. Hun hev hen til voldgraven igen. Skriget fyldte stadig luften. Langsomt døde det hen. Helena hoppede hen på den første sten. Skriget begyndte igen. Det lammede mig. Helena hoppede hen på næste sten så der blev plads til mig på den første. Jeg tog mig sammen og hoppede. Skriget tog til i styrke. Jeg kunne ikke høre andet. Vi hoppede hen på de næste sten. Pludselig begyndte kryb at komme op af væsken. Jeg begyndte at skrige højt og fik overbalance.

Jeg kæmpede for ikke at falde i. Jeg stod og viftede med armene og skreg. Krybene begyndte at kravle rundt på mig og bide. Helena tog mit håndled, som hun kun lige kunne nå. Jeg tog fat om hendes og fik langsomt balancen igen. Jeg prøvede at ryste dyrene af mig, men de havde sat sig fast. Vi hoppede nu så hurtigt vi kunne fra sten til sten. Snart kom vi over på den anden side. Der var kun omkring to meter hen til stenen nu. Men vi nåede ikke engang at tage et skridt. For i det samme sprang nogle mænd frem. De lignede dem fra hæren. 
"Dit sværd, Alma!" skreg Helena mens hun var i færd med at kæmpe mod to af dem. Jeg trak mit sværd. Synet af klingen gav mig mod. Jeg begyndte at parere mine modstanderes angreb. Det var som om sværdet selv gjorde alt arbejdet. Jeg fik stykket to af dem ned. Et splitsekund så jeg en åbning. En mulighed for at nå hen til stenen. Helena sod stadig og kæmpede. Rundt om hende lå lig fra nogle af mændene. 

Jeg løb hen imod stenen. Ingen af mændene opdagede mig. Jeg kiggede mig tilbage. Jeg var blevet opdaget. Jeg stod nu ved stenen og kæmpede. Helenas angribere løb nu deres kammerater til hjælp. Jeg stod presset op ad stenen. Helena så min nød. Hun tog hendes sværd og stak to af dem ned bagfra. Så delte de sig i to. Nogle af dem gik hen til Helena. Jeg stod og parerede slagene fra mine to modstandere. Jeg havde ikke mulighed for at gøre udfald. Lige med et så jeg en mulighed. Den enes slag parerede jeg og gik direkte over i et slag. Han faldt død om. I det samme mærkede jeg en brændende fornemmelse i min skulder. Den anden havde ramt mig. Det blødte heftigt, men jeg gjorde bare et udfald. Han blev ramt, men døde ikke af det. Han faldt om, men rejste sig hurtigt. Hans fald gav mig en mulighed for at stå klar til et angreb. Jeg fik stykket ham lige i hjertet. Hans klinge strejfede min næse og jeg begyndte også at bløde der. Ingen af Helenas angribere havde opdaget deres kammeraters død. Jeg så en mulighed for at hjælpe hende. Jeg kom bagfra og stak to ned. Det gav Helena tid til at ramme en af de to andre. Den ene af dem, der ikke var ramt af Helena, begyndte at gå til angreb på mig. Jeg ramte ham relativt hurtigt i maven. Han døde ikke omgående af det, men det gav mig tid til at komme om bag ham og stikke ham i ryggen. Han døde af det sidste slag. I mellemtiden havde Helena klaret den allerede såret og var løbet op til stenen. 

Jeg skyndte mig hen til hende. Der stod noget, på et sprog jeg ikke forstod, på forsiden af stenen.
"Hvilket sprog er det? Og hvad står der?" spurgte jeg hende mens jeg prøvede at få vejret. Jeg var ekstra vagtsom nu. Ingen skulle stoppe os nu.
"Det er de lærdes sprog. Min far var en dygtig lærer og, selvom det ikke er almindeligt, lærte han os sproget. Normalt lærer man det ikke, fordi det er utrolig kompliceret."
"Jamen hvad står der?"
"Det er profetien:

En ung pige skal komme til landet
Året er det 21.
Hun skal følges med en ung kvinde
Gennem mørket skal de gå
Redde menneskerne og os
Mange skal komme i vejen for dem
Kæden og vedhænget
Skal det lægges i pladsen
Og derved udlede vor fulde magt
Os, der skal komme og redde"

"Stil dig bag mig og hold øje!" sagde jeg lettere ophidset. Det var nu. Nu var det nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...