Bag Døren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2016
  • Opdateret: 17 jul. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fantasy konkurrencen "Stor fantasy konkurrence". Jeg har valgt valgmulighed 1. Alma har hele hendes liv boet sammen med hendes far i en stor, gammel villa. Hendes mor døde da Alma blev født, så hun har aldrig kendt hende. Hendes far har aldrig sagt meget om moren, men det han sagde lød fantastisk. En dag er Almas far ikke hjemme. Hun ved godt, at hun ikke må gå igennem Døren, men hun gør det. Hun lander i en fantastisk verden hvor hun finder ud af sandheden om hendes mors død.

1Likes
0Kommentarer
186Visninger
AA

2. Skoven

Jeg arbejdede mig gennem krattet. Noterede hele tiden hvad jeg gjorde. Lyset skiftede ikke. Selvom det føltes som evigheder. Så hørte jeg et skrig. Blodet i mine årer frøs til is. Jeg stod som lammet. Det var ikke noget menneske skrig eller noget som et andet levende væsen kunne have givet fra sig. Skriget kom bagfra. Jeg kiggede bagud. Tågen lå tæt. Så jeg kunne intet se. Jeg kunne knap nok se en meter frem. Skriget lød igen. Den her gang tættere på. Uden at tænke over det begyndte jeg at løbe. Jeg holdt godt fast på mine ting. Løb. I evigheder. Årtier. Århundrede. Jeg havde ingen tidsfornemmelse. Alt den form for følelse var væk. Da jeg følte, at jeg var kommet langt nok væk pakkede jeg tingene ned i min taske igen. Jeg løb videre. Mine muskler brændte. Mine fødder var bly. Men jeg kunne ikke stoppe. Musklerne i mine ben gjorde forfærdeligt ondt. Men jeg blev ved.

Efter jeg havde løbet en afstand der føltes maraton. Kæmpet mig gennem krat og buske med magt. Revet min jakke og bukser i stykker. Nåede jeg skovbrunet. Tågen lå stadig tæt, men den var lettet. Jeg kunne nu se nogle meter frem. Foran mig var der en vej. Den var brolagt. Jeg drejede ind ad den. Jeg gik hurtigt. Jeg kunne ikke løbe mere, men jeg ville væk. Så jeg gik. Langsomt fik jeg vejret igen. Jeg lød stadig som en bil der ikke ville starte. Efter endnu et stykke vej nåede jeg til en lille landsby. Nogle af husene så top moderne ud, mens andre var bindingsværk. Helt andre så ud til at være lavet af ler. Men alle havde stråtag. I de fleste vindueskarme var der blomsterkasser med forskellige farver blomster. Alle blomsterne havde lukket sig. Men der var stadig et skær af farve på undersiden af deres blade, der nu viste sig. Byen så ud, som om den var blevet taget ud af et billede. Alt af den var smukt. Selv i regn og tåge. Der var ikke lys i nogen af husene. Så kom jeg forbi et hus med lys i alle vinduer. Det var et af bindingsværkshusene. Over døren hang et skilt hvorpå der stod: Blomsterkroen
Jeg travede hen til døren og bankede på. En ung kvinde åbnede døren for mig og lukkede mig ind.
"Du er godt nok våd. Og sikkert også træt og sulten. Hvad har du gjort søde skat? Dit tøj er jo fuldstændig ødelagt. Kom, så tager jeg lige din taske og stiller den på en af værelserne. Der skal du sove i nat, medmindre selvfølgelig, at du har et andet sted at være. Sådan, sæt dig bare ind til ilden, så skal jeg nok sørge for noget mad til dig," sagde kvinden. Hun havde en bydende og rolig stemme. Hun lød meget ældre end hun så ud. Hun havde langt, kulsort hår. Det gik hende ned til taljen og flagrede rundt sammen med hendes livlige bevægelser. Hun tog min taske i den ene hånd og med den anden tog hun min jakke af mig og hang den på stumtjeneren. Den var tom. Jeg blev overvældet af glæde over et venligt menneske. Tanken om varme gjorde mig varm indefra.
"Tusind tak," var det eneste jeg kunne sige. 
"Det burde jeg sige. Du er den eneste kunde jeg har. Og det er længe siden der sidst har været en kunde. Jeg henter lige noget tørt tøj til dig. Du skulle jo nødigt blive syg. Åh nej! Jeg har glemt at fortælle hvem jeg er! Jeg er Helena. Hvad hedder du, søde ven?"
"Alma,"
"Alma! Jeg kan godt lide det navn! Nå! Jeg skal op og hente noget tørt tøj til dig. Og have sat tasken væk." Med de ord forlod hun mig. Jeg gik hen til ilden og glædede mig over varmen og Helenas hjertevarme.

Hun kom hurtigt tilbage og nærmest beordrede mig til at gå op på det værelse hun havde gjort klart og skifte tøj. Jeg gjorde som hun sagde. Det var det første værelse på højre hånd på anden etage. Værelset var pænt indrettet. Der stod en dobbeltseng, et skab, en kommode, et bord, to stole og nogle planter. Alle møblerne var smukt dekorerede med mønstre, tegninger og figurer snittet ind i det lyse træ. Overalt, hvor der var plads, stod der blomster og planter, som fyldte rummet med liv. En af planterne var efeu, der strakte sig fra hjørnet, hvor den store potte stod, til hele væggen på min venstre hånd. På den modsatte væg stod sengen. Væggen overfor døren havde to mellemstore vinduer. Begge to pegede ud mod den smukke have. Ud for vinduet til venstre stod bordet med de to stole. Hele rummet havde en rolig og afslappet atmosfære. Men det var stadig stilrent uden at være kedeligt. Hurtigt skiftede jeg til tøjet. Det var et par lidt løse, men utroligt behagelige, bukser og en langærmet trøje. Begge dele passede som skræddersyet til mig. Jeg gik ned til stuen igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...