Bag Døren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2016
  • Opdateret: 17 jul. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fantasy konkurrencen "Stor fantasy konkurrence". Jeg har valgt valgmulighed 1. Alma har hele hendes liv boet sammen med hendes far i en stor, gammel villa. Hendes mor døde da Alma blev født, så hun har aldrig kendt hende. Hendes far har aldrig sagt meget om moren, men det han sagde lød fantastisk. En dag er Almas far ikke hjemme. Hun ved godt, at hun ikke må gå igennem Døren, men hun gør det. Hun lander i en fantastisk verden hvor hun finder ud af sandheden om hendes mors død.

1Likes
0Kommentarer
184Visninger
AA

4. Rejsen begynder

Jeg vågnede næste morgen ved at Helena ruskede i mig. Hurtigt kom jeg i tøjet. Da jeg kom ind i stuen stod min mad der allerede. Helena sad overfor min plads. Jeg satte mig og begyndte at spise. Imens fortalte Helena mig om  vores rute. Umiddelbart virkede den ikke så farlig. Da jeg havde spist op ryddede Helena det væk og kom ind med en masse forskellige ting.
"Her er der lidt grej, som vi får brug for. Her. Tag den!" hun rakte mig et sværd i en skede. Skeden var smuk. Den var af kraftigt, lyst træ. Det var fyldt med udsmykninger. Langsomt trak jeg den glinsende klinge frem. Selve bladet havde ingen udsmykninger. Det var bare glat og velslebet. Det var formet som et aflangt blad. Resten af sværdet havde de samme udsmykninger som skeden. Når man puttede sværdet i skeden fortsatte udsmykningerne fra skeden hen på sværdet. Man kunne ikke se overgangen. Så godt var det lavet. Jeg stod og vendte og drejede sværdet. Lyset blinkede i klingen. Jeg holdt vejret. Det var vidunderligt smukt.
"Helena, er du sikker på, at vi får brug for sværd?"
"Ja! Men inden du tager bæltet med skeden på, skal du lige have det her på," hun rakte mig en utrolig let brynje. Den var enkel, men smuk og let. "Tag den på. Den holder til meget. Men tag den på under dit tøj. Det er uhøfligt og udfordrende hvis man åbenlyst går med brynje." Jeg gjorde som hun sagde. Jeg kunne næsten ikke mærke dens vægt. Den var ikke kold mod min hud, som jeg havde forventet. Helena tog også en på. Udenpå hendes tøj spændte hun et bælte med skede fast. Så rakte hun mig en kappe og tog selv en. Hun tog den udenpå alt andet og spændte den sammen ved halsen med et spænde, der var formet som en smuk blomst. Jeg gjorde det samme. Man kunne nu ikke se, at jeg både havde brynje og sværd på mig.
"Sådan! Nu er vi klædt på. Bare rolig! Det bliver ikke for varmt. Fordelen ved tøjet her fra lanet er, at det tilpasser sig. Når man har brug for varme, varmer det en. Hvis man har det for varmt, køler det en ned. Her, tag din rygsæk på. Jeg har puttet lidt proviant nedi og fyldt din egen flaske med koldt vand. Der er til flaske, den er fyldt med styrkende nektar. Jeg har også en taske med ting vi får brug for. Nå, jeg tror vi skal afsted!"

Da vi kom ud skinnede solen blegt ned på os. Jeg kunne mærke hvordan tøjet rettede sig efter temperaturen. Det begyndte at blive lidt mere luftigt. Vi startede vores rejse. Vi gik i den retning jeg var kommet fra.
"Vi må holde os til vejene så længe som muligt. Vi skal helst virke så meget som rejsende som muligt for ikke at vække opsigt. Jeg har penge med, så vi kan overnatte på kroerne. Jeg har en del venner, der ejer kroer i store dele af landet, så vi kan forhåbenligt spare lidt.," sagde Helena mens vi gik forbi det ene tomme hus efter det andet. Kun få var beboede.
"Hvorfor er der så mange tomme huse? Og hvorfor er deres haver stadig velplejede?" spurgte jeg undrende Helena.
"Gennem de seneste otte år, i din tidregning, er folk rejst herfra. Mange er flygtet til menneskenes verden. Men mange andre er landet i Den onde dronnings magt under deres flugtforsøg. De er nu hendes slaver og trælbundet til hende. Hendes ønske er deres lov. Os, der er tilbage, passer alle haver. Vi har ikke andet at lave. Vores samfund er brudt sammen. Før i tiden havde alle job, og alle havde noget at lave. Men vores haver har altid været det vigtigste for os. Vi elsker naturen. Men man skal ikke tale om Det Onde på åbne gader," svarede hun. Der var ingen på vejen, men jeg havde hele tiden en fornemmelse af at blive iagttaget.

Vi vandrede indtil solen stod højt på himlen. Vi havde gået næsten seks kilometer ifølge Helena. Hun kiggede på hendes kort og regnede ud hvor vi skulle hen.
"Vi skal passe på med ikke at spise for meget af provianten. Jeg ved ikke hvornår vi næste gang kan få fat i mad. De fleste steder kan man ikke købe noget. De næste to nætter skal vi nok sove her ude i naturen. Der er to dagsmarcher hen til den nærmeste venlige kro. Du var heldig, da du bankede på min dør. For der er også mange ondsindede kroværter. Det er nogle, der havde rejsende. De sladrer til Den onde dronning. De er også hendes slaver. Jeg bliver nød til at lade være med at snakke. Lad os spise!"
Vi spiste og drak ikke meget. Selv ganske lidt mættede godt og styrkede. Vi vandrede indtil solen var ved at gå ned. Så slog vi lejr ikke langt fra vejen. Helena havde et lille telt med. Næste dag vandrede vi igen. Vi kom igennem utallige små landsbyer. I dem alle var der ingen kro. Mange af dem var forladte. Der var haverne visne, triste og uhyggelige. Den nat sov vi igen i teltet. Næste dag nåede vi endelig den kro Helena gerne ville hen til.

Kroværten var en venlig, ældre mand med gråsprængt hår. Han var krumbøjet, men stadig fyldt med energi. Vi overnattede der. Næste dag vandrede vi videre. Hele tiden på vejen. 
"Om et par dage skal vi dreje ind til skoven," sagde Helena aftenen efter vi havde overnattet ved den venlige krovært. Indtil videre havde vi ikke mødt en sjæl på vejen. Vi begyndte at finde teltet frem, for at stille det op. I det samme hørte vi hestehove på vejen. Der var mange hestehove. De galloperede. Helenas øjne blev fyldt med frygt.
"Hurtigt, Alma! Ind i skoven! Tag dine egne ting med!" hun samlede lynhurtigt hendes egne ting og løb ind i skoven. Hun trak mig med. Jeg løb så hurtigt jeg kunne. En forfærdelig frygt ramte mig som et hårdt slag i hovedet. Jeg gemte mig bag et stort træ. Jeg kunne se Helena gemme sig bag et andet træ. Mit hjerte bankede hurtigere end jeg havde troet muligt. Rytterne gallopperede forbi med en høj hastighed uden at gøre hold. Jeg vovede ikke at kigge frem før jeg ikke kunne høre nogen hestehove mere. Helena var den første af os til at kigge frem.
"Der er fri bane, Alma! Kom vi stiller teltet op lige lidt længere væk fra vejen i nat," sagde hun og halede mig frem af mit skjul.
"Hvad var det?" spurgte jeg åndeløst.
"Det var Rytterne. De er på udkig efter folk de kan udlevere til Den onde dronning. Hun har brug for flere slaver. Klarer du dig?"
"Ja, det tror jeg."
"Sæt dig her," hun halede mig hen til en stor sten, som jeg satte mig på. "Jeg skal nok bygge teltet op. Tag og spis lidt og få noget at drikke." Med de ord begyndte hun med øvede bevægelser at stille teltet op.
"Husk at du har et sværd på dig. Hvis du får brug for det, skal du bruge det. Men træk det aldrig uden grund! Vi skal ikke skabe konflikter, men løse dem," sagde Helena da hun var færdig med teltet.
"Men jeg har aldrig brugt et sværd i mit liv."
"Det gør ikke noget. Sværdet, jeg har givet dig, skal nok lære dig det når du skal bruge det," svarede hun roligt. "På den måde lærte jeg det også."

Vi spiste og drak lidt og lagde os til ro. Rytterne kom ikke forbi igen, men jeg var stadig bange.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...