Bag Døren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2016
  • Opdateret: 17 jul. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fantasy konkurrencen "Stor fantasy konkurrence". Jeg har valgt valgmulighed 1. Alma har hele hendes liv boet sammen med hendes far i en stor, gammel villa. Hendes mor døde da Alma blev født, så hun har aldrig kendt hende. Hendes far har aldrig sagt meget om moren, men det han sagde lød fantastisk. En dag er Almas far ikke hjemme. Hun ved godt, at hun ikke må gå igennem Døren, men hun gør det. Hun lander i en fantastisk verden hvor hun finder ud af sandheden om hendes mors død.

1Likes
0Kommentarer
192Visninger
AA

8. Befrielsen

Jeg tog min halskæde af. Oven på stenen var der en uddybning. Den var formet som en halskæde med vedhæng. Jeg lagde halskæden på plads som den skulle. Ud fra mit vedhæng sprang nu et gyldent lys. Det tog til i kraft. Det begyndte at sprede sig over kæden. Ud fra den begyndte det at gå ud i stenen. Hele stenen begyndte at lyse i den smukkeste, gyldne farve. Mine hænder begyndte også at lyse. Lyset spredte sig ud i hele min krop. Helena vendte sig om og så på mig. Hun måbede helt. Så kom der et smil på hendes læber. Hendes smil smittede.

Langsomt begyndte lyset at arbejde. Det fjernede tågen og den grimme luft og erstattede med den friskeste og mest velduftende luft. Det visne, grå græs, der fyldte hele lysningen, blev grønt og frodigt. Der kom de smukkeste blomster frem. Mændende vi havde dræbt i forsvar begyndte at rejse sig op. Deres sår helede, ligesom både mine og Helenas. Deres gamle, sorte tøj blev skiftet ud med lyst, rent og ikke mindst helt tøj. Helenas og mit blev også skiftet ud. Tøjet var lyst, men havde stadig mange farver. Voldgraven blev til det klareste vand. Solen glimtede i det. Da lyset omsider nåede kanten af lysningen nærmest eksploderede det. Det helbredte og genopbyggede det hele. Træerne kom af med det sorte stads der havde været på dem hele tiden. Deres blade gik fra grå til en saftig grøn lidt gylden farve. De træer der var væltet blev rejst op igen. Mosset blev næsten samme grønne farve som bladene på træerne. Det stive, hårde buskads forsvandt mange steder. Andre steder blev det til bærbuske. Ud fra voldgraven sprang som bække. De flød ind i skoven og klukkede lystigt for sig selv. Fugle begyndte at synge de dejligste sange og livet kom tilbage til skoven. 

Vi stod i lang tid og bare så på forandringen. Jeg var helt betaget af skønheden. Solen badede hele landskabet i en gylden farve.
"Wow! Havde jeg kendt til skønheden ville være taget afsted på den her opgave noget før!" sagde jeg til mig selv.
"Du kunne ikke være taget afsted noget før. Skæbnen holdt dig tilbage," svarede Helena mig.
"Måske skulle vi se at komme tilbage til din søster og se hvordan det står til dér."
"Ja, det må vi hellere. Men jeg er sikker på at alt står vel. Hvis Den onde dronning var nået ind i menneskenes verden ville vi ikke have reddet det her, for så ville hun stadig have magt," da Helena havde sagt det gik vi direkte afsted. 

Nogle dage senere sad vi i Helenes kro. Vi fortalte hinanden om hvad der var sket siden vi skiltes. Der var ikke sket noget spændende ved Helene inden den store bølge af lys da jeg satte halskæden på plads. Fra det tidspunkt var der kommet kunder. Hun fortalte, at Den onde dronnings hære var blevet opløst. Alle dem der var trælbundet blev frie. Langt størstedelen af soldaterne var rejsende. Af den grund havde Helene fået en masse kunder. Midt i al glæden havde jeg dog hele tiden noget ikke så glædeligt i baghovedet. Faktisk to ting.
"Jeg har lige to ting," afbrød jeg i søstrenes glade snak. "Et: Jeg skal snart hjem, for tiden her går jo langsommere, så jeg har nok manglet i to uger i min verden. Og to: Har i nogen anelse om min mor er i live?"
"Jeg vil give dig ret i punkt nummer et. Du skal snart hjem," svarede Helene mig.
"Og jeg siger, og at jeg er i live til punkt to," sagde en kvinde der sad ved bordet ved siden af vores. Jeg havde ikke lagt mærke til hende. Hun lignede mig meget. Hun rejste sig og gik over til mig. Hun havde glædestårer i øjnene. "Åh, min lille Alma! Hvor har jeg dog savnet dig!" Jeg rejste mig op og fik tårer i øjnene. Kvinden slog armene om mig.
"Mor! Der er så meget der nu skal forklares," sagde jeg med en grødet stemme. Vi var genforenet. Mor og datter. Vi satte os igen. Og så begyndte min mor at forklare:
"Du var lige blevet født. Det var derhjemme. Jeg valgte at du skulle hedde Alma. Jeg gav dig den halskæde der er gået i arv i min familie. Jeg vidste hvad den skulle bruges til. Men tiden var ikke inde i min tid til det. Du var kun nogle dage gammel da din far og jeg tog her til landet. Helena, Helene og jeg havde et stærkt bånd til hinanden. Så jeg ville selvfølgelig vise dig frem. Under vores besøg tog Den onde dronning mig til fange. Og ja, så gik årene. Din far forbød dig at rejse hertil af angst for at miste dig. Han kendte profetien og vidste, at du en dag ville finde Døren."
"Hvordan kunne i tre så tit være sammen når det tog Helena og mig flere dage at gå hertil?" spurgte jeg nysgerrigt.
"Vi red på hurtige heste. De var utrolig hurtige. Men så tog Den onde dronning dem. Men jeg tror de er kommet tilbage."
"Mine er i hvert fald. De står ude i deres stald," sagde Helene.
"Nu har vi jo ingen heste her. Hvordan skal vi så komme hjem?" spurgte jeg.
"Jeg kom forbi Helenas kro i håb om at finde hende der da jeg blev befriet. Jeg fandt hende ikke, så jeg regnede med, at hun var her, for det var i går. Så opdagede jeg, at alle hendes heste var der. Jeg troede, at hun måske havde holdt til ved Helene i de mørke tider. Derfor tog jeg en hest og en med til hende, så hun kunne komme hjem. Så red jeg herhen. Du kan sidde sammen med mig, for vi rider uden saddel," svarede min mor. 

Nogle timer senere tog vi afsked. Mor og jeg skulle hjem. Vi red sammen tilbage. Det tog omkring to timer. Ved Helenas kro tog vi afsked med hende. Mor og jeg begyndte så at gå hen imod Døren for at tage hjem. Inden vi forlod Helena afleverede jeg tingene jeg havde lånt, men Helena insisterede på, at jeg beholdt dem. Vi enedes dog om, at jeg skulle tage tøjet med hjem, og så have det på hver gang jeg er i landet. Og brynjen og sværdet skulle blive hos Helena, men være i min ejendom. Hun ville have, at de skulle ligge inde på det værelse jeg havde sovet i da jeg var der sidst. Hun insisterede på, at værelset skulle blive min mors og mit værelse. Da jeg tænkte tilbage på det, kom jeg i tanke om, at Helena er en smule småskør. Jeg smilede ved tanken.

Da vi kom hjem blev vi mødt med åbne arme af min far. Specielt min mor, som han ikke havde set næsten hele mit liv. Han havde ikke meldt mig savnet, fordi han havde en stærk mistanke om hvor jeg var. Han nærmest vidste det.

Nu er vi ikke længere en halv familie med en masse løgne. Vi besøger nu regelmæssigt Landet, som vi kalder det, og kigger forbi ved Helena og Helene. Vi er allesammen lykkelige nu. Jeg håber, at det bliver ved med at være sådan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...