Uden dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jul. 2016
  • Opdateret: 23 jul. 2016
  • Status: Færdig
//bidrag til Piger 17' konkurrencen med temaet kærlighed. 3292 ord.

3Likes
0Kommentarer
238Visninger

2. Uden dig

Jeg var ret sikker på, at vi aldrig ville flytte os. Det kunne godt være, at vi ville blive sultne; begravet i sne eller desperat trængende efter noget så simpelt som en seng. Men selv hvis hele verden besluttede sig for at gå i mod os, ville vi vinde – og få lov til at blive siddende i øjeblikket lang tid, efter det sluttede.

Det havde været en varm sommerdag, og selvom solen stadig skinnede fra sin plads på himlen, havde den mistet så meget af sin magt over os, jeg var lige ved at tro, at blodet i mine boldårer var varmere end selveste solen. Ikke at man kunne bebrejde den – den havde gjort sin pligt gennem hele dagen og nu tog den en velfortjent pause og gjorde klar til, at stjernerne kunne tage over. Desuden havde der før været så varmt, jeg havde været sur på mig selv over ikke at have en brandslukker på mig, for der kunne meget vel gå ild i hele verden, mens luften nu var, hvad jeg ville kalde behagelig.

Du sad ved siden af mig. Vi sad i hver sin havestol på terrassen foran mit hus, men alligevel virkede det som om, vi var det eneste, der fandtes. Selvfølgelig stod huset bag mig, hækken foran mig, og jeg kunne ud af øjenkrogen skimte den hjemløse kat, der gik rundt i kvarteret. Lygtepælene stod også på vejen, og måtte i det øjeblik have selvmordstanker, da ingen lagde mærke til, at der var blevet tændt i det tilsyneladende evige sommerlys. Og mine forældre var indenfor, hvor de sikkert sad og drak billig rødvin fra fakta, mens vores skole lå en kilometer til min side og en sommerferie væk i min fremtid. Hele universet var ved min side, men du var den ubetydelig prik i det uendelige univers, der betød mest – i hvert fald i dette øjeblik.

Og sådan blev vi ellers bare – lige der. Ingen af os sagde noget, men nogle gange sagde stilhed også så meget mere, end lyd gjorde, og desuden havde vi allerede slidt vores stemmebånd halvt op i løbet af dagen.

Det var omtrent et år siden, at vi mødte hinanden på en ligeledes varm sommerdag. Vi stod inde i en boghandel og kiggede på hver vores bøger i hver vores liv, da du havde tabt en bog ned over din fod (dengang havde jeg syntes, at det var dumt) Nu var jeg sikker på, at det var det klogeste, du nogensinde havde gjort. For du havde ømmet dig højlydt, og jeg havde spurgt, om du var okay, og snart var vores samtale vandret så langt væk, ingen af os gad fange den igen. Jeg havde fundet ud af, at du også elskede Beatles og drømte om at flytte ned på havets bund i en gul undervandsbåd, så du kunne vente på, der engang kom en fisk svømmende forbi, der forstod referencen – så ville du have fundet dig en bedste ven. Du havde fundet ud af, at mit yndlingstidspunkt på dagen var 3:27, fordi jeg havde bildt mig selv ind, at det var der, hvor stjernerne skinnede allerklarest.

Og før nogen af os vidste af det, havde vi aftalt at tage i biografen den næst dag, fordi vi ikke orkede at være mere kreative med vores første date, og vi havde set en film, selvom virkeligheden for en gangs skyld var langt mere spændende, end hvad der foregik på skærmen. På vej hjem havde vi stirret længe på hver butiksrude vi gik forbi, og ladet som om vi kiggede igennem dem, selvom vi i virkeligheden bare kiggede på refleksionerne af hinanden. 

Som året gik lærte du mig, at øjenfyrværkeri ikke kan startes med en lighter, og jeg lærte dig, at det var muligt at være ensomme sammen. Vi brugte utallige regnfulde dage sammen på at drikke kakao så varm, at vores tungespidser aldrig blev de samme igen, mens vi talte regndråberne. Og du blev en del af min familie, så selvom du ikke selv havde en familie – kun en far, der havde tabt sin værdighed og ledte efter den på bunden af grønne flasker – gjorde det ikke noget, fordi du passede så flot ind i min. Vi forelskede os i hinanden, og vi lagde først mærke til det, da det var for sent.

Og nu sad vi stadig sammen og kunne stirre uhæmmet på hinanden. Du sad med den flaske sæbebobler du lige havde købt nede i Fakta – vi havde været dernede for en time siden og havde købt den billige rødvin til mine forældre og sæbebobler med Peter Plys på til os selv, fordi så meget voksne, var vi hellere ikke. Myggene sværmede omkring os. Dine læber var spidsede, mens du pustede ud gennem den lille ring, så sæbeboble efter sæbeboble steg til vejrs. Før havde jeg prøvet at fange alle boblerne, men nu havde jeg indset, at jeg havde brug for flere år, hvis jeg skulle have den mindste chance. Det var bedre blot at sidde ved siden af dig i havestolen og betragte alle boblerne forsvinde - også selvom det gjorde mig nostalgisk som ind i helvedet.

For det kunne godt være, at jeg i netop dette øjeblik følte mig lykkelig, men jeg havde altid set lykke som en sæbeboble, der tog plads lige ved siden af ens hjerte - før eller siden ville den blive punkteret, for virkeligheden havde så frygteligt lange negle.

I det øjeblik virkede virkeligheden dog mere fjern end nogensinde før. Sådan var det altid, når jeg var sammen med dig. Vi to kunne til sammen skabe en verden, hvor befolkningstallet kun var på 2 – og det kunne godt være, at det så ville blive vores job at holde sammen på verden, og hvordan kunne vi det, når vi ikke engang kunne holde sammen på os selv? Vi kunne ikke holde sammen på os selv, men vi kunne i det mindste holde sammen på hinanden.

Du var stoppet med at puste sæbebobler. Måske var du løbet tør for sæbe, eller luft for den sags skyld. Måske ville du bare nyde de sidste minutter med sol. Så kiggede du på mig og smilede. Smilede så bredt dit smil kunne nå op til flere gange rundt om Jorden, hvis det ikke havde været plastret til dit kønne, kønne ansigt.

Du skulle vist til at sige noget, måske ville du starte en af vores samtaler, der handlede om alt det der, der var præcis midt i mellem alt og ingenting.

”Jeg slår op med dig” sagde du og nu var dit smil så småt, det ikke en gang kunne en eneste gang rundt om Jordens inderste kerne. Heller ikke min lillefinger.  Det første sekund tænkte jeg, at det var endnu en af dine halvdårlige jokes, som kun du forstod. I det næste, havde jeg lyst til at skrige så højt, at mine uduelige øregange kollapsede, for jeg måtte da have hørt forkert. I det tredje var jeg ved at rive mig selv i armen i tilfælde af, at det her var mareridt. I det fjerde undrede jeg mig over, hvor pludseligt det virkede – alting havde været så lykkeligt. I det femte åbnede jeg endelig munden og sagde et enkelt ord.

”Hvorfor?” Du måtte da have en grund, du havde en grund til alting, det var bare ikke altid, at den fulgte alle reglerne for menneskelig logik – der var også så mange regler. Desuden hvis du bare blev ved med at tale behøvede jeg ikke tænke over, hvad dine ord betød. Sommerluften var pludselig blevet 10 grader koldere, og nu var mit hjerte fuldkommen vædet i sæbe fra boblen af lykke.

”Fordi at jeg ikke kan mere”. Normalt ville jeg grinende have rettet på din grammatik og fortalt dig, at man ikke kunne sige ”fordi at”. Nu kunne du have talt som en to-årig, og jeg ville stadig være ligeglad.

”Det går bare for hurtigt det hele, og jeg kan ikke længere følge med. Vi passer ikke længere sammen,” sagde du, og så ud til at være fuldkommen uvidende om alle de eksplosioner, du netop havde startet i min hjerne. Jeg havde på fornemmelsen, at før denne samtale var ovre, ville der ikke være nogen hjerne tilbage – kun huller. Jeg havde nu sat mig ret op i havestolen med øjnene spærret vidt op i mit forsøg på at rumme, hvad der var ved at ske.

”Det kan sagtens gå langsommere. Vi kan gå med 1 kilometer i timen, hvis det skal være. Du behøver ikke at – ” prøvede jeg med en tvivlende undertone, som jeg forsøgte at gemme efter bedste evne.

”Jamen, det er ikke dig, det er mig” sagde du i forsøget på at få mig til at smile lidt, da du vidste, hvor meget jeg hadede den kliche. Problemet var bare, at jeg i det øjeblik havde glemt hvilken vej, mundvigene skulle pege, når man smilede.

”Dit liv er vel bare for nemt i forhold til mit. Jeg mener – de eneste du kender som er døde, er din 92-årige oldemor og dit marsvin. Og du gør dig ikke engang umage, men alligevel er du ved at drukne i 12-taller. Alle snakker om, at du har fremtiden foran dig. Men min fremtid er allerede bag mig. Du tror, at du har det så forbandet svært, når du får et 10-tal. Jeg ser det som en normal dag, når jeg kommer hjem og skærer mig selv på glasskår fra min fars flasker -  de dækker hele gulvet.”

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til det. Måske var det bare en af de sætningerne, der er umulige at svare på. For det værste var, at du havde ret. Mit liv var så problemfrit, at jeg nærmest selv prøvede at finde problemer. Jeg beklagede mig over at vokse op, når jeg godt vidste at jeg ikke kunne gøre noget ved det, og jeg beklagede mig over, at mine forældre ikke forstod mig, når jeg var heldig at have to forældre, der bare prøvede.

Før jeg havde mødt dig, havde jeg altid troet, at hvis man sagde et ord nok gange, holdt det til sidst op med at give mening, stavelserne flød sammen til et rod på ens tungespids, og Den Danske Ordbog kunne skrive betydningen af ordet, og man ville alligevel ikke lytte. Men da jeg fik lært dit navn, brugte jeg mange søvnløse nætter på at hviske det igen og igen ud i luften. Og for hvert sekund gav du blot mere mening for mig.         

Nu havde jeg måske alligevel overskredet grænsen for hvor længe det var tilladt at gentage et ord, for lige nu forstod jeg dig ikke. Jeg havde ellers troet, at jeg gjorde dit liv bedre, at jeg gjorde altid mere udholdeligt for dig, og gjorde u’et i ulykke lidt mere stumt. Sådan som du gjorde for mig.

Mit hjerte var vant til at slå i takt til dit, mine lunger var vant til at dele ind -og udåndinger med dine, min hjerne fungerede kun nok til at vide, at din hjerne plejede at tænke for os begge. Hele min eksistens hang uhjælpeligt sammen med din, og jeg havde glemt hvordan det var at være et selvstændigt menneske. Og jeg var ikke sikker på, at jeg havde lyst til at lære det igen. 

Gennem det sidste år havde vi brugt oceaner af tid sammen. Vi havde sammen vist at lige meget, hvad vi kastede os ud i, ville vi altid flyde ovenpå – lige meget, om det var et ægte hav eller et hav af tid. Jeg havde altid været mørkeræd, ikke fordi jeg var bange for selve mørket, men det ukendte som jeg forbandt med det. Hvis du var mørke, var du dog oplyst af de mest klare stjerner (klarere end dem 3:27 om natten) og jeg kunne se hver en del af dig. Havde jeg troet.

”Er du sikker?” Det var de tre ord, jeg kunne få frem, og de var endda ikke mere en hvisken – en håbefuld hvisken, da jeg vidste at dine tanker var som en orkan, du skiftede retning og mening konstant.

Du rejste dig blot op fra havestolen, kastede et kort blik på haven og på det røde murstenshus jeg kaldte hjem. Så bøjede du hovedet en enkelt gang, bekræftende.

I det øjeblik var jeg den ulykkeligste person i universet. Folk ville måske påstå, at der var så mange andre, der havde det værre end mig; de flygtninge, der slæbte sig over grænse efter grænse, dem som netop havde fået konstateret uhelbredelig kræft, dem som havde mistet hele deres familie i en bilulykke. Sandheden var, at de også var de ulykkeligste; en del af livet var konkurrencen om ulykke, og selvom ingen havde lyst til at deltage for da slet ikke at tale om at vinde, så var førstepladsen alligevel delt af så uendeligt mange.

Så måske var det overdramatisk og selvisk at tænke sådan, men nogle gange har mennesker simpelthen brug for at være selviske for at overleve. Det var i hvert fald, hvad jeg fortalte mig selv igen og igen i håbet om at jeg til sidst ville begynde at tro på det. Jeg havde nu også rejst mig op.

Hvis jeg kendte mig selv ret, burde jeg for længst være brudt sammen på jorden, i et væld af tårer og minder. Tværtimod blev jeg blot stående, og stirrede og stirrede og stirrede på dig, mens jeg fuldkommen havde glemt, hvad det ville sige at bevæge sig. Det var måske også for det bedste, da alt hvad jeg ville gøre fremover blot ville gøre det hele værre. Hvis jeg græd, ville du vende øjne af mig og fortælle mig, at det her ikke var ulykke, ikke noget at græde over; hvis jeg sagde noget, ville jeg aldrig lukke munden igen, hvis jeg klamrede mig til dig, ville du…

Ikke desto mindre flyttede du dig heller ikke. Jeg var sikker på, at du også tænkte tilbage på det seneste år, og spekulerede på, hvordan vi var endt sådan her.

Kunne du også huske, hvordan vi havde været hjemme hos mig i nytåret og var gået ud i haven for at lave sneengle, selvom der intet sne var. Kunne du også huske, hvordan du havde tegnet en vintergæk,  og vi havde kopieret din tegning hundrede gange ved brug af skolens kopimaskine, og hvordan vi efterfølgende havde lagt vintergækken rundt i byen; for hvis foråret ikke ville komme af sig selv, måtte vi jo bare selv få det frem. Og kunne du huske, at jeg havde fundet ud af, at du endnu ikke havde læst Harry Potter og var endt med at læse alle syv bøger højt for dig? Eller dengang hvor vi havde set Titanic for første gang, og jeg havde kastet popcorn efter dig, fordi du ikke var menneskelig nok til at græde ved slutningen.

Jeg huskede det. Men nu var alle disse minder blevet reduceret til, ja… minder, og der var kun en ting tilbage. Vi vidste det begge to. Lige nu var der så stille, at jeg kunne høre vores hår vokse, vores negle gro og vores knogler skrabe mod hinanden i deres forsøg på at få os til at vokse op. At vokse op og vokse fra hinanden.   

Men nej, jeg kunne ikke forestille mig, at mit liv ville fortsætte uden dig, ligesom før jeg mødte dig, jeg kunne ikke, JEG KUNNE IKKE.

Når vi kyssede var jeg ikke længere en del af verden; jeg blev til en del af dig, og sammen kunne vi række verden vores langefinger, da vi to til sammen var uafhængige af den; vi var de eneste af hele verdensbefolkningen, der ikke stod med fødderne solidt plantet på jorden; tværtimod gik vi aftenture på skyerne og brændte jævnligt vores fingerspidser på solen.  Men nu – uden dine læber mod mine, havde jeg ikke blot jordforbindelse, jeg befandt mig 20 meter under jordens overflade og kunne ikke få luft.

Man snakkede, om at hjerter gik i tusindvis af stykker, når de blev knust. Det var ikke sandt. Tværtimod knækkede mit hjerte i to simple stykker, det ene stykke tilhørte den version af mig, der havde været en del af os, det andet var den nuværende mig, som skulle vænne sig til kun at være mig. Men kunne man ikke godt leve videre med et halvt hjerte?

For ja, jeg havde mistet en del af mig stående der på den solvarme terrasse. Men det betød ikke, at resten af mig ikke kunne fortsætte, komme videre, og efterlade den manglende del blødende på jorden. Hvor lang tid var der gået siden du havde sagt netop de fire ord. 2 minutter? Der ville gå så mange flere sekunder, og selvom de ville være uden dig, ville jeg stadig have minderne om dig. Man kunne ikke leve i minder, det vidste jeg godt, men en eller anden dag skulle jeg nok få skabt nogen nye minder, som jeg havde lyst til at leve i. Og når den dag kom, ville minderne om dig ikke længere gøre ondt.

Det lød alt sammen så godt, men det var stadig svært at tro på det. Og det kunne godt være at det bekræftede dine værste fordomme om, at jeg var mere lykkelig end godt var, men jeg kunne bare ikke forestille mig, at mit liv ville blive godt igen uden dig. Det kunne godt være, at du var og blev min første kærlighed og langt fra ville være min sidste. Det kunne godt være, at jeg inderst inde vidste, at jeg havde en familie, der kunne hjælpe med at fylde hullet efter dig ud (jeg var også så langt ude inderst inde) Det kunne godt være, at jeg også havde haft en ven i dig og du havde været min eneste ven, men jeg kunne sagtens få andre venner, hvis jeg bare prøvede hårdt nok. Det kunne godt være så mange ting, at der næsten ikke var nogen ting tilbage, som bare var.

Vi var kollideret ind i hinandens liv i en boghandel for et år siden. Siden da havde jeg været høj på lykke, og høj på at blive elsket for det rod, som jeg var. Men selvom jeg måske var flydt ovenpå gennem hele året, kunne det godt være, at du havde været nede og skrabe bunden – vi havde været i samme hav, og alligevel så langt fra hinanden. Og nu var det åbenbart på tide, at vi forlod hinanden igen og fortsatte videre. Ikke som før – ikke som om vi aldrig havde mødt hinanden, nej tværtimod ville vi leve videre ikke med hinanden men med mindet om hinanden, selvom jeg syntes, at det var utænkeligt, som vi stod der i haven - få meter fra hinanden.

Solen var forsvundet i horisonten, præcis som du nu ville forsvinde fra mig. Så kunne jeg gå ind og efterlade Peter Plyssæbeboblerne for i stedet at spørge forældre om jeg måtte få en slurk af deres rødvin. Jeg skulle bare få sagt det først. Farvel. Selvfølgelig ville vi måske støde ind i hinanden om et halvt år i Rema 1000, og du ville måske sende en sms hver måned  i et ynkeligt forsøg på at holde kontakten

Alligevel var det at sige det ord ligesom at springe fra en meget høj klippe – jeg var allerede i luften, og jeg havde ikke andet valg end at give slip på dig - og ikke klippekanten i en eller anden halvdårlig metafor.

Du ville ikke længere være der til at fortælle mig, at alting nok skulle blive okay, men så måtte jeg bare sørge for, at det alligevel blev det. Jeg ville ikke længere være der, når du havde brug for at græde lydløst ned i min skulder og lade som om, du ikke kendte til tårer den næste dag.

Uden dig, ville der ikke være et ’os’, men der ville stadig være et ’mig’.  

”Farvel” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...