Sommerlejren

arrrrgh... Jeg følte jeg skulle besvime. Neeeej, Neeeeej... Vi skreg begge i vilden sky og løb og løb. Det måtte være en ond drøm. Men nej, Michael var lige i hælene på os, mens han råbte: "kom tilbage, kom tilbage nu, eller jeg......." Jeg kunne ikke mere, jeg hev efter vejret, jeg kunne simpelthen bare ikke løbe længere. Hans fortrin var lige bag mig...

1Likes
0Kommentarer
206Visninger
AA

2. Den hyggeelige gå-tur

da vi havde hilst på alle vores kammerater, var det begyndt at blive mørkt. Rebecca og jeg havde aftalt lige at gå en stille og rolig aften tur, inden vi skulle sove. Det var vist en meget god idé for allerede næste dag gik det løs med en masse sjove og vilde aktiviteter allerede fra den tidlige morgenstund. Rebecca og jeg gik ind i den hyggelige skov. Jo længere vi gik ind i skoven, jo tættere stod træerne. Det fik skoven til at synes dyb og mørk. Pludselig holdt fuglenes kvidren op. Det var som om, det med ét blev stille. Ingen kvidren. Ingen bevægelse. Ikke den mindste lyd. Som om skoven med ét var blevet forladt.

 

 

trods stilheden var det som om, vi ikke var alene. Rebecca kiggede på mig. Hvorfor var hun pludselig så bleg i ansigtet? Hun lignede jo én der lige havde set et spøgelse...

 

Med ét blev der næsten tåget overalt. Og så skete det, der bare ikke måtte ske. En skygge eller et eller andet ubevidst løb forbi os - og fortsatte gennem skoven - Det var som om en ekstrem kulde havde passeret os. Det var mildest talt en underdrivelse, hvis jeg sagde jeg skreg! Aldrig i mit liv har jeg været så bange. Mit hjerte hamrede, så jeg troede det skulle hoppe ud af kroppen. Rebecca råbte panisk af hendes lungers fulde kraft: løøøøøb. Og det skal jeg love for, vi gjorde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...