Northern downpour

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jul. 2016
  • Opdateret: 14 jul. 2016
  • Status: Igang
Valentina er vokset op og arbejder i et cirkus. Luke er en ganske almindelig dreng fra London. Da de to mødes, mærker de begge en gnist. Men hvad er det? Og hvad vil der ske, når Valentina's cirkus rejser videre, mens Luke stadig er i London?

0Likes
0Kommentarer
105Visninger
AA

1. Kapitel 1

Kapitel 1

Valentina’s P.O.V

Klokken er mange. Det er ved at være tid til at gå på, men alligevel står jeg og ser op på stjernehimlen. Jeg ved godt, at jeg burde gå ind og gøre mig helt klar, men der er bare noget magisk over stjernehimlen. Den er ikke ligesom den magi man oplever i et cirkus, selvom der også er en hvis magi i det, men som den magi man læser om i bøger. Noget helt særligt, som ikke alle forstår.

Jeg er helt væk i mine egne tanker, da jeg hører nogen råbe mit navn. Det er ved at være tid. Med stjernehimlen stadig i tankerne, løber jeg hen mod min vogn hvor min fader står og venter. Et hurtigt smil i hans retning, mens jeg skynder mig op af de få trin. Endnu en gang har jeg ladet tiden løbe fra mig.

”Fortryllet af stjernerne igen, min pige? ” Spørger han med et blidt udtryk i øjnene og et lille smil. Med lethed drejer jeg rundt og sender ham et smil, det samme smil som han altid for til det spørgsmål. Det er det samme hver gang. Jeg kigger på stjernerne og glemmer tiden, hvor han så må finde mig og sørger for jeg når derhen i tide.

Da jeg først er inde i vognen må jeg skynde mig. Jeg har ikke særlig meget tid, og der er en del ting at gøre. Med en hurtighed som ganske få får jeg gjort mig klar. Inden jeg går ud af vognen igen, tjekker jeg hurtigt at makeuppen er lagt korrekt og håret sidder rigtigt. Da det er ordnet må jeg skynde mig hen til teltet, for jeg har ikke meget mere en 5 minutter før jeg skal på.

***

”Og det var så den fantastiske Valentina! ” Lyder det fra højtalerne da jeg med et stort smil forlader arenaen. Da jeg kan høre de store scenetæpper falder i bag mig, og alle tilskuernes øjne ikke længere følger mit mindste skridt, falmer mit smil en smule. Selvom denne aften ikke har været anderledes en nogen andre aftner, så føles denne aften så meget længere. Det kan have noget at gøre med min ankel. Halvvejs inde i showet faldt jeg lidt for hurtigt ned, hvilket medførte en voldsom smerte i anklen. Men the show must go on som man nu siger.

Jeg når ikke særlig langt væk fra indgangen til arenaen før min ankel også må give op. Med et lille smertes udbrud sætter jeg mig på en af hundetrænernes kasser. Forsigtigt mærker jeg på den, men må hurtigt give op, da et jag af smerte stiger op gennem min ankel. Så nu må jeg altså sidde her, indtil showet er slut eller indtil nogen for øje på mig. Helst den sidste.

I aften visser sig også at være min heldige aften, for i næste øjeblik for Marco, den ene halvdel af D’Amico tvillingerne, løbene hen imod mig. Han kigger et kort øjeblik på mig med et undrende blik, men da han ser hvordan jeg sidder forsigtigt med min ankel, kommer der et forstående udtryk over hans ansigt.

”Anklen igen? ” spørger han med et skævt smil. Det er ikke først gang den er galt med min ankel, men det er formentlig heller ikke den sidste. Jeg behøver ikke en gang at sige noget, for vi ved begge hvad der må gøres nu. Han holder derfor kort en finger op, for ligesom at sige vent et øjeblik, hvorefter han skynder sig afsted.

Imens han er væk sidder jeg og kigger mig lidt omkring. Alt for mange gange har jeg siddet ovre i dette hjørne med en smertende ankel, mens en eller anden løber ud efter en forbinding. Det var dog mest da jeg var mindre, for der havde jeg ikke helt styr på mine tricks endnu. Det er meget lang tid siden det sidst er sket.

For anden gang i aften bliver jeg revet ud af mine egne tanker, dog denne gang af ingen ringere end D’Amico tvillingerne. Jeg sender dem begge et skævt smil, men den ældste af de to brødre, Nico, sender mig et bekymret et tilbage. Han er ikke meget ældre end mig, men han opfører sig stadig som min storebror, og er derfor også altid meget bekymret for mig.

”Det er ikke noget alvorligt, Nico. En ispose og en forbinding, så burde det være bedre i løbet af kort tid. ” Siger jeg med et skævt smil, mens jeg rejser mig op. Da jeg skal til at lægge en arm over hver deres skulder, da de former et sæde med deres arme og for løftet mig op. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt over det. Nok er vi alle voksne mennesker, eller i hvert fald tæt på at være det, men vi opfører os nu en gang oftere som børn.

Mens de bærer mig ud af teltet, snakker vi lystet om aftenens forestilling. Om hvad der gik godt, hvad der gik knap så godt og alle de sjove ting som skete. I mens leger jeg lidt med Marco’s hår, af en simpel mangel på andet at lave.

”Du har virkelig brug for en klipning Marco. ” Griner jeg let da de sætter mig ned på en stol i min vogn. Han ryster dog bare på hovedet af mig, mens han leder efter en forbinding og ispose, og Nico tjekker min fod. Det er altid det samme med Nico. Vi kan hygge os og have det sjovt, men så snart der er den mindste chance for, at jeg ikke har det godt eller ikke er sikker, så bliver han meget beskyttende. Sådan har det altid været.

Jeg er vokset op i dette cirkus, Circus Sól, sammen med min far. Men fordi han har været ansvarlig for hele cirkusset, så har jeg været ladt til mig selv en god del af min barndom. Eller ikke helt til mig selv, for når min far ikke havde tid, så tog alle i cirkusset sig af mig. Især D’Amico familien tog sig en del af mig, hvilket betød, at tvillingerne og jeg voksede lidt op som søskende. Derfor har vi også et stærkere bånd end de fleste.

”Du må altså passe bedre på Val. En eller anden dag vil du komme alvorligt til skade, og hvad ville vi så skulle gøre? ” Spørger Nico.

”Jeg blev distraheret et kort øjeblik. Det sker. Det sker også for dig og Marco en gang imellem. ” Siger jeg med et let ryst på hovedet.

”Måske, men det vi laver er heller ikke lige så farligt som det du laver. Vi ønsker bare ikke at se dig komme til skade, Val. ” Både Nico og Marco kigger nu på mig med et halv bekymret blik.

”Jeg ved det godt. ” Jeg kigger lidt ned i gulvet da jeg siger dette, for jeg ved godt, at de har ret. Ingen ønsker at se nogen de holder af komme til skade.

”Godt. Sid nu stille, så vi kan få bundet den ankel ind og lagt is på. ” Erklærer Nico, inden han tager imod forbindingen fra Marco og begynder at vikle den om min ankel. I starten gør det ondt, men da isen bliver lagt på, bliver smerten mindre. Da Nico også hr fået sat isposen lidt bedre fast, tager Marco et par krykker fra hjørnet i min vogn og giver dem til mig.

Nu hvor anklen har fået støtte og jeg et par krykker, kan vi endelig gå tilbage til teltet. Tvillingerne skal også snart ud i arenaen, så de smutter i forvejen, mens jeg ved hjælp af krykkerne lige så stille går derhen. Jeg nyder altid at se tvillingernes show, for det er rent talent, tillid og hårdt arbejde. De er virkelig passionerede med det de laver og arbejder virkelig hårdt for at lave et godt show. Sådan har vi det alle sammen, men der er bare noget helt specielt ved lige præcis deres optræden.

***

Klokken er ikke meget mere end 6 den næste morgen da vi tager afsted. Jeg sidder i D’Amico brødrenes vogn, mens de snakker om et nyt nummer til forestillingen. Det har ikke den store interesse for mig, så jeg sidder bare og læser i en bog mens de snakker. Der er ikke så meget at lave mens vi kører mod det næste sted, udover at snakke, læse og sådan nogle ting. Normalt samles de unge af os i en vogn, hvor vi så spiller spil og hygger os, men denne gang havde de fleste travlt med at gøre ting klar til det næste show. Desværre kan jeg ikke gøre mig klar til det næste show denne gang, da min ankel ikke er helt i orden endnu. Det er surt, men der er ikke rigtigt noget at gøre ved det.

”Glæder du dig til at komme til London, Val? ” Spørger Marco med et let smil. Jeg kan ikke lade være med at smile tilbage, for det er så lang tid siden vi sidst har været i London. Det sidste års tid har vi været rundt omkring i Europa, USA og Rusland. Og selvom jeg elsker at se verden, så er London absolut en af mine favorit byer at besøge.

”Jeg glæder mig rigtig meget. Det er lidt surt, at jeg ikke kan optræde den første aften, men så har jeg jo mere tid til at gå rundt i Londons gader. Det bliver fantastisk. ” Jeg hvisker det sidste lige så stille, men både Marco og Nico hører det og smiler tilbage til mig. Alle de gange vi har været i London, har de lovet mig, at vi skal en tur rundt i Londons gader. Dog har vi indtil nu ikke haft tiden til det.

Med et let ryst på hovedet rejser jeg mig fra min stol, tager krykkerne og går ned til dem i den anden ende af vognen. De sidder endnu en gang og snakker om en ny del til deres optræden. Jeg lægger mig ned på Nico’s seng, mens jeg kigger på de to drenge og smiler. Det er ikke fordi jeg prøver at sove, men det sker lige så stille. Da jeg vågner igen er vi i London.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...