Støv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Igang
En pige vågner op på hospitalet, og får at vide, at nogen har reddet hende fra et selvmordsforsøg. Sarah husker dog intet om at ville begå selvmord, og da hun ser det brev, hun skulle have efterladt til sine forældre, er hendes hukommelse helt blank. Måske var historien i virkeligheden en helt anden, end den alle andre havde stykket sammen?

0Likes
0Kommentarer
79Visninger

1. Vand

Det første jeg husker, er vandet. Blåt og dybt, omsluttende, skræmmende og stort. Følelsen af at komme til at åbne munden, så vandet trængte ned i lungerne. Måske svedte jeg over hele kroppen, men hvis jeg gjorde, kunne jeg ikke mærke det, så længe der var vand omkring mig.

Jeg rystede - ikke af varme eller kulde - men af livet, som prøvede at holde fast i mig. Mine lunger var ligesom våde vaskeklude, som skulle vrides, men i stedet var det hele min krop som vred sig, og jeg kunne hverken se bunden eller lyset foroven. Faktisk anede jeg ikke, hvad der var op og hvad der var ned. Der var ingen retning, intet sted, intet punkt i universet, som gav mening. Jeg var der bare. Og måske var jeg der slet ikke længere.

Jeg mistede fornemmelsen af tyngdekraften og svævede under vandet.

Min hals som snørede sig sammen, som om den prøvede at holde vandet ude, som om den troede, at den kunne forhindre mørket i at overfalde mig. Men alt det blå blev sort, og da jeg vågnede, føltes det som om jeg havde sovet meget, meget længe.

 

Lys.

Det varer lidt, før jeg ved, at jeg lever. Jeg mener, lyset kunne ligeså godt komme fra Jesus eller Allah, eller en anden gud jeg ikke tror på. Måske bliver man religiøs, hvis bare man mangler ilt længe nok. Jeg ville alligevel hellere ende i himlen end jeg ville spises af orme under jorden. Eller gå i opløsning på havets bund.

 

Hospitalslampernes lys lugter næsten ligeså meget af død som havbunden.

Jeg lukker øjnene igen, hårdt, og der er rødt på indersiden af mine øjenlåg. Jeg har ingen fornemmelse af, om jeg har sovet i en time eller måske flere år.

Jeg har altid forestillet mig, at det ville være sejt at ligge i koma virkelig længe, og så vågne op, og se hvordan verden havde udviklet sig, mens man sov. Det ville være lidt ligesom at rejse i tiden. Gad vide, hvor længe jeg har sovet?

Hospitalssengen er hård og gør ondt at ligge på. Jeg forestiller mig fornemmelsen af vægtløshed under vandet, og på en måde beroliger det mig, selvom jeg samtidig har lyst til at kaste op. Nej, jeg bliver ikke beroliget. Jeg kan ikke få luft. Jeg er under vandet igen. Mine lunger er fyldt med vand, jeg kan ikke trække vejret, jeg kan ikke...

Pludselig sidder jeg op i sengen og hoster og harker, og en læge har hånden på min skulder, og min far kigger på mig med røde øjne. Ved siden af ham sidder min mor, med hånden på hans knæ. Hun ser helt forkert ud, fordi hun ikke har noget makeup på. Hun plejer kun at se sådan ud, hvis hun er syg.

Jeg holder fast i sengen, ligesom for at overbevise mig selv om, at jeg er til stede og i live. Jeg er bange for, at jeg pludselig er under vandet igen. Jeg er bange for, ikke at kunne trække vejret.

"Skat" siger min far, og selvom det kun er et enkelt ord, knækker hans stemme. Min mor tager fat i min hånd. "Sarah" siger hun. Ikke på en måde, som er fuld af følelser, ligesom min far. Mere hårdt.

Først føler jeg ikke noget, og pludselig er verden fuld af musik, fordi jeg kan mærke, at jeg er i live, og at havet alligevel ikke har fanget mig. Og samtidig kan jeg mærke, at jeg ryster, og jeg bliver bange for, at det kun er noget jeg drømmer, og at jeg slet ikke er vågnet i virkeligheden. Og jeg har lyst til at græde, grine, råbe og skrige på en gang. I stedet kigger jeg bare rundt i rummet.

 

"Du er på hospitalet, Sarah" siger lægen. Tak, det vidste jeg overhovedet ikke. "Det er forståeligt, hvis du er lidt forvirret i det første stykke tid. Er du træt?"

Alle ordene hænger i luften uden at give mening. Det føles, som om lægen har sagt dem i den forkerte rækkefølge, og jeg bliver nødt til at arrangere dem, og sætte dem i den rigtige rækkefølge, før jeg kan forstå hvad hun siger.

- "Kan du høre mig, Sarah?"

Hun bruger mit navn hele tiden. Det er underligt, for jeg ved jo ikke hvad hun hedder. Igen varer det lidt, før jeg overhovedet forstår, hvad hun siger til mig. Hun kalder på en af de andre læger, og mine forældre kigger på mig, og nu ser de begge to helt forkerte ud. Min mor er stadig hård, men hvis man kigger godt efter, kan man se, at hendes øjne flakker rundt, og hver gang hun kigger på min far, bevæger mundvigene sig, som om hun skal til at græde. Min fars ansigt skjuler intet. Hver rynke i hans ansigt har sin egen bekymring. 

 

Da lægen kommer tilbage, kigger jeg op på hende. "Hvad hedder du?" spørger jeg.

"Åh" udbryder min mor, og min far begynder at græde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...