Blinded: Immortal Love - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
3'er i BLINDED: Avery og Niall har efterhånden været det meste igennem, og deres forhold fungerer som det skal. Men da Niall kommer ud for en uventet ulykke, bliver Avery for alvor udfordret. Hun skal håndtere Niall og Harry samt en gammel kending igen, uden viden om hvordan det hele vil ende.

1Likes
0Kommentarer
1528Visninger
AA

10. Kapitel 9

Jeg så op og mødte Louis’ bekymrede blik, mens han stirrede med store øjne på min krop.

Jeg krympede mig under hans blik og hev fat i et håndklæde, som jeg straks viklede om mig. Af en eller anden grund, kunne jeg ikke lade være med at skjule mig, selvom jeg stod i underbukser og BH – det kunne sammenlignes med en bikini.

Louis’ ansigtsudtryk skiftede fra overrasket til alvorligt.

”Avery, svar mig ærligt. Hvor mange måltider får du om dagen?” han kom tættere på, fik mig til at forstå det alvorlige i, at jeg skulle svare ærligt.

”2, ” mumlede jeg kort, med øjnene rettet mod gulvet.

”Se mig i øjnene og fortæl det.”

”1.. Men Louis, jeg spiser meget der! Jeg glemmer bare de andre, det er ikke med vilje!” forsvarede jeg mig selv og kunne mærke panikken stige op i mig. Han ville forhåbentlig ikke have mig til at forlade Nialls side 3 gange om dagen!? Det ville jeg ikke kunne holde ud. Det var forfærdeligt nok at skulle i bad; Jeg kunne ikke se ham, og hvad hvis han enten døde eller vågnede, mens jeg var væk. Det ville jeg ikke kunne bære – derfor var jeg blevet ekspert i lynbade og i at få så få måltider som muligt.

Han rystede på hovedet, inden han fangede mine øjne.

”Jeg snakker med en sygeplejerske. Tag tøj på, interviewet starter om en 30 minutter.” Jeg spærrede øjnene op og spurgte: ”Interviewet er her på hospitalet, ikke?” Han nikkede, og jeg åndede lettet op. Jeg var nemlig ikke fuldstændig indstillet på at skulle længere væk fra Niall end højst nødvendigt.

Han gik ud af døren og lod mig alene, igen. Selvfølgelig havde han ret. Jeg var blevet for tynd, men det var ikke på grund af anoreksi eller bulimi. Det var ganske enkelt på grund af min bekymring for Niall. Det havde ikke været meningen at blive så tynd.

Jeg tømte mine tanker og begyndte at tage tøj på. De såkaldte ’stramme’ bukser sad løsere end sidste gang, jeg have dem på. Jeg sukkede irriteret og tog toppen på, placerede de sidste 4 centimeter af dem nede i cowboybukserne og tog baseballjakken på. Jeg orkede hverken at gøre noget ved mit hår eller mine øjne – så nu fik de mig sådan her, så måtte de klage. Det ville jeg sådanset være ligeglad med.

Jeg forlod badeværelset med det tøj, jeg havde haft på før, i hænderne. Med ekstremt forsigtige bevægelser bøjede jeg mig forover og lagde det i kufferten. Bukserne truede nemlig hele tiden med at falde ned – og kombinationen af for store og lavtaljede bukser var forfærdelig. Jeg tog et diskret, tyndt bælte til at holde bukserne oppe med og førte det igennem stropperne, der sad hele vejen rundt ved min talje. Det fik dem til at blive, hvor de var, men det hjalp stadig ikke på at de var lidt løsere omkring skinneben og lår – og ikke mindst om min røv, som ikke var alt for stor i forvejen.

Louis stak hovedet ind og spurgte; ”Er du klar?” Jeg tog mine Converse på og nikkede. Nu var jeg i hvert fald så klar, som jeg kunne blive. Jeg tog en dyb indånding og kastede et sidste blik på Niall. I mine tanker kyssede jeg ham farvel, men i stedet fulgte jeg bare Louis ned af gangen. Jeg bad til, at der ikke ville ske noget med Niall, mens jeg var væk.

Mig og Louis gik ved siden af hinanden ned til rummet, hvor interviewet skulle foregå. Da vi kom til en dør, hvor der stod ’Mødelokale’, drejede Louis ind. Jeg sakkede lidt bagud, tøvende. Skulle jeg, skulle jeg ikke?

Louis stak hovedet ud af døren, som tilsyneladende var lukket lige foran mig; ”Kommer du?” Han smilede opmuntrende, og det fik mig til at træde ind i mødelokalet, som lignede et presserum. Harry, Zayn og Liam sad allerede ved bordet, alle sammen med mikrofoner og høretelefoner.

Fuck, skal vi i radioen?

Jeg nåede ikke at sige fra, inden jeg fik stukket en mikrofon og et par høretelefoner i hånden og blev sat på en stol, ved et stort bord. Overfor os, sad en fyr, sikkert radioværten, med en større mikrofon og trykkede på musen, som var sat til den store computer, der næsten skjulte ham.

Drengene havde taget deres høretelefoner på, og foran dem stod mikrofonerne. De blev holdt oppe i mundhøjde af et lille stativ. Jeg tog høretelefonerne på og kunne høre alt det der blev sagt ind i mikrofonerne. Mikrofonen placerede jeg foran mig, men den blev straks rettet på af en tekniker, som stod klar i baggrunden.

Jeg satte mig tilbage i stolen og forsøgte at lægge tankerne om Niall lidt væk, bare lige et par sekunder. Men alle mine tanker drejede sig om ham. Han var som en sang, jeg ikke kunne få ud af hovedet.

Fyren, der sad bag skærmen, vendte pludselig opmærksomheden imod os. ”3, 2, 1,” mimede han og sørgede for, at han havde alles opmærksomhed. Jeg så på ham og lyttede, da han begyndte at snakke ind i sin mikrofon:

”og det var et af 2012’s helt store hit, Flo Rida med Whistle. Nu er det Jack, som er jeres vært. Jeg har fået besøg af One Direction, eller i hvert fald fire af dem og Nialls kæreste igennem 3 år. Som i nok ved, kære lyttere, ligger Niall Horan i koma på Great Ormond Street Hospital i London. Ingen ved rigtig noget om ulykken, ud over at Niall blev kørt ind i. Føreren er selvfølgelig fundet, og sagen bliver lige nu behandlet i retten, men alt tyder på, at det blot bliver en bøde,” han holdt en kort pause i sin talestrøm, og jeg åndede tungt ud, mens jeg koncentrerede mig om de ord, der blev sagt i mine høretelefoner.

”Nå, Avery. Ved du, hvorfor Niall var ude at køre bil den morgen?” Jeg skar ansigt og blev pludselig utrolig glad for, at der ikke var nogen kameraer til at filme os.

”Jeg var blevet syg, og så ville han hente medicin til mig..” mumlede jeg og kunne mærke smerten prikke mig i siden. Det var ulideligt. Teknikeren i baggrunden signalerede til mig, at jeg skulle snakke højere, mens jeg mest af alt havde lyst til at give ham fingeren. Idiot.

”Så er det her en rigtig tragedie!” udbrød han, falsk overrasket. ”Man kan jo næsten sige, at han satte livet på spil for dig.”

”Han er ikke død endnu,” svarede jeg, næsten inden han var halvvejs i sætningen. Han rullede diskret øjne, men jeg så det. Jeg vidste det. Jeg var blot en belastning lige nu, og jeg var træls at høre på. Jeg burde gå.

”Nejnej, selvfølgelig ikke. Liam! Kan du forestille dig at lave musik uden Niall?” Jeg rettede blikket imod Liam, som kløede sig i håret, inden han svarede: ”One Direction er ikke One Direction uden Niall. Måske vil jeg stadig med at lave musik, men det vil slå mig hårdt ud, hvis han døde.”

”Zayn, din ven igennem næsten 6 år er døende – hvordan har du det egentlig?” Blodet forsvandt fra Zayns ansigt, og han blev helt bleg.

”For det første, er Niall ikke bare en ven. Han er langt mere end det. Og kort sagt, så har jeg det faktisk ikke skide fedt.”

”Skide fedt?”

”Jeg har det ad helvede til. Jeg håber, at han overlever det her,” brummede han irriteret. Værten klikkede lidt på sin computer og rettede blikket imod Louis.

”Louis, hvilke af Nialls pårørende er til stede på hospitalet døgnet rundt?” Louis så lettet ud, og det forstod jeg godt. Jeg ville også være gået i hak, hvis Jack havde spurgt mig om det andet.

”Avery, mig og Nialls forældre,” svarede han. Jack nikkede anerkendende til svaret og trykkede igen på musen, så den sagde der irriterende lyd. Klik klik klik.

”Nu har vi åbnet for jer lyttere, så i kan ringe ind. Vi vælger 3 heldige, som får lov til at stille deres spørgsmål til enten Liam, Zayn, Louis, Harry eller Avery.” Der gik ikke engang 4 sekunder, så ringede den telefon, han havde på bordet. Han trykkede på et eller andet, og pludselig kunne jeg høre lyden fra en pige der begyndte at snakke. Jack snakkede lige kort med hende inden, bare for at stille de normale standard spørgsmål. Hvor hun ringede fra, hvad hun hed. Så gav han hende grønt lys til at snakke med os.

”Louis,” bekendtgjorde hun. Han satte sig længere frem i stolen for at kunne lytte bedre.

”Hvor stor er chancen for at Niall overlever?” Ingen åndssvag fnisen, bare en rolig, venlig fan, som var nervøs for sit idol. Jeg fik helt medlidenhed med hende.

Louis svarede ikke med det samme.

”Vær’ ærlig, jeg kan godt ta’ det.” mumlede hun. Ja, men hvad så med de resterende 30 millioner fans?

”Det er stadig fifty fifty,” sagde han til sidst, en løgn – han havde sikkert snakket med manageren om, hvad han måtte sige og ikke sige.

Jack overtog snakken igen, mens vi bare sad og gloede ud i luften. Stemningen var lidt trykket. Jack lagde på og straks efter, ringede telefonen igen. Jeg så på den og bad til, at det ikke var et spørgsmål til mig. Endnu en pigestemme lød i høretelefonerne, og jeg lyttede nysgerrigt. Hun lød ophidset, hvilket jeg måske godt forstod.

Jack gav også hende grønt lys, og så gav hun mig det største chok, jeg havde fået i mit liv.

”Avery,” sagde hun sødt, men jeg kunne godt høre den kolde, ophidsede undertone.

”Din fucking bitch! Det er din skyld, at Niall ligger på hospitalet, du burde dø, din mødlud..” Jack havde lagt på og dermed redet mig fra ydere tilsvininger. Jeg tog en dyb vejrtrækning og valgte at stille den op imod det med Niall; det var helt klart ikke noget, jeg behøvede at bruge nogle tårer på. Jeg sank klumpen i halsen og så over på Jack. Jeg kunne mærke fire blikke hvile på mig, men jeg ignorerede dem. Det skulle nok gå, jeg havde klaret det i 3 år, hvorfor skulle en gang gøre forskel fra andre?

Telefonen ringede igen. Denne gang var jeg langt mere mistroisk og var klar til at lukke ørerne overfor hende, som snakkede med Jack. Hun lød roligere end hende før, men man kunne tilsyneladende ikke vide.

”Mit spørgsmål er til Avery og Harry.” Jeg så først op, da mit navn blev nævnt. Jeg sukkede lydløst og ventede på det.

”Først, Jack. Jeg har lagt et billede op på radioens væg, som du gerne må vise til dem begge; og det er det, der er mit spørgsmål til jer. Hvad sker der imellem jer?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...