Blinded: Immortal Love - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
3'er i BLINDED: Avery og Niall har efterhånden været det meste igennem, og deres forhold fungerer som det skal. Men da Niall kommer ud for en uventet ulykke, bliver Avery for alvor udfordret. Hun skal håndtere Niall og Harry samt en gammel kending igen, uden viden om hvordan det hele vil ende.

1Likes
0Kommentarer
1519Visninger
AA

9. Kapitel 8

Jeg fulgte opmærksomt lægen med øjnene, mens han tjekkede de maskiner, som målte Nialls hjerteslag. Der var også andre maskiner, men jeg vidste ikke, hvad de blev brugt til. Utålmodigt trommede jeg med fingrene i bordet, som jeg sad ved. Det var ikke den stol, jeg normalt sad på ved siden af Nialls seng. Det var en lænestol, der stod ved det ene af de to vinduer, som lyste op i hele rummet. Begge gardinerne var bundet op i siderne, så de ikke hang i vejen.

Lægen rømmede sig kraftigt, så jeg for sammen. Jeg så på ham med overraskede, store øjne, da han satte sig i lænestolen overfor mig. Han foldede hænderne på bordet foran sig og sendte mig et alvorligt blik. Jeg kunne mærke en klump i halsen vokse og vokse. Jeg forsøgte at sluge den, men den forsvandt ikke. Hans blik fortalte mig nærmest, at det ikke var et godt resultat, han kom med.

”Nialls chance for at overleve er blevet meget lavere. Som det ser ud lige nu, skal det være heldet som redder ham,” forklarede han langsomt, så han var sikker på, at jeg hørte efter. Jeg hørte hvert ord og kunne mærke, at jeg mistede kontrollen over min krop. En tåre løb ned over min kind, og jeg sank langsomt sammen i lænestolen. Jeg hvilede min pande på mine knæ og trak vejret tungt. Forestillingerne kørte inde på min nethinde; Et liv uden Niall. Det var et liv fuld af smerte og sorg. Et liv, der ikke var værd at leve.

”Jeg må hellere ringe til hans forældre,” lød lægens stemme et lille stykke væk fra mig. Han lagde en hånd på min skulder og gav den et beroligende klem, inden han gik ud af lokalet.

Der gik knapt 2 minutter, før døren blev hamret op; af Louis. Mine øjne var tårevædede, og jeg måtte se fuldstændig ødelagt ud. Han sprang igennem lokalet og hen til mig. Han trykkede mig ind til sig, lod mig vide, at jeg ikke var alene. Jeg faldt langsomt til ro i hans favn, men mit hjerte bankede stadig derudad med 110 km/t. Han aede mig blidt på ryggen og gav mig et sidste klem, inden han satte begge sine hænder på mine skuldrer og holdt mig ud for sig. Han fangede mit blik og så overraskende rolig ud.

”Han skal nok overleve Avery. Han er stærk,” sagde han. Jeg nikkede. Han havde ret, selvfølgelig ville han komme sig. Inden længe ville han vågne, også ville han genoptage sin karriere som sanger. Ja. Lige præcis. Jeg sukkede og nikkede igen. Louis betragtede mig intenst, som om han troede, at jeg kunne finde på et eller andet sygt for at komme af med smerten, som fyldte mig. Men jeg ville kæmpe får Nialls liv, indtil jeg enten sejrede eller tabte. Til gengæld kunne jeg så slet ikke love ham, hvad der ville ske, hvis jeg mistede Niall.

”Avery?” Det gik op for mig, at Louis havde forsøgt at snakke til mig. Jeg så mere opmærksomt på ham.

”Jeg kom egentlig for at spørge, om du var interesseret i at give et interview. Du har ikke været ude fra hospitalet, siden Niall blev indlagt, så du har vel ikke lagt mærke til al den opmærksomhed, der er på Niall. Måske ville hans fans have godt af at høre noget fra dig,” nærmest bad han, ”Selvfølgelig kommer vi også, så du står ikke helt alene med det.”

Jeg så væk og tog en dyb indånding, jeg var nemlig ikke helt sikker på, om jeg havde lyst. Men tanken om, hvis jeg nu havde været hans fan og ikke vidste hvordan hele situationen så ud, var ulidelig. Det begrundede mit valg.

”Selvfølgelig,” sagde jeg med et stift smil. Jeg gik lige forbi ham og skyndte mig over til min kuffert.

”Find en tid, i dag, så gør jeg mig klar.” Jeg blev overrasket over mit pludselige skift; fra grædende til kontrolleret. Da jeg så op fra kufferten, så Louis ikke mindre overrasket ud, men da han kom sig over sin underen, forsvandt han ud af døren.

Jeg vendte opmærksomheden mod kufferten igen for at finde noget tøj. Jeg ledede længe for at finde mine helt lyse, stramme, lavtaljede cowboybukser, en sort top, en hvid og blå baseballjakke og min toilettaske, for min taske var et stort rod. Jeg havde det over højre arm, mens jeg ledte efter et par sko. Til sidst besluttede jeg mig for et par Converse med det engelske flag, som Niall havde givet mig. Det fik mig til at sende et blik i hans retning. Han lå bare i sengen og lignede en sovende.

Jeg kunne ikke rigtigt slippe ham med blikket igen, så jeg gik hen til sengen, for bare at sidde der lidt. Jeg havde næppe travlt, hvis Louis først skulle snakke med Simon, deres manager, om interviewet, og derefter finde ud af hvilke af de ivrige journalister, som skulle have interviewet.

Jeg tog Nialls hånd og flettede mine fingrer ind mellem hans. Hånden var livløs, jeg følte intet pres tilbage mod min hånd. Det havde jeg heller ikke regnet med, men jeg håbede altid på det. Så kom jeg til at tænke på noget, min mor engang havde fortalt. Det poppede op i mit hoved og fik mig til at føle, at jeg havde en lysende pære over mit hoved; Bare fordi at han lå i koma, betød det ikke, at jeg ikke kunne snakke med ham, til ham – for min mor havde fortalt mig, at nogle mennesker, som havde ligget i koma, kunne huske, hvad folk havde sagt til dem, mens de var væk. En smule mærkeligt, men det var sket flere gange.

Jeg klemte lidt hårdere om hans hånd og betragtede hans ansigt. Han var blevet noget tyndere siden sidst.

”Hej Niall,” startede jeg med en hæs stemme. Det var mærkeligt at snakke til en, som så ud til at sove, men jeg ville gøre alt, som kunne give mig bare en smule kontakt til Niall.

”Jeg savner dig.. Det gør vi alle sammen,” en tåre løsrev sig fra min øjenkrog, men denne gang lod jeg den glide ned over min kind og lande på det blanke hospitalsgulv.

”Det går ikke særlig godt. Harry har, som du ved fået en ny kæreste. Jeg ved ikke, om du kan huske hende, men hun var grunden til, at jeg forlod den signering for flere år siden; og vi kan stadig ikke enes. Mig og Harrys forhold er også kun blevet værre. Han gør alt for at irritere mig, og det lykkedes..” Jeg så ned og betragtede ham. Det var så nu, at han skulle sætte sig op og tage mig i sine arme – fortælle, at alt blev okay igen. 

Men det gjorde han ikke.

Jeg slap hans hånd og besluttede tavst, at jeg ville snakke med ham hver dag; om det, der var sket. Måske ville minderne og bekymringerne for ham, trække ham tilbage fra mørket, som truede med at opsluge ham.

Jeg rejste mig og gik ud på badeværelset for at skifte. Med rastløse bevægelser trak jeg mine bukser af og derefter min trøje. Ved et uheld, kom jeg til at se mig selv i spejlet. Jeg var blevet tyndere, og det var tydeligt. Det var ikke mere end 3 uger siden, at jeg havde stået på Nialls badeværelse og betragtet mig selv. Set på min småbuttede mave. Den fandtes ikke mere. Min mave var flad, ja, men overhovedet ikke muskuløs. Jeg rakte med et suk ud efter det tøj, jeg havde fundet frem, da jeg hørte døren blive åbnet; den, til badeværelset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...