Blinded: Immortal Love - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
3'er i BLINDED: Avery og Niall har efterhånden været det meste igennem, og deres forhold fungerer som det skal. Men da Niall kommer ud for en uventet ulykke, bliver Avery for alvor udfordret. Hun skal håndtere Niall og Harry samt en gammel kending igen, uden viden om hvordan det hele vil ende.

1Likes
0Kommentarer
1514Visninger
AA

8. Kapitel 7

Jeg slog øjnene op og blev nærmest blændet. De hvide hospitals vægge var en stor kontrast til det sorte mørke, jeg var vågnet fra. Jeg lod blikket glide rundt i rummet og sprang sammen, da jeg så Niall sidde op i sin seng. Jeg rev dynen væk fra min krop og sprang hen til sengen. Hans øjne var åbne. Jeg lagde en hånd på hans arm, som virkede kold – som den plejede. Hans blik hvilede et sted på væggen.

Jeg tog hans hånd og klemte den blidt. Jeg gentog hans navn igen og igen, forsøgte at få ham ud af den mærkelige trancelignende tilstand han var i. Jeg var lige ved at give op, da han pludselig drejede hovedet langsomt. Glæden ville ikke kunne forlade mig igen. Han var tilbage!

”Hvem er du?” hans spørgsmål hang i luften længe efter. Lige indtil stilheden blev som en overdøvende larm af stemmer. Hospitalsværelset gled længere og længere væk…

Jeg genkendte stemmerne. De var virkelige. Jeg missede med øjnene og vendte mig i sengen. Stemmerne forsvandt ikke. Måske havde drømmen, jeg havde drømt de sidste 3 dage, været virkelig for en gangs skyld. Jeg slog øjnene op, med det samme tanken strejfede mig. Men Niall lå, som han plejede og havde gjort den sidste uge. Dog var der nogen, som ikke plejede at være der. Jeg genkendte straks Veronicas lyse stemme, som jeg hadede.

Jeg så rundt i rummet, forsøgte at finde hende. Jeg hørte skridt på den anden side af min seng, som helt klart havde været det sidste sted, jeg ville have kigget.

Jeg mødte Harrys blik. Det var undskyldende, men jeg fejede ham blot af med en kort bevægelse med hånden.

”Jeg har forsøgt at ringe,” forsvarede han sig selv, ”men du tog den ikke.” Jeg nikkede bare og stirrede surt over på Veronica, som jeg nu havde opdaget. Hun sad på stolen, som jeg plejede, holdt Nialls hånd, som jeg plejede og snakkede til ham. Bare det normale med, ’åh, vi savner dig Niall, kom tilbage’, men jeg var især ved at brække mig over det, når det var hende, der sagde det. Hun havde ikke kendt Niall, så hvad fanden lavede hun egentlig her?

Jeg svang benene ud over kanten på slå-op-sengen og rejste mig, stadig med blikket hvilende på hendes ryg. Et eller andet sted bag mig, forsøgte Harry at sige noget til mig, men jeg lod som om, jeg ikke hørte det. Med faste, hårde skridt gik jeg surmulende ud på badeværelset. Efter fremgangen med Nialls helbred, havde det blot stået stille, på samme niveau som før. Det gik hverken bedre eller dårligere. Jeg var udmattet, fik ikke sovet eller spist nok, fordi jeg ikke havde lyst til at forlade hans side. Sygeplejerskerne plejede ellers var at sætte mad frem til mig, men jeg begyndte at glemme den. Mine tanker var fuldstændig fyldt med minder og tanker om Niall.

Jeg så mig selv i spejlet og kunne konstatere, at mit hår var en katastrofe. Jeg begyndte at rede de matte krøller ud, da det bankede på. Da jeg valgte at gå ud fra, at det var Harry eller Louis, gav jeg blot den, der havde banket, lov til at komme ind. Jeg fortsatte med at børste mit hår uden at lægge mærke til, hvem der kom ind. I hvert fald ikke, indtil hun viste sig bag mig, i spejlet.

Hendes makeup var flot, hendes øjenbryn rettet til, og håret var det ikke til at sætte en finger på – som altid.

”Veronica,” mumlede jeg muggent og lagde børsten fra mig.

”Jeg syntes, at du virker lidt fjendtlig overfor mig, Avery..” Jeg så på hende, som om hun var komplet åndssvag. Ja, selvfølgelig var jeg fjendtlig. Jeg hadede hende!

”Hvorfor?” forsatte hun lidt efter. Jeg fugtede læberne, gjorde dem klar til at lade flere hundrede nedladende ord glide ud over dem og hagle imod hende. Men det skete ikke. Derimod, mistede jeg fuldstændig stemmen. Jeg forsøgte at sige noget, men det blev til en underlig form for hvisken. En helt skinger hvisken. Jeg rømmede mig flere gange, til jeg fik stemmen igen.

”Undre det dig?” Jeg hævede et øjenbryn og forsøgte at dække over den hæse tone i min stemme. Jeg lød som en gammel, skramlende bil.

”Jeg tænkte bare.. Men kan jo sagtens se det. Du bliver helt anderledes i Harrys selvskab,” hun holdt en kunstnerisk pause, ”så hvorfor indrømmer du ikke bare, at du kan lide ham og ikke Niall?” Det var den mest latterlige påstand, jeg nogensinde havde hørt. Det var så åndssvagt.

”Du er sjov. Tror du, at der muligvis er en grund til, at jeg er kærester med Niall. Måske fordi jeg elsker ham, hmm?” Jeg så trodsigt på hende, selvom det med Niall og Harry, var ømt som samtaleemne.

”Løgner. Jeg tror ikke på dig. Du er bare en lille pige, der render fra dreng til dreng. Først Harry, så Niall, Harry igen og nu Niall igen. Skriv rundetrunte på dit CV, søde.” Jeg rynkede på næsen over hendes ord, mens vreden pulserede rundt i mig som et lokomotiv. Hun var tæt på at få mig op til kogepunktet, og det var det næste problem. Hun havde trænede lemmer, mens mine nærmest var drænet for muskler i øjeblikket. So.

”Du gør dig selv til grin, snuske,” svarede jeg køligt igen, uden at lægge mærke til badeværelsesdøren, som blev revet op. Jeg var alt for ophidset. Veronica hvæsede nærmest af mig, og mig af hende. Altså, lige indtil vi for på hinanden, som vilde kamphunde. Jeg rev i hendes hår, som var en del længere end mit og forsøgte virkelig at ødelægge et eller andet i hendes fejlfrie ansigt med den anden hånd, som jeg havde knyttet, så jeg kunne slå hende. Desværre, havde hun også to hænder, og det gik især ud over min hovedbund. Men smerten pressede mig blot til at blive ved med at slå og hive.

”Stop så.” Jeg opdagede først, da jeg fik fat i noget kort hår, at vi var blevet skilt ad. Louis stod med armene om mig og holdt mig væk fra Veronica, som stod og pustede og hvæsede som en vildkat. Jeg fnøs over hende og rev mig løs fra Louis. Han greb ud efter mig igen, men nåede kun at røre mine fingerspidser. Jeg stormede ind på Nialls stue og sprang nærmest op på stolen, samlede benene under mig og fandt hans hånd under dynen. Og så fik tårerne frit løb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...