Blinded: Immortal Love - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
3'er i BLINDED: Avery og Niall har efterhånden været det meste igennem, og deres forhold fungerer som det skal. Men da Niall kommer ud for en uventet ulykke, bliver Avery for alvor udfordret. Hun skal håndtere Niall og Harry samt en gammel kending igen, uden viden om hvordan det hele vil ende.

1Likes
0Kommentarer
1517Visninger
AA

7. Kapitel 6

Dagene kom og gik, uden at jeg overhovedet opdagede det. Jeg sad bare, trofast, ved Nialls seng og holdt øje med maskinerne, som registrerede hans hjerteslag, og ham. Hans hud havde mistet glansen, musklerne i de tidligere stærke arme, var borte som blæsten. Han lignede slet ikke sig selv.

Jeg rejste mig fra stolen og gik lidt rundt i det lille hospitalsværelse. Hvid var selvfølgelig farven, som gik igen og igen. Væggene var hvide. Sengene var hvide. Selv gulvet og loftet var hvidt.

Ved siden af Nialls seng, stod to klap-sammen senge. Også der, var betrækket hvidt. Louis sov i den ene, mens den anden egentlig var beregnet til mig. Jeg foretrak dog at sidde på stolen ved siden af Niall og sove. Der var han tæt på. Så tæt, at jeg kunne dufte den stadig svindende Niall-duft. Han lugtede mere og mere af hospital. Men pointen i det hele var, at han var tæt på. Jeg ville være sikker på, at livet ikke rendte ud af ham, uden at jeg var der for ham. Det ville jeg ikke kunne leve med.

En tåre løsrev sig og trillede ned over min kind. Bare tanken om det kunne gøre mig syg. Jeg drejede om på hælen og skyndte mig tilbage til sengen. Der var, som sædvanlig, ingen ændring. Det var vidst kun lægerne og sygeplejerskerne, der vidste helt præcist, hvad de skulle se efter.

Tårerne fortsatte. Den ene havde blot været starten til et større orgie af tårer. Jeg tog hans hånd og så pinefuldt på ham. Det var urimeligt, at han skulle ligge der og være på grænsen til at dø. Hvis jeg nu ikke havde været syg, så han skulle køre ud efter medicin. Hvis jeg nu ikke havde været i hans hus. Så ville det ikke være sket. Louis havde sagt flere gange, at jeg pinte mig selv unødigt. Men det passede jo ikke, når det i bund og grund var min skyld.

Døren ind til stuen gik op. Jeg skyndte mig tørre tårerne væk, så de ikke var tydelige. Dog vidste jeg godt, at mine kinder brændte, og at mine øjne var helt røde. Jeg så væk, så jeg opdagede slet ikke, hvem det var. Dog fandt en lys, glad stemme hurtigt mine øre – og jeg vidste med det samme, hvem der var kommet. Det var Harry og Veronica. Jeg havde troet, at det var Louis.

Harry plejede at ringe, inden de kom. Han var godt nok kølig i stemmen, men han advarede mig i det mindste. Jeg mistænkte Louis for at have bedt ham om det, jeg havde dog valgt at lade være med at konfrontere ham med det – jeg havde absolut ingenting mod det.

Jeg drejede hovedet og mødte Harrys blik, og det gik op for mig, at de var tættere på, end jeg havde troet. De stod faktisk lige på den anden side af sengen. Jeg sukkede og rystede kort på hovedet over Harry. Han var forfærdelig. Jeg kunne se ud af øjenkrogen, at han kiggede på mig, mens han kæreste stod lige ved siden af. Jeg håbede, at han forstod, at sukket var møntet på ham, ingen anden.

Jeg rejste mig fra stolen og havde egentlig planlagt at gå ud, da døren gik op igen, og en mandlig læge i hvid kittel trådte ind.  Jeg stivnede i bevægelsen og stirrede opmærksomt på ham. Da jeg kom op i fuld højde, lagde jeg mærke til Harry og Veronicas flettede fingrer. Egentlig måtte han for min skyld gerne brække hende fuldstændig sammen. Knuse og massakrere hendes hjerte.

Lægen bar på en lille mappe, som der stod ’Niall James Horan’ på. Jeg rynkede brynene, sådan en plejede de ikke at have med, når de blot skulle tjekke ham. Jeg trådte til side for lægen, som kiggede lidt på maskinerne, der stod rundt om sengen og bippede regelmæssigt.

”Nå…” begyndte han. Jeg skævede over til Harry, som blot kiggede på lægen. Mit blik gled længere ned, og det gik op for mig, at han stod og tog Veronica på røven. Jeg måtte bide adskillige ord om respekt i mig og forsøge at trække vejret dybt og kontrolleret. Jeg fattede ikke, hvad fanden han havde gang i. Den idiot.

”Det begynder jo at se lidt bedre ud. Chancerne, for at han overlever, er blevet bedre.” Lægen så ud til at kunne mærke den lidt akavede stemning, der var imellem mig og Harry og Veronica, for han så ikke helt godt tilpas ud. Han åbnede mappen og rodede lidt rundt i papirerne, mens han noterede notater på nogle af arkene.

”Fortsat god dag,” sagde han, inden han forlod rummet. Jeg sukkede dybt og gjorde mine til at følge efter ham. Glæden havde spredt sig ud i alle ender af min krop, da han havde sagt det. Chancen for, at Niall ville overleve var større, så det var umuligt for mig at blive trist lige nu. Eller, sådan var det i hvert fald, inden Harry stoppede mig.

”Vent lige!” udbrød han, da jeg begyndte at marchere mod døren, så jeg slap for deres selvskab. Jeg drejede om på hælen og stirrede køligt på ham. Mine arme hvilede krydset over min mave, og jeg strammede til, da Veronica hævede et øjenbryn og så på mig, som om jeg var et kedeligt stykke legetøj. Hendes øjne lyste af afsky, men jeg kunne heller ikke afvise, at mine så sådan ud.

”Hvad er der Harry?” snerrede jeg nærmest. Hans ansigt, der nærmede sig det, man ville kalde blidt, blev straks hårdt igen.

”Har du ikke tabt dig?” Jeg kneb øjnene sammen og stirrede på ham. 

”Jeg har styr på mig selv Harry. Koncentrer du dig om dig selv og.. ja.” Jeg sendte et sigende blik mod Veronica, inden jeg forlod lokalet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...