Blinded: Immortal Love - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
3'er i BLINDED: Avery og Niall har efterhånden været det meste igennem, og deres forhold fungerer som det skal. Men da Niall kommer ud for en uventet ulykke, bliver Avery for alvor udfordret. Hun skal håndtere Niall og Harry samt en gammel kending igen, uden viden om hvordan det hele vil ende.

1Likes
0Kommentarer
1513Visninger
AA

6. Kapitel 5

Lige så snart vi var på hospitalets parkeringsplads, sprang jeg ud af bilen. Jeg havde ikke tid til at vente på, at Harry fandt en parkeringsplads. Han råbte mit navn, lige inden jeg smækkede døren i, men jeg så ikke på ham. Asfalten var hård imod mine strømper, og jeg måtte behændigt springe uden om de små sten, som lå rundt omkring. Alt den hoppen og springen fik min hovedpine op og toppe igen, men lige nu havde jeg andet i hovedet end lige netop dén!

Jeg løb igennem hallen, som man først kom ind i for at komme over til skranken. Damen bag den, så meget forskrækket ud. Jeg forstod hende egentlig godt. Jeg var ligbleg, især efter nyheden med Niall, mit hår sad forfærdeligt, og jeg havde en for stor hættetrøje på og et par gamacher. Mine hvide sokker var sikkert heller ikke for yndige mere.

”Hvor ligger Niall henne? Niall Horan?” spurgte jeg, med et panisk udtryk smasket I ansigtet. Hun trykkede et par gange på computeren og så på mig med et skrapt udtryk.

”Han er jo ikke hvem som helst. Du kan ikke komme ind.” Hun nidstirrede mig, men det fik mig absolut ikke til at give op.

”Jeg er hans kæreste!” råbte jeg ind i hovedet på hende.

”Det siger de alle sammen.” Hun rykkede et par skridt væk og trykkede på en knap. Jeg kunne ikke se, hvad det var for en knap, men det havde sikkert noget med nogle vagter at gøre.

Ganske rigtigt; kort efter kom to enorme brød gående rundt om hjørnet, med øjnene placeret på mig. Jeg havde lyst til at stampe i jorden og opføre mig som en lille pige, der ikke fik sin vilje. Jeg trak vejret dybt og så bedende på hende.

”Helt ærligt, du må da..” begyndte jeg, men blev grebet i armen af en af sikkerhedsvagterne.

”Er der et problem her?” spurgte den ene, som ikke havde fat i mig.

”Ja! Jeg må ikke komme ind og se min kæreste,” svarede jeg, inden damen bag skranken overhovedet fik et ord indført.

”Hun vil besøge en berømthed, som lige er kommet ind med ambulance. Det kan jeg selvfølgelig ikke tillade..” Hun smilede forsigtigt til ham, og han nikkede forstående.

”Vil du ikke lige følge med..” startede han, men blev afbrudt af en stemme, som jeg aldrig i mit liv havde været så glad for at høre.

”Der er vel ikke noget problem i, at hun vil se sin kæreste?” Vagterne stoppede op og vendte sig imod den charmerende, unge teenager, som havde åbnet munden. Harry så fra den ene til den anden for at være sikker på, at han havde deres opmærksomhed.

Han hostede kort, så damen bag skranken kiggede på ham.

”Mit navn er Harry Styles. Jeg kender hende og.. Hun er altså Nialls kæreste.” Han lød virkelig irriteret, men alle disse forsinkelser var da også til at brække sig over. Damen blev tomatrød i hovedet over hans ord, og vagterne slap overrasket mine arme. Harry så rundt på alle de tre, som havde været rodet ind i det her, for at være sikker på at hans ord var forståede.

Jeg drejede blikket fra ham og så på damen igen.

”Nå.. Vil du fortælle mig, hvor Niall ligger nu?” Hun trykkede hastigt på tasterne og gav mig de informationer, jeg skulle bruge.

Mig, Harry og Veronica var de første af Nialls pårørende, som var ankommet til hospitalet. Min hovedpine spillede ingen rolle mere, jeg var for nervøs og for bange til at kunne tage hensyn til den. Jeg gik bare frem og tilbage i lokalet, uden at høre på Harrys latterlige indskydelser. Jeg var ved at kaste op over ham og Veronica, som bare sad og flettede fingrer.

Endnu en gang, sukkede jeg dybt og bed mig i mine sprukne læber. Det havde jeg efterhånden gjort i alt den tid, vi havde ventet.

”Avery, nu sætter du dig altså ned!” Jeg så over på Harry, som gloede irriteret på mig. Veronica sad med et rigtig selvtilfredst smil på læben og så triumferende ud.

”Fuck dig,” brummede jeg blot og fortsatte med at gå rundt. Enten i cirkler, ellers frem og tilbage. Jeg kunne slet ikke falde til ro. Det virkede som om, at jeg havde drukket 3 kander kaffe og nu slet ikke kunne falde til ro. Blodet pumpede rundt i min krop med rekordfart, og jeg blev mere og mere nervøs. Vi vidste intet. Lægerne var i gang med at gøre et eller andet ved ham, og vi kunne ikke komme til at se ham endnu.

Det var ved at dræbe mig indefra, at jeg ikke vidste, om de blot lige skulle sy en lille flænge i hans hoved sammen, eller om han lå på kanten til døden.

En lille flok mennesker kom ind ad døren. Jeg så op og opdagede til min store glæde, at det var Louis og Liam. Zayn var i udlandet og havde derfor ikke mulighed for at komme med det samme.

Det gik op for mig, at jeg bare stod stille og stirrede på dem, mens tankerne kværnede rundt i hovedet på mig. Jeg hadede det, jeg ville tænke normalt. Jeg ville se Niall. Jeg ville høre ham sige, at han var okay. At han snart kom tilbage.

”Avery?” Jeg så op og mødte Louis’ triste øjne. Jeg snøftede en enkelt gang og rystede på hovedet. Jeg var så forvirret, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle reagere. Hans arme lagde sig omkring mig, som en beskyttende mur.

”Kom, vi sætter os lige her,” mumlede han med en træt stemme. Han trak mig lidt baglæns og satte sig ned på en stol. Jeg havde ikke et klart overblik, så jeg satte mig bare på ham. Det faktum, at der faktisk stod en stol ved siden af, var ikke gået op for mig. Jeg havde bare brug for støtte fra en, som forstod mig – og ikke var Harry!

Louis lagde armene om mig, så hans hænder hvilede på min mave.

”Ved i noget?” spurgte han forsigtigt, som om at han var bange for, at jeg ville begynde at skabe mig. Jeg stirrede tomt ud i luften og rystede på hovedet. Uvidenheden irriterede mig. Lægerne måtte da kunne finde 2 minutter til at forklare os, hvad der foregik. Hvor voldsomt det var. Det var lige præcis det faktum, der bekymrede mig mest. De ville vel have fortalt os, hvad der foregik, hvis det ikke havde været så slemt.

Jeg begyndte at trække vejret mere roligt, men jeg faldt ikke ligefrem til ro. Nervøsiteten stormede rundt i kroppen på mig.

Døren gik op.

En mandlig læge i hvidt kittel kom gående hen imod os og virkede meget målrettet. Han stoppede foran os og rettede hurtigt på sine briller. Han var skallet og havde nogle uhyggelige, underlige øjne. Det var sikkert en skade, han var kommet ud for.

”I er her på grund af Niall Horan, ikke?” spurgte han hele gruppen og så granskende på hver og en af os. Liam og jeg nikkede, som de eneste. Harry stirrede bare på ham, og Louis’ hoved var gemt bag min ryg.

”Han har, som i nok ved, været involveret i en bilulykke. Han har flere brækede knogler og indre blødninger.

Jeg glemte helt at trække vejret, mens han snakkede. Det måtte bare ikke ske. Han kunne umuligt have kørt så galt. Han plejede at være ret sikker i en bil.

”Der var en som kørte overfor rødt, og han blev så ofret for det. Jeg er selvfølgelig træt af at skulle give jer denne besked, men Niall ligger i koma. Vi ved ikke, om han vågner igen. Chancen er fifty-fifty. “ Jeg gispede efter vejret, så lægen kiggede bekymret over på mig. Louis strammede automatisk grebet om mig, så jeg ikke faldt ned. Jeg så op på lægen og kunne slet ikke genkende følelsen af at være så desorienteret og uvidende om, hvad der skete omkring mig.

”Må jeg se ham?” Ordene fløj bare ud af min mund, og det gjorde, at der blev helt stille i hele vores lille gruppe. Lægen nikkede tøvende og viftede mig med sig.

”Du må nok hellere tage.. eh.. ham med.” Han nikkede mod Louis, som nærmest sprang op ad stolen for at følge med. Lægen var tydeligvis ikke helt tryg ved at lade mig komme ind til Niall – i hvert fald ikke alene. Jeg havde regnet med, at tårerne nærmest ville stå ud af øjnene på en, ligesom i tegneserierne, men chokket ville slet ikke lægge sig. Jeg følte mig helt tømt, hvad angik tårer.

Lægen åbnede døren ind til en stue. Jeg fulgte lige i hælene på ham og så rundt i hospitalsværelset, som vi var kommet ind i. En maskine bippede regelmæssigt ovre fra en seng, hvor der lå en grå skikkelse.

Jeg måtte anstrenge mig meget for ikke at springe hen til sengen og forsøge at vække ham. Hans hud havde allerede mistet lidt af glansen, og hans hår så forfærdeligt ud. Jeg så undersøgende på ham og langsomt banede tårerne sig ned over kinderne på mig. Jeg tog hans nærmest livløse hånd og kunne i det mindste konstatere, at den ikke var så kold, som den så ud. Den var koldere end min, men ikke iskold.

Han havde stadig en chance. Han måtte overleve. Sådan en dreng som ham, fortjente ikke andet end at leve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...