Blinded: Immortal Love - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
3'er i BLINDED: Avery og Niall har efterhånden været det meste igennem, og deres forhold fungerer som det skal. Men da Niall kommer ud for en uventet ulykke, bliver Avery for alvor udfordret. Hun skal håndtere Niall og Harry samt en gammel kending igen, uden viden om hvordan det hele vil ende.

1Likes
0Kommentarer
1525Visninger
AA

4. Kapitel 3

Jeg nåede ikke at sove mere end 1 minut, før døren gik op igen. Jeg var endnu ikke gledet helt ind i søvnen, så det fik mig selvfølgelig til at vågne. Jeg satte mig op med et ryk og ignorerede hovedpinens protest over min hurtige bevægelse.

”Nu går du.” Min stemme tålte ikke protester. Jeg pegede på døren og lagde først ikke mærke til det, Haryr havde I hånden.

”Vent lige. Der er en som vil snakke med dig – og kun dig.” Jeg sukkede dybt og tog imod mobilen. Min egen mobil. Vreden bruser rundt i mig, og jeg har mest lyst til at banke mine bare næver ind i væggen. Jeg betragter mobilen kort, inden jeg tager den op til øret.

”Ja, det er Avery.” Jeg ventede lidt, men kunne ikke høre andet end snøften. Det var et ukendt nummer, så jeg anede ikke, hvem jeg snakkede med.

”Hej søde, det er Maura,” lød en grædefærdig stemme. Maura var Nialls mor. Jeg fik en bekymret rynke i panden og glemte øjeblikkeligt alt om Harry. Hun snøftede endnu engang, mens min forvirring bare steg og steg. Hvad skete der lige her?

”Maura, hvad så?” Jeg var bekymret. Hun plejede ikke at ringe til mig, jeg havde ikke engang hendes nummer. Men Niall havde tilsyneladende givet hende mit. Jeg så op, da døren ind til mit værelse gik op. Harry og Veronica kom ind og stillede sig ved sengens fodende. Veronicas blik var køligt og hadefuldt.

”Det er b-bare..” forsøgte hun. Jeg var ved at blive utålmodig. Det lød alvorligt, siden det var så svært at fortælle.

”To sekunder, jeg kommer tilbage om lidt,” meddelte jeg med en omsorgsfuld stemme. Hun snøftede et ja, og jeg tog telefonen væk fra øret og slog mikrofonen fra.

”Du må meget gerne gå.” Jeg så direkte på Veronica, så hun kunne slet ikke være i tvivl om, hvem jeg snakkede til. Hun gjorde et kast med sit lyse hår og så over på Harry, som straks så hårdt på mig.

”Du kan vel være ligeglad?” sagde han, med en irriterende undertone.

”Du kan godt blive herinde, men hun kan godt få sin røv ud herfra. Hurtigst muligt.” Et lille, køligt smil understregede min pointe. Jeg betragtede hende kritisk.

Håret var glat og hang ned over hendes skuldrer. Hendes store, blå øjne var blevet gjort tydeligere med mascara. Hun havde en stramtsiddende t-shirt på, som fremhævede hendes barm, som bestemt ikke var lille. Tværtimod – en typisk type, som Harry faldt for. Det føltes næsten forkert at dominere hende, når jeg selv havde uglet hår og sad i min kærestes hættetrøje – samtidig med, at jeg var helt bleg. Men det var Veronica, og jeg ville ikke give mig overfor hende.

”Du kan godt gå. Måske er du velkommen i Harrys hus, men i mit bliver du aldrig velkommen.” Hendes pirrende smil blegnede lidt, inden hun igen fik styr på facaden.

”Easy tiger,” grinede hun køligt. Harry så over på hende, med et beundrende blik. Det var simpelthen for meget.

”Du kunne jo også bare gå, når jeg beder dig om det? Det er trodsalt mit hus, ikke?” Jeg smilede sødt til hende og nød synet af, at det nu var hende, som havde brug for et diskret klem af Harry. Hun smilede kort til ham, inden hun vendte sig om og gik ud af døren.

Jeg sukkede kort og vendte øjne. Nu kunne jeg endelig snakke med Maura. Harry satte sig i fodenden og betragtede mig, mens jeg igen slog mikrofonen til.

”Hej igen.” Maura hulkede, men det lød som om, at hun samlede sig sammen, da jeg snakkede igen.

”Hej,” mumlede hun hæst.

”Er du klar til at fortælle mig det nu?” Jeg forsøgte at lyde stille og rolig, men det virkede ikke rigtigt.

”Det er Niall.. Han.. Han..” Mit hjerte frøs, da hans navn blev nævnt.

”Ja, hvad med ham Maura?” Jeg holdte min stemme rolig og tog et par dybe indåndinger. Det var sikkert ikke så alvorligt. Nok bare en overbeskyttende mor, som havde set nogle skræmmende oversigter med sin søn. Ja. Jeg nikkede og overbevidste mig selv om det. Selvfølgelig var det sammen det hang sammen.

Jeg lukkede lidt af for Mauras snøften og ventede på bekendtgørelsen. Jeg kunne høre, at hun trak vejret dybt og forsøgte at sige det. Jeg valgte bare at tie stille, så hun kunne samle sig og fortælle mig, hvad der trykkede hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...