Blinded: Immortal Love - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
3'er i BLINDED: Avery og Niall har efterhånden været det meste igennem, og deres forhold fungerer som det skal. Men da Niall kommer ud for en uventet ulykke, bliver Avery for alvor udfordret. Hun skal håndtere Niall og Harry samt en gammel kending igen, uden viden om hvordan det hele vil ende.

1Likes
0Kommentarer
1528Visninger
AA

3. Kapitel 2

Låsen på hoveddøren blev vredet om. Jeg blev bragt halvt ud af den døs, jeg var gledet ind i for mindre end to minutter siden. Et stort suk forlod mig, nu var jeg lige faldet i søvn. Jeg vendte mig om på den anden side og lukkede øjnene hårdt i. Hvis jeg nu bare kunne sove, ville det være nemmere – i hvert fald indtil Niall kom med medicinen.

Stemmer fra stuen bredte sig i mit hoved. Det var typisk – lige så snart man gerne ville sove, var det fuldstændig umuligt. Stemmerne virkede næsten dobbelt så høje i mit hoved, som smertede under lydene. Jeg sukkede irriteret og klemte øjnene i. Han kunne da i det mindste tie stille!

Døren ind til mig og Nialls værelse blev åbnet. Jeg kunne mærke vreden stige op i mig, selvom der ikke rigtigt var nogen grund til at være sur. Jeg plejede heller ikke at have et så let antændeligt temperament, men hovedpinen og irritationen over Harry antændte det lynhurtigt.

Jeg kæmpede en indædt kamp for ikke at skælde ham ud over at vække mig. Mine læber var knebet helt sammen i irritation.

”Hey,” hviskede Harry lavt. Okay, nu bedte han selv om det! Jeg vendte mig om I sengen og stirrede på ham. Han så en anelse overrasket på mig, inden hans overraskelse blev skiftet ud med undren. Jeg rystede skuffet på hovedet og gjorde det dermed klart, at det var ham, jeg havde et problem med. Han sukkede opgivende og så sig over skulderen. Han vendte ryggen til mig og tog stolen, som stod i hjørnet. Alt det tøj, som lå på den, blev hældt ned på gulvet. Mit tøj.

Jeg bed mig i læben og ignorerede den kraftige hovedpine så godt som muligt, mens Harry placerede stolen ved sengekanten og satte sig på den. Jeg skubbede mig længere ind i sengen, selvom jeg godt vidste, at jeg opførte mig virkelig barnligt. Men synet af ham gav mig kvalme. Jeg kunne godt huske, hvad han havde gjort. Jeg huskede enhver berøring og ethvert ord. Ad, siger jeg bare. Ad, ad, ad.

Hans ansigt afslørede ingen følelser, mens han bare betragtede mine åbenlyse afvisninger.

”Altså, jeg kan også sætte mig i sengen, hvis det irriterer dig?” spurgte han venligt. Venligt, som om han gjorde mig en tjeneste. Inden jeg nåede at give ham et flabet svar, havde han lagt sig i sengen ved siden af mig.

”Smut ud Harry,” mukkede jeg, mens mit blik mistroisk hvilede på ham.

”Jeg er også glad for at se dig.” Han rømmede sig og lagde hovedet lidt på skrå.

”Undskyld,” startede jeg, med et overdrevet ironisk smil på læben, ”Fik jeg ikke nævnt mine følelser for dig sidst?” Hans øjne blev smalle, og jeg vidste, at jeg havde ramt plet.

”Du virker ikke specielt syg?” Han skiftede emne. Jeg så sigende på ham og gjorde det dermed klart – der stod 1-0 til mig. Hovedpinen bankede bag min pande, jeg ville bare ikke ligge og beklage mig, når Harry var i nærheden. Om jeg så var i et totalt smertehelvede, som var værre end dette, ville jeg lade som om, at jeg havde det fint – kun fordi, at jeg ville hade at virke svag.

”Skrid.” Jeg kunne ikke så nemt forklare mig ud af, at jeg ikke virkede syg.

”Nå, undskyld. Jeg glemte at se på dine matte øjne og dit blege ansigt. Du er ikke særlig køn,” svarede han irriteret.

Jeg tog mig til hovedet og talte til ti. Lige nu, havde jeg lyst til at kyle det ene skældsord efter det andet i hovedet på ham. Og det havde jeg gjort, hvis ikke han var en af Nialls bedste venner.

”Harry, jeg får kvalme af at se på dig. Gider du gå? Jeg tror, at Nialls plan var, at du skulle passe på mig, ikke irritere mig.” Min var irettesættende, og det gik ham åbenlyst på. Jeg ville vende ryggen til ham, men jeg turde ganske enkelt ikke slippe ham med øjnene. Han havde før gjort ting, mens jeg var mindre opmærksom.

Han forsøgte at svare, men det blev bare til en vred mumlen, jeg ikke kunne forstå. Han rejste sig fra sengen og mødte mine øjne med et vredt blik, inden han forsvandt ud af døren.

Jeg sank ned i sengen med et stort suk. Han forstod virkelig at gå mig på nerverne. Hovedpinen pressede sig på igen, og jeg vred mig let i lagnet. Jeg hadede hovedpine.

Jeg vendte mig om, så jeg lå på maven. Der var lys overalt i værelset, og det virkede fuldstændig umuligt at falde i søvn. Hvis bare Harry ikke var kommet, så havde jeg ikke været så oprørt lige nu. Jeg savnede Niall, selvom han knap nok havde været væk i et kvarter. Han beroligende smil, men han strøg mig over håret. Det kunne jeg godt bruge – lige nu.

Jeg forsøgte virkelig at tømme mine tanker, så jeg kunne falde i søvn. De yogaøvelser jeg engang lærte i gymnastik, fik jeg endelig brug for. Jeg lagde mig behageligt og dæmpede min vejrtrækning mere og mere. Langsomt begyndte jeg at falde ned i en form for døs. Mørket kastede sig over mig, lidt efter lidt, mens mine øjne langsomt gled i. Varmen brændte i mit ansigt, men roen havde lagt sig over mig.

Lige indtil et højt fik mig til at fare sammen. Jeg satte mig op med et ryk i sengen og kunne mærke hovedpinen gøre mig svimmel. Jeg lyttede. Der var ikke kun en, der var to stemmer. En lys latter, som tydeligvis kom fra en pige, lod sig høre igen. Jeg rejste mig op med faste skridt og lagde først nu mærke til det, Niall havde sagt tidligere, inden han kørte.

 ”Så. Harry og hans kæreste kommer om lidt.”

Harry. Og hans kæreste. Irritationen over at være blevet vækket 2 gange bankede rundt indeni mig, og jeg rejste mig voldsomt fra sengen. Gulvet var iskoldt mod mine bare tæer, og den pludselige kulde mine ben blev udsat for, fik små, røde prikker til at brede sig over mine ben. Jeg bed kulden i mig og trak enden af hættetrøjen ned over min numse. Nu skulle jeg fortælle ham et par ting eller to. Pigestemmen blev højere og højere, mens jeg nærmede mig døren ind til stuen. Det var sikkert bare en hjernedød dulle, han havde taget med hjem. Det kunne ligne ham.

Jeg lagde en hånd på det kolde håndtag og hev døren op.

Jeg tog mig selv i at stirre åbenlyst på det, som foregik henne på min sofa. Harry sad og delte mundvand med en lyshåret pige. Det tog mig mindre end to sekunder at genkende hende. Veronica – tidligere konkurrent. Jeg kunne også tydeligt huske vores sidste møde, ved en signering. Der havde hun opført sig som en ko, direkte.

De havde slet ikke set mig, de var alt for travlt optagede. Jeg trådte et skridt tilbage og knaldede døren i med et brag. Det var ikke så meget det, at Harry havde fundet en ny; grunden var Veronica! Hvordan kunne den idiot finde på at tage hende med hen til mig? Jeg forstod det ganske enkelt ikke. Som en fornærmet teenager lagde jeg mig under dynen og trak den helt op over hovedet. Jeg havde hovedpine, og jeg orkede ganske enkelt ikke det her. Han kom for at passe mig – og pissede mig af. Derudover, havde han sørme også lige fået en kæreste, som jeg tilfældigvis kendte. Det var næsten for planlagt.

Mine oprørte tanker blev afbrudt, af døren som gik. Jeg kunne mærke irritationen stige og stige, bare han var i nærheden. Det fik mig godt nok til at glemme hovedpinen, men den var nærmest fordoblet, når jeg igen kom ned på et normalt niveau igen.

”Årh, skrid Harry, gider du?” brummede jeg vrissent nede fra dynen. En eller anden tog fat i dynen og trak den af mit hoved.

”Hvad sagde du?” Harrys provokerende ansigt kom til syne. Hvor var han øretæveindbydende. Han smilede charmerende og troede sikkert, at jeg ville tilgive ham med det samme.

”Skrid?” Et falsk smil understregede min pointe. Han blev blot stående med et smilede ansigtsudtryk.

”Du forstår slet ikke, hvor hurtigt du kommer ud af den dør, når Niall kommer tilbage,” hvæsede jeg og forsøgte at få fat i dynen igen. Han slap den, så jeg kunne få den igen. Jeg vendte ryggen til ham og ventede på, at han gik. Det gjorde han bare ikke. Han blev stående, og hans blik brændte i min ryg.

Hovedpinen brændte under min hjerneskal, og det fik virkelig mit temperament op og toppe.

”Harry?” min stemme var sukkersød. Jeg hadede det her, og nu ville jeg bare såre ham mest muligt. Enkelt! Han svarede kort og så afventende på mig.

”Hvorfor… Fanden.. Har du taget hende med hen til mig?” Jeg lagde et eksplosivt tryk på ’hende.’ Han så mig trodsigt i øjnene, efterhånden som jeg kom tættere og tættere på, for at virke truende.

”Vi har sovet sammen, og så ringede en af mine bedste venner og spurgte om jeg ville passe hans kælling af en kæreste!” gav han igen. Jeg kneb øjnene sammen og så udfordrende på ham.

”Ved du godt, hvem hun er Harry?” Jeg blev mere og mere ophidset. Hovedpinen var glemt for et øjeblik. Jeg sad ned, men jeg vidste godt, at hvis jeg rejste mig, ville jeg svaje som en majsmark i blæsevejr.

”Veronica?” Han så på mig, som om jeg var en idiot.

”Du kan ikke huske hende, eller hvad? Du kan slet ikke huske hende! Du er bare sådan en idiot,” mumlede jeg vredt for mig selv.

”Hvornår skulle jeg have set hende? Vi mødtes på en café, og der var du der ikke ligefrem. Du havde sikkert travlt med at dyrke lagengymnastik med Niall.” Han havde hævet sin hånd og pegede på mig, for at pointere det.

”En signering, remember? Dengang vi var venner – eller rækker din korttidshukommelse slet ikke til det?” hvæsede jeg igen.

”Altså, dengang var hun da også meget pæn,” mukkede han surt.

”Så det ligger fuldstændig uklart for dig, hvad det helt præcist var, hun sagde til mig?” Smerten skiftede. Det var ikke vildt rart at blive svinet til at sin tidligere bedste ven, men lige nu havde jeg ikke tid til at tænke på, hvor ondt det gjorde.

”Du var bare svag. Hun var jo venlig overfor dig, og du brød bare sammen.” Han ord fik mig til at snerpe munden sammen.

”Gå. Bare gå!” råbte jeg direkte ind i hans ansigt. Det gjorde mere end ondt, at få den besked. Der var grænser for, hvor langt jeg havde troet, at han ville gå. Han så slet ikke påvirket ud, tværtimod. Jeg knyttede mine næver I vrede og havde stor lyst til at stikke ham sådan en flad.

”Gå. Ellers kan jeg hurtigt sørge for, at din karriere slutter,”  sagde jeg, grædefærdig. Han skulle ikke se mig græde. Han skulle gå, og jeg var ved at blive desperat. Han skulle gå ud til sin elendige kæreste. Han skulle forsvinde ud af mit liv.

”Og hvad mener du så helt præcist med det?” Han lagde hovedet på skrå og så indtrængende på mig. Stadig med det der irriterende, dominerende smil på læben. Han troede virkelig, at han havde kontrollen.

”Harry, hvorfor gør du alt for at irritere mig?” spurgte jeg opgivende.

Hvad mener du med det?” gentog han, højere og kraftigere.

”For seksuelt overgreb, din idiot. Du er ikke så meget andet,” svarede jeg hovedrystende, tydeligvis skuffet over situationens drejning. Jeg vidste godt, at det ville være hans ord imod mit, men det var ikke urealistisk, at jeg ville vinde en retssag imod ham.

”Ha. Og det tror du, at vil kunne lade sig gøre? Hvem vil tro på dig?” Han så på mig med hårde og kolde øjne. Jeg vidste ikke hvad der skete med ham. Han opførte sig som en idiot.

”Niall. Louis. Mine forældre. Jacob. Listen er lang, Harry,” svarede jeg, med en truende stemme. Han så ned, for første gang. Jeg vidste, at jeg havde ham nu.

”Døren er der.” Jeg pegede over på døren. Han rejste sig fra stolen og gik over imod døren. Han gik rankt og stolt, selvom han havde tabt. Da han kom til dørtærsklen, vendte han sig om og fangede mit blik.

”Det her slutter ikke nu,” mukkede han, inden døren lukkede i.

Hovedpinen overfaldte mig med det samme. Jeg orkede næsten ikke at overveje Harrys ord, jeg sank bare sammen i puderne og faldt i søvn.

”Avery!” mumlede en stemme, samtidig med at to hænder havde fat om mine skuldrer og forsøgte at vække mig. Jeg vendte mig om med rynkede øjenbryn. For pokker. Nu var smerten lige taget af, og så vækkede han mig igen. Nu måtte han stoppe.

”Avery, Niall er ikke kommet tilbage. Han har været væk i en time.” Harry lød bekymret, men den bekymring skyldtes Niall, ikke mig.

”Han er sikkert bare nede og købe ind,” mumlede jeg træt og sukkede dybt. Hvor var jeg træt.

”Hm. Sikkert.” Han lød overhovedet ikke overbevist. Jeg vendte mig om i sengen og så op på ham med kølige øjne.

”Nu troede han nok også, at du ville passe på mig, så han ikke behøvede at skynde sig som død og helvede. Men du har virkelig lige vist din værd. Det må jeg sige. Klap dig selv på skulderen.” Min stemme var følelsesløs og gjorde det klart for enhver idiot, at jeg ikke ville høre mere. Jeg ville bare sove. Han vendte sig om med et kort suk og gik så i stå. Han kiggede ud af vinduet, nærmest hypnotiseret.

Jeg vendte mig om igen og lagde mit tunge hoved på hovedpuden. Døsen lagde sig igen over mig, men alligevel nåede jeg at registrere lyden af en ringetone fra en mobil, og lyden af skridt – endelig forlod Harry rummet.

”Fint, det er nok Niall,” tænkte jeg, beroliget. Harry bekymrede sig også for meget. Et lille smil bredte sig over mine læber. Nu kom han snart hjem, og så kunne jeg få lov til at smide Harry ud af døren og så; sove.

Stemmerne fra stuen gled længere og længere væk, mens jeg blev ført længere og længere ind i søvnen. Smerten fra hovedet plagede mig ikke, når jeg sov – så nu ville jeg bare sove, sove og sove.. I hvert fald indtil Niall kom hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...