Blinded: Immortal Love - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
3'er i BLINDED: Avery og Niall har efterhånden været det meste igennem, og deres forhold fungerer som det skal. Men da Niall kommer ud for en uventet ulykke, bliver Avery for alvor udfordret. Hun skal håndtere Niall og Harry samt en gammel kending igen, uden viden om hvordan det hele vil ende.

1Likes
0Kommentarer
1531Visninger
AA

20. Kapitel 19

Jeg var hurtigt oppe ad sengen og henne ved den røde snor, som hang på højre side af sengen. Niall hostede og gispede efter vejret. Han så skræmt ud, men på en eller anden måde virkede han forberedt.

Hvis jeg nu havde haft tid at tænke mig om, ville jeg nok have regnet den ud. Men lige nu havde jeg ikke tid. Jeg måtte lige holde Niall i live først.

Døren sprang op, og jeg mistænkte lægen for at have stået udenfor og ventet på, at jeg ville hive i den skide snor. Lige efter ham kom et par sygeplejersker springende, og de stormede alle hen til Niall, som var blevet helt blå i hovedet. Jeg blev puffet lidt væk og måtte se til fra afstand. De lagde en maske over hans ansigt, og det fik hosten til at stoppe. Langsomt gled den blå farve væk fra hans ansigt, samtidig med at hans øjne gled i. Mit hjerte hamrede af sted. De kunne redde ham, kunne de ikke? Jeg ville have spurgt, men det var som om, nogen havde slået hundredevis af knuder på min tunge.

Pludselig slog det mig. Det var derfor, at Niall var så fraværende og mut i går. Vreden begyndte at pulsere rundt i mig og sorgen gjorde den dobbelt så stor. Den satans læge havde fortalt ham, at han ikke ville komme til at overleve. Jeg trak vejret i små korte hiv nu, mens jeg, i mine tanker, brændte hul i lægens ryg med mit blik. Jeg var så sur, og så oprevet. Hvorfor havde Niall ikke fortalt mig det? Jeg havde forfanden levet med tanken om, at han kunne dø hver eneste dag de sidste 2 måneder, så hvorfor skulle jeg ikke kunne klare det denne gang!?

Men så så jeg på Niall. Han var blevet bedøvet, det var klart, og lægen snakkede med sygeplejerskerne. Jeg fik ikke fat i et eneste ord, men jeg kunne gætte mig til halvdelen. Han har ikke en chance for at overleve. Vi kan give ham lidt bedøvende og forsøge at genoplive ham, men det vil ske lige meget hvad.

Jeg kunne ikke være sur på Niall, så min vrede forsvandt som dug for solen. Nu stod jeg bare med sammenfaldne skuldrer og betragtede Niall, som lå fredfyldt i sengen. Verden lukkede sig sammen om mig, og jeg hørte ingenting. Der var en tung stilhed omkring, som ikke engang lægens ophidsede stemme kunne trænge igennem.

”Avery, Avery!” Jeg drejede langsomt hovedet og så Harry. Han rystede min skuldrer, talte til mig. Men kun da han sagde hans navn, var han trængt ind til mig.

Jeg tog en hurtig beslutning og skubbede ham væk. Med hurtige skridt løb jeg over til sengekanten og lod tavshedens boble springe. Jeg kunne igen høre de oprevede og ophidsede stemmer, som omgav Nialls seng.

”Nej, jeg bliver her!” Det var Harry.. Jeg så ikke optrinet, men jeg kunne høre ham. En sygeplejerske forsøgte at få ham ud, men han insisterede, bad og råbte. Hun gav sig ikke, hun havde allerede fået resten af bandet til at forlade stuen, men Harry havde andre planer.  Han snog sig forbi hende, og satte sig på hug ved mig, som om han var bange for, jeg ville falde. Men jeg så kun på Niall.

Lægen besluttede sig endelig og fjernede masken. Måske havde det hjulpet, men desværre var chancen for det modsatte var enorm. Niall lå helt stille. Længe.  Jeg ville nok have troet, han var død, hvis ikke det var for hans minimale vejrtrækning.

Pludselig gled hans øjne op. Han så på mig og ville tydeligvis sige noget. Men der kom ikke en lyd over hans læber. Jeg sendte ham et opmuntrende smil, et smil med troen om, at alt nok skulle blive godt igen. Nialls ansigt blev forvrænget af smerte og endelig begyndte han at få en hæs lyd ud, så han kunne snakke.

”Avery..” startede han, men hans stemme knækkede helt over. Jeg tog han hånd og så bedende på ham. Bad til, at han ville kæmpe bare lidt mere. Men jeg kunne godt se på ham, at han gjorde alt, hvad han kunne. Hans krop dirrede og sveden piblede ned over hans ansigt.

”Tatoveringen med dit navn.” Han hakkede sig igennem sætningen, ”Den fik jeg, mens jeg var vred på dig. Jeg har aldrig kunnet se mig selv sammen med en anden end dig.” Igen måtte han afbryde på grund af et hosteanfald. Jeg klemte blidt hans hånd, mens jeg nikkede. Et anstrengt smil kom kortvarigt frem på hans læber. Han så på mig, dirrende og rystende. Lægerne arbejdede måske et sted bag mig, men jeg så ingen ud over Niall. Jeg kunne næsten mærke, hvordan han blev revet længere og længere fra mig hvert minut, hvert sekund. Følelsen fik tårerne til at komme op i øjnene på mig, og ingen længe dalede de ned over mine kinder.

”Lov mig, at du bliver lykkelig. Lov mig, du finder en anden, som kan få dig til at smile. Lov mig, at du glemmer mig,” bad han, og jeg kunne pludselig se tårerne i hans øjne. Jeg rystede først på hovedet. Jeg var ikke klar til at miste ham, han kunne ikke forlade mig nu!

”Lov mig det, Avery. Vi mødes igen en dag, det ved jeg.” Jeg så væk et øjeblik med tårerne rendende ned af kinderne, inden jeg drejede ansigtet mod ham og nikkede.

”Jeg lover det, Niall,” hviskede jeg lavt. Han pressede øjnene sammen i smerte og fangede så mit blik igen. Han blik var fuld af smerte, kærlighed og sorg. En sammenblanding, som var den værste i hele verden. Impulsivt rakte jeg frem efter ham og lod ord blive en overflødig ting. Tårerne drev ned over vores kinder og gjorde kysset salt. Langsomt blev han mindre og mindre ivrig i kysset. Smerterne havde overmandet ham. Jeg trak mig lidt væk og rystede forvirret på hovedet.

”Nej, Niall, nej!” hulkede jeg og så oprørt på ham, mens hans blik bare blev mere og mere tomt. Hans læber mimede nogle ord. Flere gange. I Love You. I Love You. Jeg rystede på hovedet, men vidste inderst inde godt, at det var slut. Hans øjne gled langsomt i, og hans hoved faldt langsomt tilbage på puden.

Jeg elsker dig, Avery.

Det var de sidste bevægelser, hans læber lavede. Hans åndedræt holdte op, og han var væk. Jeg sank hulkende sammen på gulvet, men blev straks samlet op. Harry holdt mig stramt ind til sig og trak mig lidt væk, så lægerne kunne prøve at genoplive Niall. Men jeg vidste godt, at det var slut. Han ville ikke komme tilbage.

Jeg klemte mig ind til Harrys bryst og gav mig helt hen til gråden. Harrys tårer ramte mig i hårbunden, og jeg kunne også mærke hans krop bevæge sig i kramper, mens vi bare stod der i fælles sorg over Niall.

”Det er slut.” Lægen sagde de sidste, forfærdelige ord. Jeg drejede hovedet, så på Niall en sidste gang. Nu var han væk, for alvor.

Jeg elsker dig, Niall James Horan.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...