Blinded: Immortal Love - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
3'er i BLINDED: Avery og Niall har efterhånden været det meste igennem, og deres forhold fungerer som det skal. Men da Niall kommer ud for en uventet ulykke, bliver Avery for alvor udfordret. Hun skal håndtere Niall og Harry samt en gammel kending igen, uden viden om hvordan det hele vil ende.

1Likes
0Kommentarer
1525Visninger
AA

15. Kapitel 14

Lægen måtte fortælle mig næsten 10 gange, at det var normalt at koma-patienter kunne bevæge sig. Jeg sukkede og vendte mig om for at gå ind i venteværelset, hvor Liam, Zayn og Louis sad og snakkede. Hvor Nialls forældre var, anede jeg ikke. Jeg havde ikke set skyggen af dem, siden jeg var gået ud for at snakke med lægen, og jeg gik ud fra, at Harry og Veronica var taget hjem. Harry ville sikkert komme igen senere.

”Hvad så’?” sagde de alle i kor, med undtagelse af Zayn, som kom med et ’Vas’ Happenin’’Jeg satte mig ned på gulvet. De sad på tre stole, som stod på en lige række, så jeg sad overfor Liam, som sad i midten.

”Det betød ikke noget. Det er normalt at koma-patienter laver små bevægelser,” svarede jeg og så intenst på Louis’ røde bukser. Mest fordi, at jeg ikke anede, hvor jeg skulle kigge hen.

”Nå..” mumlede Zayn og sukkede kort efter. Frustrationen steg også i mig, og jeg besluttede mig derfor for at kigge til Niall. I øvrigt så jeg ud til at have forstyrret dem i noget, for de snakkede ikke, som de havde gjort, da jeg kom ind. De var også blevet noget tavse, men jeg var gået ud fra, at det var fordi, de ville høre om min snak med lægen. Men der hang en mærkelig stemning i luften, som virkede elektrisk, og man var ikke godt tilpas i den.

”Har i set Harry og Veronica, eller er de taget hjem?” spurgte jeg, mens jeg rejste mig op. Jeg skulle egentlig bare vide, om Veronica på værelset, for jeg gad ikke rigtigt snakke med hende.

”De gik bare, så jeg ved det faktisk ikke,” svarede Louis med en skuldertrækning. Jeg nikkede og nåede kun lige at komme ud af venteværelset, da jeg kunne høre deres stemmer igen. Hvad de helt snakkede om, anede jeg ikke, men jeg måtte i hvert fald ikke høre det.

Jeg gik ned af gangen og håbede inderst inde, at Niall ville sidde op i sengen, når jeg kom ind. Jeg nægtede at tro på, at hans bevægelse ikke kunne betyde noget. Han havde trodsalt ligget i sengen i næsten 1½ måned uden at røre på sig, så en smule forandring ville være rart.

Jeg åbnede døren, og det første der sprang i øjnene på mig, var Niall, som bare lå. Men han havde rykket sig! Det ville jeg vædde med! Men til gengæld var der også en lyd, som sprang mig i møde. Lyde. Min mave trak sig sammen, og jeg havde mest af alt lyst til at holde mig for ørerne.

Det gør de fandeme ikke!

Jeg tog en dyb indånding og forsøgte at holde det ud, så jeg kunne komme over til Niall, som havde flyttet sig. Men den stønnen sprang mig direkte i ørerne og gjorde, at jeg tilbagelagde de tre meter over til toiletdøren på tre lange skridt. Jeg bankede hårdt på døren, og pludselig var der meget stille. Jeg fnøs, drejede om på hælen og gik over til Nialls seng. Jeg kunne høre lavmælte stemmer fra badeværelset, som en summen i baggrunden.

Jeg havde ret, Niall havde flyttet sig. Denne gang var de tikke bare en trækning i mundvigen, nu lå han anderledes. Hans arme havde før lagt ned langs siden på ham, men nu lå højre hånd oven på dynen, som oveni købet var skubbet længere ned, så det øverste af ham var synligt. Den hvide hospitals trøje med hospitalets navn var nu tydelig, og jeg kunne allerede mærke, at det var tæt på. Han virkede ikke så bleg, som han havde været tidligere, da han var blevet genoplivet. Nu havde han tværtimod fået en anelse rødmossede kinder, som om han havde det varmt. Jeg smilede lidt ved synet og havde fuldstændig glemt alt om Veronica og Harry. Altså, lige indtil døren til badeværelset gled op.

Smilet gled af mit ansigt, da jeg så Veronicas uglede hår, som hun sikkert havde forsøgt at re ud med fingrene, Harrys bukser, som sad alt for højt og hans rodede hår, som Veronica sikkert havde kørt sine lange, tynde fingrer igennem, mens de havde sex. Jeg så på Harry med et blik fuld af forargelse og begyndte at gå imod døren.

Men da jeg passerede dem, stoppede jeg og så på Harry.

”Kom,” kommanderede jeg og var fuldstændig ligeglad med Veronicas triumferende blik. Harry gik straks med mig, mens jeg med lange skridt, rank krop og et stramt ansigtsudtryk førte an ud af hospitalet.

Lige så snart vi var kommet ud af de store glasdøre, vendte jeg mig mod ham og vidste slet ikke, hvordan jeg skulle se ud i ansigtet. Sur, irriteret, forarget? Det endte med at blive en blanding af det hele, fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige. Jeg kunne jo lyde som hans mor: Sådan noget gør man bare ikke, og så løfte en pegefinger for at understrege det. Nej. Jeg valgte min egen version.

”Hvorfor?” Jeg slog ud med armene og så opgivende på ham. Sådan en idiot. Han så ned på asfalten, som om den pludselig var blevet helt vildt spændende.

”Er det ikke logisk Avery? Jeg er forelsket. Har du forfanden da aldrig haft sex?” Jeg måtte rynke panden ved den måde, han sagde forelsket på, så jeg nåede slet ikke at blive fornærmet over hans næste sætning.

”Forelsket,” gentog jeg, sukkede dybt og drejede om på hælen for at gå. Men så frøs jeg i bevægelsen og stod bare med ryggen til ham. En idé var poppet op i mit hoved. Og det var så den idé, der fik mig til at vende mig imod ham, lægge armene om halsen på ham og lade vores læber mødes. Først var han overrasket, men den kom han hurtigt over, for han lagde armene om mig, for at presse min krop ind mod hans. Kysset var intenst, ømt og helt anderledes end de kys, jeg fik af Niall.

Kysset havde virket længere, end det enlig var. Det varede ikke længere end et par sekunder, for det eneste jeg skulle finde ud af, var om han ville skubbe mig væk, eller om han ville give sig hen i kysset. Og man kunne roligt sige, at jeg havde fået svar, da jeg stødte fra med hænderne mod hans brystkasse og kom ud af hans greb.

”Nu har du noget, du skal forklare mig,” sagde jeg med dirrende stemme, mens mit blik hvilede på ham. Han så ud som en, der var blevet busted i et tyveri. Hans øjne var hægtet fast til jorden og hans skuldre var sammensunkne. Jeg vidste, at han nu ikke kunne krybe sig uden om en forklaring. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...