Blinded: Immortal Love - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
3'er i BLINDED: Avery og Niall har efterhånden været det meste igennem, og deres forhold fungerer som det skal. Men da Niall kommer ud for en uventet ulykke, bliver Avery for alvor udfordret. Hun skal håndtere Niall og Harry samt en gammel kending igen, uden viden om hvordan det hele vil ende.

1Likes
0Kommentarer
1525Visninger
AA

14. Kapitel 13

Vi ventede længe ude foran døren, uvidende om, om de havde fået genoplivet ham, eller om hans sjæl nu var draget til himmels. Jeg sad på en stol for mig selv og kiggede tomt ned i gulvet. Louis og Zayn sad på hver deres side af mig, også fuldstændig tomme i blikkene. Vi må have lignet en flok zombier. Vi sad ikke og snakkede, vi bevægede os ikke. Vi sad der bare, uden rigtigt at være til stede på hospitalet. Alle vores tanker var hos Niall, som fuldstændig ud af det blå, var død. Hans hjerte var holdt op med at slå.

”Nialls pårørende?” Jeg sprang sammen I stolen og så overrasket op på den læge, som stod lige foran os, uden at vi havde set ham. Jeg skævede over til Nialls forældre, som hurtigt nikkede og skyndte sig at spørge til ham. En skygge gled over lægens ansigt, og han begyndte at fortælle, hvordan det hele var gået derinde. Hjerte sank i livet på mig, mens jeg lyttede. Jeg stirrede bare på Nialls forældre, som knugede hinandens hænder, mens de snakkede med lægen.

”..Det vil sige, at vi nu har mistet Niall..” forklarede han med et trist ansigtsudtryk. Han så rundt på os alle, Louis, Zayn, Harry, Liam, mig, Veronica og Nialls forældre, så han var sikker på, at han ikke skulle sige det igen. Der var intet værre end at give beskeden om, at en patient var død til forældre og venner.

Mit blik blev tommere end før. Jeg skjulte mit hoved i mine hænder og lukkede øjnene. Håbede på at det kun var et mareridt, og at jeg lige om lidt ville vågne igen i sengen sammen med Harry.

Men da jeg åbnede øjnene, så jeg Nialls mor med faderens arme omkring hende, mens hele hendes krop rystede i gråd. Veronica græd ved Harrys skulder. På Louis kinder trillede der små tårer. Hele tiden. Zayn så derimod lidt ud som mig. Tom i blikket, uden helt at have forstået det ned til punkt og prikke, at Niall var væk.

Jeg rejste mig og følte mig lidt som i en osteklokke. Jeg hørte ikke noget af det der skete rundt om mig, jeg betragtede det bare. Var vidne til andres sorg, mens jeg selv bare følte mig som et stort tomt hul i jorden, uden funktion.

Som i trance bevægede jeg mig ned af gangen, for at se Niall. Jeg ville ikke tage afsked med ham i et ligrum, så var stuen på hospitalet bedre. Jeg lagde hånden på håndtaget og kiggede en sidste gang på døren, mens jeg tog mig tid til at få min vejrtrækning under kontrol. Jeg skulle lige vænne mig til tanken om, at jeg nu skulle se Niall; død.

Jeg skulle lige til at trække håndtaget ned, da det pludselig blev trukket hårdt ned og døren blev skubbet op, lige hen imod mig. Jeg sprang tilbage, slap håndtaget og så med et underligt udtryk på den unge læge, der kom ud. Hans øjne spejdede rundt, som om han ledte efter nogen. Han fik øje på mig og så et kort øjeblik ud til at fundere over, hvem jeg var. Men jeg vidste godt, hvem han var. Han havde tjekket Niall flere gange, i den tid han havde lagt på hospitalet.

Da genkendelsen endelig sprang frem i hans ansigt, var jeg på vej forbi ham, indtil Nialls stue. Jeg mærkede et tag i min arm, og jeg vendte mig om med et irriteret blik. Nu ville jeg ind til ham, og det skulle ingen læge lave om på. Jeg ville ryste hans arm af mig, men han var, selvfølgelig, stærkere end mig. Det korte stykke man kunne se af hans arme, var muskuløse og senede.

”Vent,” bad han og så indtrængende på mig. Jeg havde ikke i sinde at vente, men det var noget over den måde han bad mig om at vente på. En intensitet. Han havde noget på hjerte.

”Har du set overlægen? Vi gjorde et sidste forsøg, og han er i live igen.” Først troede jeg, at han snakkede om en anden. Var de virkelig så hurtige til at skifte patienterne på stuerne ud? Jeg nåede slet ikke at svare ham, jeg drejede bare om på hælen, og denne gang slap han mit håndled. Lyden af den bippende maskine nåede mine ører, og lettelsen skød igennem mig. Niall var i live, Niall var i live. Lykken brusede rundt i mig, og jeg skyndte mig over til sengen. Han var, hvis det var muligt, blevet endnu blegere. Jeg tog hans hånd og flettede mine fingrer ind i mellem hans og takkede alt i hele universet, for at lade ham overleve.

Døren gik op igen og ind kom hele forsamlingen fra sidst. Jeg så ikke op, jeg var alt for optaget af Niall. For hvis jeg ikke tog meget fejl, havde jeg set en trækning i hans mundvige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...