Blinded: Immortal Love - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
3'er i BLINDED: Avery og Niall har efterhånden været det meste igennem, og deres forhold fungerer som det skal. Men da Niall kommer ud for en uventet ulykke, bliver Avery for alvor udfordret. Hun skal håndtere Niall og Harry samt en gammel kending igen, uden viden om hvordan det hele vil ende.

1Likes
0Kommentarer
1518Visninger
AA

13. Kapitel 12

Da jeg vågnede, var det lyst. Det slog mig, at det var længe siden, jeg havde sovet så længe. Et smil bredte sig på mine læber og blev hængende, selv da jeg kiggede over på Niall. Han så ud, som han plejede, men jeg kunne mærke optimismen fylde mig fra top til tå. Måske ville han rent faktisk vågne i dag!

Jeg gav Harrys hånd, som jeg holdt, et klem, inden jeg slap den. Nu skulle jeg bare vrikke mig ud af hans greb, så han ikke vågnede. Han skulle have lov til at sove så meget som muligt, eftersom at jeg havde holdt ham vågen i lang tid i går. Men på den anden side, var det rart endelig at ligge i en favn igen. Jeg så stjålent op på Niall og kom i tanke om det, han havde sagt til mig den morgen, hvor jeg lå syg.

”Skat, jeg kan ikke holde ud at se dig sådan her,” havde han hvisket til mig, med læberne imod mit øre. Derefter havde han taget mig i sin favn og havde givet mig den tryghed, jeg havde manglet.

”Vi ses.”

Jeg vidste det. Han havde sagt ‘Vi ses’. Ikke farvel, men vi ses. Et pludseligt håb tændte i mig, og mine tanker blev klare. Selvfølgelig ville han komme tilbage, det havde han sagt, at han ville.

Mine øjne hvilede på ham, da jeg forsigtigt fik fjernet Harrys arme. Han vågnede ikke helt, men han vendte sig om på den anden side og faldt øjeblikkeligt helt i søvn igen. Jeg listede hen til Nialls seng og skottede til uret, som hang på væggen. 08:47. Så ville sygeplejersken snart være her med morgenmaden.

Jeg satte mig på stolen ved siden af sengen og tog hans hånd, som jeg plejede. Egentlig, var alt som det plejede. Maskinen, som registrerede hans hjerteslag, bippede regelmæssigt, som den skulle. Ingen ændringer. Og alligevel kunne optimismen ikke forsvinde fra min krop. Jeg var helt overbevist om, at der skulle ske et eller andet i dag. Jeg kunne ikke sætte ord på følelsen, så det var svært at finde ud af, hvad det var, der skulle ske.

Døren ind til stuen gik op, og Louis kom ind sammen med sygeplejersken, Elaine, som kom med min mad. Louis var glad og storsmilende, hvilket var en stor forvandling, allerede fra i går. Sygehuset havde virkelig gået ham på, mere end jeg faktisk havde troet. Men nu så han ud til at have det helt fint, og det gjorde mig glad.

Dog blegnede hans smil fuldstændig, da han så på Harry. Jeg kom i tanke om, at han lå i min seng og kunne tydeligt se på Louis, at han var klar til at udbryde et eller andet. Men jeg satte en finger for munden og stoppede ham dermed. Han rystede på hovedet og kiggede væk. Det var næsten sødt, at han var sådan her. Lidt overbeskyttende og ret storebroragtig, men det gjorde ingenting for mig. Jeg kendte ham godt, så selvfølgelig passede han på mig i en situation som denne, og det var nærmest en selvfølge, at jeg ville gøre det samme for ham.

Han så lidt på Niall, som bare lå helt stille, og kom så hen til mig. Han bøjede sig ned og gav mig et langt, varmt kram.

”Puh,” sagde han, da han rettede sig op igen, ”dit hår trænger vidst snart til at blive vasket.” Jeg så ned, da jeg fik en smule farve i kinderne. Han havde nok ret. Selvom jeg var i bad for to dage siden, så havde det været varmt at ligge to under en dyne, tæt sammen. Han grinede lidt, og jeg grinede med. Jeg kunne ikke rigtig blive fornærmet over det, han mente det kun kærligt.

Jeg kom op fra stolen og bad, inde i mig selv, til at der ikke ville ske noget med Niall, mens jeg var på badeværelset. En vane, jeg ikke rigtigt kunne komme af med.

Jeg fandt et håndklæde, sandfarvede bukser, en blomstret BH med matchende trusser, en stramtsiddende, sort T-shirt og min toilettaske og tog det med ud på det lille, hvide badeværelse. Jeg fik hurtigt nattøjet af, som bestod af en bordeaux top og et par grålige bukser og trådte ind i brusekabinen. Den var lille, men det spillede ingen rolle, når jeg bare lige hurtigt skulle i bad.

Min toilettaske stod udenfor kabinen, så jeg snuppede hurtigt min shampoo og balsam, og en skraber til at barbere ben med. De var blevet lidt forsømt, mens Niall havde lagt på hospitalet, og nu hvor jeg endelig havde fået lidt ro i kroppen, kunne jeg godt lige give dem en omgang.

Jeg masserede shampooen ind i min hovedbund, derefter fik det en tur med balsam, og så sluttede jeg af med at barbere mine ben. Det tog ikke specielt lang tid, så inden længe kunne jeg gå i gang med at tørre mig. Jeg tog BHen og trusserne på og gik i gang med at tørre mit hår. Der var intet værre end vådt hår, som gjorde mine skuldrer og toppen af min ryg våde.

Krøllerne smøg sig om mit ansigt og ned over mine skuldrer, da mit hår endelig var tørt. Så redte jeg det igennem og satte det op i en høj hestehale, som jeg derefter lavede til en knold. Og så var det, at jeg hørte høje stemmer ude i stuen. Råb, forvirrede og beroligende. Mit hjerte begyndte at banke af sted, og jeg slugte en klump. Så fangede panikken mig igen, og jeg løb hen til døren for at springe derud og se, hvad der foregik. Men så kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde andet end undertøj på.

Jeg styrtede hen til tøjbunken og hev hektisk tøjet på. Jeg var i tvivl om, om jeg overhovedet havde lynet lynlåsen og rettet T-shirten, så man ikke kunne se min BH, for jeg stormede ud af døren og lige ind i armene på Harry, som straks tog fat i mig. Jeg forsøgte at se, hvad der skete ved Nialls seng, men det eneste jeg kunne høre var myndige stemmer, der talte sammen.

”Slip mig!” klynkede jeg ynkeligt og forsøgte at komme forbi ham, men han stod nemt imod og pressede mig imod døren ud.

”Harry, hør på mig!” jeg forsøgte at råbe, men jeg havde næsten mistet stemmen, så det blev ikke til mere end en ynkelig kvækken. Klumpen i min hals voksede og tårerne trillede allerede ned af kinderne på mig.

Døren lukkede bag os, og jeg ænsede overhovedet ikke hverken Louis, Zayn, Liam, Nialls forældre eller Veronica.

”Træk vejret,” sagde han roligt, ruskede i min skuldrer og så indtrængende på mig.

”Så fortæl mig hvad der sker!” udbrød jeg og kunne mærke den der åndssvage lille pige komme frem i mig - men lige nu var jeg så ligeglad, jeg skulle vide hvad der skete. Jeg holdt op med at prøve at løsrive mig fra ham, men jeg holdt stadig presset imod hans brystkasse, mens mit blik hvilede på døren, hvor det skete ting, som jeg instinktivt vidste ikke var gode.

”De skulle have fred til at genoplive ham..”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...