Blinded: Immortal Love - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
3'er i BLINDED: Avery og Niall har efterhånden været det meste igennem, og deres forhold fungerer som det skal. Men da Niall kommer ud for en uventet ulykke, bliver Avery for alvor udfordret. Hun skal håndtere Niall og Harry samt en gammel kending igen, uden viden om hvordan det hele vil ende.

1Likes
0Kommentarer
1511Visninger
AA

12. Kapitel 11

Louis’ synsvinkel:

Jeg tog Harry med ud af lokalet, så jeg kunne snakke med ham under 4 øjne. Jeg kendte ham så godt, at jeg simpelthen nægtede at tro på det, han sagde. Det hele virkede totalt åndssvagt i mine øjne.

Da vi var kommet et stykke ned af gangen, stoppede jeg og vendte mig imod ham, mens jeg så granskende ind i hans øjne. Han krympede sig under mit iagttagende blik og brød sig tydeligvis ikke om det.

”Meget har jeg troet om dig, Harry, men jeg havde aldrig troet, at du ville gøre sådan noget her,” sagde jeg surt og irriteret.  Han så ikke engang forvirret ud. Han vidste, hvad jeg snakkede om.

”Hvad mener du?” Argh, han var en god skuespiller. Ikke så underligt, at de fleste troede på ham. Men mig kunne han ikke narre.

”Du ved udmærket, hvad jeg mener. Jeg havde aldrig troet, at du ville udnytte en pige, som du udnytter Veronica. Det er klamt Harry.” Jeg var sur, og det måtte han godt få at vide. Han så væk og tænkte så det knagede. Jeg ville gerne betale hundrede kroner for hans tanker i dette øjeblik.

”Louis, lad os stoppe her. Jeg skal nok sove her det næste stykke tid, bare stop det der. Jeg har styr på det her.” Han vendte ryggen til mig og forsvandt ind i Nialls værelse, hvor både Avery og Veronica var. Jeg kendte udmærket hans plan, og jeg hadede, at han ville vinde Avery på den måde.

* * *

Averys synsvinkel:

Dagen havde sneglet sig af sted, men nu var klokken endelig otte. Louis kastede et blik på Harry, som om de aftalte noget og henvendte sig så til Veronica. Hun rejste sig og sammen fulgtes de ud af døren; Han skulle køre hende hjem, det havde været aftalen med Harry.

Døren havde ikke været lukket i mere end fem minutter, så kom den sædvanelige sygeplejerske ind ad døren med en tallerken. Det var lidt salat, nogle kartofler og en engelsk bøf. Hun satte sig på en af lænestolene og betragtede mig roligt, mens jeg spiste. Det, med at blive overvåget, var trælst, men til sidst havde jeg kunne lukke af for hendes blik og bare koncentrere mig om maden.

”Du kan godt gå, jeg skal nok komme med tallerknen bagefter,” sagde en stemme pludselig. Harry. Jeg så overrasket op på ham. Sygeplejersken rejste sig og spurgte: ”er du helt sikker?” Han nikkede og viftede hende ud af døren. Hun så næsten glad ud, men det forstod jeg også godt. Hvem gad sidde og betragte andre spise, bare for at sikre sig at de gjorde det? Ikke mig, i hvert fald.

Harry stod ovre ved vinduet og så ud. Hans pande var rynket, og hans hænder knyttede. Jeg forstod ikke rigtigt, hvad der var med ham, men jeg gjorde heller ikke noget seriøst forsøg. Jeg fandt Nialls hånd under dynen og klemte den kort. Jeg savnede ham helt ubeskriveligt.

* * *

Det var tid til at gå I seng. Jeg havde haft en dårlig dag, så jeg ville, for en gangs skyld, sove på sengen, som stod i rummet. Jeg havde et par joggingbukser og en sort top på, da jeg lagde mig under dynen. Harry havde overtaget toilettet efter mig, så jeg havde en mulighed for at falde i søvn, inden han kom tilbage. Jeg satte hurtigt min alarm på telefonen til at ringe klokken 12, hvor jeg altid plejede at stå op og tjekke Niall.

Jeg lukkede øjnene og forsøgte at falde i søvn. Af en eller anden grund, var jeg slet ikke nervøs for at ligge ved siden af Harry den her gang. Måske hang det sammen med, at han havde fået en kæreste. Jeg trak på skulderen, som om jeg rent faktisk snakkede med en eller anden – men jeg førte en dialog med mig selv.

Døren ud til toilettet blev åbnet. Lyset ramte mig i hovedet, og jeg vendte mig om på den anden side med et højt suk. Nu lå jeg med fronten imod den seng, hvor Harry skulle sove. Jeg kunne høre ham traske over gulvet og ventede blot på, at sengen ville knirke under hans vægt, så jeg vidste, at han havde lagt sig.

Men der var ingen seng der knirkede. Jeg rynkede panden og kunne slet ikke stille min nysgerrighed. Hvad lavede han mon? Jeg åbnede øjnene på klem og fik hurtigt øje på hans hvide t-shirt i mørket. Den lyste nærmest op. Han stod ved vinduet og kiggede ud. Det var ikke åbent, for så ville jeg kunne høre bilerne på vejen nedenfor. Han lagde slet ikke mærke til noget, gloede bare ud af vinduet, med hænderne placeret i vindueskarmen.

”Harry?” mumlede jeg hæst og lod mit blik hvile på hans ryg. Han vendte sig langsomt om og fangede mit blik med det samme. Jeg så roligt på ham og kunne allerede mærke en rolig fornemmelse løbe igennem min krop.

”Avery?” mumlede han lavt. Jeg betragtede ham, så hvordan krøllerne faldt ned over hans ansigt, så hvor godt den hvide t-shirt sad på ham. Et kort, ufrivilligt suk forlod mig.

”Det stresser mig, at du står der.” Han lyste nærmest op i mørket og begyndte at gå hen imod sengen, som var redt op til ham, 10 centimeter fra min.

”Bedre?” spurgte han, da han havde lagt sig ned. Hans ansigt vendte imod mit, og jeg kunne mærke lysten til at snakke med ham; ham alene! Jeg mumlede et bekræftende svar. Han så sikkert godt selvtilfreds ud, hvis jeg kendte ham ret. Han havde aldrig haft noget imod piger, det vidste jeg.

Sådan lå vi, da vi langsomt begyndte at snakke. Vi snakkede ikke om episoden på stranden og alle de negative ting, der var sket imellem os. Vi snakkede om første gang vi mødtes. De gange hvor han havde trøstet mig. De fede oplevelser vi havde sammen. Det føltes pludselig helt naturligt at snakke med ham. Veronicas fravær havde også en virkning på ham. Han var ikke så irriterende og storsnudet, som han var, når hun var i nærheden.

Ringetonen fra min alarm fik mig til at fare sammen. Jeg trykkede hurtigt på skærmen og rejste mig fra sengen. Vores samtale var blevet afbrudt meget pludselig, og Harry sagde ingenting. Men jeg kunne mærke hans blik mod min ryg.

Jeg satte mig på stolen ved siden af Niall, fandt hans hånd under dynen og talte lavmælt til ham. Så lavt, at jeg knap nok selv kunne høre det. Jeg fortalte ham om min dag. Om mine følelser. Til sidst sluttede jeg af med, som altid, at fortælle ham, at jeg elskede ham helt ubeskriveligt meget.

Men så knækkede verden også sammen for mig. Jeg havde ikke grædt i mange dage, jeg havde følt mig tømt. Men nu måtte mit lager være blevet fyldt op igen. Jeg nåede kun lige at ligge mig i sengen, så begyndte jeg bare at græde. Jeg hulkede tungt og forsøgte virkelig at stoppe. Men nu var jeg startet, så det var umuligt at stoppe den enorme mængde af tårer der forlod mine øjne, lidt af gangen.

Harry reagerede straks. Han var hos mig med det samme, satte mig op i sengen, så han kunne holde om mig. Han sagde ikke noget, men jeg behøvede heller ikke ord. Jeg ville bare græde nu. Over at Nialls liv hang i en tynd tråd. Over Veronica som troppede op hver dag og gjorde andet, end at irritere og pisse mig af. Jeg græd bare, og Harry klagede ikke; tværtimod, han holdt fastere og fastere om mig. Jeg nød hans nærvær, faktisk håbede jeg, at han ikke ville slippe igen. Det var dejligt at mærke, at han rent faktisk ikke var så ligeglad med mig, som han gav udtryk for. Jeg havde savnet den tid, hvor alt var godt; Hvor jeg var kæreste med Niall og havde Harry som min bedste ven. Nej, bedre end bedste. Vi havde været så tætte, og selvfølgelig skulle følelserne ødelægge det hele.

Men lige nu føltes det som om, at alt var ved det gamle. Hvis man altså man så bort fra, at Niall bare ikke var vågnet, og Harry var kæreste med Veronica.

Det var ikke rigtigt gået op for mig, at jeg var stoppet med at græde. Jeg holdt bare mine arme omkring Harrys hals og stirrede frem i rummet. Han sagde ingenting, men jeg kunne mærke hans rolige, varme åndedræt imod min hals. Ud af det blå, fik jeg for meget af hans nærvær. Jeg trak mig væk fra ham og vred mig forsigtigt ud af hans arme.

”Jeg er træt.. Jeg vil gerne sove nu,” mumlede jeg og så væk. Jeg kunne mærke hans blik på mig, og det var klart, for jeg havde ændret humør på mindre end fem sekunder. Der gik lidt tid, inden han rejste sig og gik over til sin egen seng. Jeg lagde mig under dynen og så ud i mørket. Egentlig var jeg ikke træt. Jeg var bare forvirret.

Der gik lang tid, hvor jeg bare lå og så ud i luften. Jeg kunne slet ikke falde i søvn, og jeg blev mere og mere rastløs, jo længere tid der gik. Til sidst vendte jeg mig om og betragtede Harry, som lignede en der sov. Enten snorkede han ikke, ellers var han ikke faldet i søvn. Jeg kunne ikke høre en lyd fra ham.

Hans krøller var faldet ned i hans pande. Jeg havde en stor lyst til at fjerne dem, så jeg kunne se hele hans ansigt, men jeg var bange for at vække ham, for måske sov han rent faktisk. Hans ene arm lå udenfor dynen og ved en pludselig indskydelse rakte jeg ud efter hans hånd. Den var kold imod min, som kom frem fra min dyne.

Det overraskede mig ikke, at han åbnede øjnene langsomt og gav min hånd et klem. Jeg lagde mig om på siden, så langt over halvdelen af min lille 1-mands seng var fri.

”Som venner,” mumlede jeg og fangede hans øjne. Han nikkede ikke, men jeg kunne se på ham, at han indvilgede. Han var slet ikke overivrig, da han langsomt fik rykket sig fra sin, til min madras. Hver eneste bevægelser var rolig og velovervejet. Jeg betragtede ham med et roligt udtryk og glædede mig allerede til at mærke trygheden, som jeg havde undværet i 1 måned, fylde mig, så jeg med det samme kunne falde i søvn.

Harrys hånd holdt stadig om min, da vi lå to i min seng; med en dyne. Jeg drejede mig i sengen, så jeg lå med ryggen til ham. Forsigtigt sneg han en hånd ind under min talje og lod hånden hvile på min mave. Den hånd, som jeg holdt fat i, lå foran mig på sengen.

Hans varme krop varmede min op, og han indgød mig lige præcis den tryghed, en ægte ven kunne. En ven som Harry kunne.

Der gik ikke mere end et par minutter, før jeg faldt i søvn til hans rolige åndedrag, som ramte mine skuldrer og min hals. Jeg nåede slet ikke at overveje, hvad jeg skulle gøre i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...