Blinded: Immortal Love - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
3'er i BLINDED: Avery og Niall har efterhånden været det meste igennem, og deres forhold fungerer som det skal. Men da Niall kommer ud for en uventet ulykke, bliver Avery for alvor udfordret. Hun skal håndtere Niall og Harry samt en gammel kending igen, uden viden om hvordan det hele vil ende.

1Likes
0Kommentarer
1532Visninger
AA

11. Kapitel 10

Jeg måtte være blevet helt bleg. Louis kiggede i hvert fald bekymret på mig og puffede lidt til mig for at vække mig af den trance, jeg var kommet i. Jeg smilede kort til radioværten og ventede nervøst på, at han ville vise billedet. Det kunne være taget når som helst. Hvor som helst. Det var aldrig til at vide, hvornår folk tog et billede af en kendt. De var virkelig utilregnelige. Jeg forsøgte at se rolig og ubekymret ud, men Louis’ bekymrede blik gjorde mig klar over, at det gik elendigt.

Jack drejede skærmen og afslørede ikke bare ét, men tre billeder. De var alle sammen sat på samme billede, så han ikke skulle finde flere.

Mit blik kørte over det første. Først vidste jeg ikke, hvornår det var taget, og jeg kunne slet ikke genkende hverken situationen eller butikkerne omkring mig og Harry, som gik og holdt i hånd; Hvad folk så tilsyneladende ikke spottede, var vores hænder. De var ikke flettede, vi holdt bare hinanden i hånden.

Dér gik det op for mig. Billedet var taget, mens jeg var blind; derfor holdt Harry min hånd, så han kunne vejlede mig igennem menneskemængden. Jeg var ikke sikker, men jeg ville gætte på, at det var Nialls fødselsdag, hvor vi var taget ind til byen for at købe en kjole til mig. Det billede ville jeg nemt kunne forklare mig ud af, så mit blik gled videre til det næste.

Det næste genkendte jeg hurtigt. Jeg havde nemlig den kjole på, Harry havde givet mig. Vi så begge vildt fulde ud og hang nærmest op ad hinanden for at finde støtte. Der var endnu en forklaring. Problemet så ud til at blive mindre og mindre.

Altså, lige indtil mine øjne strejfede det sidste billede. Det var mørkt og grumset, så kvaliteten stank. Men jeg vidste hurtigt, hvad motivet var. To skikkelser kunne anes i vandet. Fuldmånen lyste over hovederne på dem og fik Harrys brune krøller til at blive lidt for tydelige – og man kunne sagtens se, at der var to mennesker. Min hvide, gennemsigtige, T-shirt så spøgelsesagtig ud i måneskinnet og forladte ingen tvivl om, at det var en pige.

Vi så måske tæt omslyngede ud, men Harry og jeg vidste, hvad der skete i virkeligheden. Hvordan jeg havde forsøgt at løsrive mig, da han havde holdt mig fast. Billedet var bare et fastfrosset sekund, hvor vi så ud som to elskende – selvom virkeligheden var noget mere broget.

”Harry har en kæreste,” udbrød jeg, da mit tankespind var færdigt. Jeg satte en undrende mine på og så trodsigt på Jack.

”Kan du så forklare hver eneste episode, Avery?” Mine øjne blev mørke, og jeg stirrede kort på ham, inden jeg hurtigt kastede et blik på Harry. Han sad klar, som en tiger på spring, foran mikrofonen, sikkert klar til at forsvare sig selv, hvis det blev nødvendigt.  Jeg pegede på billederne hver i sær. Altså, lige indtil jeg nåede det sidste. Der gik jeg i hak og var fuldstændig blank. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige.

Min tunge slog knuder, så Harry tog over – og ignorerede det hadefulde blik jeg sendte ham, for at stoppe ham.

”Avery trådte bare på en krabbe og gik i panik.” Han smilede troværdigt til Jack, som så mistroisk på ham. Jeg satte mig tilbage i stolen, positivt overrasket over ham. Men Jack så ikke ud til at være færdig, slet ikke. Først skulle han lige grave og rode i vores forhold, dybere og dybere til han fik noget saftigt, han kunne bruge til noget.

”Så i siger begge to, at i aldrig har haft noget sammen?” spurgte han indgående.

”Ja!” udbrød jeg, samtidig med at der kom et ”Nej,” fra Harry. Jeg vendte mig om med en ryk i stolen og så olmt på ham. Det her interview var en katastrofe. Nialls fravær og helbred gjorde os alle anspændte og irriterede. Harry så slet ikke på mig, han kiggede bare på intervieweren, som endelig så glad og tilfreds ud. Nøj, hvor kunne jeg knække halsen om på ham.

”I virker ikke helt enige…? Harry, hvornår havde i noget?” spurgte han, med et listigt smil på læberne. Nu havde han endelig fået et emne, der var lidt kød på.

”Det er over 3 år siden første gang…” Interviewerens øjenbryn fløj interesseret og undrende i vejret.

”Det skulle tilfældigvis ikke ramle sammen med den konkurrence, som Avery vandt?” Haha, han havde virkelig læst på lektien. Det var næsten irriterende.

”Jo.”

”Der var der mange rygter i omløb, som ikke blev bekræftet eller afkræftet. Har nogle af dem været rigtige?” Harry nikkede og sagde ja, for at give lytterne en chance for at forstå hans svar. Jeg sad og knyttede næverne og overvejede den mindst dramatiske entré. Selvom jeg havde lyst til at vade ud som en ekstrem dramaqueen.

Men da de snakkede videre og kom ind på hvilke rygter, gik min grænse.

”Harry og jeg har aldrig haft noget sammen. Han har bare foregivet at være min bedste ven, mens han bagede på mig.” Jeg så hadefuldt på ham og tog høretelefonerne af. Nu var jeg færdig her. Jeg ville op til Niall. Jeg rejste mig og forlod lokalet.

* * *

Det ville have været rart at sige, at Niall var vågnet, og alt var lagkage og røde roser; men sådan var det ikke. Niall lå bare, i samme tilstand, som han havde gjort den sidste måned. Chancen, for at han vågnede, var hverken blevet større eller mindre. Den hvilede på det samme stabile tal.

Et lille smil kom frem på mine læber, da Louis viste sig i døren. Jeg havde været alene, hvis man så bort fra Niall, hele dagen.

”Jeg har nogle nyheder til dig,” halvråbte han, mens han tog jakke og sko af.

”Jeg tror, du vil betragte dem som gode.” Han tog en stol og satte sig overfor mig ved siden af Nialls seng. Jeg så spændt på ham og håbede på et eller andet, som kunne redde mig lidt fra det her deprimerende liv. Sygeplejersker kom ind med mad 3 gange om dagen og så forventningsfulde på mig, til jeg havde ryddet tallerknen for mad – og det havde helt sikkert hjulpet. Min krop var i hvert fald meget mere rar at leve i nu. Mit humør blev automatisk en smule bedre, så jeg var glad for, at Louis havde taget affære, da han havde set mig på badeværelset.

”Der er knas mellem Harry og Veronica. Det er derfor, at Harry ikke har været her et stykke tid.” Jeg kunne næsten ikke skjule et lille smil, samtidig med at vreden langsomt blussede op i mig. Harry svigtede sin ven, fordi han havde sine såkaldte kærestesorger. Jeg troede ikke et sekund på ham og Veronicas forhold.

Når man taler om solen, så skinner den; I det her tilfælde, var det ikke solen. Harry og Veronica kom gående ind af døren, uanmeldt.

 

Jeg så væk, mens vreden langsomt blussede op i mig igen. Han havde lovet, at han ville ringe inden han kom anstigende – og især når Veronica var med. Han havde sikkert en lam undskyldning klar, som jeg ikke ville høre. Derfor besluttede jeg mig for at lade som om, at de var luft. Jeg holdt bare Nialls hånd og så ud i luften, uden videre interesse i dem. Måske snakkede de med Louis, måske snakkede de til mig. Men jeg hørte ingenting, jeg lukkede af, fyldte mine tanker med Fuck dem, Fuck dem, Fuck dem og fjernede mit synsfelt fra dem. Det var langt rarere at lade som om, at de ikke eksisterede. Hvor ville verden bare have været lettere.

Louis ruskede i min skulder. Jeg så op på ham og rystede hans hånd af mig og spurgte: ”Hvad?” Han gjorde et nik med hovedet hen imod Harry, som så lettere ophidset ud. Jeg gentog ordet, og det fik Louis til at se på mig, som om jeg var dum.

”Harry forsøger at snakke til dig,” svarede han og så hurtigt hen på Harry. Hans venstre hånd var flettet sammen med Veronicas, og det fik mig til at miste al lyst til at tale med ham. Men Louis så insisterende ud, så hvorfor ikke.

”Hva’ så?” Jeg kunne kaste op over mig selv. Før ulykken havde jeg været en glad, men hårdtarbejdende pige og efter ulykken, usikker, nervøs og genert; og nu opførte jeg mig barnligt og åndssvagt. Jeg ville faktisk helst bare være glad og smilende, men det var svært. Jeg følte mig skyldig, og når jeg opførte mig på den her måde, følte jeg mig bare irriterende. Jeg måtte lyde af personlighedsforvirring…

”Hvordan har du det?” Han så indtrængende på mig med sine grønne øjne, og fik mig til at forstå, at han mente det og virkelig tænkte på, hvordan jeg havde det. Det kunne man læse i hans øjne, selvom han stod på en afvisende måde og afviste mig med sit kropssprog.

Jeg fugtede læberne og overvejede mit svar; for hvordan havde jeg det egentlig? Faktisk havde jeg det elendigt. Men Louis holdt mig oppe og bekymrede sig for mig. Det var vigtigste lige nu, for jeg havde ikke tid til at bekymre mig for mig selv. Jeg havde kun bekymringer nok til Niall, og det kunne forklare mit problem med at glemme og spise, som heldigvis var løst nu.

”Jeg har det fint,” mumlede jeg, mens jeg sagde elendigt i mit hoved. Han nikkede kort for hovedet og kiggede på mig en sidste gang. Så han havde sikkert gennemskuet mig, men det gjorde heller ikke noget. Jeg var ligeglad med ham. Tavsheden sænkede sig over os og virkede til sidst akavet.

”Harry, vil du ikke nok sove her et par dage?” spurgte Louis pludselig, ”Hospitalet er ved at drive mig til vanvid, og jeg er nød til at komme lidt væk fra den deprimerende stemning..” Harry så fra mig, til Louis til Veronica. Han virkede først splittet, men så så han ud til at få en god idé.

”Jo, hvis Veronica også kan overnatte her.” Jeg kunne have kastet op. Så skulle jeg lægge 10 centimeter fra dem, mens de lå i en enmandsseng. Wuhu! Mit ansigt blev til en sarkastisk grimasse. Harry bemærkede det ikke, han kiggede på Louis, hvis mund lignede et stort O. Han ledte tydeligvis efter ord, for jeg var overbevist om, at han kendte min holdning til Veronica.

”Måske skal du bare lade hende blive hjemme..” mumlede han og så på Harry. Han prøvede på ikke at blive uvenner med ham, og det var klart. Selvfølgelig skulle der ikke være mere splid i bandet, end der var i forvejen.

”Kan du så ikke bare blive her lidt længere? Vi har lige fundet sammen igen!” Hans toneleje steg, og han virkede mere ophidset end før. Men på den anden side, så han ikke ud til at mene det. Det fik mig til at rynke panden og undre mig lidt over ham. Jeg kunne ikke helt finde ud af ham.

”Harry, vil du ikke nok bare gøre mig den tjeneste?” spurgte Louis bedende og så indtrængende på ham. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle håbe på, at han blev ved med at sige nej, eller at han gav sig. Men til sidst blev jeg enig med mig selv om, at det ville være bedst, hvis Louis kom hjem og fik en pause fra hospitalet. Men at det så lige skulle være Harry, som overnattede her sammen med mig, havde jeg det ikke helt godt med.

Harry svarede ikke og stod bare og flyttede vægten fra højre fod til venstre, og så videre. Jeg betragtede ham og undrede mig inderst inde over hans sære opførsel.

”Kom lige med,” kommanderede Louis pludselig med en krævende stemme. Han tog fat i Harrys underarm og trak ham ud af lokalet. Harry slap Veronica, som stod alene tilbage sammen med mig. En pinlig stilhed hang over os, og ingen sagde noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...