Blinded: Immortal Love - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
3'er i BLINDED: Avery og Niall har efterhånden været det meste igennem, og deres forhold fungerer som det skal. Men da Niall kommer ud for en uventet ulykke, bliver Avery for alvor udfordret. Hun skal håndtere Niall og Harry samt en gammel kending igen, uden viden om hvordan det hele vil ende.

1Likes
0Kommentarer
1510Visninger
AA

22. Epilog 2

Jeg åndede lettet op, da jeg så, at der kun var en enkel trøje tilbage i vasketøjskurven. Jeg rakte ud efter den og hængte den op med to blå klemmer. Solen skinnede fra en skyfri himmel, så der ville ikke gå lang tid, før tøjet var tørt. Jeg tog tasken, som jeg havde båret vasketøjet i, over skulderen og begyndte at gå. Jeg valgte den lange vej, den, som førte bag om huset. 

Fuglene kvidrede i toppen af de høje egetræer, som stod i den fjerneste ende af haven. De grønne blade var sprunget ud for længst og hjalp blomsterne til at gøre haven farverig og smuk. Jeg gik forbi de første bede, som indkredsede haven. Det havde taget lang tid, og mange timer at blive enige om hvordan haven helt præcist skulle se ud – og endnu længere tid at føre den ud i livet. Anlægsgartnerne arbejdede i næsten en måned, og den gartner, som nu havde ansvaret for haven alene, arbejdede fuld tid. Der var altid en blomst, som skulle vandes, eller et bed som skulle luges.

Jeg gik forbi de to bede, som næsten mødtes på midten, men blev adskilt af en lille sti, hvorpå der lå små, grå sten. Jeg ville ned til den cirkel, hvor alle mine ynglingsblomster var. Lige så snart jeg trådte ind i cirklen, som jeg betragtede som mit, fyldte den stærke duft fra syrenerne straks min næse. Det fik et afslappet smil frem på mine læber. Jeg elskede det her sted, som han havde lavet specielt til mig. En lille cirkel, som, ligesom de to bede, kun var brudt af en lille sti. Bagerst i cirklen, ud mod hjørnet af haven, stod der en masse syrener. Deres lyserøde farve strålede i samspil med de andre blomster. De blå nevruz blomster stod flot blandt hvide blomster. Nevruzerne var plantet sådan, at der var lavet et mønster i den hvide baggrund.

Jeg satte mig ned på stien og så rundt på cirklens blomstrede jord. Her, hvor jeg sad, var der blevet begravet noget. Det vidste jeg, for jeg havde selv gjort det. Én gang om året gravede jeg det altid op, så jeg var sikker på, at der ikke skete den noget. Det var den for værdifuld til.

Jeg så kort på de flotte, røde gelénegle, inden jeg stak dem ned i jorden lige for enden af stiens slutning. Jeg ødelagde den ellers perfekte græsplæne, som vores gartner holdt så pænt. Men det gjorde jeg hvert år. Altid det samme sted. Gartneren vidste godt, at jeg lavede et eller andet, men havde aldrig spurgt – eller for den sags skyld sagt noget til ham.

Jeg løsnede tålmodigt jorden og kastede det til side, når jeg havde undersøgt det grundigt. Den ville dukke op, det gjorde den altid. Jeg masserede jorden imellem mine fingrer, fast besluttet på at den skulle findes. Den kunne gemme sig hvor som helst.

Netop i det øjeblik placerede solen sig på sit højeste og bragte lige netop dén plet i græsset i solskin. En genspejling ramte mig direkte i øjnene. Jeg missede overrasket med øjnene og opdagede først grunden, da jeg var rykket til side. En lille sølvoverflade var kommet til syne. Jeg sukkede dybt og tog den op af jorden.

Den lignede sig selv. Jeg fjernede jorden fra den og lod fingrene glide over det blanke sølv igen og igen, til man endelig kunne se, at det var en ring. Den havde ikke taget skade af at ligge 10 år i jorden, og de 12 bogstaver som var indgraveret, kunne man se. Den skinnede stadig, som første gang jeg fik den på. Dengang før koncerten. Jeg lukkede øjnene, som allerede var blevet blanke. Scenen, som kørte bag mine øjne var sort. Fuldstændig sort. Men jeg kunne høre stemmerne og lydene. Jeg ville aldrig glemme det.

En dør gik op, og allerede inden han sagde noget, vidste jeg, at det var Niall. Han tog min hånd og flettede sine fingrer ind imellem mine. Diskret, for der var andre mennesker i rummet. Jeg smilede skævt, men så mærkede jeg noget tynd og køligt. Jeg rynkede brynene og lod min anden hånd glide over vores flettede hænder. Jo, der sad noget smalt og køligt.

Jeg gispede. Det måtte være en ring, som han diskret havde sat på min finger. Jeg hævede hovedet med et overrasket smil.

”Tak,” mumlede jeg, inden blidt mærkede hans læber imod mine. Bare hurtigt, så folk omkring os ikke så det. Men det var nok, og det sagde mere end tusind ord for mig.

En tåre løsrev sig og flød langsomt ned over min rødlige kind. Jeg savnede ham. Det mørkeblonde hår, de strålende, blå, livsglade øjne. Men egentlig, savnede jeg bare hans tilstedeværelse. Jeg havde levet uden synet i et års tid, og det var dér, jeg var faldet for ham. Jeg savnede hans stemme og hans nærvær.

Det var, i dag, 15 år siden han døde. Siden han tog det sidste, hæse åndedrag og forlod mig. 15 år siden han sagde mit navn. 15 år siden han fortalte mig, hvor højt han elskede mig.

Jeg betragtede ringen nøje og kunne mærke tårerne presse sig voldsomt på. Dette var den eneste dag om året, jeg tillod mig selv at tænke på ham. Jeg huskede hans ord, lige inden han tog det sidste åndedrag og forlod denne verden.

”Avery..” startede han, men hans stemme knækkede helt over. Jeg tog han hånd og så bedende på ham. Bad til, at han ville kæmpe bare lidt mere. Men jeg kunne godt se på ham, at han gjorde alt, hvad han kunne. Hans krop dirrede og sveden piblede ned over hans ansigt.

”Tatoveringen med dit navn.” Han hakkede sig igennem sætningen, ”Den fik jeg, mens jeg var vred på dig. Jeg har aldrig kunnet se mig selv sammen med en anden end dig.” Igen måtte han afbryde på grund af et hosteanfald. Jeg klemte blidt hans hånd, mens jeg nikkede. Et anstrengt smil kom kortvarigt frem på hans læber. Han så på mig, dirrende og rystende. Lægerne arbejdede måske et sted bag mig, men jeg så ingen ud over Niall. Jeg kunne næsten mærke, hvordan han blev revet længere og længere fra mig hvert minut, hvert sekund. Følelsen fik tårerne til at komme op i øjnene på mig, og ingen længe dalede de ned over mine kinder.

”Lov mig, at du bliver lykkelig. Lov mig, du finder en anden, som kan få dig til at smile. Lov mig, at du glemmer mig,” bad han, og jeg kunne pludselig se tårerne i hans øjne. Jeg rystede først på hovedet. Jeg var ikke klar til at miste ham, han kunne ikke forlade mig nu!

”Lov mig det, Avery. Vi mødes igen en dag, det ved jeg.” Jeg så væk et øjeblik med tårerne rendende ned af kinderne, inden jeg drejede ansigtet mod ham og nikkede.

”Jeg lover det, Niall,” hviskede jeg lavt. Han pressede øjnene sammen i smerte og fangede så mit blik igen. Han blik var fuld af smerte, kærlighed og sorg. En sammenblanding, som var den værste i hele verden. Impulsivt rakte jeg frem efter ham og lod ord blive en overflødig ting. Tårerne drev ned over vores kinder og gjorde kysset salt. Langsomt blev han mindre og mindre ivrig i kysset. Smerterne havde overmandet ham. Jeg trak mig lidt væk og rystede forvirret på hovedet.

Den første tårer løsrev sig, og det var blot adgangsbilletten for resten. Langsomt løb de ned over min solbrune kinder, mens jeg huskede minderne. Jeg lukkede øjnene, huskede ethvert øjeblik hvor han havde grinet sammen med mig. Hvor levende han havde været. De gange, hvor jeg bare havde ligget og set på ham. De gange, vi havde været tæt. Helt tæt. Og så de gange, jeg havde beskyldt mig selv for at være årsagen til hans død. Jeg havde ikke tal på de gange, hvor jeg havde skadet mig selv, fordi jeg var skyld i hans død. Han fortjente ikke at dø.

Ingen fortjente at dø så ung.

Jeg tørrede tårerne væk og kvalte en hulken. Han ville ikke have ønsket, at jeg brugte en hel dag, hvert år, på at sørge over ham. Men jeg kunne ikke lade være. Han havde sagt, at jeg skulle give slip. Det havde jeg også gjort, de resterende 364 dage. Der tænkte jeg aldrig på ham. Mine tanker strejfede ham ikke engang. Det skyldte jeg min mand. Han havde kæmpet mindst lige så meget som mig, i tiden efter Nialls død. Han havde kæmpet for at få mig til at elske ham, og jeg havde kæmpet for at kunne give ham den kærlighed. Det havde været svært, men det havde ikke fejlet. Jeg elskede ham.

”Skat?” En dyb stemme løb for mine øre. Jeg drejede hovedet og mødte hans blik. Han var bekymret. Jeg klemte hånden omkring ringen og vidste ikke rigtigt, hvor jeg skulle se hen. Han troede, at jeg havde givet helt slip på Niall. Men det ville jeg aldrig gøre. Han var det mest fantastiske, der nogensinde var sket for mig – men det samme var min mand. Jeg ville aldrig være kommet i gennem sørgeperioden uden ham.

Jeg så op. Hans grønne øjne fangede mine og betragtede mig alvorligt. Jeg fugtede mine læber og ventede. Han lagde en hånd på min arm kørte forsigtigt fingerspidserne hen over min hud, ned mod min hånd.

”Jeg tænkte på noget.” Mine ører blev kærtegnet af hans hæse, charmerende stemme. Jeg nikkede, uden at bryde øjenkontakten og så spørgende på ham.

”Vi har ikke besøgt Nialls grav længe. Jeg syntes, at vi burde tage derud, eftersom at det er 15 år siden.. ja.” Hans blik var pludselig fuld af smerte, og jeg kendte grunden. Niall havde altid været et ømt emne for os, fordi at jeg ganske enkelt forsøgte at glemme ham. Han havde heller aldrig glemt ham. Ingen ville glemme deres bedste venner. Især ikke, når de havde den pige, man selv ville have.

Jeg så et kort øjeblik granskende på ham, inden jeg rystede på hovedet. Jeg havde ikke lyst til at tage derud, det ville bringe for mange tanker, som jeg ikke havde kontrol over, frem.

Hans krøllede hår sad perfekt, som altid. De grønne øjne strålede og afslørede lidt af hans drengede personlighed. Jeg løftede hånden og kørte forsigtigt en finger over hans ru kind. Min hånd gled langsomt om bag hans nakke.

Hans øjne hvilede på mig, mens han blot stod helt stille. Jeg trådte et skridt frem, så vi stod helt op af hinanden. Jeg cuttede forbindelsen imellem vores øjne og hvilede panden imod hans brystkasse. Han lagde armene om mig og aede blidt min ryg.

Vi stod sådan længe. Jeg elskede at være i hans favn, hvor jeg følte mig tryg.

Jeg så op på ham. Han var fantastisk.

”Jeg elsker dig,” hviskede jeg lavt og pressede mine læber mod hans, mens tårerne langsomt begyndte at trille fra mine øjne igen.

Han afbrød kysset og så på mig.

”Hvorfor græder du?” Han kærtegnede blidt min kind og alt hans bekymring, fik en dyb fure til at vise sig i hans pande. Jeg rakte hånden frem og glattede hans hud ud.

”Jeg kom bare i tanke om, hvor heldig jeg er,” mumlede jeg, mindre end to centimeter fra hans læber. Et smil bredte sig på dem, inden han igen kyssede mig.

Vi kyssede længe. Tankerne om Niall var forsvundet igen, og jeg fokuserede på det, han havde fortalt mig. Jeg skulle videre, leve i nuet, tænke på min mand og mine børn. Jeg stoppede kysset og så bare på ham med et stort smil.

”Vi skal hente børnene fra skolen.” Han nikkede med det samme, men jeg kunne godt se på ham, at han havde lyst til noget helt andet. Jeg smilede skævt og kørte drillende en hånd igennem hans perfekt satte hår.

”Jeg kommer om lidt, starter du bilen?” Han smilede til svar og kyssede mig blidt på næsen, hvorefter han gik igennem haven for at komme om i gården.

Mit smil forsvandt med ham. Jeg vendte mig om mod stedet, jeg havde gravet ringen om, satte mig på hug og lagde ringen ned i den bløde, let fugtige jord. Med et blødt suk dækkede jeg den til, og lige så snart jorden havde lagt sig oven på den, forsvandt tankerne om Niall fuldstændig fra mine tanker. Nu ville de dukke op igen om et år, når jeg igen fandt ringen frem.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...