Blinded: Return the Favor - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
2'er i BLINDED: Niall Horan og Avery har nu været kærester et stykke tid. Alt ånder fred og ro i forholdet, og det går allerede meget bedre for Avery, som har fået sit syn tilbage. Men som ved alle andre perfekte forhold, skal noget gå galt - og det gør det for alvor, når forkerte følelser pludselig bliver afsløret, og Avery finder sig selv i en krise. En krise, som kan koste forholdet med Niall.

1Likes
0Kommentarer
843Visninger
AA

9. Kapitel 8

Ventetiden var lang, men endelig rullede der en bil ind på pladsen. Der var mange, som var taget hjem i løbet af den time. Der var ikke særlig mange biler tilbage – til gengæld kunne jeg stadig se Harrys. Han var ikke kommet op på parkeringspladsen, og han var heller ikke kørt hjem. Han ventede nok på, at jeg kom tilbage.

Jeg rejste mig fra jorden og gik hen imod bilen, som tydeligvis ventede på nogen. Da jeg trådte frem imellem bilrækken, blev fordøren åbnet. Et lille suk forlod mig, da jeg så Niall. Han gik hen imod mig med hurtige skridt og krammede mig hårdt. Jeg knugede ham ind til mig og havde utrolig svært ved at give slip igen.

Til sidst kom jeg i tanke om, at Harry var i nærheden. Jeg fik travlt og skyndte mig ind i venstre side af bilen. Niall satte sig ind i højre og begyndte at bakke bilen. Jeg trak benene op omkring mig og stirrede ud af forruden. Jeg frøs – mit tøj var stadig vådt. Niall rakte ud efter min hånd og tog den i hans. Hans nærvær gjorde mig tryk.

Jeg så over på ham. Det løb koldt ned af ryggen på mig.

Hvis det Harry havde ment, var det, jeg troede, var det ikke godt.

* * *

Jeg betragtede Averys sovende ansigt, inden jeg så lydløst som muligt stod op. Hun havde været fuldstændig ude af den i går – jeg havde aldrig set hende sådan før. Hun vendte sig om i sengen, og jeg stivnede midt i en bevægelse. Jeg skævede over til sengen, men så, til mit eget held, at hun blot havde drejet sig lidt siden. Jeg greb et par bukser og en T-shirt og listede ud af værelset. Hun havde brug for søvn.

Mens jeg trak tøjet på, tænkte jeg natten igennem igen. Hun havde været til fest med Harry, og Harrys bil havde stadig været der, da jeg kom. Hun havde kun været iklædt en bikini og et par gennemblødte shorts. Hun havde rystet af kulde. Jeg spekulerede og spekulerede, men jeg kunne ikke finde en eneste grund til, at hun skulle være blevet sur på Harry. Hende og Harry havde klikket sammen, allerede fra første dag de mødte hinanden.

Jalousien slog vejret ud af mig, da jeg så billedet af dem, liggende tæt sammen med flettede fingre. Det billede var, i starten af vores forhold, blevet ved med at dukke op i mit hoved, men efterhånden som tiden gik, var det forsvundet lige så langsomt.

Vreden fik mit hjerte til at slå hurtigere, ved tanken om, at Harry måske havde gjort noget ved hende. Men tanken virkede urealistisk. Jeg havde kendt Harry længere end hende, og jeg nægtede simpelthen at tro på, at han kunne finde på sådan noget. Han ville vide, at det satte hele vores band i fare. Han havde nok bare været for fuld til at lægge mærke til, at hun var ked af det. Måske havde nogle andre kritiseret hende, så hun brød sammen.

Jeg knyttede mine hænder og kunne mærke min lyst til at finde ud af, hvad det var, der var sket. Jeg forsøgte at slappe af og overbevise mig selv om, at hun nok skulle fortælle mig det. Hun ville nok ikke stå op foreløbigt, så jeg kunne lige så godt få tiden til at gå med at lave morgenmad.

Jeg knugede min dyne hårdere ind til mig og forsøgte at få den ubehagelige smerte i min mave til at forsvinde.  Med irriterede bevægelser vred jeg mig rundt i sengen for at tænke på noget andet. Niall var stået op, så jeg kunne ikke snakke med ham.  Jeg havde lyst til at råbe og skrige af min mave, men jeg vidste, af erfaring, at det slet ikke hjalp. Den mørkeblå dyne lå efterhånden helt nede i den anden ende af sengen.

Med et overdrevet suk rakte jeg ned efter den og pressede den hårdt ind imod min mave. Det hjalp overhovedet ikke, men så kunne jeg sætte neglene i den og afreagere på den måde. Jeg pressede hovedet ned i puden og faldt lige til ro igen.

”Er du vågen?” Jeg sukkede ned i puden og svarede med et utydeligt ord ned i puden. Nialls grin, over mit svar, fik det til at trække i mine mundviger. Sengen gyngede under mig, og jeg kunne mærke et par læber kysse min hals.

”Jeg har lavet morgenmad, kom så.” Jeg vendte mig om og så direkte på ham. Han så overraskende frisk ud i forhold til, at jeg havde vækket ham midt om natten. Jeg rejste mig op med en klagende stønnen og kunne ikke ligefrem mærke trangen til mad overvælde mig.

”Skal du ikke have noget mere tøj på?” Niall virkede bekymret. Det havde han selvfølgelig også sine grunde til. Han havde hentet en knust mig klokken et om natten, og jeg havde ikke fortalt hvorfor. Jeg nikkede bare og lagde først nu mærke til, at jeg kun havde undertøj på. Mine mavesmerter og tanken om hvad mig og Harry havde lavet, havde holdt mig vågen til langt ud på natten. Først da Niall lagde armene om mig i søvne, var jeg faldet i en urolig søvn.

Jeg trak i et par joggingbukser, som ikke strammede så voldsomt om maven. Bare tyngden af den top jeg tog på, virkede som en mursten imod maven. Niall tog min hånd og førte mig ud til bordet.

”Det ser godt ud.” Min stemme var fuld af begejstring, mens jeg betragtede det fyldte bord. Der var alt, hvad man kunne finde på at spise til morgenmad. Jeg satte mig ned og smilede kort til Niall. Bare tanken om at spise fik kvalmen til at stige op i munden på mig, men jeg rakte hurtigt ud efter brødet. Nu havde han lavet så fin mad, og den skulle ikke gå til spilde.

Mit helbred var ti gange værre, da jeg havde spist den morgenmad, jeg plejede. Min pande brændte, og varmen fik sveden til at samle sig i små perler på enden af min næse. Jeg kæmpede bravt for at se normal ud, men jeg havde det virkelig elendigt.

”Hvad var der sket i går?” Jeg så overrasket op på Niall, som betragtede mig med et overvejende glimt i øjet. Hvis jeg fortalte det, anede jeg ikke, som han ville tilgive Harry. Jeg havde to valgmuligheder – at tænke på mig selv, og splitte et af verdens mest berømte bands eller lyve for min kæreste. Ingen af delene var specielt tiltrækkende. Jeg tog mig til hovedet med et dybt suk og prøvede at gøre mine tanker klare.

”Niall, jeg kan ikke fortælle det. Undskyld.” En sort skygge gled over hans ansigt, og jeg kunne mærke smerten over at såre ham helt inde hos mit hjerte. Jeg så på ham med et undskyldende blik, mens han stirrede trist på mig.

”Jeg er din kæreste, og du kan ikke engang fortælle mig det. Tak.” Med de ord forlod han rummet og gik ud af hoveddøren.

Jeg sank sammen på stolen og hvilede mit hoved i mine hænder. End ikke smerten i min mave kunne overgå den, som var i mit hjerte.

Jeg begyndte at blive nervøs for Niall, da klokken nærmede sig otte. Jeg havde lavet aftensmad, men han var ikke dukket op. Maden var blevet kold for længst, og jeg gad ikke varme den. Jeg sad bare og stirrede ud i luften, mens jeg spekulerede over, hvordan jeg skulle få det hele i orden igen.

Døren gik.

Jeg så op og kunne høre skridt ude fra entréen. Jeg rettede mig lidt op og betragtede maden. Sovsen var blevet kold og havde fået et lille lag til at lægge sig øverst. Frikkedellerne så ikke indbydende ud som før, og pastaerne var helt klistrede og klamme. Jeg tog panden og gryden med ud i køkkenet for at varme det op igen. Hvis Niall ikke ville have noget, kunne jeg i det mindste spise selv. Sulten plagede mig. Jeg havde glemt at spise frokost, fordi mine tanker hang ved Niall og smerterne i min mave. Der var ikke plads til også at tænke på mad.

Døren ind til køkkenet gik op, og Niall trådte ind. Han lignede ikke sig selv, til trods for at han havde det samme tøj på som sidst. Hans ansigtsudtryk var helt tomme for følelser, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle kigge hen. Han stirrede direkte på mig, indtil døren gik op igen.

Harry kom ind af døren. Han så ikke helt frisk ud, og det var ret tydeligt, at han havde drukket dagen før. Jeg havde fornemmelsen af, at alt mit blod forlod mit ansigt. Jeg stirrede på ham og bare ved at se ham, kunne jeg mærke en brændende fornemmelse dér, hvor han havde rørt mine ben.  Langsomt blev han skiftet ud med mørke billeder. Som en lille film, dansede der billeder på min nethinde.

Jeg forlod badeværelset og overvejede at ligge mig på den bløde, sorte sofa. Mine fingerspidser fulgte de små ujævnheder i det bløde læder. Mit hoved snurrede, og jeg tænkte ikke klart.

”Avery.. Du skal ikke bare sidde der.” Harrys stemme trængte ind i mit hoved og afbrød min tankegang. Jeg rejste mig og gled ind i hans favn. Han bøjede sig ned over mig og kyssede min hals. Et billede af Niall dukkede op i mit hoved. Harry lignede pludselig Niall.

Jeg kunne mærke hans hænder om mit liv. De strammede og løftede mig op. Han gik usikkert, fordi mine ben hang, som en kludedukkes, imellem hans ben. Jeg havde armene om hans hals. Han åbnede døren ind til sit værelse og lagde mig ned i sengen. Jeg vred mig lidt i det blød lagen og kunne høre, at han trak noget af. Jeg tog dynen og puttede mig helt ind i den. Den var blød og varm, og det var, hvad jeg behøvede lige nu.

Jeg brokkede mig lavmælt, da en hånd tog fat om mit liv. Den trak mig ud fra varmen. Jeg havde stadig fat i dynen, så den fulgte med mig. Hans hånd gled op under min trøje og lagde sig på min mave. Jeg trak vejret dybt og lukkede øjnene. Jeg var træt og ville bare gerne sove. Alligevel kunne jeg ikke undgå at nyde nærkontakten med et andet menneske.

”Avery! Tag dig dog sammen!” Jeg fór sammen og så forskrækket på Niall, som stod med et vredt udtryk. Jeg skævede over til Harry, og det lille smil jeg anede i hans mundvige, fik mig til at se imod Niall igen. Han havde krammet på mig, og jeg blev næsten sikrere og sikrere på, hvad vi havde lavet den nat.

”Må jeg ikke lige snakke med Avery?” Harrys indfald i mig og Nialls stirre-konkurrence overraskede mig lidt. Jeg havde ikke lyst til at snakke med ham.

”Selvfølgelig.” Niall forlod hovedrystende rummet, uden at bemærke mit bedende blik. Jeg ville ikke se på Harry, så jeg så bare ud af vinduet.

”Du kan godt huske det, ikke?” Han gik hen til bordet og trak stolen ud, som stod overfor mig. Jeg kunne mærke hans borende blik på mig, og jeg afskyede det.

”Undskyld for den dag ved stranden,” fortsatte han. Det gibbede i mig, og jeg så chokeret på ham. Dét kunne han tilsyneladende godt huske. Han så roligt på mig, og det irriterede mig kun mere.

”Du får lige en tak, for at have ødelagt mig og Nialls forhold,” hvæste jeg vredt. Hans udtryk ændrede sig ikke.

”Der skal to til sex, Avery.”

Jeg stirrede på ham, mens vreden fladede lidt ud. Han havde ret.

”Harry, jeg var fuld, og du udnyttede mig.” Jeg forsøgte at skubbe skylden over på ham. Han hævede et øjenbryn.

”Du kyssede tilbage.” Hans toneleje steg.

”Vi kyssede ikke. Du kyssede min hals.” Et smørret smil gled over hans læber.

”Jo, vi gjorde. ” Jeg benægtede det igen. Han rejste sig og så ned på mig. Jeg stirrede vredt tilbage. Han lagde hænderne på mine skuldrer.

”Vi både kyssede og havde sex! Forstå det nu,” råbte han.

Døren gik op.

Harry vendte sig langsomt om, og synet af Niall var ikke godt. Han havde knyttede hænder, og hele hans krop dirrede. Han så fra Harry til mig, igen og igen. Hans blå øjne var fugtige, og smerten skinnede tydeligt i gennem dem.

”Jeg stolede på dig.” Jeg havde forventet, at han ville råbe, men ordene kom ud som en hvisken. Jeg så på hans ansigt, som var fortrukket i smerte. Jeg kunne ikke se væk, han holdt mit blik fast.

”Niall, det er ikke, hvad du tror. Vi var fulde. Begge to.” Jeg skævede over til Harry, som bare stod og stirrede ud i luften. Han bekræftede ikke mine ord, og jeg vidste godt, at han ikke fortrød noget.

”Sikkert.” Niall gik lige forbi os, ind i soveværelset. Jeg tog mig til hovedet og masserede mine tindinger. Tårerne sad i mine øjenkroge og ventede bare på at få frit løb. Jeg rejste mig og gik ind på værelset. Niaal stod bøjet over min kuffert og var ved at pakke den sammen.

”Niall, lad nu være,” bad jeg. Han så ikke engang op, han fortsatte med at lægge mit tøj ned i den. Jeg satte mig på sengen og betragtede ham. Hans bevægelser var hurtige og arrige. Hans krop dirrede stadig af raseri, og jeg fik helt ondt af at se på ham. Det var mig, som havde givet ham den smerte. Det fortjente han ikke.

”Vil du ikke nok snakke med mig?” Min stemme var blot en lav hvisken. Tårerne fik frit løb og gled over mine kinder. En efter en. Jeg forsøgte at tørre dem væk med bagsiden af min hånd, men der kom hele tiden nye, som gjorde min kind våd. Niall lynede tasken og vendte sig om. Hans øjne var røde af gråd. Hans blik var fjernt, som om han var et andet sted.

”Skal jeg følge dig ud?” Hans stemme var uigenkendelig. Den var hæs og grådkvalt. Jeg rejste mig og fik øjeblikkeligt kufferten i hånden.

”Niall, vil du ikke nok lytte?” Bad jeg, med tårerne strømmende ned over kinderne. Han rystede på hovedet og tørrede irriteret en tåre væk. Han lagde en hånd på min ryg og skubbede mig af sted ud af døren. Harry sad det samme sted som før og vendte hovedet imod os, da vi kom gående.

”Harry, jeg ville sætte pris på, at du gik.” Nialls stemme var kølig, og han så slet ikke på Harry. Harry rejste sig og gik efter os. Stemningen i lejligheden var, temperaturmæssigt, på polarniveau. Niall ville ikke snakke med nogen af os, og der hang nærmest en sort sky over hovedet på ham. Jeg håbede stadig inderligt, at han ville lytte til mig. Men han virkede ikke til at høre noget som helst.

Døren blev smækket i efter os. Jeg tørrede irriteret de sidste tårer væk og så over på Harry. Han så fortabt og indelukket ud. Jeg lænede mig op ad døren og lukkede øjnene. Nu havde jeg mistet en del af det, jeg elskede mest. Jeg havde mistet ham, jeg elskede højere end noget andet. Og det var i samråd med min bedste ven. Vreden begyndte langsomt at boble inde i mig igen.

”Gå væk fra mig Harry. Ellers ender jeg med at slå dig,” mumlede jeg vredt. Han stod ikke ligefrem tæt på mig, men det var tæt nok på, til at jeg havde lyst til at rive hovedet af ham. Han bakkede et par skridt, inden han vendte sig om og gik ned af gangen. Jeg så ikke efter ham. Jeg savnede ham ikke. Han havde startet det her rod. Jeg burde være taget hjem, da han havde fortalt om sine følelser. 

Jeg tog min telefon op ad lommen. Baggrundsbilledet, som forestillede Niall, storsmilende, bragte blandede følelser op i mig. Jeg skyndte mig ind i mit galleri og fandt et billede af One Direction, hesten, som tumlede rundt på folden. Med dirrende fingre gik jeg ind på mine telefonnumre og fandt Louis’ nummer. Jeg trykkede på ’Opkald’ og tog den op til øret. Jeg begyndte at gå ned af gangen, mens den regelmæssige ringetone bippede i lang tid.

”Det Louis’,” sagde han friskt.

”Hej Louis, det er Avery.”

”Hej, godt at høre fra dig! Hvordan går det?”

”Ikke så godt. Har du en sofa tilovers?” Min stemme var blevet lav og grådkvalt. Jeg afskyede det spørgsmål lige nu.

”Selvfølgelig! Du kommer bare over.” Han lød en anelse undrende, men borede ikke mere i mit svar.

”Tak Louis.”

”Alt for dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...