Blinded: Return the Favor - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
2'er i BLINDED: Niall Horan og Avery har nu været kærester et stykke tid. Alt ånder fred og ro i forholdet, og det går allerede meget bedre for Avery, som har fået sit syn tilbage. Men som ved alle andre perfekte forhold, skal noget gå galt - og det gør det for alvor, når forkerte følelser pludselig bliver afsløret, og Avery finder sig selv i en krise. En krise, som kan koste forholdet med Niall.

1Likes
0Kommentarer
846Visninger
AA

12. Kapitel 11

Jeg var næsten bange for, at mit hjerte ville gå i stå, da jeg stod foran den mørkebrune dør. Det sølvfarvede håndtag glimtede let i lyset fra lamperne i loftet, og jeg overvejede igen at tage skridtet – og banke på. Jeg havde taget elastikken ud af mit hår, som nu hang løst ned over mine skuldrer. Med et kritisk blik så jeg ned af mig selv for at afgøre, om tøjet jeg havde på ikke var for fint eller for sjusket. Jeg havde et par mørke cowboybukser på, en løs, hvid top og en sort blazer udover.

Efter flere lange sekunder rakte jeg ud efter håndtaget. Det var iskoldt og virkede i det hele taget ikke særlig indbydende. Jeg pressede det ned og måtte til min skuffelse konstatere, at der var låst.

En tanke poppede op i mit hoved – Døren havde kun været åben, når Niall vidste, at jeg var ude. Selvfølgelig var den ikke åben nu, så ville alle og enhver kunne komme ind. Dør klokken sad på væggen lige ved siden af. Jeg holdt hånden over den lille cirkel, som ville få den til at ringe. Med en minimal bevægelse pressede jeg ind imod den og gav mig selv et chok. Jeg kunne høre den kraftige ringetone inde i lejligheden… og skridt.

Forfjamsket trådte jeg et skridt tilbage. Nogen rodede med låsen, og jeg gik ud fra, at det var Niall.

Døren gik op og Niall stak hovedet ud. Han så helt bleg ud og hans hår lignede noget, som ikke var blevet vasket i lang tid. Hans øjne blev matte, da han så mig.

”Gå.” Jeg gik frem imod døren, da han forsøgte at lukke den. Han måtte høre på mig! Jeg satte en hånd i dørkarmen og regnede med, at han ikke ville lukke den, hvis der var en chance for at skade mine fingrer.

”Vent, lad mig nu lige…” En overvældende smerte ramte mine fingrer, og jeg trak dem overrasket til mig. Niall havde, over alt forventning, lukket døren. Jeg kunne mærke mit eget hjerteslag i fingrene og forsøgte desperat at få dem til at blive kølige. Det gjorde virkelig ondt, og jeg kunne se en unaturlig farve sprede sig, der hvor døren havde ramt.

”Undskyld!”

Jeg så overrasket op og opdagede Niall.

Jeg sad i Nialls stue med en kold, fugtig klud om hånden. Hævelsen var faldet, og nu var den bare rød og øm. Niall var ude i køkkenet for at hente et nyt stykke is. Han havde skyndt sig at få mig indeni lejligheden, så jeg kunne få den kølet ned. Selvom han tydeligvis hadede mig, kunne han dog ikke bare smække døren i over mine fingrer og gå.

Niall kom ind i stuen med et nyt viskestykke. Det så ud som om, at der var noget i, og jeg gættede på, at det var is. Jeg tog kluden af mine fingrer og rakte den til Niall. Vores hænder strejfede hinanden, da vi byttede viskestykket ud med kluden. Jeg så forsigtigt op på ham, men han så bare koncentreret på min hånd.

Med støtte fra venste hånd, skubbede jeg mig selv lidt længere bagud, så der var bedre plads til ham, så vi ikke skulle sidde klemt. Han forstod udemærket hentydningen og satte sig så langt væk fra mig som muligt. Jeg så ned på min hånd et stykke tid, inden jeg brød den kølige, akavede tavshed.

"Kan jeg sove her til i morgen?" Jeg betragtede Nialls reaktion. Det gav et sæt i ham, og han drejede hovedet for at se ind i væggen. Efter et minuts betænkningstid, hvor jeg ikke havde presset på ham, så han endelig op. Han mødte ikke mine øjne, men endelig så han på mig - godt nok med en blik fuld af væmmelse, men det var en start.

"Ja. Men så går vi ind og bestiller en flybillet til Liverpool i morgen med det samme," afsluttede han med en kølig stemme. Jeg nikkede tamt og ønskede bare, at jeg kunne overtale ham til at lytte til mig.

"Kom." Det lød mere som en ordre end et valg, jeg havde. Jeg skyndte mig at komme op fra sofaen for at følge efter ham. Jeg vidste udemærket godt, hvor han havde sin computer - alligevel virkede lejligheden fremmed og mærkelig. Der var kommet noget dystert over den, og grunden var, at alle vinduerne var dækket af gardiner.

Jeg ville ikke spørge ham hvorfor også skabe en værre stemning, end der var lige nu. Vi kom ind på hans værelse, hvor hans computer lå på hans natbord. Han åbnede den og trykkede på startknappen. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, før han klappede på pladsen, i sengen, ved siden af ham. Langsomt trådte jeg hen imod den og satte mig. Vi sad mindre end 10 centimeter fra hinanden, og Niall så heller ikke helt upåvirket ud.

Hans computer startede hurtigt op, og han gik ind på et flyselvskabs hjemmeside. Jeg lod som om, at jeg fulgte med, men i virkeligheden så jeg nærmest ikke noget af det, han inde på. Jeg var alt for bevidst om hans nærhed.

"Arg!" udbrød han lige pludseligt, og jeg sprang sammen. Jeg så overrasket på ham, og han pegede på skærmen. Jeg skimmede hurtigt teksten og forstod med det samme, at flyselvskabets medarbejdere strejkede. Indeni jublede jeg, men udvendigt var jeg nød til at sukke.

Frustreret gik Niall ind på de nærmeste 10 flyselvskaber, men resultatet var det samme; Strejke. Han rystede opgivende på hovedet. Jeg så væk fra ham og lod i stedet blikket køre rundt i værelset. Det, der fangede mit blik, var den kuffert, der stod ved døren.

"Tager du til Irland i overmorgen?" spurgte jeg lavt. Han nikkede sammenbidt, mens han trykkede arrigt på tasterne.

"Kan du køre mig til Liverpool?" Han så overrasket op på mig. Jeg så direkte på ham med et blik, som krævede et svar. Han skyndte sig at se ind i computeren igen, men jeg vidste, hvilken form for følelser jeg havde set i hans øjne. Glæde. Jeg besluttede mig for ikke at grave i det, men følte allerede, at jeg havde ham nu - nu ville tidspunktet, hvor jeg kunne snakke tingene igennem med ham, snart komme. Langsomt nikkede han, og om det var til computeren eller til mig, vidste jeg ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...