Blinded: Return the Favor - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
2'er i BLINDED: Niall Horan og Avery har nu været kærester et stykke tid. Alt ånder fred og ro i forholdet, og det går allerede meget bedre for Avery, som har fået sit syn tilbage. Men som ved alle andre perfekte forhold, skal noget gå galt - og det gør det for alvor, når forkerte følelser pludselig bliver afsløret, og Avery finder sig selv i en krise. En krise, som kan koste forholdet med Niall.

1Likes
0Kommentarer
843Visninger
AA

11. Kapitel 10

”Shh, du vækker hende!” kunne jeg høre Louis hviske. Jeg tog en dyb indånding og strakte mig. Sofaen var blød, og jeg havde sovet godt. Jeg var faldet i søvn efter filmen og havde sovet dybt til nu. Min telefon lå ved siden af min pude. Jeg trykkede på den, så jeg kunne se, hvad klokken var. 13:45.

Jeg sprang op ad sofaen. Jeg havde nærmest sovet hele dagen væk! Stuen var lun, så jeg frøs ikke til trods for min top og mine korte shorts.

”Kom,” lød det, igen, hviskende fra køkkenet. Jeg lagde armene over kors, da jeg kunne høre Louis snakke igen. Jeg gik ud fra, at det var Eleanor, som han hviskede sammen med. Jeg satte et smil på, så jeg kunne virke så glad som muligt overfor Louis. Gulvet knirkede larmende, da jeg åbnede døren ud til køkkenet.

Jeg så et par velkendte krøller. Han så overrasket op, da jeg kom ind i køkkenet. Ved siden af ham stod Louis. En skygge gled over mit ansigt. Mit smil forsvandt ligeså hurtigt, som det var kommet. Jeg knyttede næverne og bekæmpede lysten til at slå ham.

Louis trådte hen foran Harry, da han så min fjendtlige anspændthed.

”Vi går ind ved siden af og snakker. Tag hvad du vil til morgenmad.” Han smilede stort og opmuntrende til mig. Det ville under normale omstændigheder smitte af på mig, men de grønne øjne bag ham distraherede mig. Jeg tog en dyb indånding og gik ind i stuen igen, hvor jeg havde sovet.

Normalt ville jeg aldrig løbe en tur af mig selv, men jeg kunne slet ikke klare at være tæt på Harry. Jeg tog mine løbetights og en lyseblå t-shirt på. På vej ud af døren tog jeg et æble og råbte til Louis, at jeg løb en tur.

Han svarede ikke, men jeg gik ud fra, at han have hørt det. For jeg åbnede ikke frivilligt døren indtil hans værelse for at sige det.

Jeg gik ned af gaden og gav min krop en chance for at blive varm, inden jeg begyndte at løbe. Før ulykken, som skete for næsten 2½ år siden, hvor jeg var 16, havde jeg løbet meget. Ulykken havde ødelagt min løbeform, men efter operationen var jeg startet op igen.

Jeg satte i løb og zigzaggede imellem de mennesker, som var foran mig. Det føltes dejligt at bruge sin energi på andre ting end drengene. Der var altid en eller anden form for drama.

Mine tanker fandt af en eller anden grund hen til min hest, One Direction. Han var blevet tilredet i foråret, og min træner, Austin, var i gang med at træne ham til et ungheste championat. Når han var blevet redet til det, skulle han hjem til mig igen – og jeg skulle være i form, så jeg kunne ride ham. Jeg tilbragte meget tid ude hos ham, selvom han ikke var hjemme hos mine forældre.

* * *

Der var helt stille i huset, da jeg kom hjem. Døren var ikke låst, så jeg regnede med, at Louis var hjemme. Jeg gik ind i stuen og fandt noget tøj, som jeg kunne tage på efter badet. Det gik op for mig, at der var nogen, som snakkede. De snakkede bare utrolig lavt. Stemmerne kom fra Louis’ værelse, hvor han og Harry havde sat sig ind.

Jeg gik ud på badeværelset og gik i bad. Følelsen af træthed overtog mine tanker og tillod mig kun at tænke på, at jeg nu skulle slappe af. Det virkede beroligende.

Jeg trak tøjet på og gik ind i stuen. Harry var der. Jeg stoppede brat i døråbningen og var ved at vende om, da han talte til mig.

”Avery, vent! Vi er nød til at snakke sammen.” Hans stemme var bedende. Jeg drejede langsomt omkring og så på ham med et hadefuldt blik.

”Hvad har vi og snakke om, Harry?” Han så ned og overvejede sit svar. Jeg ventede utålmodigt, mens jeg blot stirrede på ham. Louis kom gående udefra køkkenet. Hans glade ansigtsudtryk ændrede sig, da han så, at mig og Harry stod og stirrede på hinanden. Louis skyndte sig ind i stuen og skulle til at trække Harry ud.

”Louis, lad mig nu lige snakke med hende,” bad han. Louis så mistroisk på ham og vente sig imod mig. Jeg så fra Harry til Louis, inden jeg nikkede. Louis vendte ryggen til Harry og gik lige forbi mig på sin vej ud af stuen.

”Jeg er lige udenfor døren. Prøv på at lade være med at slå ham,” hviskede han diskret. Jeg nikkede, uden at se på ham. Mit blik hvilede på Harry. Da han endelig så op, opdagede jeg de røde øjne. Jeg kæmpede for at holde det hårde blik og den vrede facade.

”Undskyld.”

”Det er for sent Harry. Sket er sket,” sagde jeg med en klump i halsen. Jeg så ned i gulvet og ønskede ikke at se på ham. Følelsen af at have været utro overfor den person, jeg elskede mest i hele verden, var dræbende. Tårerne truede med et strømme, men jeg samlede mig sammen. Med strammede knytnæver gik jeg hen til sofaen og satte mig. Jeg kom længere væk fra Harry og havde sværere ved at fare op, hvis han gjorde mig sur – det var en win win.

Harry sagde ingenting, og efter lidt tid så jeg op på ham. Han så bare på mig med et trist blik.

”Avery. Jeg har dummet mig. Langt mere end du tror, at du har.” Jeg rejste mig med et sæt og gik hen imod ham.

”Hvad mener du med det?” Jeg forsøgte at holde mig på mindst en meters afstand på ham, men jeg havde mest lyst til at afreagere på en eller anden måde – på ham.

”Det.. jeg..” startede han. Jeg hævede et øjenbryn og lagde armene over kors. Det virkede ikke særlig troværdigt, at han hakkede rundt i det. Han så helt håbløs og opgivende ud, og det lignede ham bestemt ikke.

”Glem det Harry. Jeg gider ikke høre på en løgn,” afgjorde jeg efter flere minutters ventetid. Jeg drejede om på hælen og gik målrettet imod døren. Jeg åbnede den. Som Louis havde sagt, var han udenfor døren. Han så overvejende på mig, da jeg kom ud.

”Giv ham lige en chance.” Jeg skulle lige til at brokke mig, men han tyssede på mig.

”For mig og Nialls skyld,” mumlede han lavt. Han så bedende på mit opgivende ansigt. Jeg orkede ikke Harry. Jeg slog blikket ned og åbnede døren igen. Harry havde sat sig i sofaen og sad med ansigtet skjult i hænderne. Jeg gik over til vinduet og satte mig i vindueskarmen.

”Harry, hvad vil du sige?” Han så op, og jeg lagde mærke til hans våde kinder. Jeg anede ikke, hvad han mente med, at han havde gjort noget værre end jeg. Han rejste sig og gik over til mig. Jeg klemte mig op ad ruden og forsøgte at holde afstanden så stor som mulig. Han lagde en hånd på mit knæ og så mig dybt ind i øjnene.

”Vi har ikke været sammen,” svarede han hæst. Jeg rynkede brynene og vidste ikke helt, hvordan jeg skulle tolke hans ord. Om det bare var en bekræftelse på, at vi aldrig havde været kærester, eller om det var noget andet, gjorde mig i tvivl. Jeg skulle lige til at spørge, da han selv svarede.

”Det, jeg mener, er at vi aldrig har haft sex.” Jeg så forbløffet på ham og overvejede at grine. Forsøgte han virkelig at redde det, vi havde gjort – begge to, endda.

”Godt forsøgt,” svarede jeg koldt og skubbede hans hånd væk fra mit knæ.

”Virkelig godt forsøgt!” fortsatte jeg råbende. Han var tæt på, og han reagerede nærmest ikke på min råben. Han så bare ud af vinduet, ud på gaden. Jeg skubbede mig så langt væk, jeg kunne og stirrede på ham.

Døren gik op og smækkede med et brag ind i væggen. Louis var hurtigt henne ved os og skubbede Harry lidt væk. De snakkede lavmælt sammen, mens jeg kunne høre Harrys ord køre igennem mit hoved igen og igen.

Vi har aldrig haft sex. Aldrig haft sex.

Louis vendte sig om og så granskende på mig. Jeg følte mig lige så tom som før – Jeg troede ikke på Harry.

”Han siger sandheden,” sagde Louis først. Jeg så mistroisk på ham. Han gentog det højere. Jeg holdt min en hånd op imod ham, og straks holdte han op med at snakke.

”Stop Louis. Stop!” Jeg lod min hånd falde ned i mit skød. Han trak opgivende på skuldrene og så om på Harry, som bare stirrede ud i ingenting.

”Harry, hvorfor? Hvorfor løj du?” Han skulle have en virkelig god forklaring klar, for ellers ville jeg ikke tro ham.

Vi sad i Louis’ stue. Der var højt til det hvide træloft, og det fik vores stemmer til at blive dybere og en snert af ekko til at lyde. Hans sofa var lavet af læder og havde et flot design – den havde helt sikkert ikke været billig, ligesom resten af tingene som var i lejligheden.

Jeg rettede mig lidt op og fjernede en løbsk krølle, som var sluppet udenom en hårnål. Mit hår var sat op i en hestehale. Jeg så opmærksomt på Harry, som ikke havde mødt mit blik i de sidste ti minutter, hvor emnet havde været oppe. Jeg havde samlet sammen på mig selv, så jeg kunne snakke med Harry. Louis sad på en stol overfor os, som en anden parterapeut. Dog handlede den her samtale om alt andet end parterapi.

”Jeg var egoistisk,” indrømmede han til sidst. Jeg stirrede køligt på ham og ventede utålmodigt på en fortsættelse. Jeg vippede diskret med det ene ben. Louis så kun på Harry. Han havde forstået, at jeg kunne blive i min ende af sofaen.

”Jeg var frustreret over, at du ikke kunne se, at det var os – dig og mig. Og ikke dig og en af mine bedste venner,” fortsatte han hovedrystende. Hans blik var tomt, da han endelig så op på mig. Jeg trak vejret dybt og overvejede alvorligt at gå. Jeg havde intet til overs for Harry længere. Måske havde jeg været godtroende nok til at tro, at han var min ven, mens han i virkeligheden bare ville spænde ben for det forhold, jeg havde med Niall. Havde haft.

Jeg rejste mig og så et kort øjeblik på Harry. Han fulgte mine bevægelser nøje med øjnene. Det var til at få kvalme af.

”Tak for lån af sofaen Louis. Jeg går nu,” bekendtgjorde jeg med en rolig og fattet stemme. Indeni dirrede jeg. Både af vrede og af angst – angst for, hvordan Niall ville reagere. Jeg havde haft svært ved at tro Harry, så hvorfor skulle han tro på mig. I øvrigt var jeg ikke engang sikker på det, Harry sagde. Det var kun fordi, at Louis havde bekræftet, hvad han sagde, at jeg troede på det.

Louis rejste sig og trak mig ind i et varmt kram. Jeg lagde armene om ham i kort tid, inden jeg trak mig fri og tog min kuffert, som havde stået ved siden af sofaen, i hånden. Jeg forlod rummet, uden så meget som at kigge på Harry.

Jeg tog min sorte sommerjakke fra knagen og åbnede hoveddøren. Jeg smækkede den i og satte kursen mod elevatoren. Mit blik var målrettet, og jeg vidste udmærket godt, hvor jeg skulle hen nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...