Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1939Visninger
AA

10. Kapitel 8

”Harry, jeg har det på samme måde som dig. Jeg havde slet ikke overvejet dig som kæreste, før du nævnte det lige før. Jeg kan slet ikke forestille dig som min kæreste.” Jeg holdt en pause for at få vejret. Min stemme var lav, mens jeg talte. Jeg havde ikke lyst til at tale så højt, at resten af huset kunne høre det.

Med et lille smil fortsatte jeg, hvor jeg slap: ”Du holder sammen på mig. Det elsker jeg dig for, virkelig.”

Der var helt stille i rummet. Harry trak slet ikke vejret, og jeg havde lyst til at ruske i ham. Hans hånd strammede omkring min.

”Harry?” spurgte jeg undrende. Jeg fik et svar, som jeg tydede som noget godt. Et par stærke arme blev lagt omkring mig, og jeg lod ham trække mig ind i hans favn. Jeg kunne høre, at hans åndedræt blev mere afslappet.

”Men..” startede han. Jeg trak mig lidt væk fra ham og så opmærksomt på ham. ”..Kan du ikke godt blive ved med at sove herinde? Jeg er bange for, at du farer vild i din ende af huset.” Jeg tog mig selv i at ryste på hovedet med et smil på læben. ”Søskende kan sagtens sove sammen Harry, det sker der jo ikke noget ved.” Jeg trak ham ind i endnu et kram og kunne tydeligt mærke hans pludselige entusiasme.

”Kom, kom, kom, vi skal ind og hente dine ting. Du flytter herind!” Uden at spørge om lov, løftede han mig op. Selvom jeg var blind, kunne jeg nogenlunde finde rundt i huset. Alligevel blev det en anelse forvirrende, når han gik så stærkt. Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af hvor på gangen, vi var, før han åbnede døren.

”Jeg gider altså ikke blive løftet rundt på.” sagde jeg med et lille smil, mens jeg begyndte at pakke mine ting. Han grinede, og jeg kunne høre sengen knirke, da han satte sig ned. Da jeg trådte ud af badeværelset med min lille, sorte kuffert ved siden af mig, og min toilettaske i hånden, lød der et gisp fra ham. Jeg rynkede brynene.

”Hvorfor gisper du?” sagde jeg med hovedet en anelse på skrå. Han begyndte at grine, og det fik mig til at rynke panden yderligere. Hvorfor? Han grinede af mig, det var jeg sikker på!

”Det er bare… Alle piger plejer at have to enorme kufferter med, men du har en lille med. Du må indrømme, at det er lidt mærkeligt.” Jeg smilede blot over hans drillende ord og begyndte at gå igennem værelset.

”Ville du med?” Med kufferten og toilettasken i hånden, gik vi ned af gangen imod hans værelse. Han guidede mig de steder, hvor jeg var ved at gå forkert. På nuværende tidspunkt, kunne jeg slet ikke beskrive, hvor glad jeg var for Harry. Han havde været omsorgsfuld, lige siden jeg trådte ind af døren. Han var, kort sagt, fantastisk.

Jeg drejede hovedet og spidsede ører, da en dør gik op. Jeg nåede slet ikke, at få nogen opfattelse af hvem det var, før døren blev smækket i. Selv Harry virkede lidt overrasket.

”Hvem var det? Før altså.” spurgte jeg Harry, da vi var kommet ind på hans værelse. Jeg kunne høre at han kløede sig lidt i håret.

”Liam.” Liam? Hvorfor havde han smækket døren? Mit hoved var fuld af spørgsmål, men vi blev afbrudt af Louis.

”Avery? Harry? Spiiiiiise. Ellers spiser Niall det hele, skynd jer!” Hurtigt, hånd i hånd, rejste vi os og fulgte med ind i køkkenet. Niall var begyndt, og så vidt jeg kunne høre på drengenes udbrud, havde han allerede taget meget op på sin tallerken.

”Argh, Niall, plejer du ikke kun at spise så meget, når du er trist?” kunne jeg høre Zayn brokke sig.

”Jeg kan ikke gøre for, at jeg er sulten.” svarede han irriteret tilbage. En smule surt? Jeg var helt overbevist om, at Zayn ikke havde sagt det for at være træls. Niall virkede ikke ligefrem på toppen. Stemningen blev ved med at være trykket. Så vidt jeg kunne høre, blev Niall ved med at fylde op på sin tallerken. Han kunne virkelig spise meget.

”Louis?” spurgte jeg, for at bryde tavsheden. Han kom med et kort svar.

”Må jeg ikke snakke med dig bagefter?” Jeg sendte ham et lille smil og lagde mit bestik på min tallerken.

”Sure babe.” Svarede han med den dybe stemme, som han havde præsenteret sig med første dag. Det var ufatteligt at han kunne holde masken. Mig og Zayn sad næsten og græd af grin, når han gjorde det. Selv, sad han bare og så uforstående ud. Det gjorde det blot sjovere. Det var vildt at tænke på, at jeg kun havde tilbragt 3 dage sammen med drengene. På så få dage, havde jeg fået tre skønne, dejlige venner.

Sammen gik Louis og jeg ind på hans værelse.

”What’s up, Avery?” Han førte mig hen til sengen, og jeg satte mig en anelse usikkert. Jeg havde ikke været i hans værelse før, så jeg kunne ikke finde rundt.

”Ved du, hvorfor Liam og Niall er sure på mig? Eller hvad man nu kalder det..” Smerten i min stemme var ægte. Jeg anede simpelthen ikke, hvorfor de var så sure på mig. Det virkede næsten åndsvagt, men jeg kunne ikke lade det ligge. Selvom jeg kunne ignorere det, virkede det som en mavepumper hver gang.

”Nej, egentlig ikke.” svarede han. Jeg vidste ikke helt, om han var ærlig, men han virkede ikke anspændt.

”Jeg har spurgt dem, men de siger begge to, at de syntes, du er sød. Så jeg ved det ikke rigtigt.” Det var ikke ligefrem det svar, jeg havde håbet på. Skuffet så jeg ned på mine hænder.

”Vi kan ikke bare sidde her. Zayn snakkede om noget med en film.” Jeg så smilende op, men kendte Louis mig godt nok, ville han se det falske i det.  Jeg kunne mærke, at han tog min hånd og klemte den blidt.

”Vi finder nok ud af det. Kom så!” Han var straks klar igen. Typisk. Jeg smilede og fulgte med ham ind i stuen, hvor snakken gik livligt. Jeg smilede glad, da vi kom derind. Selvom det var trælst, at Liam og Niall ikke ville have noget ordenligt med mig at gøre, så forstod resten af bandet at få mig til at smile – all the time!

”Vi kunne ikke blive enig om en film, så vi spiller bare i stedet.” Meddelte Harry, da vi havde sat os i sækkestolene. Jeg sad ovenpå Harry med Louis på højre side og Zayn på venstre. Liam og Niall sad vidst overfor os.

”Spiller… Hvad?” Spurgte jeg Harry.

”Truth or Dare.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...