Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1932Visninger
AA

9. Kapitel 7

Jeg vågnede ved, at en ånde kildede mig i nakken. Harry. Forsigtigt prøvede jeg at fjerne en hårlok fra mine øjne, men det fungerede ikke. Der var en anden hånd, som havde fat omkring den. Jeg smilede lidt for mig selv. Han måtte være meget nær, siden jeg kunne mærke hans ånde. Vi lå under samme dyne, og varmen fra hans krop spredte sig i min. Vores hænder lå ovenpå dynen, men det var ikke noget problem. De holdt hinanden varme.

Jeg kunne ikke mærke hans hud imod min, så jeg gættede på, at han lå lige ved siden af mig. Højest fem centimeter fra mig. Det var rart. Måske var jeg alligevel gået glip af meget, da jeg kun havde tid til at ride. Drenge, drenge, drenge. Det havde der aldrig været tid til – kun heste. Lavt sukkede jeg, inden jeg lukkede øjnene igen. Jeg ville ikke vække Harry. Han skulle selv vågne.

Jeg havde haft lukkede øjne i mindre end to minutter, da døren gik op med et brag.

”Harry, du skal..” Nialls råbende stemme stoppede midt i sætningen. Harry vågnede med et sæt, og jeg så forskrækket op. Nialls blik hvilede på vores hænder, på vores kroppe som lå i den ene ende af sengen – tæt.

”..og Avery.” Tilføjede han kort, inden han lukkede døren. Han virkede en anelse fornærmet. Hvorfor?

Jeg vendte mig om imod Harry og kørte en hånd igennem mit hår. Han lå stadig tæt på mig, jeg kunne mærke, at mine kolde fødder lå imod hans varme ben.

”Godmorgen.” Hans stemme var træt. ”Sovet godt?” fortsatte han, inden han rejste sig på. Jeg nikkede og lagde mig træt ned igen. Selvom solen skinnede udenfor, virkede det ikke så attraktivt at stå op. Sengen var alt for blød og alt for dejlig.

”Avery?” Hans stemme trak mig op af min korte trance. ”Mmmmh.?”Mumlede jeg med hovedet ned i puden. Lidt efter kunne jeg mærke nogle stærke arme rundt om mig. Han havde løftet mig op!

”Slip mig, jeg fryser uden dynen!” sagde jeg surmulende. Jeg så op på hans ansigt – det var ét stort grin.

”Okay, okay. Du vinder, men så skal jeg også bæres ind på værelset.” Han så lidt overvejende ud, men så begyndte han at gå. Bare ikke ind på mit værelse, nærmere ind i køkkenet.

”Hvad er der med jer to?” Louis rynkede brynene, da Harry slæbte mig ind af døren. Harry grinede blot, mens jeg forholdt mig tavs. Han satte mig ned på en stol, men jeg klagede, inde i mig selv, over kulden. Køkkengulvet var koldt. Uden at sige noget tog jeg noget mad. Der var helt stille. Ingen af drengene sagde noget, før Liam og Louis fik øjenkontakt og begyndte at grine. Først sad resten af drengene lidt overrumplede, men da Louis overdramatiserede, og lod som om at han faldt ned på gulvet, begyndte de andre også at grine. Selvom jeg ikke kunne se hvad der skete, var bumpet fra hans krop nok til at afsløre det. Der var blot et lille smil i min mundvig. Det var totalt random, det de grinede over.

Hovedrystende spiste jeg videre, mens deres grineanfald fortsatte et minuts tid. Da jeg så op igen, mærkede jeg følelsen af at blive kigget på. Den forsvandt ikke under hele morgenmaden, og jeg sad hele tiden med en klump i maven. Hvem så på mig?

* * *

Jeg havde været inde og tage tøj på. En smule spændt gik jeg ned af gangen, imod stuen. Væggene i gangen var helt hvide. Det var nemt at se. En gang imellem mærkede jeg en plante, eftersom jeg gik og støttede mig til væggen – for ikke at fare vild. Det kunne umuligt være drengene selv, som vandede de her planter. De ville glemme det efter få sekunder.

Ved lyden af stemmer, gik jeg mere forsigtigt. Ikke fordi jeg ville aflytte den, jeg var bare nysgerrig.

”..Louis, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ser hende mere som en søster, end som kæreste, og jeg ved ikke helt hvad hun føler.” Harrys stemme var anspændt. Det kunne jeg høre med det samme.

”Du kunne måske fortælle hende det. Jeg ved det ikke rigtigt.” Louis stemme lød helt alvorlig. Det var første gang, jeg hørte ham alvorlig. Jeg tænkte lidt over, hvad Harry havde sagt. Jeg havde slet ikke overvejet muligheden med mig og Harry som kærester. Slet ikke.

Jeg gik ind af døren og kunne høre, at deres samtale ophørte øjeblikkeligt.

”Harry, må jeg snakke med dig?” Jeg smilede ikke, jeg vidste egentlig slet ikke, hvordan jeg skulle se ud i hovedet. Som en bekræftelse på, at han nu var kommet, tog han min hånd og hjalp mig med at finde ind på mit eget værelse.

”Jeg hørte dig og Louis snakke.” Jeg havde det rarest med at være ærlig. Jeg kunne høre at Harry snerpede læberne sammen. Hans anspændthed var tydelig. Hans blik hvilede slet ikke på mig, da jeg fortsatte…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...