Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1923Visninger
AA

8. Kapitel 6

Jeg løftede hovedet fra Harrys skulder, da døren gik op. Drengenes glade stemmer fyldte rummet.

”Vas’ Happenin?” Kom det fra Zayn. Jeg smilede for mig selv. Hans accent skinnede virkelig igennem, når han sagde det. Lige da jeg skulle til at svare, blev jeg bombarderet med spørgsmål.

”Hvorfor gik i?” ”Hvad skete der?” ”Hvem var den der pige?” Jeg så rundt i rummet, efterhånden som spørgsmålene blev stillet. Uden at sige noget, satte jeg mig ordenligt i sofaen. Følelsen af mange blikke fik min kropsvarme til at stige.  Klumpen i min hals voksede. Selvom jeg ikke kunne se andet end grumsede skygger, vidste jeg, at de sad og så på mig. Jeg tog mig kort til hovedet, inden jeg meget kort forklarede, hvad der var sket. Episoden omkring mit styrt spolede jeg hurtigt over. Jeg fortalte blot kort, at jeg var styrtet og havde mistet en del af min balance og næsten hele mit syn. Veronica var der ikke så meget at fortælle om. Jeg fortalte bare om vores samtale.

Drengene var tavse. Jeg så ned i sofaen, mens jeg frustreret rullede en lang hårtot omkring min finger.

”Wow.” Kom det lavt fra Niall. Det fik de andre drenge til at vågne lidt op igen. De sagde ikke noget om Veronica, men jeg kunne mærke på dem, at de huskede hvert eneste ord.

”Lad os gå ud og spise,” sagde Zayn. ”Nandos?” spurgte Niall. De andre drenge sukkede lidt. Det lød som om, at Nandos tit var på menuen. Jeg nikkede blot og var dermed enig med Niall. Resten af bandet gav sig efter kort tid. Niall var ikke til at rykke en tomme, når det kom til mad.

Snakken gik lystigt på Nandos. Louis og Harry sad og småskændtes om en totalt ligegyldig ting, mens Niall og Zayn sad i fordybet samtale omkring deres næste tour. Liam sagde ikke noget til mig, og jeg sagde ikke noget til ham. Vi spiste blot vores mad i tavshed. Af en eller anden grund havde jeg det super godt med Harry, Zayn og Louis, mens jeg slet ikke havde et indtryk af Liam og Niall. De holdt sig i en hvis afstand hele tiden. Da jeg var færdig med min mad, sad jeg blot og kiggede lidt rundt. Jeg prøvede at forestille mig Harrys udseende. Krøllet hår havde han sagt. Grønne øjne. Jeg huskede mig selv på, at jeg måtte spørge ham mere indgående senere. Det virkede vigtigt at få sat et ansigt på folk. Især disse drenge.

Uden rigtigt at tænke over det, havde jeg taget Harrys hånd. Han gav mig et blidt klem, og jeg vil vædde med, at han smilede. Jeg følte mig træt. Min balance var fin nok, indtil man begyndte at komme lidt op af dagen. Så kunne jeg godt mærke, at det blev betydeligt sværere.

Jeg havde været ved at falde i søvn, lige inden vi forlod Nandos. Liam var blevet blandet ind i Zayn og Nialls samtale, så jeg havde blot siddet for mig selv. Men med Harrys hånd omkring min. Det hjalp på det hele.

Klokken nærmede sig midnat, før vi var hjemme. Der havde været kø i Londons gader. Mit hoved dunkede, og jeg følte mig en anelse svimmel. Jeg havde stadig fat i Harrys hånd. Det var som om, at hans nærhed, tryghed, undgik at jeg ville falde. Min balance stank, for at sige det rent ud. Jeg prøvede at gå sikkert, men det virkede ikke rigtigt.

De andre drenge virkede også trætte, og det virkede som om, at nogen tryllede dem alle væk. Pludselig var det kun mig og Harry, der var i stuen. Jeg følte mig træt, så træt at jeg slet ikke kunne overskue at skulle gå ned i den anden ende af huset. Det virkede lidt som om, at Harry læste min tanker. 

”Der er langt ned i den anden ende af huset. Mangler du et sted at sove?” Jeg kunne høre hans grin. Sødt.

”Tjoh.” Harry så det åbenbart som et svar og løftede mig op i sine arme. Så havde jeg alligevel ikke skjult mine balanceproblemer godt nok. Han havde lagt mærke til det. Han satte mig ned på sengen. Jeg tog hans dyne og trak min hættetrøje af. Jeg havde en top på indenunder, og jeg kunne sagtens sove i leggins. Jeg kunne Harry rode rundt henne ved døren, og det fik mig til at sætte mig op.

”Hvor skal du hen?” Jeg rynkede brynene en smule. ”Skal jeg ikke sove på sofaen?” Han smilede. Det var jeg sikker på.

”Det behøver du ikke. Din seng er enorm, man kan sagtens ligge to her. Jeg vil ikke ødelægge din nattesøvn igen.” Han svarede ikke, men jeg kunne høre, at han kravlede op i sengen. Han løftede op i dynen og lagde sig under den. Jeg lukkede øjnene. Da han tog fat i min hånd, rynkede jeg brynene en anelse. V lå egentlig ikke vildt tæt, men vi lå heller ikke langt væk fra hinanden. Jeg gav hans hånd et blidt klem og forsøgte at falde i søvn. Trætheden var ved at overfalde mig.

” I'll lift you up, I'll never stop. You know I'll take you to another world.” nynnede Harry lavt. Jeg kendte ikke sangen, men hans stemme virkede bedøvende. Det gik meget kort tid, før jeg faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...