Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1917Visninger
AA

7. Kapitel 5

Kapitel 5

Bandet skulle til signering, og eftersom at jeg skulle følge deres liv, skulle jeg med. Det var overvældende, selv som blind. Menneskemængden snakkede, og det gav mig et ret godt indtryk af, hvor mange der var. Den store sal, hvor det blev holdt, havde et svagt ekko, så de mange stemmer flød sammen. Det mindede mig om en myretue. Sammen med bandet blev jeg først ind til bordet, hvor de skulle signere. Harry havde haft fat i min hånd hele vejen igennem menneskemængden, som havde råbt og skreget. Han placerede mig på stolen ved siden af sig og gav min hånd et klem, inden han slap den.

Jeg følte mig fuldstændig bombarderet. Nærmest hver eneste pige der kom for at få signeret noget, spurgte om jeg var en af drengenes kæreste. Hver gang måtte jeg ryste på hovedet. Mon ikke de ville have fortalt deres fans det? Nogle græd, andre skreg. Det var meget forskellige reaktioner, som folk optrådte med. Nogle af dem var direkte pinlige. Bandet virkede heller ikke ligefrem til at syntes, det var fedt. Louis jokede med de fleste af pigerne. Selvom jeg ikke kunne se det, kunne jeg næsten forestille mig deres ansigter. Zayn forklarede mig, hvem der rødmede, og hvem der ikke gjorde. Efterhånden var vi ved at rende imod enden, da jeg hørte en bekendt stemme.

”Gud, Avery, er det dig?” Jeg drejede hovedet. Godt nok kunne jeg ikke se hende, men jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvem det var. Veronica. Min største konkurrent. Eller, tidligere største konkurrent.

”Okay, jeg troede folk kom for at se os.” Mumlede Louis surmulende. Det stod hurtigt klart for mig, at han drillede. Selvfølgelig gjorde han det. Det var Louis! Jeg kunne høre Niall og Zayn grine bag mig, men denne gang tog jeg ikke del i deres grinen. Der kom et hånligt fnys fra Veronica.

”Jeg har slet ikke set dig, eller Ice Cube for den sags skyld, i hundrede år! Jeg har savnet dig!” Måske lagde drengene ikke mærke til det, men hendes toneflad afgjorde hurtigt hendes formål – at såre mig. Hendes stemme var sukkersød, med en truende undertone.

”Ice Cube er død.” mumlede jeg og undgik at kigge hende i øjnene. Selvom jeg ikke kunne se hende, var tanken om at se på hende forfærdelig. Selvfølgelig vidste hun at Ice Cube var død! Ophidselsen steg op i mig, og jeg kunne mærke vreden stige op i mig. Hun havde vundet titlen, i stedet for mig, som mester i hele England. Hun havde stået på tribunen og håbet, at jeg ville fejle hele vejen igennem forhindringsbanen. Hun havde set mit fald, hun havde set Ice Cube blive aflivet på banen. Der var ingen tvivl om, at hun stod og løj mig op i hovedet.

Zayn, Louis, Niall og Liam stod og signerede nogle Cd’er, så de hørte ikke hvad der foregik. Veronica var først kommet over til Harry for at få hans autograf, så derfor var det kunne Harry som hørte det. Jeg kunne mærke hans hånd om min, og forstod med det samme buskabet – Vær Stærk. 

”Arj, det er jeg ked af Avery.” Hendes stemme lød triumferende. Jeg ignorerede hende og så over på Harry. ”Få mig væk herfra, vil du ikke nok?” hviskede jeg bedende. Jeg havde ikke lyst til at græde foran hende – aldrig ville jeg vise min svaghed. En dag skulle jeg nok give hende igen. En dag..

Harry svarede ikke, men rejste sig. Min hånd var stadig i hans, da vi forlod bordet. Resten af bandet blev ved med at signere.

* * *

Jeg knækkede ikke sammen. Jeg nægtede at spilde mine tårer på sådan en krukke. Harry og jeg sad inde i en eller anden sofa. Jeg havde ikke stedfornemmelse, men hvor vi var, betød egentlig ikke noget. Hans fingrer masserede blidt min højre hånd, mens jeg sad og stirrede direkte ud i luften. Smerten sendte stød ud i hver tomme af min krop. Min ophidselse, over Veronica, havde svært ved at lægge sig. Hele tiden kom jeg i tanke om hendes ord, alle hendes hånende ord. Smerten sved i mine øjne som salt. Jeg forsøgte at trække vejret roligt og kontrolleret.

Langsomt, ganske langsomt, begyndte jeg at falde ned. Så slog det mig, at jeg kunne mærke en arm om min ryg og et blik på mit ansigt. Langsomt løftede jeg hovedet og forestillede mig Harrys ansigt. Det var svært. Ud fra de få ting jeg vidste om ham, kunne jeg ikke sætte et ansigt sammen. Frustrationen overmandede mig, og jeg gemte hovedet i hans skulder. Hans hånd kørte trøstende op og ned af min ryg. Det var svær at forholde sig til, at man pludselig havde venner.

Ordenlige venner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...