Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1924Visninger
AA

6. Kapitel 4

Kapitel 4

 

Drengene var gået ind i køkkenet – og havde taget mig med. Harry havde taget min hånd, for at vejlede mig igennem huset. Ikke på en kærlig måde, blot vejledende. Ikke nogen flettede fingrer. Jeg kunne mærke på mig selv, at jeg blødte mere op. Louis og Harry gjorde alt, hvad de kunne for at få mig til at grine. Jeg påskønnede deres forsøg på at muntre mig op. De andre var i gang med at lave mad. Niall og Liam snakkede lavmælt sammen. De havde ikke rigtig snakket med mig, siden de præsenterede sig selv. På en måde tog de afstand fra mig. Jeg snoede undrende en af mine lange hårlokker om min pegefinger. Zayn deltog en gang imellem i samtalen mellem mig, Harry og Louis.

”Skal vi ikke se en film?” Nialls stemme afbrød vores samtale. ”Altså, efter maden.” Jeg kunne mærke følelsen af blikke, der hang på mig. Det ville være min mening, der var afgørende. Min mave trak sig sammen, og jeg sagde ikke noget. Fortvivlet kørte jeg en hånd gennem håret. ”Vi kan godt se en film. Jeg er ret ligeglad.” Jeg forsøgte mig med et smil, men jeg havde på fornemmelsen, at det failede ret meget.

”Så gør vi det.” Harrys stemme var en anelse tvivlende, og han gav mit ben et lille klem under bordet. Det, at han tænkte på mig, gjorde mig glad. Jeg drejede hovedet og sendte ham et lille, diskret smil. Om han så det, ved jeg ikke.

Da vi havde spist, fulgte Louis og Harry mig med ind i stuen igen. Drengene diskuterede hvilken film, de skulle se. Den diskussion holdte jeg mig helt udenfor – jeg skulle jo blot lytte til lyden af filmen. Da de endelig havde valgt, satte de sig i sofaen sammen med mig. Harry sad ved siden af mig, og på min anden side, Liam. Harry sad lige op af mig, mens Liam virkede til at være mindst 20 centimeter væk. Jeg rynkede panden. Hvad havde han i mod mig? Niall var ikke en undtagelse. Han tog mere og mere afstand til mig. Han havde slet ikke snakket mere til mig, end hvad der havde været nødvendigt. Selvom min facade var ligeglad, sårede det mig. Jeg forstod ikke, hvad jeg havde gjort dem.

Jeg gabte træt da der var gået en time. De mente, at den tog i hvert fald en time mere. Jeg sukkede lavt. Nu havde jeg vundet konkurrence, så ville jeg ikke gå glip af noget. Det ville være at skyde sig selv i foden. Mine øjne gled i flere gange. Jeg kæmpede bravt for at holde mig vågen.

Da en hånd lagde sig på min ryg, fik jeg et enormt chok. ”Bare lig dig ned.” Tøvende så jeg mig lidt forvirret rundt. Det var Harry, som havde sagt det. Med stive bevægelser, lagde jeg mit hoved på hans skulder. Der gik knapt to minutter, før jeg faldt i søvn.

* * *

Sengen var blød. Med lukkede øjne lod jeg hånden glide over lagenet. Det virkede nyvasket – sådan helt stift i det. Mit hoved lå på en blød pude. Jeg samlede dynen tættere om mig og åbnede langsomt øjnene. Ikke at jeg fik noget ud af det, jeg kunne jo ikke rigtig se noget. Jeg bed mig i læben, mens jeg tænkte over, hvordan det ville være at vågne op – og pludselig kunne se. Trist hviskede jeg tanken væk. Det ville aldrig ske, og det vidste jeg godt.

En dør gik op, og Harrys morgenfriske stemme vækkede mig: ” Er du vågen?” Jeg svarede med et svagt: ”Ja.” Udhvilet satte jeg mig op og blev en anelse forfjamsket, da jeg kunne mærke Harrys hånd på min arm.

”Du behøver ikke hjælpe mig hele tiden. Jeg kan godt selv tage tøj på.” Jeg smilte forsigtigt til ham, men han blev ved med at have hånden på min arm.

”Du har ikke sovet på dit eget værelse, så jeg regnede med, at jeg ville følge dig ned på dit eget værelse. Er det okay?” Hans stemme var drillende, og jeg hævede brynene.

”Har jeg sovet.. I samme seng.. Som dig?” Jeg kunne høre, at han grinede over min nervøsitet.

”Bare rolig, jeg har sovet på sofaen.” Hans hånd gav mit arm et klem, inden den gled til ned af min arm og tog min hånd i sin. ”Men.. Hvorfor?” Spurgte jeg. Han smilede, det var jeg sikker på. ”Du faldt i søvn i går, og jeg gad ikke til at bære dig ind på dit værelse. Det er helt nede i den anden ende af huset.” Jeg grinede og tænkte lidt over, hvor længe siden det var, at jeg havde grint. ”Dovne,” mumlede jeg drillende. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...