Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1916Visninger
AA

5. Kapitel 3

Kapitel 3

 

De næste dage gik med træning, træning, træning. Jeg var fast besluttet på, at jeg skulle kunne gå. Det var bare svært – det var som at lære alting på ny. Som når små børn glade løber rundt imellem deres forældre, får at få de M&M’s, de bliver bestukket med. Frem og tilbage, frem og tilbage. Det var næsten det samme princip, jeg brugte. Jeg gik frem og tilbage mellem to vægge, og hele den følelse af sejr jeg fik når det lykkedes, var nok. Alt for ofte måtte min mor tvinge mig i seng, fordi hun var bange for, at jeg overanstrengte mig selv.

Mine tanker var fuldstændig proppede med tanken om, at jeg skulle møde et band. I mit hoved var det irrelevant hvilket. Bare det, at jeg skulle møde et var direkte fantastisk. Dog nagede tvivlen om, hvordan de ville tage i mod mig også sommetider. En næsten blind kunne blive en hæmning for deres planer. Så vidt min mor havde sagt, skulle jeg følge bandet et par uger – både i fritid og på arbejde. Måske ville de føle, at jeg var der unødigt. Jeg kunne jo næsten ikke se.   

* * *

Da jeg stod i gaten og skulle sige farvel til mine forældre, blev jeg først bange. De havde sagt og lovet gang på gang, at der var nogen, som ville passe på mig. Alligevel skræmte tanken om at rejse mig. Jeg skulle godt nok kun flyve i 2 timer, men ville jeg kunne komme ud, ville jeg finde den, som jeg skulle med?

Efter lang tids forhandling fik mine forældre mig overtalt til at tage med flyet. En stewardesse tog imod mig. Min skridt var usikre, og jeg vil vædde med, at jeg så dødforvirret ud. Hun talte til mig, og jeg svarede så godt, jeg kunne – sveden virkede til at dryppe af mig, og jeg var ret nervøs. Først da hun havde placeret mig på en stol i flyet og spændt min sele, begyndte jeg at slappe lidt af. Jeg blev tilbudt forskelligt mad og drikke, men takkede nej til det hele. Jeg havde ikke fået en bid ned hele dagen, og det havde været meningen i starten. Nu var jeg bare bange for at kaste op.

Da flyet lettede, sad jeg i mine egne tanker og drejede en lang, brun hårlok om min finger.

Panikken nåede mig aldrig rigtig, da vi kom ud fra flyet. Den søde stewardesse havde fulgt med mig hele vejen og ført mig ud til dem, som skulle køre mig ind til London. Jeg havde ikke rigtigt en fornemmelse af, hvor stor bilen var, blot at døren blev åbnet for mig. Uden et ord kørte chaufføren mig ind til London, hvor han stoppede foran en stor bygning. Ting, jeg slet ikke havde overvejet, da jeg tog hjemmefra, fór pludselig igennem mit hoved. Tænk hvis de ville hade mig fra starten? Hvad hvis de blot var nogle snobbede kendte? Mit hjerte hamrede af sted med hundredefirs i timen, da chaufføren støttede mig på vej ud af bilen. Jeg havde dækket mine øjne med spejlsolbriller, så det at jeg var blind, ikke var det første indtryk, de fik. Der var ingen tvivl om, at jeg hurtigt blev ført indenfor. Temperaturen ændrede sig drastisk, og lugten ændrede sig fra os og benzin til blomster og parfume. Det var et fint sted, det var jeg ikke i tvivl om. Jeg slap chaufførens ærme med det samme, vi kom ind.

Jeg blev mødt af en hæs mandestemme: ”Hej! Du må være Avery Samford, ikke?”

 

Jeg nikkede sammenbidt og svarede manden: ”Jo, det er mig.” Jeg tror ikke, at det var gået op for ham endnu, at jeg var blind. Heldigvis.

”Chaufføren får din kuffert op på dit værelse, så kan du hilse på drengene i mens.” Jeg kunne høre skridt og gik ud fra, at det var ham, som gik. Uden et ord fulgte jeg efter lyden af skridtene. Det var det eneste, jeg kunne klynge mig til lige nu. En dør blev åbnet og manden sagde et eller andet, jeg ikke helt fangede – jeg var for optaget af at følge efter ham. Jeg blev mødt af glade drengestemmer. Det lød til at de var i et rum lidt fra dette.. Da jeg havde lyttet lidt, kunne jeg høre, at der var fem forskellige stemmer. Min hjerne tænkte så det knagede - hvilket boyband havde fem medlemmer?

Da endnu en dør åbnede, og jeg kunne høre manden fra før snakke til drengene, vidste jeg, at jeg var ankommet.

”Du skylder mig 10 dollars – jeg havde ret!” Udbrød en stemme, som var en anelse hæs. Af de resterene stemmer blev jeg mødt af hilsner, inden de begyndte at diskutere, hvem der havde vundet et væddemål. Så vidt jeg kunne høre, var der en, som forlod rummet. Sikkert ham fra før.

”Tag solbrillerne af, solen skinner ikke indenfor.” Lød en drillende stemme – ikke den samme som før. Jeg bed mig nervøst i læben. Tog jeg solbrillerne af, ville jeg afsløre mine øjne. Jeg vidste ikke helt præcist, hvordan de så ud, men min mor havde sagt, at de lignede normale øjne – bare uden bevægelse. Tøvende fjernede jeg dem, og da jeg hørte drengenes gisp, forstod jeg, at de havde fattet det.

En knap så kæk stemme afbrød den akavede tavshed: ”Jeg sagde jo, at fans sagde sandheden, Harry! Hit med de 10 dollars igen!” Jeg kunne høre dem hviske lidt sammen, og jeg følte mig totalt udmattet, forslået – kort sagt, som en boksepude. Hvorfor var jeg taget af sted? Kendte var ikke anderledes end normale mennesker.

Skridt afbrød mine tanker. En hånd tog min og trykkede den. ”Jeg er Louis.” Jeg genkendte stemmen som den, der havde vundet væddemålet. Derefter lød det til at flere sprang op, og jeg fik pludselig en masse nye navne at huske – Zayn, Harry, Liam, Louis og Niall.

”Sid ned,” tilbød ham, der vist var Harry. Han lagde en hånd på min arm og ledte mig hen til en stol.

”Tak,” mumlede jeg. Det virkede mærkeligt at sidde her, overfor kendte mennesker.

”Så, du er Avery Samford, ikke? Vi er One Direction.” Jeg nikkede og forsøgte at huske, hvor jeg havde hørt det navn før. Der var vist en af mine tidligere veninder, som var fan af dem.

”..Og du var.. Harry?” Forsøgte jeg. En grinen brød mit håb – jeg havde gættet forkert. Typisk.

”Nej, jeg er Louis.” Stemmen var drillende, og det huskede jeg mig selv på. Louis fortsatte: ”Måske skal vi snakke med dig en af gangen, så du kan høre vores stemmer. Og hvis du vil have en kort forklaring af vores udseende.” Jeg nikkede, taknemmelig for hans forslag.

”Helle for at starte!” Jeg kunne slet ikke finde rundt i stemmerne. Det var totalt volapyk for mig lige nu – den eneste jeg kunne huske, var Louis. Og det var fordi han havde sagt mest. En hånd lagde sig på min arm og trak mig op. Jeg fulgte ham ind i et rum. Hvor stort var dette hus lige? De andre drenge grinede inde fra det andet rum.

”Jeg er Harry.” Startede han. Jeg nikkede og noterede det i mit hoved. ”Jeg har mørkebrunt hår, krøllet. Grønne øjne. Hvad skal jeg sige mere? Jeg har fødselsdag den 1. februar. Mere du vil vide?” Jeg rystede smilende på hovedet. Efterhånden havde jeg lært at høre, når folk smilte, mens de snakkede. Og der var ingen tvivl om at Harry havde smilt hele vejen igennem. Hans stemme udstrålede ren og skær glæde, og den gjorde mig tryk.

Den næste som kom ind, virkede mere genert. Lidt efter, vidste jeg at det var Liam – mørkebrunt hår, brune øjne. En dyb, behagelig stemme.

Derefter kom en dreng med accent ind. Zayn. Han havde også brunt hår og brune øjne, som Liam. Han virkede sød, men lidt reserveret.

”Mit navn er Louis. Jeg har blåt hår, orange øjne. Og ja, jeg har også en krokodille som kæledyr.” For første gang, siden ulykken, havde jeg grint. Han havde spadseret ind og begyndt at snakke med en dyb, forvrænget stemme. Bagefter, fik jeg en kort, rigtig, beskrivelse af ham.

Da døren blev lukket op igen, måtte det være for sidste gang. Det måtte så være Niall. Man kunne næsten ikke høre hans skridt på gulvet, og det fik mig til at komme helt i tvivl om, hvor han var henne i rummet, før han begyndte at snakke.

”Jeg er Niall.” Han lød en anelse tøvende, og der var også en eller anden accent i hans stemme, som jeg ikke kunne fange. ”Er fra Irland.” Jeg måtte have set undrende ud, ellers ville han nok ikke være kommet med den tilføjelse. Rummet var mørkt, og da der var en lys, grumset plet der hvor han formentlig sad, gik jeg ud fra at han var lyshåret.

”Er du blond?” Mumlede jeg. Han virkede tøvende, ligesom mig. Først lød det til at han nikkede, men så rømmede han sig og bekræftede mit spørgsmål. ”Du er ikke helt blind?” Hans stemme var lidt undrende. Måske var det ikke lige gået op for ham, at man godt kunne være halvt blind. Jeg rystede på hovedet, og efter det sænkede der sig en akavet tavshed.

”Lad os gå ind til de andre,” mit forslag fik ham til at rejse sig hurtigt. Jeg kunne mærke hans hånd på min arm, men jeg skubbede den væk. Ikke fordi jeg havde noget imod ham, men fordi jeg var træt af at få hjælp til alting. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...