Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1938Visninger
AA

25. Kapitel 23

Jeg lå i sengen ved siden af Niall. Mine øjenlåg var hele tiden ved at glide i, og jeg bekæmpede træt søvnens magt. Alligevel fik den mig til sidst, og jeg gled ind i en dyb søvn – fuld af drømme..

Græsset var meterhøjt. Den store eng var badet i kraftigt sollys, fra den store sol som hang på himlen. Mit hår hang løst om mine bare skuldrer. En himmelblå kjole dækkede mig fra barmen og ned til lidt over knæene. En dreng, jeg havde fornemmelsen af at have set før, holdt min hånd.

Han havde lyst hår og nogle kærlige, lyseblå øjne. Vi løb sammen igennem det lysegrønne sommergræs. Den blide vind fik græsset til at vippe let. De kærlige, søde smil sad som klinet på vores læber. Drengen stoppede op foran mig. Jeg havde ikke regnet med, at han pludselig ville stoppe, så jeg løb direkte ind i hans arme. Han holdt mig ind til sig, ingen han pludselig forsvandt.

Jeg så overrasket op. Solen var blevet skiftet ud med en mørkegrå himmel. Vinden blæste kraftigt og fik græsset til at bølge kraftigt over hele engen. Jeg holdt om mine bare skuldrer og forsøgte at få varmen igen.

Hvor var han blevet af?

Jeg vågnede med et sæt. Jeg blev voldsomt bevidst om, at jeg ikke lå, som da jeg faldt i søvn. Mit hoved hvilede imod en hals, og under min nakke lå der en arm. Der lå en hånd på min hofte, som sørgede for, at jeg ikke trillede væk. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere. Jeg vidste ikke, hvordan vi var kommet til at ligge sådan her, men det var helt sikkert ikke med vilje.

Til sidst rev jeg mig bare ud af hans greb og skyndte mig ud af værelset. Min krop var helt varm, efter at have lagt op ad ham. Hvordan var vi endt sådan?

Der skete ingen ændringer i mig og Nialls forhold. Vi snakkede ikke sammen, men lå i sengen sammen om natten. Hver eneste nat, siden tirsdag, var jeg vågnet i hans arme. Jeg vidste, at han sov, og én enkelt gang nænnede jeg ikke at vække ham. Der havde jeg løsrevet mig om morgenen og skyndt mig ind til Harry. Jeg havde ikke sagt noget til Harry om det. Han ville bare blive sur på Niall, og det var ingen god løsning. Jeg havde det bedre med den kulde, der var imellem os, end jeg havde det med vreden. Vi var begge sure over hinandens udtagelser, og der var ingen af os, der ville give sig og tage det første skridt.

Dagen, hvor jeg skulle opereres, kom næsten hurtigere, end jeg havde forventet. Jeg havde hverken fortalt mine forældre eller drengene om det – kun Harry vidste det.

”Mor, Harry og jeg skal lige ind og se på en kjole i byen i dag. Så vi kører lige om 10 minutter,” sagde jeg. Vi sad og spiste frokost.

”Ej, må jeg ikke komme med?” Jeg smilte undskyldende til Louis.

”Måske en anden dag. I må ikke se den endnu.” Jeg havde det dårligt med at lyve for dem. Jeg rettede på mit hår, som bare var sat op i en tilfældig hestehale. Utålmodigt trommede jeg med fingrene i bordet, mens jeg ventede på, at de andre blev færdige. De virkede ekstra langsomme i dag. Endelig lød lyden af stoleben, som skrabede imod gulvet. Jeg fløj op og var lige ved at tabe min gaffel. Den var godt på vej ud over tallerkenen, men jeg nåede lige at skubbe den på plads.

”Sig mig, hvor travlt har du lige?” spurgte Louis og nev mig i siden. Jeg skulede til ham og skyndte mig ud i køkkenet med tallerkenen. Jeg var helt vildt nervøs for operationen. Selvfølgelig var der chance for, at jeg fik synet igen, men chancen, for at det gik den anden vej, var større. Jeg rystede på hovedet over mig selv og forsøgte at tænke på alt det gode i mit liv. Drengene, Jacob, hestene. Jeg havde efterhånden ikke et dårligt liv, og jeg vidste, at selv uden synet ville jeg kunne leve lykkeligt resten af mit liv.

* * *

”Rolig nu,” mumlede Harry lavt og lagde en hånd på min arm. Vi sad i bilen og var på vej til hospitalet. Jeg sad og trommede på ruden, mens jeg tænkte, tænkte og tænkte. Jeg smilede nervøst, men det blev kun en falsk grimasse. Harry grinede. Han forsøgte at virke afslappet, men jeg kunne mærke på ham, at han også var anspændt.

”Jeg kan ikke være rolig, Harry,” mumlede jeg træt. Jeg havde været vågen en stor del af natten, for at være sikker på at jeg ikke ville komme til at ligge tæt med Niall igen. Men jeg var faldet i søvn, og da jeg vågnede lå vi fuldstændig viklet ind i hinanden igen.

”You have to be, baby.” Han forsøgte sig med sin charmerende stemme, men lige nu prellede det bare af på mig. Normalt ville jeg have grint og slået ud efter ham, men lige nu var jeg for langt væk i mine tanker. Jeg flyttede mig uroligt rundt på sædet og forsøgte at klare mine tanker.

Vi fulgtes ind på hospitalet hånd i hånd. Paparazzierne var vågne. De var klar over, at One Direction var i byen. Der blev taget billeder, da vi gik ind på hospitalet. Jeg lagde næsten ikke mærke til dem, jeg tænkte bare på operationen. Journalisterne fik ikke adgang til hospitalet og måtte vente derude.

Vi meldte vores ankomst ved en skranke. De sendte os øjeblikkeligt op på 2. sal, hvor der ventede en læge. Han trykkede min hånd og præsenterede sig selv som Mr. Cox. Jeg havde fornemmelsen af, at sveden piblede frem i hele mit ansigt. Jeg var så nervøs. Harry holdt stramt om min hånd. Jeg var bange for, at hvis han ikke havde været der, ville jeg ikke have stået her. Jeg ville være flygtet fra operationen.

”Hvis du vil følge med,” sagde lægen venligt. Jeg ville ikke slippe Harrys hånd, og det kom tilsyneladende bag på lægen.

”Du kan trække i en af de hvide kitler til højre. Husk masken,” brummede han surmulende. Jeg fik en stak tøj, som jeg skulle skifte til. Det måtte være noget hvidt hospitalstøj. Der var intet rum at klæde om i, så jeg måtte gøre det i operationsstuen. Langsomt trak jeg min turkise bluse af. Jeg vidste, at Harry stadig var i rummet, men jeg havde trodsalt sovet i en seng med ham før i undertøj. Lægen var vidst gået ud, og det passede mig udmærket. Jeg tog toppen af og stod dermed kun i min mørkeblå BH. Med rystende hænder fandt jeg hospitalsskjorten frem og trak den over hovedet. Den var for stor, men det betød ikke noget, når jeg skulle opereres. Jeg tog min bukser af og trak de nye på. På mine fødder havde jeg hvide sokker, men jeg regnede med, at det var okay.

”Du kan bare ligge dig på operationsbordet.” Selvom lægen henviste til det, lød det som en kommando. Jeg krympede mig, og straks var Harry henne ved mig og holdt min hånd. Jeg sukkede dybt og lagde mig op på bordet. Det virkede ikke som et bord, snarere en tynd madras.

”Når mine assistenter kommer, bedøver jeg dig. Du får bare en maske på, og så falder du i søvn kort efter.” Jeg nikkede og drejede hovedet over imod Harry. Jeg knugede hans hånd og kunne mærke nervøsiteten fylde mig fra top til tå. Jeg var utrolig dårlig til at tage risikoer. Det her var virkelig grænseoverskridende.

”Så er vi her,” lød to kvidrende stemmer. Sikkert fra to unge kvinder. For første gang i den tid jeg havde kendt Harry, vendte han sig ikke om. Han holdt bare min hånd og nussede forsigtigt min kind.

”Det skal nok gå. Du får synet tilbage…” det var det sidste, jeg hørte. Masken blev trukket over mit hoved, og straks blev jeg trukket ned i en dyb, dyb drømmeløs søvn…

Mit hoved bankede. Lyden af bippende maskiner irriterede mig grænseløst, men jeg følte intet overskud, til at bede nogen slukke dem.

”Hvornår vågner hun, doktor?” Det var Harry. Det lød som om, at han var langt væk. Jeg ville gerne hen til ham. Han lød så nervøs. Hans stemme var usikker, ikke selvsikker. Det var helt forkert.

Jeg tog en dyb indånding og hørte straks et udbrud: ”Hun er vågen, hun er vågen!” Jeg rynkede brynene. Ja, selvfølgelig var jeg vågen. Jeg sov jo bare lidt. Mine øjenlåg virkede tunge og ømme. Jeg kunne høre skridt rundt over det hele.

”Avery. Hvis du kan høre os, kan du så nikke?” Det var en ny, mandlig stemme.  Jeg havde lyst til at sukke, men nikkede så. Ganske svagt, men jeg nikkede!

”Hvad sagde jeg?” mumlede Harry irriteret. Han og manden virkede ikke til at være særlig gode venner. Hvorfor sad Harry egentlig ved min seng? Jeg ville åbne øjnene, men de var bare så tunge. Jeg hostede kort og flyttede mig lidt rundt i sengen.

Så mærkede jeg en hånd i min. Det undrede mig, at jeg ikke havde mærket den før.

”Avery,” det var den myndige, mandlige stemme igen, ”Kan du huske, hvorfor du er her?” Jeg rystede svagt på hovedet. Det hele virkede lidt fjollet.

”Du er på Liverpool Universitet Hospital. Du er blevet opereret i dine øjne – kan du huske, at du var blind før? Grunden til at du er forvirret, er narkosen du har været i.” Jeg slugte langsomt oplysningerne, og pludselig huskede jeg det hele. Jeg klemte hårdt om Harrys hånd.

”Virkede det?” mumlede jeg langsomt. Der blev rykket på nogle papirer.

”Det ved vi ikke, før du åbner øjnene. Faktisk, vil jeg bede dig om det nu. Jeg hjælper dig med at åbne øjenlågene, og så skal du forklare alt, det du ser. Både skygger og detaljer.” Jeg nikkede indforstået. Jeg havde stadig en bankende hovedpine. Jeg kunne mærke et par forsigtige hænder på mine øjenlåg. De løftede op i mine øjenlåg. Mit hjerte virkede til at være gået i stå, og hele forsamlingen ventede uden at trække vejret.

Jeg så…

Ingenting…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...