Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1935Visninger
AA

24. Kapitel 22

Jeg var vågnet før Niall og listet ind til Louis og Harry for at vække dem. De havde ikke været helt tilfredse med tidspunktet og havde fanget mig under Harrys dyne og lagt mig i midten af sengen. Harry havde lagt med armen om mig i næsten en time, før de havde indvilliget i at stå op.

Harry og jeg var på vej til lægen. Min mor var blevet kaldt ud til møde på sit arbejde, og siden Harry alligevel skulle med, kunne han lige så godt køre.

”Hvad er det for noget undersøgelse?” Vi var lige kørt ud af indkørslen, og den bumpende grusvej var blevet skiftet ud med asfalt vej.

”Jeg skal bare have tjekket øjnene og min balance.” Jeg famlede mig frem til volumeknappen og skruede op. Jeg vidste ikke, hvad sangen hed, men den havde en sød tekst. Der var kun 20 minutters kørsel ind til lægen, Mr. Richardson. Vi nynnede lidt med på sangene i radioen, ellers sagde vi ikke noget til hinanden.

”Vi er her nu.” Jeg nikkede og spændte selen op. Harry parkerede, og vi fulgtes ind i klinikken. Jeg talte med damen ved skranken og blev nærmest øjeblikkeligt sendt ind. Harry fulgte bare med, uden at spille nogen yderligere rolle.

”Jamen dog! Er det ikke Avery? Kom og sæt dig ned.” Mr. Richardson havde altid været min læge og havde været til stede på hospitalet, hvor jeg var kommet mig efter ulykken. Jeg smilede lidt og følte mig frem til den stol, som stod foran hans skrivebord.

”Har du kæresten med? Så må jeg nok hellere lige finde en stol.” Han var en venlig, lidt ældre, mand. Han rejste sig og kom ind ad døren med en stol. Jeg lod ham bare blive i troen om, at Harry var min kæreste. Ellers skulle jeg til at forklare mig ud af det. Harry sagde ingenting, så det var nok fint med ham.

”Nå. Lad os tjekke dine øjne først. Hvor meget kan du se?” Han gik igennem en masse øvelser, men jeg kunne ikke se noget af det. Hjertet sank lidt i mig. I starten havde jeg kunne se store lysforskelle, men nu var der nærmest bare mørkt. Det var ikke rigtig gået op for mig, før nu. Balanceøvelserne gik til gengæld over alt forventning. Jeg havde næsten ingen problemer, udover ved balancebommen. Uden synet var det svært at holde balancen.

”Avery, resultatet lyder således, at du næsten har fået din fulde balance tilbage. Det sidste nyk, der mangler, får du nok ikke, før du får synet igen.” Jeg tænkte ikke rigtig over, hvad han sagde, før jeg gennemgik sætningen i mit hoved. Før du får synet igen. Jeg rynkede panden, men spurgte ikke ind til det. Han havde sikkert bare sagt forkert. Det var trodsalt en fejl, alle kunne lave.

”Hvad angår dit syn, er det kun blevet værre, og jeg har rettet dig fra at være delvist blind til at være helt blind.” Jeg sukkede lydløst og hang lidt med hovedet.

”Men jeg har et tilbud til dig. Men du skal tænke dig om, før du siger ja.” Med ny interesse så jeg på lægen. Hvad mente han med det?

”Der findes en operation, som kan redde din øjenskade. Men desværre kan det også gå den anden vej…”

Hvad snakkede han om? Mine øjne kunne ikke reddes. Han måtte snakke i vildelse.

”Du kan risikere at miste synet helt. Der er cirka 40 procents chance for, at du får dit normale syn tilbage. Du bør nok snakke det igennem med dine forældre, før du bestemmer dig.” Han holdt mig ikke for nar. Han mente det. Jeg lukkede øjnene og lagde en hånd på min pande. Jeg kunne mærke en hånd på min skulder. Det måtte være Harry.

”Jeg har ikke brug for mere betænkningstid,” sagde jeg til sidst med en hæs stemme.  Det var fuldstændig uvirkeligt, at der var en chance for, at jeg kunne få mit syn tilbage. Jeg rømmede mig.

”Hvornår kan jeg blive opereret?” Jeg var ikke i tvivl – var der en chance for, at jeg kunne få synet tilbage, ville jeg gribe den! Lægen sukkede, men jeg kunne høre, at han klikkede på musen.

”På fredag har vi en ledig tid. Klokken et. Men er du helt sikker på, at du vil tage chancen?” Jeg nikkede. Mit hjerte bankede hurtigt under min mosgrønne bluse. Selvom chancen for at miste synet var større, føltes det allerede som om, at jeg ville kunne se – om bare 4 dage!

Harry sagde ingenting, før vi kom ud i bilen. Så gav han mig et stort kram. Stemningen var høj på vej hjem. Mit humør var steget helt vildt, bare ved chancen om at jeg måske ville komme til at se! Dog ville jeg ikke fortælle det til nogen endnu. Jeg ville ikke give andre, end mig selv, falske forhåbninger.

* * *

”Louis. Louis. Louis, slip mig!” udbrød jeg, da han løftede mig op på sin skulder. Han havde fat om mine knæ, og så lå jeg med overkroppen over hans højre skulder som en sæk kartofler. Han grinede bare. Idiot.

”Uf, god røv,” lød det fra Zayn, lige inden hans venstre hånd ramte min ene balde med et hårdt slag. Jeg ømmede mig højlydt og bad endnu engang Louis om at sætte mig ned. Jeg forsøgte at sno mig ud af hans greb, men han fik hele tiden fat i mig. Harry og Liam var i bad, og Niall sad vist bare et eller andet sted på mit værelse og gloede ud i luften. Louis havde prøvet at få ham i bedre humør, men han havde ikke svaret på noget af det, Louis havde sagt. Jeg forsøgte bare at lave alt det, som ikke mindede mig om ham. Jeg havde, stadigvæk, på ingen måde lyst til at snakke med ham.

 Endelig satte Louis mig ned. Jeg åndede lettet op, da mine fødder rørte gulvet. Jeg havde nemt ved at blive svimmel, når jeg ikke have haft fast grund under jorden i længere tid – en ting, som jeg havde døjet med siden ulykken. Jeg greb hurtigt en pude og kastede den efter Louis. Han måtte sidde i sofaen sammen med Zayn. Jeg hørte to udbrud og vidste med det samme, at jeg havde ramt plet. Jeg smilede tilfreds, indtil Louis sagde noget med hævn. Jeg skar ansigt. Hurtigt forlod jeg rummet og halvløb hen af gangen. Jeg åbnede den første dør og smuttede ind.

”..Begge kede af det, Niall.” Jeg drejede om på hælen, da der blev helt stille. Så gik det op for mig, at jeg var brast ind af døren, mens Harry og Niall snakkede. Med Niall og jeg som samtaleemne.

”J-jeg.. Går bare igen.” Jeg skyndte mig ud af døren, hvor Louis øjeblikkeligt fangede mig og bar mig ind i stuen til Zayn.

”Hvad skal vi finde på?” sagde Louis med en slesk stemme. Jeg skar ansigt og håbede på det bedste. Ud af det blå, blev jeg angrebet af hænder, som kildede mig! De havde aftalt, hvad de skulle gøre med fagter. Jeg var kilden, så jeg grinede helt vildt og tiggede og bad dem stoppe. Først da jeg havde sagt ’Louis & Zayn er vildt lækre, og jeg elsker dem højt’ en halv milliard gange, holdt de inde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...