Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1932Visninger
AA

23. Kapitel 21

Ingen af os sagde noget, før vi kom ind på mit værelse. Jeg satte mig på min seng og ledte efter de rigtige ord til at starte en samtale. Men Niall kom mig i forkøbet.

”Hvem var han?” Han lød vred. Jeg forstod egentlig ikke hvorfor.

”Det var Jacob.”

”Så du beholder den ring, jeg gav dig, mens du har noget med en anden. Du kunne i det mindste have fortalt om ham!”

”Niall, køl ned. Han er kun min ven, og hvis vi nu kunne have snakket sammen i lidt mere end 5 minutter af gangen, kunne jeg måske have fortalt dig om ham. Der var andre ting, som jeg vægtede højere.” Det var ved at udvikle sig til et skænderi. Vi havde begge hævet stemmerne, og kulden imellem os var ikke til at tage fejl af.

”Og fem minutter tre gange om ugen var ikke nok tid til, at du kunne fortælle om ham? Det er langt ude, det er.” Det irriterede mig grænseløst, at han blot gik ud fra, at han selv havde ret. Hvorfor kunne han ikke bare stole på mine ord?

”Det er også virkelig meget. Og for resten, tak fordi du sagde hej,” mumlede jeg fornærmet.

”Du må da kunne forstå, hvorfor jeg er såret! Når jeg endelig kommer på besøg, så er der en anden dreng!” Jeg rystede på hovedet og begyndte langsomt at opfatte, at han ikke ville give sig i denne situation. Han var helt overbevidst om, at jeg havde noget kørende med Jacob.

”Så jeg må ikke have andre venner for dig? Er det det du siger?” snerrede jeg vredt. Nu var han gået over min grænse. Blodet pumpede rundt i min krop af ophidselse. Jeg rejste mig fra sengen og ventede utålmodigt på hans svar.

”Selvfølgelig må du have venner..” Jeg afbrød ham

”Men?” Han svarede ikke. Jeg drejede utilpas ringen rundt og rundt om min finger. Så tog jeg den af og lagde den på min kommode.

”Vi bliver aldrig enige, Niall. En ting er, at du ikke stoler på mig, men en anden ting er, at du ikke tror på det, jeg fortæller dig.” Jeg lukkede døren, lige da jeg havde sagt det sidste ord. Jeg stod på gangen i et par minutter, for lige at mande mig lidt op. Jeg følte mig svimmel og tåget hovedet.

Sammenbidt bankede jeg på hos Louis og Harry. Døren blev åbnet, og pludselig var jeg helt tømt for ord. Alle de ting jeg ville have sagt, var som blæst væk af en orkan. Mine kinder var helt røde af ophidselse. Jeg kunne stadig mærke den brænde indeni mig, jeg var så frustreret over hans ord.

”Hvad er der sket?” Jeg nåede knap nok at fange Harrys ord, før jeg var i hans favn. Jeg knugede mig ind til ham og lod ham løfte mig op. Han gik nogle skridt, og så satte han sig nok i sengen. Han strøg blidt min ryg med sine fingerspidser.

Louis var tilsyneladende gået ind til Liam og Zayn. Der var kun mig og Harry i værelset.

”Hey, hvad så?” Han kyssede mig i håret. Jeg sukkede og fortalte om mig og Nialls samtale. Jeg havde mit hoved ved hans øre, og det jeg sagde, var sikkert utrolig lavt. En Harry brokkede sig ikke, og da jeg havde fortalt det, spurgte han ikke mere ind til det.

Han sagde ingenting, men det passede mig fint. Jeg havde ikke brug for ord lige nu, bare trøst. Jeg havde lyst til at græde, men, som det stod lige nu imellem mig og Niall, så fortjente han ikke mine tårer. Jeg bed tænderne sammen og tillod ikke en eneste tåre at forlade mine øjne.

”Spise!” Min mors stemme rungede i hele huset. Harry lirkede forsigtigt sin krop fri fra mine arme. Jeg følte mig bare tom. De sidste syv måneder havde jeg kunne se frem til at Niall kom. Nu var han her, og indtil videre havde vi ikke snakket sammen. Kun råbt af hinanden.

Harry trak mig op af sengen og krammede mig. Det mindede mig om de første par dage i konkurrencen. Der havde Harry passet på mig hele tiden.

”I skal nok finde sammen igen.” Jeg så væk. Hvis vi skulle finde sammen igen, måtte han tage sig sammen og sige undskyld. Jeg ville ikke tage det første skridt. Jeg trak mig væk fra Harry og tog hans hånd i stedet. Vi fulgtes ud til bordet, hvor Liam sad og snakkede politik med mine forældre. Louis og Zayn diskuterede om, hvem der skulle have den bedste plads i sofaen i aften, når de skulle se fjernsyn. Jeg vidste ikke om Niall var der.

Jeg satte mig ved siden af Harry, som med fulgt overlæg, førte mig om at sidde på den modsatte side af ham. Så var Niall der nok alligevel.

”Hvad så Avery, fik dig og Niall indhentet det forsømte?” udbrød Louis pludselig. Der blev helt stille omkring bordet. Jeg var ved at få maden galt i halsen. Det spørgsmål havde jeg ikke lige set komme, og jeg rystede bare på hovedet og sparkede til hans ben under bordet. Han skulle tie stille!

”Av!” mumlede han fornærmet. Jeg lagde bestikket fra mig og tog Harrys hånd under bordet.

”Tak for mad mor. Det smagte godt.” Jeg smilede så ægte, som det var muligt. Men indeni var jeg ved at gå i stykker. Jeg hadede, at jeg ikke bare kunne snakke med Niall. Det var, som om at der var en stor mur imellem os, som ingen af os havde lyst til at kravle over.

”Det bliver helt sikkert en god uge!” tænkte jeg ironisk. Det ville nok blive noget nær den værste.

”Avery? Du skal til tjek i morgen hos lægen. Drengene kan vel bare tage ind og se Liverpool, ikke?” spurgte min mor. Jeg nikkede bare. Jeg skulle til tjek ved lægen hvert år, for at se om der var noget, som blev værre eller bedre.

”Jeg tager med til lægen,” sagde Harry ud af det blå, ”hvis jeg må, selvfølgelig.” fortsatte han, som en undskyldning for hans udbrud. Jeg smilede skævt.

”Det ville være dejligt.” Han gav min hånd klem under bordet.

* * *

Der opstod flere problemer omkring midnatstid. Vi var trætte alle sammen – drengene havde kørt i næsten 4 timer for at komme hertil, og jeg var blevet træt af at tænke over mig og Nialls forhold. Det var alt for indviklet lige nu.

 Liam, Louis og Niall sad oppe i sofaen, Zayn på en stol og Harry og jeg sad på en stor Fat Boy. Jeg havde et par ternede natbukser og en langærmet trøje på. Hvis alt havde været normalt, ville jeg være faldet i søvn nu. Men påmindelser om Niall var overalt. Når han talte, når han kom så tæt på, at jeg kunne indånde hans duft. Normalt, når jeg var nervøs, plejede jeg at dreje ringen rundt omkring min højre ringefinger. Men den lå på værelset nu, og jeg havde ingen planer om at tage den på.

”Måske burde vi gå i seng,” mumlede Liam langt om længe. Det plejede at være ham, som tog initiativet til at gå i seng. Alle mumlede istemmende og rejste sig. De tre værelser lå i samme gang. Jeg krammede Harry en sidste gang og gik så ind på mit værelse. Jeg tvivlede på, at jeg ville komme til at sove i nat. Så kom jeg i tanke om, at planen havde været, at Niall skulle sove hos mig. Jeg sukkede, igen havde jeg tænkte på Niall. Jeg måtte tage mig sammen.

Nærmest samtidig, hørte jeg Zayns stemme inde fra værelset ved siden af mit.

”Nej Niall, du kan ikke sove her. Mand dig op, gå ind og løs de problemer der er!” Han lød irriteret. Jeg hørte ikke Nialls svar. Jeg lagde mig i sengen og krammede lidt med dynen. Nu hvor jeg hverken havde Harry eller Niall herinde, kunne den godt bruges som erstatning.  Lidt efter gik døren til mit værelse op. Jeg vidste godt, hvem det var.

Jeg kunne høre et dybt suk.  Lidt efter var der noget, som satte bevægelser i fjedrende i madrassen. Han havde nok lagt sig ved siden af mig. Der var kun en dyne i min seng. Så måtte han ligge uden dyne. Jeg drejede mig væk fra ham, så jeg hvilede panden i mod væggen.

Efterhånden som minutterne gik, fik jeg mere og mere ondt af ham. Jeg havde lyst til at pande mig selv en, da jeg satte mig op og lagde halvdelen af dynen over ham. Jeg lagde mig til rette under dynen, så jeg slet ikke rørte ham. Hans åndedræt blev tungere og tungere, og til sidst var det helt regelmæssigt. Det fik mine tanker lidt i ro, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke på ham. Hans hånd i min. Hans bløde læber. Hans bløde hår. Hans søde personlighed. Jeg burde hade mig selv for at tænke sådan. Men lige nu, mens jeg lå ved siden af ham, virkede det mere rigtigt at tænke på ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...