Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1917Visninger
AA

22. Kapitel 20

Det var efterhånden længe siden, at jeg havde taget afsked med drengene, efter deres koncert. Faktisk hele syv måneder. Når jeg så tilbage, virkede det som om, at månederne var fløjet af sted. Der var sket meget, men tiden var alligevel gået hurtigt. Alligevel kunne jeg mærke sommerfuglene i min mave, hver gang jeg tænkte på Niall. Der var kun to dage tilbage nu, så ville han, og resten af bandet, komme på besøg. Bandet skulle først afslutte noget i London, så ville de komme forbi en uges tid. Jeg glædede mig som et lille barn.

Men der var ting, som ikke var som før. Det er der altid, når man ikke har set hinanden i lang tid. For eksempel, havde jeg mødte en dreng. Ikke en, som kunne måle sig med Niall, men en som jeg kunne lide, som min ven. Jeg kunne stadig huske, den dag han trådte ind i klassen. Der, var der gået en måned. Mit humør var nede og skrabe bunden.

”Må jeg sidde her?” Lød en ukendt stemme. Jeg så forvirret op, men det hjalp ikke ret meget. Til sidst nikkede jeg bare og rykkede mine ting lidt over på min side af bordet. Flot, folk troede, at jeg var sær i forvejen, og det her hjalp ikke på det.

Jeg forventede ikke, at han ville snakke til mig igen. Vores lærer havde præsenteret ham som Jacob. Jeg fulgte nøje med i lærerens, Mrs. Martinez, undervisning. Det var nødvendigt, når jeg nu ikke kunne se. Selvfølgelig ville læreren have os til at læse noget selv, og jeg plejede at få læst det højt af læreren selv. Men nu havde jeg fået en sidemakker, og så skulle han selvfølgelig læse for mig.

”Jacob, dig og Avery må gerne gå ud på gangen og læse stykket igennem.” Jeg knugede frustreret hænderne under bordet, da jeg hørte folk vende sig om imod mig. Jeg rejste mig og tog min bog. Medlidenheden med Jacob hang tungt i klasseværelset. Det var da også synd, at han havde sat sig ved siden af den pige i klassen, som aldrig sagde noget. Jeg kunne høre en anden stol skramle i mod gulvet og gik ud fra, at det var ham.

Da vi forlod klasseværelset og satte os ved et bord, bed jeg mig usikkert i læben og rodede lidt op i mit hår.

”Skal du ikke læse?” Jeg drejede hovedet over imod den nye dreng og sukkede dybt.

”Jeg kan ikke. Grunden til at Mrs. Martinez sendte os herud, var fordi du skulle læse højt for mig,” det virkede kun til at vække hans interesse.

”Hvorfor kan du ikke?” Jeg rettede mit ansigt imod ham, en smule irriteret over at han ikke kunne se det og lade være med at spørge mere ind til det.

”Jeg er næsten blind,” mumlede jeg kort, ”Vil du læse?” Han sagde ikke noget, men læste stykket højt.

Det havde været grundformen til et venskab. Jacob havde vist sig at være en ligeså ’sær’ type som mig. Da de andre elever fandt ud af, at han hang ud med mig, blev han sat i bås. Han blev betragtet, som jeg gjorde, og det gik ham slet ikke på. Alt det der populationshalløj var ikke hans kop the, som han selv havde sagt. Han spillede heller ikke fodbold, som klassen drenge ellers gjorde. Han ville meget hellere spille på sin violin, end han ville rende rundt efter en bold.

Han havde spillet rigtig meget for mig, når jeg var taget med ham hjem. Jeg elskede at høre ham fordybe sig i musikken og så bare spille som en sindssyg. Han var virkelig god, og det overraskede mig ikke, da han fortalte, at han var optaget på et talenthold.

Niall vidste endnu ikke noget om ham. Vi havde kun snakket et par gange over telefonen, og det havde været meget kort. Jeg regnede ikke med, at han havde noget imod, at jeg havde en nær ven.

* * *

Tankerne fór igennem mit hoved, mens jeg nervøst drejede sølvringen, som Niall havde givet mig, rundt om min finger. Jeg var helt vildt spændt på at møde drengene igen. Jacob sad ved siden af mig på en anden stol.

”Slap nu af. De skal nok komme,” mumlede han træt. Han var kommet for en time siden. Han havde været i Liverpool det meste af natten, for at give koncert.  

Lyden af bilhjul imod grus nåede mine øre. Jeg sprang op fra spisebordet og skyndte mig ud i entreen. Jeg åbnede døren til lyden af stemmer, som jeg virkelig havde savnet.

”Årh, min ryg er helt smadret efter den køretur. Der er godt nok langt.” Harry. Jeg smilede og løb forsigtigt ned af trappen. Bag mig kunne jeg høre Jacob. Han gik nok bare roligt og afslappet, det var i hvert fald hans stil. Desuden kendte han jo ikke drengene.

”Frisk luft!” løb det fra en hæs Louis. Det var nok bare skuespil, med dén bil de havde, måtte air-conditionen virke.

”Avery!” Niall. Et smil krusede sig på mine læber, da jeg hørte hans stemme. Jeg skyndte mig hen imod dem. Noget gik op med et klik, og jeg regnede med at det var bagagerummet. De havde vel alle sammen en form for skiftetøj med. Først, stillede jeg ikke spørgsmål til, hvorfor Niall ikke kom hen til mig. Jeg regnede med, at han bare skulle hente sin kuffert.

Harry var den første, som fik sin kuffert. Han trak mig ind i et langt kram, og jeg kommenterede på, at jeg syntes, at han blev højere og højere. Med mine 170 centimeter, var alle drengene i bandet højere end mig, og det havde jeg det egentligt fint med. Undtagen når Harry løftede rundt på mig. Der ville det være rart at være lidt højere, så man blev lidt sværere at løfte rundt på.

Så Louis, så Zayn og til sidst Liam. Jeg rynkede overvejende brynene og sprang sammen, da Jacob snittede min arm.

”Sagde du ikke, at det var den lyshårede, du havde haft noget med?” Spurgte han, en smule undrende. Jeg nikkede langsomt.

”Han gik forbi dig og står og venter med de andre oppe ved døren. Du burde nok vise dem deres værelser.” Jeg kunne takke Jacob en halv million gange, for de gange han tænkte for mig, når mine egne tanker var begrænsede. Men det sårede mig, at Niall slet ikke havde sagt hej til mig. Jeg bed smerten i mig og bød dem indenfor. Louis og Harry var i højt humør, efter de var sluppet ud af bilen. Zayn syntes at kunne mærke den dystre stemning.

”Jeg tror bare, at jeg tager hjem,” Jacob lagde en hånd på min arm og stoppede mig. Jeg nikkede. Jeg skulle lige snakke med Niall, og Jacob kunne altid komme en anden dag. Jeg krammede ham farvel, inden jeg gik ind i stuen. Min mor havde lavet mad, og så vidt jeg kunne høre, var de gået i gang. Maden var, tilsyneladende, vigtigere end deres værelser. Jeg satte mig ned og forsøgte, sammen med Harry, at få en samtale op at køre. Der var vist ikke andet at sige, end at det ikke lykkedes.

”..Og så kan der bo to herinde,” sluttede jeg af. Vi havde to gæsteværelser, begge med dobbeltsenge. Zayn og Liam havde taget det første, og der gik ikke lang tid, før Harry og Louis var ved at pakke deres ting ind i skabene. Niall sagde ikke noget, men jeg vidste pludselig ikke, hvor glad jeg var for at dele værelse med ham. Han havde stadig ikke sagt et ord til mig..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...