Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1928Visninger
AA

4. Kapitel 2

 

Kapitel 2

Det var efterhånden et par uger siden min mor havde sendt det brev. Jeg vidste ikke, hvornår konkurrencen sluttede, men det havde min mor tilsyneladende styr på. Hun snakkede mere om den, end jeg selv gjorde.

Morgenen var trist og grå – det var i hvert fald det, min far sagde. Jeg kunne høre og mærke brændeovnen var i gang, så temperaturen måtte være faldet. Nu var efterhånden også længe siden, at det havde været august. Der, hvor jeg var styrtet. Hurtigt tvang jeg mig selv til at tænke på noget andet. Tårerne pressede på, hver gang emnet blev bragt på bane. Både i mine tanker og når mine forældre snakkede om det.

En dør blev åbnet med et brag, og jeg så forskrækket op. Min hurtige bevægelse fik min ryg til at smerte.

”Skat, du har ikke vundet!” Sagde min mor ophidset. Hendes stemme var grødet, så jeg blev næsten bange for, at hun havde regnet mere med det, end jeg selv havde. Hun trak mig ind i et kram, som om jeg havde brug for at blive trøstet. Jeg var egentlig ikke ked af det. Min mors reaktion havde forskrækket mig, og jeg vidste ikke helt selv, hvordan jeg skulle reagere. Blidt skubbede jeg hende væk fra mig. Jeg havde ikke brug for trøst.

”Det er okay mor. Jeg overlever.” Min stemme var neutral. Jeg regnede med, at hun ville tolke det som trist. Det plejede hun, så hvorfor ikke nu? Selvom jeg virkede ligeglad, kunne jeg mærke ærgrelsen nage mig. Det kunne have været fedt, men nu var der andre som fik chancen for at møde nogle kendte mennesker – fra et boyband.

* * *

”Avery Samford, ikke?” Jeg nikkede tavst. Han fortsatte: ”Vi har tjekket dine øjne og din ryg. Nu taler jeg ærligt, når jeg siger, at dine øjne aldrig bliver de samme igen. Måske vil der komme mikroskopiske forandringer, men du vil aldrig kunne komme til at se normalt igen. Med hensyn til din ryg, så har jeg nogle papirer med til dig og dine forældre. Du vil nok kunne komme til at gå igen, med træning. Instrukserne til alt træningen står på papirerne. Men din balanceevne har fået et overordentligt stort knæk, og det bliver begrænset, hvad du kommer til at klare. Ridning er i hvert fald udelukket.” Mens lægen talte, blev jeg mere og mere nedtrykt. Min fremtid så ikke lys ud. 15 år, og allerede ubrugelig for arbejdsmarkedet. Jeg ville leve et ynkeligt liv.

Mine forældre sagde ikke noget, men jeg vidste, hvordan de så ud i hovedet. Min mor – fuldstændig ødelagt. Trist. Min far var vist bare ærgerlig over at have sagt, at alt blev okay igen – når det ikke ligefrem tegnede sådan.

* * *

”Avery, er du vågen?” Min mor lod bagsiden af hendes hånd glide ned over min kind. Jeg tog en dyb indånding og mumlede noget uforståeligt til svar. Hun lod mig vågne lidt, før hun irriterede mig yderligere. Da jeg slog øjnene op, var hun over mig som en høg. ”Kom, kom, kom skat! Der er mad nu.” En anelse morgensur kom jeg selv op i kørestolen og lod min mor køre mig ind til bordet. Da jeg satte mig over på stolen, undrede jeg mig over, at min mor og far holdt vejret. Det hele virkede i det hele taget mærkeligt.

Jeg valgte at ignorere det og lod hånden glide over bordet for at finde tallerkenen. Min pande blev yderligere rynket, da der lå noget. Jeg tog det op og vendte og drejede det lidt. Det var et brev. Spændingen voksede i maven på mig, i takt med at jeg åbnede brevet. Selvom jeg ikke kunne se, hvad der foregik rundt om mig, vidste jeg, at min mor og far så på mig.

”Mor, læs brevet.”

* * *

Kære Miss Avery Samford.
Tillykke, du har vundet! Endnu et band meldte sig til, og du er udtrukket som vinder. Du får endnu ikke, som de andre konkurrencevindere, at vide hvilket band du skal møde.

Vi har vedlagt nogle flybilletter til dig og forventer at se dig d. 23 april i London. Du vil blive hentet i lufthavnen og kørt hen til bandets manager, som det første. Derefter vil du møde bandet.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at svare tilbage på denne mail. Ellers står alle oplysninger om flyrejsen på det vedlagte papir.

Endnu engang tillykke!

Med Venlig Hilsen
William Jackson

Jeg sad mundlam, mens min mor læste de resterende oplysninger op. Det var ikke til at fatte, at jeg havde vundet. Følelserne var lige ved at overvælde mig, men jeg holdt altid mine tårer for mig selv. Jeg hadede, at folk så jeg græd. Det fik mig til at føle mig svag – og endnu mere efter jeg var styrtet.

”Træk vejret skat!” Min mors glade stemme trak mig ud af mine tanker. Hun hvinede højt af glæde og krammede mig.

”Mor! Vi har ikke tid til det her, jeg skal af sted om 10 dage. Jeg er nød til at kunne gå til den tid.” Ønsket lød så uoverskueligt, at der blev helt stille. Men jeg ville aldrig kunne holde ud at sidde i en kørestol foran kendte mennesker. Jeg var nød til at kunne stå selv, gå selv – jeg ville aldrig kunne acceptere mig selv, når jeg ikke selv kunne gå. Tavshed blev brudt, da min mor mumlede noget om, at hun hentede papirerne.

Der gik knap en halv time, så var vi i gang. Smerterne i ryggen var store, men min vilje var større. Jeg lavede flere øvelser på gulvet – forskellige cykleøvelser, noget med at bevæge tæer og ben. Det var hårdt, og udmattelsen ramte mig med det samme, vi var færdige. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...