Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1924Visninger
AA

21. Kapitel 19

Jeg klemte om håndtaget i bildøren på den sølvgrå Porsche. Min mor klemte beroligende min anden hånd. Jeg vidste, hvad der ventede, ligeså snart jeg forlod bilen. Der var kun hundrede meter over til min skole, West Derby High School, men det var mere end nok.

”Du behøver ikke tage i skole, hvis du ikke vil,” sagde hun. Jeg rystede på hovedet og bed stædigt tænderne sammen. Et lille klem, var det eneste, som skulle til for at åbne døren. Jeg tog en dyb indånding og åbnede bildøren. Jeg svang min skoletaske over min skulder, og ligeså snart jeg trådte ud af bilen, kunne jeg høre den velkendte lyd af kameraer i sportsmode – dem, som tager 10-15 billeder i sekundet.

”Hvad er der imellem dig og Niall?”, ”Har i været på date?”, ”Hvorfor sov Niall hos dig?” Jeg gik bare videre igennem skolegården. Jeg ville gerne lukke af for spørgsmålene, men de gled hele tiden igennem den mur, jeg prøvede at bygge.

 Jeg kunne se de forfærdede miner for mig. Der var vel ingen skoler, som var vant til, at der kom en stor klynge fotografer og journalister. En journalist fik forvildet sig ind foran mig, sikkert med vilje, og begyndte at udspørge. Jeg håbede, at han ville lade mig komme ind på skolen, hvis jeg svarede på et par spørgsmål.

”Avery Samford. Du vandt en konkurrence for halvanden måned siden, hvor du boede ved drengene. Hvordan er dit forhold til dem nu?” Jeg tog en dyb vejrtrækning og knyttede min højre hånd. Jeg hadede journalister, men det skulle de ikke få fornøjelsen af at vide.

”Jeg har fået nogle gode venner i drengene, og det er jeg glad for,” Det lød helt bizart at snakke om sit forhold til andre mennesker foran et kamera.

”Hvad med Niall, hvordan er dit forhold til ham? Bedre end til resten af bandet?” Lød det fra en ny, klistrende journalist.

”Niall og jeg er bare venner,” mumlede jeg kort og undvigende. Jeg havde fornemmelsen af, at de stak deres mikrofoner helt op i hovedet af mig. De ville virkelig ikke gå glip af noget.

”Undskyld mig, jeg skal i skole,” Jeg snoede mig udenom journalisterne og skyndte mig ind af hoveddøren til skolen.

* * *

Jeg åndede lettet op, da jeg trådte over dørtærsklen og var hjemme. Da jeg var kommet ud fra skolen, havde der ikke været nogen fotografer, men de havde til gengæld ventet hjemme hos mig selv. De holdt sig uden for havelågen, men det var svært at få fred til at gå ind. Der eneste som jeg så frem lige nu, var i aften. Jeg savnede ham, som jeg udholdt det her for. Tanken om at han skulle være væk i syv måneder var ved at dræbe mig indefra. Det var virkelig lang tid.

Min mor havde tilbudt at hjælpe mig med at finde tøj til koncerten. Først havde jeg været afvisende, men til sidst have hun fået mig overtalt. Hun fulgtes med mig op til mit rodede skab og brokkede sig, som kun en mor kan, over det.

”Ryder du nogensinde op?” Min mor sukkede dybt. Jeg trak på skuldrene og var ret sikker på, at hun ikke så det. Jeg kunne høre hende rode rundt i skabet efter noget tøj. Måske ville det være lettere, hvis det var opryddet, men den slags ting holdt sjældent i mit skab. Måske var det pænt og rydeligt den første uge, men så lignede det også et bombet krater derefter.

”Her,” sagde hun, ”hvem har du fået den blå kjole af? Den har jeg ikke set før.” Jeg fik en bunke tøj i hænderne og genkendte straks kjolens stof.

”Er den ikke for fin?” mumlede jeg kritisk og lod overvejende en hånd glide over det glatte stof.

”Skat, du skal ikke se dine venner i rigtig lang tid. Selvfølgelig skal du være fin!” Min mors stemme tålte ikke protester, så jeg indvilgede. Jeg kunne godt se det logiske i det, men jeg hadede at skille mig ud fra mængden. Hvis de andre ikke havde pænt tøj på, kunne jeg ikke se, hvorfor jeg skulle.

Jeg trak jeansene og blusen af. Min mor var gået ud efter, at hun havde sikret sig, at jeg ville tage kjolen på. Jeg klipsede stropperne på min BH af, så de ikke var synlige. Kjolen dækkede kun den ene skulder. Forsigtigt tog jeg den på, jeg ville ikke ødelægge den gave, jeg havde fået. Den sad stadig, som den skulle. Jeg tog en dyb indånding og drejede et par gange rundt om mig selv, mens mine tanker sprang tilbage til den dag, jeg havde haft den på første gang.

Jeg trak den blå kjole på. Eftertænksomt rettede jeg lidt på folderne. Mit brune, krøllede hår var bare løst, sådan kunne jeg bedst lide det. På fødderne, havde jeg et par sølv ballerinaer. Stilletter ville blive livfarlige for mig. Jeg havde ikke nok balance i forvejen, og jeg ville ikke udfordre skæbnen.

”Ser jeg okay ud, Harry?” Spurgte jeg nervøst, mens jeg syntes, at jeg blev ved med at finde folder, og ting som ikke var helt perfekte på kjolen.

”Du ser helt perfekt ud!”

Uden selv at ville det, smilede jeg over hele hovedet. Mindet var fantastisk at blive husket på, og jeg glemte alt om, at drengene skulle videre fra Liverpool allerede i aften. Min mor havde fundet et par skinnende sorte ballerinaer, som jeg tog på. Min mor bankede på døren og kom ind med det samme. Jeg nåede ikke engang at sige, at hun måtte komme ind.

Jeg hørte et gisp, og lidt efter blev jeg trukket ind i et kram. Hun knugede mig ind til sig.

”Du er så smuk,” hviskede hun og kyssede min kind. Hun tog min hånd.

”Kom, prøv at følge med,” hun trak mig ind på badeværelset, og jeg rynkede forbløffet brynene. Mens hun rodede lidt rundt i skabene, satte jeg mig på stolen, som stod i hjørnet af det lyseblå badeværelse. Eller var det hvidt? Jeg rystede hurtigt tankerne fra mig, jeg havde ikke behov for at komme i dårligt humør nu.

Min mor satte sig på hug foran mig.

”Luk øjnene,” Jeg gjorde, som hun sagde. Med en pensel lagde hun en eller anden form for makeup på mine øjenlåg. Det var nok øjenskygge. Jeg kunne høre på hendes koncentrerede åndedræt, at hun var helt optaget. Lidt efter kunne jeg mærke noget lidt hårdere, som snarere føltes som en blyant. Jeg stolte på min mor og vidste, at hun var en ren kunstner med makeup i hænderne.

”Jeg ligger lige en smule mascara,” mumlede hun. Jeg åbnede øjnene og forsøgte at gøre det så let som muligt for hende. Da hun endelig trak sig væk, gav hun et lille hvin fra sig. Jeg åbnede øjnene og skulle lige vende mig til følelsen af makeup igen.

I det samme råbte min far ude fra stuen.

”Bilen er kommet, skynd dig!” Min mor var til tider helt oppe at køre, men jeg kunne ikke undgå at elske hende alligevel. Hun var for skøn. Hun hjalp mig i min lange, mosgrønne jakke og puffede mig blidt ud af døren.

”Hyg dig!” sagde hun, inden hoveddøren blev lukket. Jeg gik ned af trappen imod bilen. Jeg fik en anerkendende bemærkning fra chaufføren, som havde åbnet døren i højre side af bilen. Jeg stod ind i bilen og kunne høre bildøren blive lukket i. Sæderne var af blødt, læderlignende stof. Man sad helt fantastisk, og jeg lod mig falde helt tilbage i sædet.

Bilen stoppede, og chaufføren åbnede døren for mig. Jeg stod ud og kunne straks høre kameraernes klikken. Chaufføren fulgte mig igennem mængden af folk og fortalte pænt de journalister, som kom for tæt på, at de skulle gøre plads. Jeg holdt mig bare tæt op ad ham uden at sige noget. Jeg havde lyst til at se ned i jorden og gemme mig, men jeg holdt hovedet højt og forsøgte at holde mit regelmæssige åndedræt.

Det tog næsten ti minutter at komme igennem vrimlen af journalister og fotografer. Chaufføren førte mig ind i et rum, hvor jeg blev mødt af fem velkendte stemmer. Mit ansigt blødte op i et smil, da jeg slap chaufføren.

”Avery!” udbrød Niall. Jeg kunne høre, at han sprang op. Smilet ville slet ikke forlade mit ansigt, da jeg mærkede hans arme om mig. Til sidst måtte jeg løsrive mig fra ham, for at nå at sige hej til de andre.

De sad og snakkede de sidste ting igennem med deres manager, inden de gik på scenen. Jeg drejede en hårtot omkring min venstre pegefinger, mens jeg sad i mine egne tanker. Der var mindre end 30 minutter, til at de skulle på scenen, og jeg kunne høre de skrigende piger inde i den store koncertsal. Det fik mig til at overveje, hvad deres reaktion var på det, der var kommet frem i morges. Jeg kunne ikke læse, så Twitter og Facebook var ting, som lå i min fortid.

En dør gik op, og allerede inden han sagde noget, vidste jeg, at det var Niall. Han tog min hånd og flettede sine fingrer ind imellem mine. Diskret, for der var andre mennesker i rummet. Jeg smilede skævt, men så mærkede jeg noget tynd og køligt. Jeg rynkede brynene og lod min anden hånd glide over vores flettede hænder. Jo, der sad noget smalt og køligt.

Jeg gispede. Det måtte være en ring, som han diskret havde sat på min finger. Jeg hævede hovedet med et overrasket smil.

”Tak,” mumlede jeg, inden blidt mærkede hans læber imod mine. Bare hurtigt, så folk omkring os ikke så det. Men det var nok, og det sagde mere end tusind ord for mig. Jeg nåede ikke at stille spørgsmål til hvorfor, jeg skulle have en ring, han svarede selv på det.

”Avery, jeg har kun kendt dig i en månedstid, og jeg er endnu ikke klar til, at vi bliver kærester. Tidspunktet skal nok komme, det er jeg sikker på,” jeg rødmede let og var næsten helt overrasket over, at han kunne sige sådan noget. Det lød helt fremmed i Nialls mund. Det lød så voksent. Han fortsatte med et grin.

”Men med ringen ved du, at jeg stadig tænker på dig, når vi tager af sted på touren. Jeg skal nok finde en eller anden måde at besøge dig på, når vi er af sted,” sluttede han af, og jeg smilede over hele hovedet.

Jeg omfavnede ham blidt, inden han blev kaldt på. Tiden var inde, de skulle ind på scenen. En venlig dame, som arbejde back stage, hjalp mig ind i salen, der var fuld af skrigende, unge piger. Jeg smilede og forstod dem godt. Mit venskab til drengene havde ændret hele mit liv. Koncerten var næsten bedre, end den jeg hørte sidst. Det var som om, at de gav 10% mere af sig selv.

Afskeden var hård, og jeg var nød til at forsikre dem om, mindst 10 gange, at jeg ikke ville glemme dem, og at jeg nok skulle besøge dem, når touren var ovre. Jeg trak Niall ind i et hjørne, hvor der ikke var nogen folk. Vi kyssede for sidste gang i lang tid.

Jeg fik et sidste kram, inden de gik ind i tourbussen. Jeg måtte tørre adskillige tåre væk, da min mor hentede mig. Gud, hvor ville jeg savne dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...