Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1911Visninger
AA

19. Kapitel 17

Vi lå i min trekvartseng. Bare Niall og jeg. Jeg havde insisteret på, at de andre drenge ikke skulle vide noget endnu. Vi var jo heller ikke kærester, så det var der ingen grund til. Men Niall havde haft ret svært ved at komme ud af huset, uden at skulle fortælle de andre drenge om det, der foregik imellem os.

”Vil du med ud i aften, Niall?” spurgte Zayn, ”vi skal bare hen til en eller anden café.” Jeg bed mig nervøst i læben. Jeg ville hellere over til Avery, og jeg havde lovet hende, at jeg ikke ville fortælle dem om os endnu.

”Jeg har en aftale. Desværre.” Jeg smilte undskyldende til ham, men så let slap jeg ikke.

”Med hvem?” Han lød straks meget interesseret og kaldte straks på resten af drengene. Først var de skuffede over, at jeg ikke skulle med, men da de hørte, at jeg havde en aftale, skiftede deres skuffelse til interesse. Jeg var dermed offer for et krydsforhør. De stillede en masse spørgsmål, som jeg valgte at overhøre. Jeg skulle bare svare så kort, som muligt.

”Bare en pige,” Jeg knugede mine hænder under bordet. Det føltes kriminelt at lyve overfor dem. De fortalte altid, hvis de havde noget med en pige. Men det værste var næsten, at de kendte Avery.

”Niall?” Han svarede kort, mens han lod sine fingre glide igennem mit bølgede hår. Jeg var simpelthen nød til at foretage mig noget, ellers ville han lulle mig i søvn. Jeg så op på ham, smilende.

”Hvad så?” Jeg tog hans hånd og flettede mine fingre ind imellem hans. Han lagde sig ned, og jeg ville vædde med, at han smilede. Jeg grinede.

”Du er ikke kilden, vel?” Jeg kunne høre lyden af trækken i sengebetrækket, så han rystede sikkert på hovedet. Han glemte lidt for tit, at jeg ikke kunne se det. Med mine tre midterste fingerspidser berørte jeg blidt siden af hans ribben, uden på hans grønne trøje. Han krummede sig sammen af grin, og hans latter fik mig til at grine. Jeg havde næsten kunnet gætte, at han var kilden. Det var som om, at det bare lå til ham.

”Okay, en smule,” fremstammede han imellem grinene. Langsomt fladede den glade stemning ud og blev skiftet ud. Jeg hævede hånden igen, men denne gang undlod jeg at kilde ham. Med mine fingerspidser udforskede jeg det ansigt, som jeg ønskede at se, mere end noget andet i hele verden. Hans kinder, hans lukkede øjenlåg. De svagt markerede kindben. Niall åndede tungt. Det lød næsten som om, at han sov. Jeg indprentede selv de mindste karaktertræk. Jeg ville gøre alt, for at forsøge at skabe et billede af ham i mit hoved.

Pludselig blev hans åndedræt lidt for tungt. Han var vist faldet i søvn. Jeg lænede mig frem og kyssede hans kind med et smil på læben. Han vågnede med et sæt, og jeg grinte lavt. Jeg ville trække mig væk, men han lagde sin arm omkring mig. Han trak mig op på ham, så jeg lå oven på ham. Jeg blev en anelse kejtet, jeg følte mig for tung. Det var som om, at han kunne mærke min usikkerhed.

”Du er perfekt, som du er,” hviskede han med en kærlig stemme, og følelsen af lykke strømmede igennem mig. Jeg svarede ikke. Langsomt lænede jeg mig ned over ham og stoppede først, da jeg kunne mærke hans pande imod min. Jeg smilede skævt. Jeg var utrolig dårlig til de her følelsesfyldte øjeblikke. Hans arme lå bag min ryg, mine omkring hans nakke.

”Jeg er dårlig til det her,” mumlede jeg, mest for mig selv. Han grinede, og jeg så væk. Dog stadig med panden imod hans.

”Du kan umuligt være dårligere end mig.” Jeg smilede.

”Du klarer dig nu ret godt.” Jeg løftede hovedet lidt og kyssede hans kind. Han smilede, jeg kunne mærke hans smilehul imod mine læber. Jeg kyssede ham igen, bare én gang i få sekunder, på hans bløde læber. Jeg havde ikke travlt.

Igen lænede jeg mig ned over ham, og denne gang trak jeg mig ikke væk igen.

Jeg anede ikke, hvornår jeg faldt i søvn. Efterhånden fik vi lagt os under dynen, og det sidste jeg huskede var, at jeg lå og slappede af med hovedet på hans brystkasse.

* * *

Da jeg vågnede, lå Nialls arme omkring min mave. Jeg puttede mig længere ind til ham, indåndede hans duft. Der fandtes ikke en bedre måde at vågne på.

Langsomt begyndte han at røre på sig. Jeg havde lukket øjnene, uden planer om at stå op. Jeg smilede, da jeg mærkede et par læber imod min hals. Nu var han i hvert fald vågen. Han satte sig op i sengen.

”Shit,” mumlede han. Jeg rynkede brynene og satte mig op i sengen. Fortrød han alt det her?

”Jeg lovede drengene, at jeg ville komme hjem i går aftes.” Jeg åndede lettet ud. Selvom det andet måske heller ikke var så godt, var det andet så ubeskriveligt meget værre. Jeg rejste mig fra sengen og fandt hurtigt en trøje fra mit skab. Jeg havde sovet i leggins og top, så det kunne gå med en oversize T-shirt over toppen. Niall rodede rundt ovre omkring min seng, sikkert efter sin jakke.

Jeg satte mig på min kontorstol og pillede lidt ved mine hænder. Mine negle var ved at blive lange, det var nemt at glemme at klippe dem, når man ikke kunne se dem. Da jeg hørte skridt på vej hen imod mig, rejste jeg mig og skyndte mig ind i hans favn. Jeg ville først få ham at se i aften.

”Hyg dig.” Jeg smilede og kyssede ham kærligt på de perfekte, bløde læber. Drengene skulle vist øve på scenen, inden koncerten. Det var allerede i morgen. En gysen gik igennem mig. Så skulle de videre på deres UK-turne..

* * *

”Du lovede at komme hjem i går.” Harrys bebrejdende stemme var det første, jeg hørte, da jeg kom ind ad døren. Jeg så rundt på dem. De prøvede virkelig at være alvorlige, men jeg kunne se på dem, at de var ved at sprænges af nysgerrighed.

”Undskyld – hvornår skal vi af sted?” Jeg så på dem, en efter en.

”Om en times tid.” Jeg nikkede og gik ud i køkkenet. Jeg var kommet i tanke om, at jeg ikke havde spist siden i går aftes! Der lå noget frugt og en sandwich i køleskabet. Valget var ikke svært, så lidt efter kom jeg ud med en sandwich i hånden. Fire blikke hvilede på mig, mens jeg begyndte at spise. Blikkene blev hængende, og til sidst så jeg irriteret op.

”Hvad er der?”

”Hvorfor vil du ikke sige, hvem du sov hos?” Spurgte Louis. Han havde selvfølgelig ret, det var totalt åndsvagt! Jegburde sige det.

”Det er bare lidt indviklet,” forsøgte jeg mig frem. Jeg var elendig til at møve mig udenom forhør. Jeg tog en bid af sandwichen, den kunne da i hvert fald trække tiden ud. Det var ikke fair overfor dem, at jeg ikke fortalte det.

”Come on Niall. Vi fortæller dig alt.” Jeg kunne se og høre på Zayn, at han var irriteret. Jeg forstod ham godt.

”Det.. Det er bare..” Prøvede jeg.

”Sig det,” kom det prompte fra hele gruppen.

”..Avery.” Så, nu havde jeg sagt det. De sagde ikke noget, men de udvekslede sikkert blikke. Jeg koncentrerede mig bare om at spise sandwichen færdig. Lige så snart jeg have lagt spist den, var de henne hos mig.

”Nu skal vi vide alting,” lød Louis’ udspekulerede stemme. Jeg smilte hovedrystende. Det der med at fortælle mine helt personlige ting, var ikke lige min yndlingsbeskæftigelse. Han havde sikkert ment det i sjov.

”Lad os komme af sted!” Jeg rejste mig op og fik overtalt resten af bandet til komme med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...