Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1935Visninger
AA

18. Kapitel 16

De næste dage gik jeg hvileløst rundt. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad Louis havde ment. Når jeg ikke var ude ved den unge vallak, gik jeg rundt i huset eller spiste. Det nagede mig, at jeg ikke vidste, hvad der ville ske.

Men jeg hørte ingenting fra dem, og langsomt begyndte jeg at glemme, at hvad han havde sagt. Mine tanker blev overtaget af andet og andre. Jeg begyndte i skole igen, skolen havde insisteret på, at nu var min sygetid overtrådt. For længst. Jeg kom ind i min gamle klasse, og der var næsten ingenting, som det var, før da jeg kom til skade.

 Drengene fra klassen ignorerede mig bare, mens jeg kunne mærke på pigerne, at de havde ondt af mig. Jeg skulle ikke have en veninde, som havde ondt af mig – så jeg holdt mig for mig selv. Før jeg kom til skade, havde jeg heller ikke tid til veninder. Jeg mener – hvem ville være venner med en, som alligevel aldrig havde tid? Når hesten altid kom i første række, var det svært at få et godt forhold til nogen.

* * *

”Avery? Søde?” Jeg vendte mig om med et støn i sengen.

”Ikke nu,” mumlede jeg træt. Der lød en lavmælt fnisen. Jeg trak dynen over mit hoved for at lukke lydene ude. Jeg var kun lige faldet i søvn, da jeg mærkede en arm under mine knæ og en under min ryg. Mine forældre plejede ikke at løfte mig op af sengen. Den som holdt mig, fjernede dynen. Jeg kunne ikke se noget, og den fnisen der var i baggrunden, gjorde mig ikke ligefrem tryg.

Jeg rakte hånden frem og kørte en hånd igennem håret på den, som bar mig. Jeg rev den til mig igen, som havde jeg fået stød. Håret var blødt, kort og krøllet. Det kunne næsten kun være en. Jeg gispede og slog øjeblikkeligt armene om ham.

”Harry,” mumlede jeg ned i hans trøje. Han krammede mig tilbage. Ha, jeg måtte drømme. Det her var simpelthen for fantastisk. Jeg kunne høre at Louis, Liam, Niall og Zayn snakkede lavmælt sammen. Jo, det måtte være en drøm.

”Mmh, mor, du må ikke vække mig,” sagde jeg lavt. En højlydt grinen fik mig til at springe sammen. Zayns grin.

”Avery, du sover ikke,” kom det fra Harry. Jeg rystede på hovedet, uden at kunne forstå, hvorfor de var her. Det måtte altså være en drøm! Jeg rakte armen frem.

”Niv mig.” Jeg ved ikke, hvem der gjorde det, men Harry forsvandt ikke.

”Oh. My. God.” Jeg gemte hovedet i Harrys skulder. Langsomt gik det op for mig, at det her var rigtigt, og at drengene var i mit værelse. Jeg gled ned fra Harrys favn og styrtede over i den næste. Nialls! Jeg knugede ham ind til mig, han knugede mig ind til ham. Hvor havde jeg savnet ham. Hans stemme, hans grin, hans duft. Bare ham.

Jeg ved ikke, hvor længe vi krammede, men til sidst kunne jeg mærke et par arme om min mave, som blidt trak mig væk fra Niall. Forfjamsket gav jeg slip og vendte mig om imod den, som havde revet mig væk. Louis!

”Louis!” Jeg lagde armene om ham og krammede ham.

”Godt du kan huske mig,” grinede han. En rosenrød kulør farvede mine kinder. Jeg havde på fornemmelsen, at det havde noget med mig og Nialls kram at gøre.

”Jeg glemmer dig ikke lige foreløbig,” lovede jeg ham. Så gav jeg slip og blev straks overfaldet af en ny. Denne gang var det Zayn. Jeg knugede ham ind til mig, og jeg tror aldrig, at jeg havde følt mig mere lykkelig. Endelig havde jeg drengene hos mig igen. Glæden fyldte mig helt, fra top til tå.

Jeg fik også et blidt kram af Liam, inden vi forlod mit værelse. Min mor havde lavet morgenmad til langt over ti personer. Der var alt, hvad man kunne drømme sig frem til – æg, bacon, røræg, små, krydrede pølser, toast, marmelade, ost. Der var ingen ende. Hun havde overgået sig selv.

Snakken handlede om alt fra deres karriere, til min mors arbejde. Det var lørdag, så jeg havde hele dagen til at være sammen med dem. Langsomt begyndte snakken at komme ind på, hvad vi skulle lave.

”Har i en svømmehal her i nærheden?” spurgte Niall. Der blev stille, inden min far svarede.

”Ja, der ligger en ti minutter herfra.”

”Skal vi så ikke tage ind og svømme?” Zayn, Liam og Harry stemte i. Louis ventede vidst på mig. Jeg nikkede langsomt. Jeg måtte vel bare kaste mig ud i det.

* * *

Jeg havde heldigvis været i svømmehallen før, så jeg kunne nogenlunde finde rundt. Da jeg kom ud, havde jeg en diskret, sort bikini på. Jeg lagde armene om min mave, og først nu gik det op for mig, at papperazziaerne måtte være helt oppe på dupperne. Drengene skulle give koncert om få dage i Liverpool, så de skulle finde så mange nyheder som muligt. Jeg bed mig nervøst i læben, og så huskede jeg, at de jo også havde fans. Ville de gerne overfaldes? Jeg tog mig til hovedet og bad lavt en bøn til gud, om at de ikke ville blive overfaldet af nogen papperazziaer eller deres fans.

”Avery, skal du med?” Harry. En anelse usikkert gik jeg frem imod kanten af bassinet, hvor vandet ikke var højere end en meter. Jeg gik langsomt og forsøgte at finde kanten med mine fødder. Så hørte jeg et kort råb.

Lidt efter lå jeg nede i vandet, hostende og spruttende. Der var en, som havde lagt armen om mig, og trukket mig ned i vandet. Eller, sprunget ned i vandet. Jeg tørrede vandet væk fra mit ansigt, da jeg hørte Harry grine.

”Dit ansigt!” gispede han, imellem sine grin. Det kunne kun være ham, som havde gjort det. Jeg vendte fornærmet ryggen til ham. Jeg gik fremad i vandet. Jeg lod mine hænder hvile foran mig i vandoverfladen, så jeg ikke gik ind i noget. Da mine fingrer ramte noget blødt, hudlignende, trak jeg hænderne til mig og skulle lige til at flygte.

”Skal du gå ind i mig?” det var Niall. Jeg trak på skuldrene og lagde hovedet på skrå. Jeg så ned i vandet, da jeg mærkede hans hånd på min arm. Han ville sikkert have taget min hånd, hvis ikke det var for fansene og paparazzierne.

”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg, da jeg havde fornemmelsen af, at vi var på vej ind i den grotte, hvor der var strøm.

”Du har vel prøvet den her strøm før, ikke?” Han smilede. Jeg nikkede lidt. Det havde altid været det eneste, sammen med rutsjebanerne, jeg gad bruge min tid på, når jeg var i svømmehallen. Men situationen var anderledes nu. Jeg var blind og ville nok aldrig komme op i en rutsjebane igen. Men lige nu, var jeg ligeglad. Strømmen i hulen havde altid været en af mine favoritter, og den kunne jeg sagtens prøve stadigvæk.

Da vi var kommet i læ imellem grottens beskyttende vægge, slap han min arm. Jeg ærgrede mig først, men så tog han min hånd og flettede sine fingre ind i mine. Jeg så mig omkring, men det eneste jeg kunne høre, var vandets klukken. Strømmen fik godt fat og trak os igennem grotten. Jeg vidste, at grotten var lang. Måske var det dét, som gjorde, at jeg elskede at blive ført rundt af strømmen. Vi lod os bare føre med strømmen. Der var helt tomt i grotten. Den store rutsjebane var nok lige åbnet. Så plejede folk at styrte af sted, for at komme først.

Pludselig satte Niall benene i jorden og stod stille. Jeg var ikke helt forberedt på det, så jeg kom op og ligge på ryggen, med den eneste connection til Niall – de flettede fingre. Han trak mig tilbage og tog min anden hånd.  Flettede vores fingre. Jeg fik fodfæste og bed mig nervøst i læben.

Hans krop stod imod alt strømmen, og jeg mærkede den næsten ikke. Jeg kunne mærke, at han tog et skridt frem. Hans knæ hvilede imod mit. Jeg så op på ham, åndeløs. Øjeblikket var så intenst, så fængende. Han slap min ene hånd og lod to fingre løfte mit ansigt op imod hans. Jeg kunne høre og mærke hans åndedræt, og jeg havde ingen tvivl om, hvor tæt han var på. Impulsivt og påvirket af situationen lod jeg min arm glide om bag hans nakke. Han smilede.

Jeg lukkede øjnene. Han var helt tæt på nu. Hans ene hånd var i mit hår, den anden på min hofte. Begge mine arme lå om hans nakke, og jeg var voldsomt bevidst om hans læber, som var få centimeter fra mine. Jeg lagde hovedet lidt på skrå og bevægede mig ind imod ham – den halve centimeter, der skulle til. Vores læber strejfede kun lige hinanden, da jeg hørte plasken og råben.

”Hvor gemmer i jer?” Lød det i kor fra resten af bandet. Vi slap hinanden og grinte. Lidt efter kom drengene, flydende med strømmen.

”Nå, gemmer i jer?” der var en undertone, jeg ikke brød mig om.

”Vi var jo nød til at vente på jer, da i råbte,” svarede jeg smilende. Vi flød bare med strømmen, inde i den lange grotte. Vi kom til det mørkeste sted. To arme lagde sig om mig og løftede mig op.

”Nu er du bortført – du skal med os i rutsjebanen!” sagde Harry, som bar mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...