Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1915Visninger
AA

17. Kapitel 15

De sidste dage fløj afsted – den ene dag fulgte jeg drengene til koncert, den anden til sangundervisning. Hver dag skete der noget nyt. Undtagen den dag, hvor de skulle snakke med deres manager. Der havde jeg ikke noget at gøre, og det var jeg slet ikke i tvivl om.

Drengene arbejdede virkelig for det her – virkelig! De er så seriøse, så entusiastiske. Selvom de får blandet sjov ind i det hele tiden, er de alvorlige omkring det, de laver. Deres sangtræning, for eksempel. Jeg hørte Louis øve i to timer, fordi der var en tone, han ikke ramte helt perfekt.

Desværre nærmede dagen, hvor jeg skulle hjem, sig drastisk. De to uger var væk, som ved et trylleslag. Jeg havde uden tvivl fået en oplevelse for livet. Selv som blind, havde det været vildt at se ind i de kendtes verden. Ud over det, havde jeg fået 5 venner for livet – Harry, Niall, Liam, Louis & Zayn. Aldrig havde jeg været i så godt selvskab, som jeg var i deres.

Dagene var fulde af indhold – selv uden billeder! Jeg fik den bror, jeg aldrig havde haft, i Harry. Zayn og jeg kunne grine af alt sammen. Louis kunne få mig til at grine af alt. Liam var blødt op og blevet en ven for mig. Men Niall.. Vi havde snakket meget sammen, hver dag. Jeg klikkede bare med ham, som en nøgle i en lås. Vi kunne snakke om alt. Han var nok den, jeg ville komme til at savne mest.

Tårerne pressede på, da jeg gav Zayn det sidste kram. Langsomt begyndte der at trille små, gennemsigtige kugler ned af mine kinder. Det var forfærdeligt at skulle tage afsked med dem. Inderst inde glædede jeg mig til at se mine forældre igen, men hvis jeg kunne, ville jeg blive. Jeg gav Zayn et blidt kys på kinden, inden jeg slap ham.

Den næste var Liam. Hans kram var varmt og venligt. Selvom vi ikke havde kunnet snakke sammen så længe, betød han allerede en del for mig. Han havde vist sig at være venligheden selv. Han fik også et lille kindkys.

Louis. Tårerne trillede en smule hurtigere, uden at jeg havde kontrol over dem. Hvor ville jeg savne hans energi og hans jokes. Bare ham.

”Pas på dig selv, Avery,” hviskede han lavt, da jeg krammede ham. Jeg mumlede et ja ned i hans blåstribede trøje. Hans kind var ru imod mine læber, da jeg kort kyssede den, inden jeg trak mig væk. For sidste gang.

Så var det Harry – min bror, min roommate. Ingen jeg nåede at reagere, havde han lagt armene om mig og trukket mig ind i sin favn. Han knugede mig hårdt, men det gjorde ikke noget. Jeg ville komme til savne ham helt vildt.

”Glæd dig til at komme hjem, ” mumlede han ned til mig, da han gav slip. Jeg så væk, ville ikke svare. Jeg havde ikke lyst til at tage hjem. Han løftede mig op, så jeg var på højde med ham. Han så mig dybt i øjnene.

”Jeg mener det altså,” sagde han smilende. Jeg kunne ikke rigtig bedømme om det var falskt eller ej.  Jeg smilede kort tilbage og plantede et blidt kys i hans pande.

”Hav det godt, Harry.” Han satte mig ned, og jeg tjekkede uret. Der var kun fem minutter til boarding. Så var jeg nød til at gå.

Jeg manglede Niall. Han trak mig ind i sin favn, ind imod sin varme krop. Tårerne fik frit løb. Jeg gemte mit ansigt ved hans hals, så det kun var ham, der så det. Mærkede det. Alligevel blev jeg overrasket, da jeg mærkede en dråbe ved min nakke. Han græd! Det fik mig til at knuge ham hårdere. Hvor ville jeg savne ham! Ord var slet ikke nødvendige – tårerne sagde alt.

”Så er der boarding for flyet til Liverpool.” Ufrivilligt gav jeg slip og drejede om på hælen. Nu skulle jeg bare overleve en flyvetur, så var jeg hjemme.

* * *

Jeg tog en dyb indånding, ingen jeg forlod flyet. I min højre hånd havde jeg min lille, sorte kuffert. Denne gang havde jeg ingen stewardesse til at hjælpe mig, kunne skyggerne at guide mig selv efter. Nu skulle jeg bare ud i ankomsthallen.

Mine tanker flød langsomt tilbage til dengang, jeg skulle af sted til London. Hvor jeg havde tigget og bedt mine forældre om at få lov til at blive. Havde været som en forvirret dement. Et smil smøg sig om mine rosa læber. Det var sjovt at tænke på, hvad der var sket siden. Dét, at være blind var noget helt andet nu. Nu kunne jeg gå selv uden at skulle guides, jeg kunne selv finde rundt, hvis jeg havde lært stedet at kende. Godt nok kendte jeg ikke lufthavnen så godt, men stewardessen og kaptajnen havde givet mig nogle præcise instrukser at følge.

Jeg holdt mig ude i kanten, så jeg ikke gik ind i nogen. Jeg havde været den sidste som forlod flyveren, så jeg ikke ville blive rendt over ende af de andre rejsende. Selvom jeg var forberedt, slog mit hjerte et slag over, da jeg hørte nogle velkendte stemmer. Mine forældre.  Jeg smilte stort.

”Åh, gud! Der er hun, Robert!” Lød min mors glade, skingre stemme. Jeg kunne høre hendes hæle imod det plank polerede gulv, mens hun bevægede sig over imod mig. Jeg kørte en hånd igennem mit brune hår, inden jeg kunne mærke hendes arme omkring mig.

”Hej skat!” Hun kyssede min kind moderligt og gav mig et varmt kram. Det var dejligt, og tryghedsfornemmelsen spredte sig straks i mig. Hvor var det skønt at se hende igen. Hun purrede lidt op i mit hår.

”Hej mor.” Svarede jeg smilende, mens jeg forsøgte at undgå at få uglet mit hår mere end nødvendigt.

”Du ser helt anderledes ud.” påpegede hun lavt. Jeg trak på skuldrene. Jeg havde ikke gjort mere for mit udseende, end jeg plejede. Mit hår krøllede pænt af sig selv og hang ned over mine skuldre. Jeg havde et par stramme, sorte jeans og en stram trøje på. På fødderne havde jeg et par mørkebrune lædersko. De var helt fantastiske at gå i. Jeg havde ingen makeup på.

Endelig lod hun mig gå, så jeg kunne komme over til min far. Han var en lav, let overvægtig mand af få ord. Men han betød rigtig meget for mig, og når jeg alligevel ikke kunne se ham, betød det ikke noget. Jeg krammede ham hårdt, indtil han trak sig væk. Sammen forlod vi ankomsthallen og kørte hjemad.

* * *

Da jeg kom ud fra mit værelse, kunne jeg høre, at mine forældre stoppede deres samtale. Jeg rynkede panden og uden at sige noget, følte jeg mig frem til frugtskålen. Jeg tog et æble. Hvis der var noget, jeg ikke måtte høre, måtte det være deres sag. Tavsheden hang tungt i luften, mens jeg bevægede mig ned imod mit værelse igen, så de kunne snakke færdig.

”Avery, vent. Kom lige herhen igen.” Jeg stoppede og vente mig langsomt om. Min mors stemme var ret alvorlig, og når den var det, skulle der ikke stilles spørgsmålstegn. Med langsomme skridt gik jeg tilbage til spisebordet. Jeg trak en stol ud og satte mig forsigtigt. Af en eller anden grund virkede stemningen lidt spændt, og jeg sad uroligt på stolen, mens jeg ventede på, at de ville bryde stilheden. Jeg foldede mine hænder og knugede dem hårdt sammen. Hvad nu?

”Du har fået et brev fra de der..” Begyndte min far, men satte i hak ved bandets navn. Jeg kunne høre min mor hviske det hurtigt til ham.

”..One Direction. Og oven i det, en gave.” Jeg spærrede øjnene op – hvad skete der lige her? Fuldstændig mundlam, nikkede jeg. Jeg måtte vide, hvad det her var for noget.

”Først brevet.” Jeg kunne høre, at det blev lagt lige foran mig. Jeg rakte frem og tog det. Som var det porcelæn, åbnede jeg det forsigtigt. Jeg trak brevet op ad konvolutten og rakte det frem imod mine forældre.

”Jeg kan stadig ikke læse…”

En af dem tog imod brevet og begyndte at læse.

Hej Avery.

Vi ved, at du vil hade os for det her, men vi syntes, at det var den bedste gave. Så hvis du ikke kan lide den, må du altså bare beholde den alligevel. Som minde om os! Vi ved godt, at du elsker os.

Men altså, tak for to gode uger. Selvom vi ’bare’ skulle modtage en tilfældig fra landet, havde ingen af os regnet med at få sådan en god ven i dig. Du er fantastisk. (Selvom du ikke er meget for de kjoler der, det må Louis få lært dig.)

Når vi kommer forbi Liverpool, kommer vi og besøger dig. Om du vil det eller ej. Det skal nok blive godt at se dig igen og høre, hvordan det går med din gave. Hahaha, nu har du sikkert regnet den ud. Men vi venter lidt med at afsløre det helt endnu. Dine forældre ved det godt. Men nu må du hellere gå ind og rode din kuffert igennem og finde det næste brev. Hvis dine forældre filmer dig, er det os, der har bedt dem om det, ikke giv dem skylden!

Vi savner dig allerede!

Looove,
Louis, Harry, Niall, Liam & Zayn.

Jeg havde kigget ned i gulvet gennem hele brevet – smilt når de jokede, været alvorlig når de snakkede om gaven. Hvornår mon de havde skrevet det brev? Pludselig kom jeg i tanke om de sidste sætninger og var hurtigt på benene. Jeg havde ikke pakket ud endnu, så kuffert lå nærmest urørt på min seng. Jeg lynede den op, og nedenunder alt mit tøj, lå endnu et brev. Mit tøj lå spredt ud over hele min seng, jeg havde bare smidt det ud af kufferten.

Jeg åbnede konvolutten og lod en finger glide ned over brevet, før jeg rakte det videre. Mit hjerte slog hårdt i mit bryst, og jeg glædede mig, som et lille barn juleaften, til at se og høre hvad gaven var..

Hej igen!

Du har sikkert fundet brevet på rekordtid. Men, nu til sagen! Vi ved, at du stormer ud af værelset, ligeså snart vi har givet dig det sidste hint. Så allerede nu, husker vi dig lige på, at du ikke må smide brevet ud med det samme! Det fortsætter altså, selvom vi afslører din gave!

Men, bebz, vi har researchet lidt og er blevet meget klogere på det der hestehalløj. Blandt andet, hvor mange føl, den hingst du red på, havde. (Se, vi kan også alle de der ord! Vær stolte af os.) Så hvad med at storme ud på gårdspladsen og se hvad der står?

Min mor stoppede med at læse, da jeg sprang op fra sengen og fór ud af døren. I et lavt tempo løb jeg hen af gangen, for ikke at vælte eller støde ind i noget. Jeg åbnede yderdøren og trak mine mørkegrå Converse på. Jeg kunne høre utålmodige skridt i gruset. Hurtigt løb jeg ned af trappen, selvom jeg godt vidste, hvad der stod for enden.

Drengene havde købt et af Ice Cubes afkom. Jeg kunne kun høre hesten og holdt mig lidt på afstand. Jeg kendte heller ikke manden, der holdte den. I hvert fald ikke, før han åbnede munden.

”Det er godt at se dig igen, Avery.” Det var ikke hvem som helst – det var min gamle træner, Austin! Jeg smilede stort og kunne mærke usikkerheden forlade kroppen.

”Fortæl mig om ham, Austin.” Sagde jeg, da jeg gik frem imod ham og hesten. Jeg lagde en hånd på hans arm og stolede på, at han ville passe på mig. Langsomt rakte jeg hånden frem, til jeg mærkede en varm, blød overflade. Den var ikke så høj, så den kunne ikke være ret gammel.

”Han har ikke noget navn endnu. Drengene, du var hos, har fået lov til at ændre hans navn, så du helt selv kan vælge. Han er sort, ligesom sin far, blot med en sok på venstre bagben. Han er vallak.” Jeg var fuldstændig mundlam og lod blot min hånd stryge vallakkens hals. Selvom jeg ikke kunne se ham, vidste jeg, at han var smuk. Hvis han bare lignede sin far det mindste, så var han pragtfuld.

Pludselig brød jeg ud i latter. En sød, perlende latter. Mine forældre sagde ingenting, men jeg kunne se deres undrende ansigter for mig. Da jeg mærkede en hånd på min skulder, kunne grineanfaldet slet ikke stoppe.

”Avery, der er ikke noget galt vel?” Lød min fars bekymrede stemme. Noget galt? Nej, slet ikke. Jeg lagde en hånd på vallakkens hals.

”Nej far. Jeg tænkte bare på, hvor indlysende det var, hvad han skulle hedde.” Jeg smilede stort. Nu manglede jeg bare drengene ved min side. Så var alt helt perfekt. Det fik mig til at huske brevet, inden nogle nåede at spørge, hvad han skulle hedde. Jeg forlod den lille gruppe mennesker og skyndte mig ind på mit værelse. Brevet lå på min seng. Jeg tog det op. De havde sagt, at der stod mere.

Jeg lod min højre pegefinger glide ned over papiret. Ned over den tekst, der gerne skulle være der. Hvor ville jeg gerne kunne læse det selv.

Hurtigt kastede jeg tanken væk med en hovedrysten. Jeg ville aldrig komme til at se igen, så hvorfor overhovedet drømme om det? Jeg gik ud til den lille forsamling igen og rakte min mor brevet. Jeg fik et træktov i hånden og holdt nu selv den unge vallak.

Ring til os, så snart du er færdig med at se på hesten. Vi glæder os til at høre fra dig. (Nu må du ikke glemme os, fordi du får hesten – vi er altså vigtigst!)

Din mor har numret, så ring, honey!

Jeg smilede og så forventningsfuldt på min mor. Jeg kunne høre, at hun rodede rundt i sin lomme. Hun indtastede nogle tal, inden hun rakte mig sin mobil.

Jeg tog den op til øret og hørte den normale tone komme i små bip. En fantastisk følelse sprang igennem min krop, da jeg hørte Louis’ stemme.

”Yearh, det’ Louis.”

Han lød træt. Klokken var fire, og han var allerede træt. De havde nok haft en hård dag.

”Det er Avery.”

”Wow! Hvorfor regnede jeg ikke ud, at det var dig?” Det var så typisk ham at lyde overrasket.

”Fordi du er glemsom,” grinede jeg.

”Shh. Hvad syntes du om gaven?”

”Den er fantastisk. Men hvorfor? Han har sikkert ikke været billig!”

”Avery, ti stille. Kan du huske, hvem der vandt diskussionen i butikken, hvor vi købte den blå kjole?”

”Nej, det mindes jeg ikke.” Svarede jeg drillende. Han sukkede.

”Bare lad det ligge. Har du besluttet, hvad du vil kalde ham?” Jeg grinede glad. Jeg havde ikke været et sekund i tvivl.

”Det var jo enkelt. Jeg var ikke i tvivl.”

”Så du kaldte ham Louis? Jeg vidste det!”

”Du bliver aldrig spåkone. Han skal da hedde One Direction.”

Louis grinede. En rosenrød farve steg op i mine kinder. Jeg havde været væk fra dem i en halv dag, og jeg savnede dem allerede helt vildt!

”Tak, vi er beærede.”

”Hvor er resten af drengene?”

”Vi bor jo ikke sammen normalt.” Det var rigtigt. Jeg havde håbet, at jeg kunne snakke med dem alle.

”Jeg er nød til at smutte nu, Avery, men glæd dig til de næste par dage.”

”Er der flere gaver?”

Han grinede.

”Det kan man godt sige.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...