Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1928Visninger
AA

15. Kapitel 13

”Avery, Harry!” Hviskede en stemme. Træt satte jeg mig op i sengen og gned mine øjne. Hvorfor skulle vi op så tidligt?

”Zayn, hvorfor…?” nåede jeg lige at sige, inden jeg mærkede en hånd for min mund.

”Shh! Vi skal ind og synge for Niall, så du skal ikke vække ham inden.” Hviskede Zayn, inden han fjernede hånden. Synge for Niall? Med en kort hovedrysten rejste jeg mig fra sengen og fandt tøjet fra i går. Det var ikke beskidt, så det kunne godt bruges en dag til. Harry var tilsyneladende også kommet hurtigt op og klædte sig på, ovre ved sit skab. Det var ellers sjældent, han stod op, når man sagde det til ham. Han havde ikke gjort det én eneste gang, i den korte tid jeg havde været her. Så kom jeg i tanke om det. Harry havde nævnt noget med en fødselsdag!

”Harry?” Hviskede jeg. Jeg kunne høre skridt og nåede slet ikke at blive overrasket, da han tog min hånd.

”Jeg har ikke en gave til ham!”

”Det går nok.” Han grinte lavt, morgenhæs. Jeg syntes slet ikke det gik. Selvfølgelig skulle jeg have fat i en gave til ham.

”Harry, det..” Også han holdt en hånd for min mund. Jeg var ved at være godt træt af det.

”Rolig nu, vi har købt en fra dig. Men kom nu med!” Jeg nåede ikke at begyndte at gå, før han havde løftet mig op.

”Møgunge,” mumlede jeg, mens han bar mig ud af døren og hen af gangen. Jeg anede ikke hvor Niall havde værelse, men vi gik ikke ret langt. Liam, Louis og Zayn stod udenfor og hviskede sammen. Hvad var klokken lige? 7? 8? Det var ret tidligt. Deres hvisken fladede ud, da vi kom. Døren ind til Nialls værelse blev åbnet, og vi listede ind. Selvom jeg ikke kunne se ham sove, kunne jeg høre at han snorkede lavt.

Først lavt, begyndte drengene at synge. De sang som engle i forhold til mig, så jeg mumlede bare med, så godt jeg kunne tonerne steg og steg, og stil sidst skrålede de løs. Sangen fladede lidt ud, da en dyne begyndte at rasle, og man kunne høre, at Niall bevægede sig rundt i sengen. Fødselsdagssangen sluttede, og vi råbte alle tillykke.

”Nu smider jeg dig altså i sengen. Du er for tung.” Sagde Harry lavt til mig.

”Jeg bad ikke om at blive løftet.” Han satte mig ned i sengen, og jeg kunne høre de andre drenge famle med pakkerne. Jeg vidste ikke helt, om jeg ville vide, hvad ’jeg’ gav ham. Han pakkede gaverne op, og det var skam ikke fordi, at der ikke var særlig mange. Jeg tror der var det dobbelte af, hvad jeg selv fik til min fødselsdag. Deres fans måtte næsten også have sendt ham noget. Jeg sad i mine egne tanker, til Niall sad med pakke nummer 15 i hånden. Eller hvilket nummer det nu var..

”Den er fra Avery.” Sagde han, og jeg vidste, at han smilede. Det var bare så tydeligt! Jeg hørte papir der blev revet af, og et glad udbrud.

”Tusind tak!” lød det fra Niall. Før jeg vidste af det, havde han lagt armene om mig og krammet mig hårdt.

”Godt du kunne bruge det.” Sagde jeg lavt. Han var jo lige ved siden af mig, hvorfor råbe?

”Alle ville kunne bruge et rabatkort til Nandos! Du er en skat!” Jeg gemte hovedet i hans skulder, så ingen så at jeg rødmede. Hans omfavnelse var rar, og jeg nød hans duft og varme. Kort tid efter slap han mig endelig og fortsatte med at pakke op. Jeg hørte ikke efter, når han glad sagde, hvad han havde fået. Jeg tænkte på kysset, krammene. Jeg var uden tvivl glad for, at vi endelig var blevet venner.

* * *

”Kom nu ud af bilen!” skyndte Niall på resten af os, Hvis det var nogen overraskelse for nogen, havde Niall valgt, at vi skulle spise på Nandos, for derefter at tage videre ud i byen.

Jeg havde brokket mig lidt, jeg plejede ikke at gå i byen – så selvfølgelig havde jeg ingen kjole. Noget der mindede om fem sekunder senere, sad vi limousinen, på vej til byen for at finde en kjole til mig. Jeg havde klaget, det var Niall som havde fødselsdag, ikke mig, men drengene havde ikke været til at rokke. De syntes åbenbart, at det var sjovt at bruge mig som påklædningsdukke. Jeg fik utallige kjoler på, som enten var for meget, for kedelige, for kort, for lange. Der var ingen ende.

Til sidst besluttede de sig endelig. Jeg følte mig godt tilpas i den, så den var perfekt. Den var havblå og havde kun en skulder. Den sad løst om min barm og mine ben, men ved taljen havde jeg et bredt læderbælte, som viste min, efter drengenes mening, flotte talje. Ingen jeg havde nået at protestere, havde Louis været oppe ved kassen og betale. Han var fløjtende ligeglad med min indvendinger og nægtede at lade mig betale. Til sidst havde jeg givet op.

Vi fulgtes ind i restauranten og satte os ved et af de yderste borde. Jeg tror aldrig jeg har grint så meget. Mine mavemuskler gjorde ondt, da vi forlod stedet. De platte jokes var blevet affyret, gang efter gang. Liam syntes også lige, at han skulle tage billeder af os, så han har nok 100 nye billeder på sin telefon.

* * *

Jeg trak den blå kjole på. Eftertænksomt rettede jeg lidt på folderne. Mit brune, krøllede hår var bare løst, sådan kunne jeg bedst lide det. På fødderne, havde jeg et par sølv ballerinaer. Stilletter ville blive livfarlige for mig. Jeg havde ikke nok balance i forvejen, og jeg ville ikke udfordre skæbnen.

”Ser jeg okay ud, Harry?” Spurgte jeg nervøst, mens jeg syntes, at jeg blev ved med at finde folder, og ting som ikke var helt perfekte på kjolen.

”Du ser helt perfekt ud!”

”Stop med at lyve. Prøv at komme.” Jeg og hans hånd og trak ham med ud på badeværelset.

”Du har vel en badevægt, ikke?” Han svarede ikke, men begyndte at lede. Han brugte den vidst aldrig. Lidt efter fik jeg noget koldt i hånden, som måtte være den. Jeg placerede den på gulvet og trådte op.

”Hvad viser den så?” Sagde jeg udfordrende.

”Wow! Vejer du 70 kilo?” Han virkede helt overrasket. Det var ellers ham, som havde båret rundt på mig uafbrudt. Jeg trak på skuldrene og gik ud af badeværelset. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...