Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1911Visninger
AA

14. Kapitel 12

”Hvad så Avery, er du klar til i dag?” Lød Louis’ råbende stemme. Jeg nåede ikke at svare, før min dyne blev revet af. Kulden spredte sig med lynets hast i min, ellers så varme, krop.

”Louis!” Råbte jeg, inden jeg skyndte mig ud af sengen. Jeg skyndte mig at tage min kuffert under armen og gik hurtigt ud på badeværelset. Der var gulvvarme, og det var mere end dejligt.

Jeg rodede lidt eftertænksomt rundt i kufferten. Skulle jeg tage den gule top på? Eller den grå sweater? Døren til toilettet gik op, og jeg kunne næsten med at det samme gætte, at det var Harry. Han gabte og virkede i det hele taget træt. Den eneste grund til at jeg kunne gætte, at det var ham, var at vi havde været de eneste, som stadig sov.

”Harry? Hvad skal jeg tage på?” Jeg vippede hovedet lidt på skrå. Det var ikke første gang, at han ikke havde kunnet stå for det. Han mumlede noget utydeligt, men lidt efter sad han bøjet over kufferten sammen med mig.

”Her.” Jeg fik en bunke tøj i hånden. Jeg lagde den på en stol i hjørnet og fornemmede, at Harry havde rejst sig, og intet andet.

”Smut i bad Harry, jeg skal skifte tøj.” Jeg kunne høre hans grin, og det fik mig til at smile. Jeg hørte forhænget blive trukket fra og for. Så måtte han være gået derind. Jeg trak min top af og rodede lidt i tøjbunken for at finde hoved og hale i det hele.

”Bøh!” Jeg mærkede to hænder på min mave, samtidig med råbet. Jeg forsøgte at springe til siden, med et overrasket udbrud, i forskrækkelse, men de to hænder standsede mig. De var kolde imod min varme mave.

”Hovsa.” Lød Harrys drillende stemme. Han kyssede mig blidt i håret, mens jeg mumlede surt. Jeg hadede virkelig at blive forskrækket. Han virkede lidt for glad, men det var vel bare Harry.

”Jeg skal nok gå i bad nu.” lovede han med en sød stemme. Hvordan kunne man ikke tilgive ham? Hovedrystende sukkede jeg. Han var for træls, men blev altid tilgivet. Alligevel kunne jeg mærke smile brede sig.

Jeg skyndte mig i tøjet og ud af badeværelset, så han kunne bade i fred. Selvom jeg var blind, havde jeg ikke ligefrem brug for at være i rum med en af mine bedste venner – nøgen. Alligevel var jeg ikke i tvivl om, at han ville være ligeglad. Louis havde fortalt mig, at han sov nøgen – heldigvis havde han ikke gjort det, mens jeg havde boet på værelset sammen med ham.

En anelse usikkert gik jeg ud i køkkenet alene. Jeg var ikke helt sikker på vejen, så jeg holdte mig op ad væggene, så jeg ikke skulle koncentrere mig om at holde balancen, samtidig med at finde vej. Væggene var ru imod mine bløde håndflader. Det fik mig til at tænke tilbage på min karriere som rytter – der havde jeg altid hård hud ét eller andet sted på fingrene, oftest der hvor tøjlen havde siddet.

Tankerne havde drevet mig på vildspor. Jeg havde mistet koncentrationen i ti sekunder, og nu var jeg i tvivl om, hvor jeg skulle hen. Jeg forsøgte at slå koldt vand i blodet og finde vej alligevel. Der gik dog kun 2 minutter, så var jeg helt frustreret. Jeg hadede at skulle have hjælp til alting. Det var forfærdeligt, intet andet! Sur, bankede jeg min hånd ind i væggen. Det føltes godt. Igen og igen. Jeg var helt opslugt af at slå løs på væggen, så jeg opdagede ikke at en dør længere nede af gangen blev åbnet.

”Hey, hvad så?” Stemmen var bekymret, andet havde jeg simpelthen ikke overskud til at analysere. Jeg svarede ikke, men stoppede med at banke min hånd ind i væggen. Jeg græd ikke, men tårerne pressede på under mine øjenlåg.

Vedkommende sagde ikke noget, men lidt efter kunne jeg mærke nogle trøstende arme omkring mig. Jeg ville ikke græde! Stædigt så jeg ind i væggen, mens jeg blinkede trangen til at græde væk. Jeg nød omfavnelsen, blot uden at vise det. Der var stille lidt, og sådan stod vi blot. Med armene om hinanden. Langsomt lod jeg mit hoved falde ned på hans brystkasse. Min stædighed var opbrugt for i dag.

”Kom,” sagde stemmen blidt, og denne gang genkendte jeg den. Jeg tog hans hånd og lod ham vejlede mig igennem gangene. Da jeg efterhånden fik fornemmelsen af, hvor vi var igen, stoppede jeg ham.

”Tak, Niall.” Jeg gav ham et hurtigt kram, inden jeg slap hans hånd. Uden at sige mere, gik jeg ind i køkkenet.

Straks lød Zayn’s stemme; ”Vas Happenin’? Kan du ikke finde rundt?” Jeg rystede smilende på hovedet.

”Du må få Niall til at oplære dig. Han kan sikkert lære dig at snuse sig frem til køkkenet.” kom det fra Louis.

”Jeg sagde jo, at du skulle vente mig.” Det fik mig til at dreje hovedet. Harry.

”Nej, det gjorde du ikke.”

”Jo, i gennem mine tanker gjorde jeg.” Jeg smilte og begyndte at spise. Morgenmaden var helt fantastisk. Æg, bacon – alt! Sådan en morgenmad kunne jeg godt leve med hver dag.

”Men Avery, du svarede mig aldrig på mit spørgsmål,” sagde Louis, ”Er du klar til i dag? Vi skal til koncert, og du skal med!” Han lagde pres på skal.

”Åh, det ved jeg ikke, om jeg orker.” svarede jeg klagende tilbage. Inderst inde, glædede jeg mig allerede helt vildt. Jeg havde kun hørt dem synge meget få gange, og i går havde deres sanglærer insisteret på, at de skulle komme alene, uden mig.

”Pyt med det, jeg bærer dig, hvis du ikke gider. Du skal!” Svarede han kækt igen, og jeg orkede ikke at tage den videre diskussion med ham.

”Lad gå.”

Vi fik spist færdig og fulgtes ned til bilen. Chaufføren var den samme, som havde hentet mig i lufthavnen. Han spurgte venligt ind til mit helbred, inden han koncentrerede sig om at køre. Jeg sad imellem Harry og Louis, som sad og fandt på den ene mærkelige joke efter den anden. Det sjoveste var næsten, at de prøvede at fornærme hinanden.

De underholdt hele bilen hele vejen hen til stedet, hvor koncerten blev holdt. De havde sagt, at det var en lille koncert – men udenfor bilens vinduer kunne jeg se hundredevis af teenagespiger. Jeg gyste let ved tanken.

Da vi kom forbi den store bunke journalister, kunne drengene endelig gøre sig klar. Salen kogte, bogstaveligtalt. En af hjælperne backstage hjalp mig ind på en siddeplads. Jeg vidste ikke helt, hvor i salen jeg var placeret, men det kunne umuligt være en særlig god plads. Her var nemlig proppet med mennesker, nærmest flere end der var plads til.

Koncerten var næsten færdig, de manglede blot en sang, da Harry afbrød det. Selvom jeg ikke kunne se det, nød jeg showet. Det virkede helt planlagt. De andre drenge var ’overraskede’, mens han havde helt styr over situationen.

”Vi mangler kun én sang nu, men vi vil godt præsentere jer for en!” Råbte han ud over menneskemængden, som straks skreg og hvinede i sky. Jeg sad spændt og ventede på, at de ville præsentere en eller anden kendt, som skulle synge den sidste sang med dem. Men nej.

Jeg blev blændet af et eller andet, som lyste i mod mig. Hvad, kunne jeg ikke se.

”Alle sammen – Avery Samford! Vinderen af en konkurrence, hvor man kunne følge os i to uger. Giv hende en hånd!” Hele salen var fuld af hujen og råben. Jeg havde lyst til at gemme mig langt, langt væk. Alligevel vidste jeg, at det havde været i god mening. Følelsen af at folk hujede af mig, var også rar.

Endelig gik de i gang med at synge deres sidste sang. Selvom jeg hadede at græde offentlig, lagde jeg mærke til at en lille, våd tåre løb ned over min kind, ikke 2 eller 3. Kun én. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...