Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1928Visninger
AA

13. Kapitel 11

Døren låste med et klik.

Dovent åbnede jeg øjnene, og langsomt gik det op for mig, at jeg havde sovet siden i morges. Hovedpinen var væk, endelig. Jeg hev dynen til side og stod ud af sengen. Kulden overfaldte mig med det samme. Varmen havde været lige tilpas under dynen, men nu var det bare koldt. Jeg skyndte mig over til min kuffert og trak en sweatshirt over hovedet. Den var vidst nok blå. Efter at have rodet lidt rundt i kufferten, fandt jeg min børste. Mit hår var uglet efter min lur. De brune krøller var yderst modstridende, og det var noget af en kamp, at få dem redt ud. Jeg lagde børsten tilbage og gik over imod døren. Drengene måtte være kommet hjem nu. Jeg trak ned i håndtaget, men døren var… Lukket? Jeg forsøgte igen, men det var samme resultat.

”Vil du snakke med mig nu?” Lød en stemme fra den anden ende af værelset. Jeg vendte mig forskrækket om, jeg havde slet ikke lagt mærke til, at der var en som var kommet ind. Niall…

”J-jeg, øh..” nåede jeg kort at mumle, før han afbrød mig igen.

”Drop de der latterlige undskyldninger. Jeg gider virkelig ikke høre på det,” Sagde han irriteret. Jeg holdt munden lukket, men blev stående ved døren med hånden på håndtaget. Langsomt gik det op for mig, at han havde mig. Han havde låst mig inde, mens jeg sov, og nu kunne han snakke med mig. Det ville være direkte barnligt at forsøge at undslippe nu. Det ville aldrig føre til noget godt.

”Kom her.” Jeg kunne mærke, at han tog fat i min arm. Han forsøgte ikke at trække mig ind i noget kram, men satte mig derimod på sengen. Jeg sukkede kort.

”Tror du, at jeg er sur på dig?” Jeg nikkede stumt, uden at ane hvordan jeg skulle sige noget. Nu ville jeg bare lade ham føre samtalen.

”Undskyld, jeg har været så dum,” mumlede han. Det fik mig til at hæve et bryn. Nå, nu opdagede han det endelig. Der var helt stille, men jeg ventede på, at han fortsatte.

”Vi skulle jo give vores fans et godt indtryk, og så.. Sender de en blind.” Jeg så væk og bed mig i læben. Selvfølgelig var det lige netop dét, han havde imod mig.

”Det.. passede ikke så godt. Vi var alle meget overraskede, da du tog dine solbriller af. De konkurrenceansvarlige havde lovet os, at de ikke ville vælge nogen, som kunne være os til besvær. Men alligevel vandt du, og.. ja.” Jeg så ned i gulvet. Jeg havde haft ret, kendte var ikke anderledes end normale mennesker.

”Jeg havde ikke lyst til at lære dig at kende. Liam var enig med mig. Vi ville være venlige imod dig, selvfølgelig, men ikke være mere sammen med dig end nødvendigt. Du kan godt se det knap så fede i at få en god veninde, som rejser et par uger efter, ikke?” Han holdt en pause og håbede tilsyneladende at jeg ville nikke. Men jeg gjorde ingenting, lyttede blot.

”Det gik bare ikke så godt. Du blev hurtigt rigtig gode venner med Harry, Zayn og Louis, og det irriterede mig. Det splittede bandet op, gruppe mod gruppe. Især Harry var glad for dig..” Følelsen af at han ikke fortalte mig alt, slog mig. Der var noget, han snakkede udenom, men hvad?

Selvom jeg havde været irriteret i starten, begyndte jeg at bløde lidt op nu. Han havde jo ret, men det var hans egen skyld. Det var ham og Liam, der splittede bandet. Alligevel, kunne jeg ikke stoppe med at have en smule medlidenhed med ham. Det irriterede mig.

”Men..” Startede han. Jeg så op på ham. Han stemme lød mere alvorlig end før. Han virkede også en smule mere anspændt.

”Avery, kan vi ikke godt starte på en frisk? Glemme de sidste 4 dage?” Jeg tænkte kort over det, inden jeg så på ham igen.

”Selvfølgelig.” Jeg lænede mig frem og gav ham et blidt kram. Det var underligt at tænkte på, at sidst vi sad sådan her, havde vi… ja. Bare tanken.

”Men, Niall?” Han nikkede, det var tydeligt. Der var vidst ikke mange flere end blinde, som havde tænkt over hvor tydeligt, man kunne høre et menneske nikke.

”Fortæl mig noget om dig selv. Jeg ved kun, at du har lyst hår og elsker mad.” Jeg smilte forsigtigt, og jeg var overbevist om, at han gjorde det samme.

”Jeg har blå øjne..” startede han..

Klokken blev langt over ti, før Harry bankede på døren og sagde at der var aftensmad. Niall og jeg holdt os stadig på afstand af hinanden, men nu havde jeg endelig fornemmelsen af, at jeg havde fået en god ven i Niall. Endelig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...