Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1918Visninger
AA

12. Kapitel 10

Tyngden af en krop vækkede mig.

”Aveeery, du skal op!” Det var Harry. Jeg åbnede øjnene og mærkede en snurrende fornemmelse i hovedet.

”Arh, Harry gå væk.” Min normalt klare stemme, var helt hæs. Det lød næsten ikke som mig. Han lå ovenpå mig, men dynen skilte min krop fra hans. Jeg løsnede min hånd, som lå under dynen, og ramte dermed min skulder. Den var nøgen. Mit hjerte gik fuldstændig i stå.

”Harry, hvorfor har jeg kun undertøj på?” Min stemme var helt alvorlig og tålte ikke sjov. Han trillede ned fra mig og rodede sig lidt i håret.

”Altså, jeg tror, at du havde det der på i går, da du gik i seng. Du må være gået i seng sådan.” Jeg kunne tydeligt høre på ham, at han var tæt ved at grine.

”Sig mig, Avery, hvor meget kan du egentlig huske fra i går?” Hans stemme lød drillende, og det fik mig til at tænke. Hvad havde jeg egentlig lavet i går? Jeg gennemgik hele dagen i mit hoved. Jeg havde snakket med Harry og var flyttet ind til ham. Okay, der var ikke noget der, Harry kunne grine over. Jeg lagde virkelig mit ømme hoved i blød. Vi havde spist aftensmad, og Niall havde været i et virkelig kedeligt humør. Men bagefter?.. Tomhed.

”Spillede vi ikke Truth or Dare?” Spurgte jeg med en panderynken. Harry fniste.

”Iiih, jo.” Det her var ikke sjovt. Så skyllede det hele ind over mig. Jeg havde drukket lidt for mange øl. Ikke nogen frivillige, de havde alle sammen været konsekvenser. Jeg gjorde en synkebevægelse, og det spottede han tilsyneladende.

”Hvad så, kan du huske noget nu?” Han lød næsten spændt! Møgunge. Jeg nikkede, og jeg kunne mærke hans utilfredshed. Jeg havde ikke svaret godt nok.

”Jeg drak vidst. Lidt for meget – Men! Det var altså jeres skyld.” Han grinte og begyndte at tage tøj på.

”Du kunne bare stoppe med at tage Dare.” Svarede han drillende tilbage. Jeg vendte mig utilfreds om i sengen, så jeg fik ryggen til ham.

”Kan du slet ikke huske mere?” Spurgte han. Jeg sukkede.

”Jeg sover, Harry! Tak.” Han havde det vældig morsomt. Det irriterede mig blot yderligere. Hovedpinen gjorde det ikke ligefrem bedre. Jeg var lige faldet i søvn, da jeg kunne mærke sengen gynge under mig. Han var altså gået i seng igen. Jeg sukkede og vendte mig om.

”Hvad er det, du gerne vil nå frem til Harry?” Min stemme var rolig nu, hvor jeg havde kunnet køle lidt ned. Han tog min hånd.

”Lad vær med at flippe ud.”

”Det gør jeg aldrig.”

”Sikker?”

”Absolut.”

”Du kyssede med Niall.” Jeg strammede øjeblikkeligt grebet om hans hånd og så direkte på ham. Så direkte, som det kunne blive.

”Det mener du bare ikke.” Min mave trak sig sammen. Hvorfor havde jeg kysset med Niall? Hvorfor, hvorfor, hvorfor? Han havde noget i mod mig, så hvorfor?

”Jo, du fik det som konsekvens i går.”

”Hvem sagde, at jeg skulle kysse Niall?” Jeg slap hans hånd, for at knytte mine hænder sammen. Jeg kunne mærke vreden boble i mig.

”Hey, du må ikke banke Louis i gulvet, du bestemte selv imellem mig og Niall.” I stedet for vrede, skyllede modløshed ind over mig. Selvfølgelig ville jeg aldrig have valgt Harry. Ikke engang i påvirket tilstand, tilsyneladende. Jeg lå lidt på ryggen, med mine hænder for mit ansigt, og tænkte.

”Harry?” Spurgte jeg forsigtigt og lavt. Jeg hadede mig selv for at spørge om det her, virkelig. Han svarede med en lav mumlen.

”Det var bare sådan.. Hurtigt, ikke?” Han var døv, hvis han ikke kunne høre angsten i min stemme. Jeg havde næsten ikke lyst til at høre svaret. Jeg håbede og bad til at han bare sagde ’Jo, selvfølgelig.’ Det gjorde han bare ikke…

”Tjo, altså. Det var ret intenst, inden du trak dig væk og skyndte dig ind på værelset.” intenst. Jeg havde kysset med Niall, og det havde ikke blot været et uskyldigt tantekys. Jeg havde lyst til, ironisk, at klappe mig selv på skulderen. Det var da godt nok flot.

* * *

Stemningen var lidt trykket, igen. Niall prøvede flere gange at snakke med mig, men jeg havde en undskyldning i ærmet hver gang. Heldigvis skulle de til sangtræning fra middagstid til aften, så jeg slap for at finde på flere latterlige undskyldninger. Da jeg endelig havde fået gennet dem ud af døren, lagde jeg mig udmattet på min seng. Jeg tænkte på Niall. Hvorfor?

Spørgsmålet havde fulgt mig hele dagen. Hvorfor havde kysset været intenst, når Niall nu ikke kunne lide mig? Kort sagt, var jeg begyndt at tro, at han hadede mig. Men det var så indtil i går.

Nu var jeg i tvivl.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...