Blinded: Everything has a Price - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Færdig
1'er i BLINDED: Avery Samford er på højdepunktet af sin karriere som springrytter, da hun på det sidste spring til Englands-mesterskabet falder af sin hest og mister synet. Hele hendes liv bliver revet fra hinanden, og hun finder sig selv i en kæmpe identitetskrise. Dog er der hjælp at hente - hendes mor får hende til at deltage i en konkurrence, og hvem ved? Det kan blive vendepunktet.

0Likes
0Kommentarer
1927Visninger
AA

3. Kapitel 1

Kapitel 1

Jeg lå under min dyne, da døren til mit værelse gik op. Uden at sige et ord stirrede jeg blot ud i den slørede verden. En hånd lagde sig på min arm og forsøgte at hive min uvillige krop op af sengen. Opgivende begyndte min mor på den tale, hun efterhånden holdt hver dag.

”Avery, du kan ikke gemme dig herinde for evigt. Dine venner spørger efter dig hver dag!” Hendes stemme var desperat, da hun fortsatte: ”Det var ikke din skyld, det var det ikke. Det må du ikke tro. Ingen havde troet at du ville få en øjenskade.” Jeg drejede hovedet, men jeg kunne kun se et sløret skær af hende. Min egen mor. Skaderne forfulgte mig. Jeg kunne ikke engang åbne øjnene uden at mærke dem, føle dem hver dag.

Talestrømmen fortsatte, men jeg lukkede hendes ord ude. Jeg ville ikke høre på dem længere. Med usikre bevægelser satte jeg mig op og kunne straks mærke smerten igennem hele min krop. Jeg kunne mærke min mors hjælpende hænder, som forsigtigt bar mig over i kørestolen. Der var ikke nogen, der forstod det, men det var forfærdeligt at skulle hjælpes på den måde. Jeg tavs i kørestolen, mens min mor kørte mig ud til spisebordet. Hele vores hjem var forandret. Engang var det fuld af farver, billeder og luksuriøse møbler. Nu var det hele en stor, grødet masse, som jeg ikke kunne finde rundt i.

Jeg fandt først ud af, at min far sad ved bordet, da han brød stilheden: ”Glem nu den hest. Du skal nok få synet igen, lægerne arbejder på en løsning. Din ryg bliver intet problem, du skal bare have tålmodighed. Alt bliver det samme igen!” Til sidst lød han helt optimistisk. Det irriterede mig, at han sagde det på den måde.

”Hvordan vil du så love det?” lød min hæse, grødede stemme. Ud fra min mors gisp og min fars pludselige tavshed, måtte det være meget overraskende, at jeg sagde noget. Jeg lod skuldrene falde og følte mig frem til tallerkenen på bordet. Smerten borede sig igennem rygraden på mig, da jeg strammede grebet om gaflen. En lavmælt stønnen af smerte fór ud over mine læber.

Selvfølgelig var der ikke noget, som blev som før.

* * *

Dagene gik hurtigt og flød efterhånden blot sammen. Jeg havde heller ikke nogle minder fra dén og dén dag, som jeg kunne indprente i mit hoved. Billeder fra mit hjem, mit hus, blev mere slørede for hver dag, der gik. Alt for ofte måtte jeg spørge min mor om hendes øjenfarve – det var for let at glemme, når man ikke kunne se dem. Selvmedlidenheden skyllede ind over mig, hver gang jeg åbnede øjnene eller bevægede mig. Hvis jeg kunne, ville jeg sove for evigt. I mine drømme var alle de billeder, jeg savnede. Alt.

”Avery, søde?” Min mors sukkersøde stemme skræmte mine tanker væk.  Jeg havde stor lyst til blot at lukke af for hendes stemme. Med et forskrækket gisp fór jeg sammen, da hendes kolde hånd tog min i sin.

”Jeg sad og surfede lidt på nettet og kom tilfældigt ind på en fanside. Der var en konkurrence.” Hun lagde et papir på dynen foran mig, og jeg sukkede.

”Jeg kan ikke se det, så hvorfor viser du mig det?” Hun tog papiret tilbage.

”Du kunne deltage i konkurrencen – vinder man den, kommer man til at møde et boyband. Kom nu skat, det vil være godt for dig at komme lidt ud.” Udmattet lagde jeg hovedet ned i puden. Jeg ville gerne møde et boyband, ingen tvivl om det, men hvordan ville de se på en næsten blind pige, som sad i kørestol?

”Okay,” mumlede jeg modvilligt. Jeg kunne nærmest mærke min mors iver for at komme i gang. ”Hvad skal man for at deltage?” spurgte jeg en anelse mistroisk. Min mor havde hurtigt fået mig op i kørestolen og var nu på vej ud i stuen.

”Skrive et brev – jeg skal nok skrive for dig.”

* * *

Jeg er en 15-årig pige. Der er vist ikke så meget at sige, ud over at jeg sidder i kørestol, har balanceproblemer og næsten er blind. Hele mit liv forsvandt i den ulykke, og lige nu prøver jeg at komme op igen. Det er bare ikke nemt. At møde nogle som virkelig har kæmpet for deres liv, kunne være inspirerende.

Hilsen
Avery Samford.

Brevet blev kort. Der var helt sikkert nogen, som havde skrevet stilelange breve for at møde et band. Jeg skrev næsten ikke selv mit – min mor bestemte næsten alt, det der stod. Jeg ville ikke have dem til at have ondt af mig og hjælpe mig på den bekostning. Men min mor syntes åbenbart, at alle skal vide det. Som om alle ikke ved det. Det går jo ikke stille for sig, når en berømt rytter kommer til skade. Jeg ville ønske, at der ikke var nogen, som vidste det. Vidste noget som helst – så jeg bare kunne falde tilbage i min egen verden. Leve alene resten af mit liv, uden at folk ville vide der fandtes en Avery Samford. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...